Faith. hvad er jeg...?

Faith er en teenage pige der er kommet til Little Rock arkansas efter at hun blev fundet i udkanten af en motorvej. Uden nogen hukommelse er hun startet på den centrale high school og nu to år efter begynder ting at ske.

1Likes
3Kommentarer
517Visninger
AA

3. mødet

  Jeg sov længe om lørdagen, så det endte med at jeg havde travlt med at gøre mig klar til når Lucas kom og hentede mig, så vi alle sammen kunne tage ned til det sædvandlige center.  
   Lucas var ude foran mit hus der lidt over tolv som han sagde han ville. Jeg kunne se at han allerede havde hentet Mia. Jeg tog min taske og gik ned for hurtigt at sige farvel til Jennie.
   “Vi ses senere Jennie,” råbte jeg ud mod køkkenet hvor jeg kunne se hun sad og drak sin kaffe. 
   “Ses senere Faith. Har du husket din mobil?” råbte hun tilbage. 
   “Selvfølgelig,” 
   “Godt. Hyg dig,” råbte hun igen tilbage gennem køkkendøren. 
   Jeg skyndte mig ud i bilen hvor de sad og ventede på mig. Lucas begyndte at køre lige så snart jeg fik sat mig ind i bilen.      
   “Hvad er så planen for i dag?” spurgte jeg. 
   “Vi skal helt klart på Starbucks. Du ved at jeg skal have min kaffe latte når vi er der. Og så havde jeg tænkt mig at vi måske kunne gå ind på China Max og spise frokost derinde. Jeg ved ikke med jer, men jeg har bare en trang til kinesisk i dag…” Mia forsatte sin talestrøm om alle de butikker vi skulle ind i. Sådan var det altid. Mia havde altid planlagt hvor og hvornår vi skulle ind i de forskellige butikker og caféer.    

  Vi spiste frokost på China Max omkring tre timer efter at vi var kommet. Vi havde allerede været rundt i flere af de butikker Mia havde talt om. Hun havde også fået shoppet i nogle af de butikker vi havde været inde i. Selv Lucas havde fået købt noget nyt tøj og så havde han også lige købt et par nye solbriller som han hele tiden skulle have på. Jeg havde ikke fundet andet end en kjole. Det var en sort maxi kjole. Den var som syet til mig. Det hele sad perfekt og den fik mig til at føle mig som en gudinde. Lige så snart Mia og Lucas havde set den på mig havde de også været helt vilde med den. Jeg blev simpelthen nødt til at købe den, men jeg havde ingen ide om hvornår jeg skulle bruge sådan en kjole. Det var noget jeg måtte finde ud af senere. Nu skulle vi på jagt efter det helt rigtige tilbehør til min kjole. Først og fremmest skulle vi finde et par lige så smukke stiletter jeg kunne have på.                                         
   Et par timer senere stod vi ved Starbucks og ventede på vores kaffe. Vi havde fundet et par skønne sorte stiletter som passede til kjolen. Og Mia havde fået shoppet endnu mere. Hun havde købt så meget at Lucas måtte bære nogle af alle hende poser. 
   “Der er en som står og holder øje med dig,” hviskede Mia ind i øret på mig. “Prøv at kig over Lucas skulder og fortæl mig at du ikke kan se ham,” sagde hun lidt højere. 
   Jeg gjorde som hun sagde og så over Lucas højrer skulder.
   Mine øjne mødte hans næsten lige med det samme. Jeg fræs da jeg så ham, han stod lige på den anden side af døren. Jeg blev fyldt med lykke da jeg så ham, men det ændrede sig hurtigt til vrede da jeg så ham vende sig om for at gå væk. Det var ikke første gang Josh havde lavet det nummer og jeg var begyndt at blive træt af det. 
   “Faith hvad er der? Du ser vred ud,” sagde Lucas. 
   “Han går bare den skiderrik. Han ser jeg får øje på ham og så vender han sig om og går,” man kunne godt høre at jeg var godt sur. 
   “Og hvad så? Josh er jo også bare et freak,” sagde Mia 
   “Det er ikke første gang han gør det Mia,” sagde jeg. “Jeg vil vide hvad det er han går og laver. Han kan ikke bare gå rundt og udspionere mig.” 
