Faith. hvad er jeg...?

Faith er en teenage pige der er kommet til Little Rock arkansas efter at hun blev fundet i udkanten af en motorvej. Uden nogen hukommelse er hun startet på den centrale high school og nu to år efter begynder ting at ske.

0Likes
3Kommentarer
186Visninger
AA

1. Starten

                                                                                         

   Jeg er Faith. Jeg er et menneske.                                                                                                                                                                                   

   Jeg er et menneske, men jeg er anderledes. Jeg har altid været anderledes. Lige så langt tilbage jeg kan huske – og det er ikke ret langt – har jeg altid været bedre end alle andre, altid den klogeste, hutigste, stærkeste. Sådan har det altid været, det ligger så naturligt til mig.                                                                                                              

   Men jeg ved ikke om det altid har været sådan for jeg ved ikke hvor jeg kommer fra. Jeg kan ikke huske noget fra før jeg vågnede op på vejen. Jeg kan ikke huske noget fra min barndom. Det kan ikke være normalt ikke at vide noget om sin barndom, men sådan er det for mig. Jeg ved ikke noget om min barndom, det hele ligger gemt bag en tyk tåge jeg ikke kan bryde igennem.                                                                                                

     Det irritere mig forfærdelig meget for jeg ved at den gemmer på noget specielt. Jeg ved bare at den gemmer på noget stort, noget der kan hjælpe mig med at forstå mig selv.                  

   ”Faith! Du høre bare slet ikke efter!”                                                                                                                                                                                               

    Jeg så op fra mit kladehæfte og så spørgende på min veninde Mia.                                                                                                                               

   ”Undskyld. Hvad var det du sagde?”                                                                                                                                                                                      

   ”Jeg spurgte om du ikke vil med ud og shoppe på lørdag. Vi kunne tage hen i Outles centret.” sagde Mia.                                                                                                                                                           

   ”Det vil jeg gerne. Jeg har alligevel ikke nogen planer her i weekenden.” svarede jeg.                                                                                                                

   ”Hey! Er jeg ikke inviteret?” Det var Lucas der brød ind i den næsten ikke eksisterende samtale.                                                                                         

   ”Vil du virkelig med os piger ud og shoppe? Vi ender nok med at stå og kigge på sko hele dagen.”                                                                                                                                                                                                                                                

   ”Så har i muligheden for at få en mening om hvad i køber fra mode eksperten. Ikke at vil høre efter, i køber jo alligevel bare hvad i vil have.” sagde Lucas for at drille Mia.                                                                                                                      

   Mens Mia og Lucas begyndte at diskutere om hvad der skulle ske på lørdag så jeg ned i mit kladehæfte igen.                                                                                                                                                               Mia og Lucas er de eneste venner jeg har her på Little Rock Central High. Alle andre har mærket mig som freaken med hukommelsestab. Som pigen der var vågnet op på en motorvej uden at vide hvor hun kom fra eller hvordan hun var endt der. På en måde kan jeg godt forstå dem, hvem ville da også være sammen med pigen der ikke ved noget om sig selv andet end sit eget navn.                         

    Mia og Lucas var de eneste på skolen der faktisk gav mig en chance. De var de eneste der faktisk gerne ville lære mig at kende.                                                                                                                                            Mia var den der hjalp mig igennem første skoledag og i frokost pausen præsenterede hun mig for Lucas. Bøssen i vores lille gruppe. Jeg fandt ud af at de andre heller ikke ville være sammen med mine venner. Jeg er ikke sikker på hvad Mia havde gjort for at blive udstødt, men jeg gættede på at det var fordi at Lucas er bøsse at han blev forvist. Vi har haft vores lille trio stort set lige siden jeg startede på skolen for omkring 2 år siden.                                                                                                               

   ”Jeg henter jer bare på lørdag omkring 12 tiden så burde i to trunter have nok tid til at gøre jer klar,” sagde Lucas.                                                                                                                                                 

   ”Deal,”” svarede Mia da klokken ringte til de sidste timer.                                                                                      

   Historie er mit ynglingsfag så det er meget rart at det er et af de sidste timer jeg har. Jeg ved ikke hvorfor men der et eller andet ved historie jeg godt kan lide. Jeg kan bare ikke sætte en finger på hvad det er.                                                                                                                                                            Så jeg gik hen til klasselokalet og satte mig så langt tilbage i klassen som jeg kunne. Jeg plejede at kunne sidde alene og uforstyrret bagerst i klassen, men nu var der startet en ny i klassen som også syntes at han skulle sidde gemt væk bagerst.                                                                                                        