   Jeg begyndte at gå hen mod døren for at indhente ham da en hånd greb fat i min arm og holdte mig tilbage.     
  “Bare lad være Faith. Han skal nok holde op på et tidspunkt og hvis ikke han gør det kan du melde ham til politiet,” sagde Mia, men det var Lucas der havde fat i mig. 
   “Slip mig Lucas!” hvæsede jeg nærmest. “Jeg vil vide hvad fanden han bilder sig ind og det er nu.” Jeg rykkede armen så hårdt til mig at Lucas ikke kunne andet end at give slip. Og så var jeg ude af døren. 
   Jeg skyndte mig i den retning jeg havde set Josh gå i. Jeg løb rundt i forsøg på at indhente ham, men jeg kunne ikke se ham nogle steder. Jeg endte hurtigt ude foran centret, ude ved vejen. Jeg ville ikke give op, jeg ville have nogle svar. Både om hvorfor han fuldte efter mig og for hvad der skete for et par nætter siden.
   Jeg løb over vejen. Noget fortalte mig at han var gået ind i skoven over på den anden side.  
   Jeg stod stille I skovkanten et øjeblik i håb om at få et glimt af Josh. Jeg kunne ikke få øje på noget der bevægede sig i udkanten af skoven så jeg forsatte ind i skoven. Jeg fortsatte ligeud og kravlede over væltede træstammer og hvad der ellers spærrede min vej frem. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, men på samme tid vidste jeg godt hvor jeg var på vej hen. Det var som om jeg fulgte de usynlige spor han havde efterladt. Ligesom jeg havde oplevet i mine drømme var det også bare instinktivt. Jeg gjorde det bare uden at vide hvorfor og hvordan. 
   Jeg stoppede da jeg nåede til en lysning i skoven. Jeg stoppede ikke bare jeg frøs nærmest på stedet. Inde i lysningen stod Josh. Han stod alene. Det så nærmest ud som om han ventede på nogen.   
   “Du skulle ikke havde fulgt efter mig, Faith,” sagde han med en rolig stemme mens han vendte sig om, så han stod ansigt til ansigt med mig. 
   “Jeg vil have nogle svar Josh,” svarede jeg.
   “Du bliver nødt til at vende om Faith. Gå tilbage til dine venner. Det er ikke sikkert for dig her,” sagde han med en skarp stemme. 
   “Hvad mener du med at det ikke er sikkert?” spurgte jeg. “Det er jo bare en skov,” sagde jeg med et fnys. 
   “Gå nu bare tilbage”
   “Hvorfor skulle jeg Josh? Giv mig en god grund til at jeg skulle vende om,” sagde jeg irriteret.
   “Du ville ikke kunne forstå det. Der er farlige ting herude. Farlige væsener du ikke har lyst til at møde,” sagde Josh. Hans øjne var begyndt at lyne.   
   Jeg havde været for koncentreret om Josh til at jeg havde lagt mærke til at den mærkelige følelese var tilbage. Vi var ikke alene i skoven længere. Der var ikke bare en, men flere der kom nærmere. Jeg kunne ikke se dem endnu, men jeg kunne fornemme dem. Josh havde også lagt mærke til det. Man kunne se på hans øjne at han ville ønske at jeg havde gjort som han havde sagt. 
   “Faith, kom her og stil dig om bag mig,” sagde han med en stille stemme. 
   Jeg tøvede ikke et sekund med at gå hen til ham. Hvad end det var der var derude så var det ikke glad for min tilstædeværelse.  
   “Hvad har du nu gjort Joshua!” råbte en kvinde stemme. “Hvordan kunne du finde på at tage hende med herud!?” 
   Kvindens stemme skræmte mig, men da jeg så dem træde ud i lysningen blev jeg rædselslagen. De var fem. De stod alle sammen ude i udkanten af lystningen. Jeg syntes jeg kunne genkende Olivia som så ud til at stå ved siden af fyren Alex i højre side. I venstre side stod der også en anden teenage pige og foran hende stod en lidt ældre fyr. Han var ikke gammel, men han var heller ikke teenager. Jeg ville gætte på at han var i starten af tyverne.  
   I spidsen af gruppen stod en kvinde. Hun var helt klart gruppens leder. Hun så heller ikke ud til at være meget ældre end den anden fyr. Hun stod rank og stolt i sit sorte tøj. 
   De var alle sammen klædt i sort og så rasende ud. De fem der stod mellem mig og Josh så frygtindgydene ud. Mit hjerte begyndte at banke vildere da jeg så deres øjne. Deres øjne glødede som ild. De havde samme farve som flydende rav. Og raseriet i dem gjorde dem bare endnu mere skræmmende. 
   “Jeg spørger dig igen Joshua. Hvorfor tog du hende med her ud?” det var lederen der talte. Hun var helt klart rasende over at jeg var her.
   “Det gjorde jeg heller ikke Leonora. Hun er fuldt efter mig,” sagde Josh.
   “Du kender reglerne Joshua. Du kan ikke blande en dødlig ind i det her,” sagde kvinden som måtte være Leonora. 
   “Det har han allerede gjort, Leonora,” sagde Olivia. 
   “Hvad mener hun med det Joshua!” Leonora var tydeligvis rasende, for det flydende rav i hendes øjne lyste endnu mere op end det havde gjort før. Josh krympede sig under hendes blik. Hun havde bestemt en eller anden form for kontrol over ham. For han finder sig ellers ikke i noget fra nogen som helst. 
   “Jeg reddede hendes liv det var hvad der skete,” sagde Josh. Selvom han havde krumpet sig under Leonoras blik rettede han sig alligevel op igen da han sagde det. 
   “Hvad skete Josh?”
   Han kiggede bagud og så på mig med et fortvivlet blik.
   “Jeg var ude i skoven og jage da jeg hørte en der skreg. Jeg var ikke langt fra Faith da hun skreg så jeg var der i løbet af få sekunder. Da jeg nåede ud til skovkanten så jeg at det var en varulv,” da han nævnte ordet varulv begyndte de alle sammen at knurre. Det var ligesom et vildt dyr der følte sig truet. 
   “Jeg løb over vejen og skubede den væk fra hende. Den var dum nok til at angribe igen så jeg sloges mod den indtil den havde fattet at den havde tabt. Faith var hårdt såret så jeg sørgede for hun kom hjem. Det var hvad der skete Leonora,” sagde Josh til sidst. 
   “Hvordan kunne du Josh!? Du kunne været blevet slået ihjel,” sagde fyren der stod til venstre for Leonora. 
   “Skulle jeg bare havde ladet hende dø? I kan måske ikke se det, men der er noget specielt ved hende,” sagde Josh.
   “Ja du skulle havde ladet hende dø. Hun er bare et menneske Joshua,” sagde Leonora.
   “Helia, hun løber lige så hurtigt som os. Hun var såret og nu har hun ikke meget andet end en skramme, Helia, og det er kun få dage siden. Kan du virkelig ikke se det, hun er ikke et normalt menneske,” sagde Josh mens han så med bedende øjne på fyren der måtte være Helia. 
   “Jeg kan ikke se noget specielt ved hende Josh. Du kan ikke bevise noget,” svarede fyren, Helia. 
   “I bliver nødt til at tro på mig,” Josh så på dem alle en efter en med et bedende blik i øjnene. “Hun er speciel. Jeg skal nok bevise det for jer på en eller anden måde.”
   “Du kan ikke bevise noget Josh,” sagde Alex.
   “Du kender reglerne Joshua. Hun kan ikke vide noget om os,” sagde Leonora. 
   Der lød en sær rumlen et sted foran mig. Jeg fik endnu et chok da jeg forstod at lyden kom fra Josh. Han stod og knurrede af de andre.
   “Hvad har I tænkt jer at gøre?” spurgte hans mens han knurrede.
   “Vi bliver nødt til at slå hende ihjel. Det ved du godt,” sagde Leonora mens hun stirrede på mig med sine gyldne øjne der brændte sig ind I mit sind. 
   “Der må være en anden løsning Leonora,” sagde han med en bedende stemme. “Er det ikke nok at slette hende hukommelse? Så skal jeg nok få bevist for jer at hun er speciel,” 
   “Så skal du finde beviser på det Joshua. Ellers er hun ikke risikoen vær,” sagde Leonora. “Faith, hvorfor kommer du ikke herover? Jeg vil bare snakke med dig et øjeblik,” 
   Hendes stemme sang for mig og hendes øjne brændte sig ind i mine. Jeg kunne ikke andet end at gå frem mod kvinden, men noget blokkerede min vej frem. Han stod mellem os og forhindrede mig i at komme frem. 