   Der var noget mystisk over ham, noget der fortalte en at man skulle holde sig væk. Alle havde det på den måde, selv drengene ville ikke have noget med ham at gøre. Jeg havde aldrig set ham være sammen med nogen, men nu har jeg så heller ikke set meget til ham.                                                                   

   Klokken ringte ind til sidste time og samtidigt kom vores lærer hr. Smith ind ad døren. Han lignede så mange andre lærer synes jeg, han er ikke særlig høj og er spinkelt bygget og så han desuden også nogle latterlige store briller på.                                                                                                                  Selvom det er langt fra alle der er begejstret for historie er det alligevel lykkedes for ham at gøre det mere spændende. Det meste af året har det næsten været som et rollespil. Sidst vi gjorde det var da vi havde om slaverne i Sydamerika. Jeg havde været så uheldig at jeg blev gjort til slave hvor jeg fik hugget hånden af fordi at jeg havde stjålet noget brød.                                                                                   

   Fordi at det var sidst på skoleåret blev den sidste time bare en gennemgang af hvad vi havde lært i løbet af året. Selvom jeg var glad for historie er det her noget af det værste jeg ved. Jeg har ikke brug for at gå det igennem for jeg kan huske alt og jeg mener alt. Det er helt utroligt hvor god en hukommelse jeg har.                                                                                                                                         

   Minutterne sneglede sig afsted og da det endelig ringte ud og annoncerede at skoledagen var slut skyndte jeg mig ud af døren. På vej ud af døren endte jeg med at støde ind i vores mystiske fyr og tabte mine bøger. Da jeg bukkede mig ned for at samle mine bøger op vente han sig rundt og så nedladende på mig.                                                                                                                                                                  

   ”Se hvor du går freak!” sagde han til mig mens han så på mig med væmmelse.                                                  

   ”Og det kommer fra dig, har du glemt at du selv er et freak,” svarede jeg.                                                               

   ”Pas på med hvad du siger Faith. Du ender med at fortryde det!” hans øjnede lynede og jeg kunne se at han havde lyst til at slå mig, men han vendte sig rundt og begyndte at gå væk.                                          

   ”Nar,” sagde jeg bare.                                                                                                                                                      

   Jeg fik samlet mine bøger og gik ud for at finde Lucas. Han stod og ventede på mig henne ved sin bil.                                                                                                                                                                                             Jeg kan godt køre bil men Mike og Jennie var ikke vild med ideen om at jeg skulle køre bil. Jeg ved ærligtalt ikke hvorfor, men derfor var jeg afhængig af at Lucas eller Mia kunne køre mig frem og tilbage fra skolen så jeg slap for at tage bussen.                                                                                         

   ”Hvad skete der lige derinde?” spurgte Lucas da jeg kom hen til bilen.                                                              

   ”Jeg kom til at gå ind i freaken Josh, han flippede bare fuldstændigt ud,” sagde jeg.                                     

   ”Gad vide hvad hans problem er.”                                                                                                                           

   ”Aner det ikke.”                  

   Mike er læge og Jennie er en af de bedste advokater her i staten, så vi har ikke ligefrem mangel på penge. Så selvfølgelig bor vi i et stort hus med forfærdelig mange rum. Bare mit værelse består af et stort værelse med balkon, mit eget badeværelse og derudover har jeg to opholdsrum. Det ene er stort set et spille rum. I det rum er der en masse sækkestole, playstation, wii og hvad man ellers kan spille på. Det andet rum er mere et party lokale. Her er der også sækkestole men også andre former for siddepladser, der er en minibar (hvilket jeg syntes er vildt fedt) og nogle former for diskolys. Det er bare ærgeligt at jeg aldrig bruger det.                                                                                       

   Jeg gik op ad trappen og kastede mig på sengen. Josh havde kaldt mig et freak. Jeg ved ikke hvorfor det pludselig generede mig, jeg er ellers blevet vant til at blive kaldt for freak. Men det gjorde ondt da han sagde. Han af alle mennesker burde være klar over hvordan det er. Han er jo selv et freak. Han går altid rundt alene, jeg tror ikke at jeg har set en eneste gang hvor han har snakket med nogen. Og han har det der mærkelige glimt i øjet, han ser på en som om han har lyst til at spise en. Jo mere jeg tænker over det ved jeg faktisk ikke noget om ham. Han hedder Joshua Augustus, jeg gætter på han er omkring de sytten, han er vidst også adopterede eller bor hos en plejefamilie. Det er vel det eneste jeg ved om ham. Og så har jeg ligesom alle de andre bare stemplet ham som et freak.                                                                                                                                

   Jeg besluttede mig for at tage et bad og lade mine sårede føleser blive skyllet væk af vandet fra bruseren. Jeg nød følelsen af det varme vand der løb ned over min krop. Det er så dejligt befriende. Man kan bare lade alle sine bekymringer og sorger blive skyllet væk og bare nyde det.     

   Det er mørkt, det er så mørkt. Jeg er gennemblødt af den regn der vælter ud af skyerne. Jeg kan mærke sten og grene under mine hænder. De borrer sig ind i mine håndflader og i mine bare knæ. Jeg kravler, men jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen. Hvor er jeg? Hvad er der sket? Hvad sker der med mig? De tre ting er det eneste jeg kan tænke på. Jeg ignorere kulden fra regnen og kæmper mig frem. Jeg må væk herfra. Det gør ondt, min krop gør ondt og det bliver kun mere og mere smertefuldt for hver gang jeg bevæger mig.                                                                                                         

   Jorden ændre sig og det er ikke længere grene der er under mine hænder. Det er stadig groft men det gør ikke ondt som før. Jeg kæmper mig på benene og begynder at gå. Jeg ved ikke hvor længe jeg går, det kan havde været minutter, timer, men tiden har ingen betydning for mig, jeg kunne gå forevigt så længe jeg bare kommer væk fra det sted.                                                                                              

   Jeg er ikke alene, der er nogen der følger efter mig. Han er derude, jeg ved han er der. Hver gang en gren knækker farer jeg sammen. Jeg stopper og stirre ud i mørket. Jeg ved han er der, jeg ved han kan se mig. Noget røre på sig ude i skyggerne og en skikkelse begynder at tage form. Skikkelsen bevæger sig hen mod mig. Jeg er lammet af frygt så jeg gør det eneste jeg kan og skriger.                                                                                                                                                                         

   Jeg satte mig forskrækket op i sengen, jeg blev vækket af mit eget skrig. Mit hjerte bankede stadig af den frygt jeg havde følt i drømmen. Jeg havde haft det mareridt så mange gange før. Det er ikke bare et mareridt men mit eneste minde fra før jeg endte her. Jeg kan ikke huske noget fra før. Jeg ved ikke engang hvad der var sket eller hvordan jeg var endt der. Jeg kan kun forstille mig hvad der var sket og det var ikke noget jeg havde lyst til. Men det her mareridt havde været anderledes, der har aldrig været et andet menneske med i drømmen. Jeg har altid været alene.                                        

   Hvem var manden? Var han en jeg kendte? Jeg havde ingen ide om det. Men jeg håbede at jeg måske var ved at huske, men er jeg sikker på at jeg vil huske hvad der skete i skoven?                                         

   Jeg vendte mig om for at se på mit vækkeur, de lysende tal viste at klokken kun var tre. Jeg vidste at jeg ikke ville kunne falde i søvn igen, så i stedet for at ligge mig til at sove besluttede jeg mig for at tage ud og løbe. Så jeg skiftede hurtigt til noget jeg kunne løbe i.                                                               

   Det var for tidligt til at jeg turde bruge hoveddøren så jeg åbnede den ene dør ud til min balkon. Det var meget godt det var mørkt for så ville der ikke være nogle nysgerrige øjne der så hvad jeg skulle til at gøre. Ved siden af min balkon og på flere sider af huset var der slyngplanter, og jeg har været modig nok til at teste dem så jeg ved at de holder vis jeg klatrer ned af dem. Hurtigt og lydløst klatrede jeg ned ad slyngplanterne og listede videre ud til vejen. Lige så snart jeg kom ud på vejen løb jeg. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, jeg løb bare. Jeg tænkte ikke over hvor hurtigt jeg løb, for hvad skulle der kunne ske når alle lå og sov? Så i stedet for at sætte farten ned begyndte jeg at løbe hurtigere. Jeg ved jeg løber hurtigere end de fleste men jeg havde aldrig testet hvor hurtigt jeg faktisk kan løbe.                                                                                                                                