   “Lad mig gøre det,” sagde han, men lige nu fulgte jeg ikke rigtig med i hvad der blev sagt. Jeg var fastlåst i hendes blik. Jeg havde ikke kontrol over mig selv. Jeg kunne ikke andet end at adlyde hende. 
   “Kan jeg stole på at du vil gøre det Joshua?” spurgte Leonora mens hun holdt mit blik fast. 
   Josh nikkede til svar og vendte sig om og stillede sig helt foran mig. I det han blokkerede mit udsyn til hende forsvandt min trang til at komme hen til hende. 
   Han tog fat i mine overarme og tvang mig til at kigge ind i hans øjne. Jeg havde ikke kunne se det før nu, men hans øjnede skinnede ligesom de andre. Det var den smukkeste rav der flød i hans øjne.
   Han begyndte at læne sig frem som skulle han til at kysse mig. Jeg kunne kun forstille mig hvordan hans læber ville føles mod mine, men han kyssede mig ikke. Han satte sin mund ved mit høre og hviskede et ord til mig. 
   “Løb,” hviskede han mens han vendte mig rundt og gav mig et skub i ryggen. 
   Jeg begyndte at løbe så hurtigt jeg kunne gennem skoven. Jeg kunne høre voldsom knurren - nærmest brølen - bag mig. 
   Jeg var ikke nået langt før jeg kunne høre løbende skridt bag mig. Frygten for hvem det kunne være fik mig til at løbe endnu hurtigere.     
   Træerne susede forbi mig. Jeg sprang over de forhindringer der var på min vej. Hele tiden kunne jeg høre nogen bag mig. Jeg var ikke hurtig nok, jeg kunne ikke løbe fra dem. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg måtte ikke stoppe. Hvis jeg stoppede vidste jeg ikke hvad der ville ske med mig. Min vej stoppede brat da jeg kom ud på et klippe fremspring. Jeg kunne se skoven der strakte sig under mig. Jeg var fanget, der var ingen steder jeg kunne løbe hen. Jeg stod helt tæt på kanten og var nær faldet ud over den da en skygge trådte ud fra skovkanten. Jeg blev ikke det mindste beroliget da jeg så at det var Josh der kom frem fra skovens skygger.
   Han skyndte sig hen til mig og stillede sig helt tæt ind til mig. Han skræmte mig. Hans ravfarvede øjne borrede sig inde i mine og holdte mit blik fast. 
   “Hva… Hvad er du?” spurgte jeg med skælvende stemme. 
   “En vampyr,” svarede han med et lidende blik. Og viste mig et perfekt sæt hvide tænder.   
   Jeg kunne mærke at de andre kom nærmere og de var vrede. Virkelig vrede. Jeg troede ikke jeg kunne blive mere bange end jeg var, men jeg tog fejl. Jeg skælvede af frygt og mit hjerte der bankede så hårdt at det gjorde ondt sad helt oppe i halsen på mig. 
   “Undskyld, Faith. Det var ikke meningen at du skulle blandes ind i det her,” hviskede han hurtigt til mig. 
   Da trådte de andre ind i lysningen. Alle deres øjne lyste endnu kraftigere end før og de lynede af vrede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke gøre noget. Hvad end de var vampyrer eller ej ville de ikke bare lade mig gå. Jeg havde set dem og det ville de ikke lade gå ustraffet hen. De ville straffe mig på en eller anden måde. Jeg vidste det bare. Ligesom jeg kunne mærke dem komme, kunne jeg mærke deres lyst til at gøre mig fortræd. 
   Det hele skete så hurtigt.
   Jeg så Leonora tage et skridt frem mod os da jeg blev vendt om. Jeg blev vendt med et ryk. Mit hovedet blev rykket til siden så min hals blev blottet. En skarp smerte løben gennem min hals. Jeg skreg, men mit skrig døde hurtigt hen. Al energi forlod min krop. Jeg blev svag. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Kun et par stærke arme holdte mig oppe. Som jeg blev svagere og svagere røg jeg længere og længere ned i mørket der ventede på mig. Mørket var befriende. Den befriede mig fra frygten og smerten.
   Jeg så Leonora der kom tættere hen mod mig da mørket omsluttede mig.
   Alt blev sort.
  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...