   Det er utroligt hvor hurtigt jeg kan løbe. Det var som om det hele fløj forbi mig og i løbet af få minutter havde jeg løbet længere end nogensinde før. Det var fantastisk! Hvorfor havde jeg ikke testet det noget før? Det var jo utrolig. Det burde ikke være muligt.                                                                    

   Jeg var løbet ud mod en af motorvejene da jeg fik en mærkelig fornemmelse i kroppen. Jeg satte farten ned og standsede. Der var noget i nærhenden. Jeg ved ikke hvad, jeg ved bare at der var noget derude, noget der lige nu holdt øje med mig. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst da jeg begyndte at vende om for at løbe tilbage hvor jeg kom fra. Det skulle jeg ikke havde gjort. Jeg hørte et brøl og blevet slået omkuld. Jeg skreg da en flænsende smerte løb gennem det øverste af min ryg og videre ned over min højre arm. Jeg kiggede bagud og kunne se blod løbe ned af siden på mig. Der lød en knurren lige ved mit øre og jeg farede sammen. Mit hjerte bankede så hårdt at det gjorde ondt, men selvom jeg var lammet af frygt vendte jeg mig om. Jeg skreg, der stod en stor ulv lige foran mig. Ulven havde blod om munden og stirrede på mig med gule øjne der kunne skære en ind i sjælen. Den var klar til at angribe mig. Klar til at slå mig ihjel.                                                                                                                                                                                    

   Jeg skreg da ulven sprang frem mod mig. Jeg hørte en anden knurren og ulven fløj væk fra mig. Der stod en foran mig. Han knurrede stadig da ulven kom på benene og angreb igen. Jeg villet havde råbt at han skulle se at komme væk, men jeg kunne ikke finde min stemme.                                                                                                                                                                                             

   De løb mod hinanden og så kunne jeg ikke følge med i hvad der skete. Det gik så hurtigt. Det var en masse knurren og brølen, men de bevægede sig så hurtigt at jeg ikke kunne følge med.                          

   Ulven peb en sidste gang og løb væk. Og min redningsmand vente sig om og så på mig.                           

   Joshua!                                                                                                                                                                        

   Han begyndte at gå langsomt hen mod mig, men jeg var for bange til at lade ham komme tæt på mig. Jeg var hurtigt på benene og begyndte at bakke væk fra ham. Han standsede og kiggede på mig med et undersøgende blik.                                                                                                                             

   ”Faith, jeg gør dig ikke noget, jeg vil bare hjælpe dig,” sagde han med en blid stemme.                                  

   ”Hvad er du!?” hvæsede jeg da jeg endelig fandt min stemme.                                                                        

   ”Jeg vil ikke lyve for dig, Faith, du har set mig, men jeg kan ikke fortælle dig hvad jeg er,” sagde han. ”Men hvad er du Faith?” sagde han med en stemme fuld af undren.                                                 

   ”Hvad mener du? Jeg er et menneske!” svarede jeg med rystende stemme.                                                 

   Han kiggede stadig på mig med øjne der var fulde af undren. Han tog endnu et skridt hen imod mig og jeg rykkede instinktivt et skridt bagud.                                                                                                      

   ”Faith, jeg gør dig ikke noget. Vil du ikke lade mig komme hen til dig,” sagde han med en nærmest bedende stemme. ”Jeg vil sikre mig at du er okay.”                                                                                                       

   Jeg var ikke meget for det, men jeg nikkede alligevel. Han gik langsomt hen til mig for ikke at gør mig mere bange end jeg allerede var. Lige så snart han var henne hos mig undersøgte han min ryg og arm. Jeg havde ikke lagt mærke til at han havde haft en skjorte på før han rev den af og begyndte at forbinde min arm. Jeg kiggede på min arm og så væk lige så snart jeg havde set de gabende sår. Store gabende sår løb ned af min højre arm. Ulven havde skåret igennem musklen og jeg tror jeg fik et glimt af en knogle. Det gav et jag igennem min krop da skjorte rørte mine åbne sår.                                                                                                                                                                                               

   ”Undskyld,” mumlede han. ”Men jeg bliver nødt til at forbinde de sår vis du ikke vil forbløde,” sagde han bagefter.                                                                                                                                           

   Jeg havde lyst til at skrige da han forbandt min arm med sin skjorte. Jeg kunne ikke stå op længere så jeg satte mig ned. Joshua blev ved med at mumle for sig selv mens han gjorde sit arbejde. Jeg så op og så på Joshuas ansigt. Det eneste jeg kunne koncentrere mig om var hans øjne. Hans øjne brændte sig ind i min arm. Der var sådan en vildskab i dem. Ligesom ulven kunne hans øjne brænde sig ind i ens sjæl.                                                                   Jeg var endelig begyndt at falde lidt til ro men hans øjne fik frygten frem igen. Jeg tror han kunne fornemme min frygt for han skyndte sig at blive færdig.                                                                                                                                                                     

   ”Hvordan kom du her ud?” spurgte han.                                                                                                                        

   ”Jeg løb,” svarede jeg. Hvad skulle jeg havde sagt? Der var ligesom ikke nogle køretøjer lige i nærheden som jeg kunne havde taget.                                                                                                                  

   ”Du løb?” spurgte han.                                                                                                                                         

   ”Ja, jeg løb,” sagde jeg igen.                                                                                                                                       

   Han så vuderende på mig et øjeblik. Og trak på skuldrene.                                                                              

   ”Okay så løber jeg med dig,” sagde han med hvad der lignede et lille smil om munden.                                

   Ville han virkelig løbe efter mig, men vis han gjorde skulle jeg så løbe almindeligt eller med ekstra fart på? Jeg ved ikke hvad han er, men han har lige været oppe og slås med en gigantisk ulv. Jeg ved ikke om jeg burde stole på ham, men lige nu ville jeg bare gerne hjem og glemme hvad jeg lige har set.                                                                                                                                                                        

   ”Som du vil,” sagde jeg. ”Lad os se om du kan følge med.” Det lød som en udfordring da jeg sagde det.                                                                                                                                                                                 

   ”Det bliver ikke noget problem,” svarede han. Joshua fik det også til at lyde som en udfording.             

   Jeg tænkte ikke mere over det, så jeg begyndte at løbe og fløj afsted. Der lød skridt bag mig så jeg kiggede bagud og så at Joshua var ved at indhente mig. Det burde ikke være muligt at han kunne følge efter mig, men jeg burde heller ikke kunne løbe så hurtigt. Han kom op på siden af mig og sammen løb vi gennem byen og tilbage til der hvor jeg boede.                                                                                       

   Vi stoppede ude foran mit hus. Jeg så op på Joshua og så at han – som han havde gjort så meget den aften –– så på mig med undren i blikket.                                                                                                            

   ”Du må hellere se at komme ind og du burde også vække Mike så han kan få syet din arm sammen,” sagde han med en stille stemme.                                                                                                    

   ”Hvad skulle jeg dog sige til ham?” hviskede jeg tilbage.                                                                                      

   ”Det er ikke mit problem. Det må du selv finde ud af,” sagde han med et flabet smil. For første gang den aften kunne jeg genkende det røvhuld han plejede at være.                                                        

   ”Farvel,” sagde jeg og skyndte mig ind i haven.                                                                                                     

   Han sagde ikke noget, men jeg så ham løbe væk før jeg klatrede op ad rankerne.                                                        

   Jeg skyndte mig op og ind på mit værelse og lukkede dørene. Klokken var ikke meget mere end 4 om morgenen, så så lang tid havde jeg ikke været væk.                                                                                        

   Jeg gik ud på badeværelset for at se til min arm. Jeg lignede noget der var løgn, mit brun sorte hår var fuldstændigt filtret og jeg havde blod på mit tøj. Jeg lignede bare en der havde været tæt på døden.                                                                                                                                                                            

   Jeg fjernede forsigtigt skjorte og fik et chok da jeg så mine sår. De var ikke de store gabende sår jeg havde set tidligere. Det var stadig nogle grimme sår, men det var slet ikke som før og de blødte ikke længere. Jeg burde nok havde gået ind og vækket Mike så han kunne ordne mine sår, men jeg var for træt og kunne ikke finde på en grund til at jeg så ud som jeg gjorde her tidligt om morgnen. Så i stedet for smed jeg alt tøjet og tog et varmt bad. Jeg lod vandet skylle alt snavs og blod af mig. Jeg blev stående der indtil jeg syntes jeg havde fået varmen. Jeg havde frosset så forfærdeligt meget efter det der skete. Jeg tog nattøj på igen og kastede mig på sengen. Jeg nåede kun at tænkte en tanke før jeg faldt i en dyb søvn.                                                                                                                                                       

   Hvad er Joshua?        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...