Faith. hvad er jeg...?

Faith er en teenage pige der er kommet til Little Rock arkansas efter at hun blev fundet i udkanten af en motorvej. Uden nogen hukommelse er hun startet på den centrale high school og nu to år efter begynder ting at ske.

1Likes
3Kommentarer
516Visninger
AA

4. forklaring

Jeg lå ned. Jeg lå på noget hårdt. 
   Jeg kunne føle græs under mine hænder. Høre vinden rasle i træernes blade rundt om mig. Jeg lå lige så stille og lyttede til naturens lyde da jeg hørte noget ved siden af mig. Der var en ved siden af mig. Jeg kunne høre rolige vejrtrækninger. 
   Jeg åbnede øjnene for at se hvem det var der sad ved siden af mig. Lyset blændede mig. Jeg var stadig i udkanten af skoven. Over mig var der en klar blå himmel. 
   Jeg sprang op da jeg kiggede til siden, men lige så snart jeg sprang op mistede jeg balancen og faldt forover så jeg landede hårdt på maven. Jeg var svag. Jeg havde ingen krafter. Jeg havde knap krafter til at vende mig om på ryggen.
   “Ta’ det roligt, Faith,” sagde Josh mens han så på mig med det blik jeg ikke kunne tyde hvad betød.
Jeg så hen på Josh. Hans øjne var ikke de øjne der havde skræmt mig. De var ikke det flydende rav de havde været da jeg så på ham. Nu så jeg ind i hans blå øjne. 
   Han begyndte at rykke sig hen til mig, men jeg prøvede på at komme væk fra ham. Han havde gjort noget ved mig og jeg var ikke sikker på hvad det var endnu.
Josh stoppede og så på mig med et bekymret blik.
   “Jeg er ikke ude på at gøre dig noget, Faith. Jeg vil bare gerne hjælpe dig,” sagde han.
Han flyttede sig det sidste stykke hen til mig og løftede mig op så jeg kom til at sidde op ad ham.Jeg ønskede ikke at han skulle røre mig, men jeg var for svag til at rykke mig. 
   Da han syntes at jeg sad rigtigt op ad ham strøg han mit hår væk fra min hals. Hans berøring var så blid da han strøg mit hår væk. Nærmest som et kærtegn. Hans fringre strøg hen over to ømme punkter på min hals som jeg ikke kunne se. Josh chokerede mig ved at give hvert punkt et blidt kys. De små kys føltes næsten som en undskyldning for hvad der var sket. Selvom jeg stadig ikke var helt klar over hvad der var sket. 
   “Hvordan har du det?,” spurgte han mens han stadig strøg min hals. 
   Hvordan havde jeg det? Jeg vidste det knap nok selv. 
   “Jeg føler mig underligt svag,” sagde jeg med en stemme der var lige så svag som jeg følte mig. 
   “Det er heller ikke så underligt.”
   “Hvad gjorde du ved mig?” spurgte jeg. Det lød som om jeg var ved at græde.
   “Det tror jeg godt du selv kender svaret på, Faith,” svarede han. “Tænk tilbage og så finder du det,”
   Jeg ville ikke, men jeg gjorde det. Jeg så tænkte tilbage på de gyldne øjne der havde boret sig ind i mine. Jeg så det hele foran mig. Vi stod ude på klippe fremspringet. Jeg så mig selv stå derude skræmt fra vid og sans. 
   “Hvad er du?” havde jeg spurgt mens jeg stod der. 
   “Vampyr.” Havde han svaret mens han viste mig sine perfekte hvide tænder. 
   Jeg ville ikke tro på at hvad han havde sagt passede. Vampyrer findes ikke! De er skabninger der høre til i skrækhistorierne. De kan ikke findes i den virkelige verden, men hvordan skulle jeg ellers kunne forklare hvorfor de andre havde været så rasende. Eller hvorfor Josh pludselig havde taget fat i mig, eller det jag af smerte jeg havde følt på min hals, men hvorfor? Hvorfor havde han gjort det? Hvis han virkelig er hvad han siger han er, må han havde drukket mit blod der på fremspringet. Det måtte være forklaringen på hvorfor jeg var så svag og hvorfor jeg var besvimet. 
   Jeg besluttede mig for at gå længere tilbage. Jeg så mig selv løbe. Så stod jeg pludselig i lysningen med Josh mellem mig og dem. Jeg så deres rasende øjne, så hvordan de viste deres foragt over for hvad jeg var hver gang det blev nævnt. 
   Pludselig tænkte jeg tilbage på mine drømme. Jeg stod i gyden igen og så på Alex og Olivia skændes med Josh.
De ville komme efter mig igen havde de sagt, men det var ikke dem selv de havde talt om. Det var noget andet. Josh havde nævnt ordet varulv før, men kunne det virkelig passe? Findes der også varulve? Jeg så for mig den nat hvor jeg var blevet angrebet af den store ulv. Det skræmte mig da jeg huskede tilbage. Nu da jeg så tilbage lagde jeg mærke til at ulven havde haft samme øjenfarve som Josh havde haft. Lige nu tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg var mere interesseret i hvorfor den havde angrebet mig. Hvorfor ville den komme tilbage efter mig? Var det fordi at Josh havde reddet mig fra at blive slået ihjel af ulven? 
   Jeg kunne mærke tåre der løb ned af min kind. Jeg ville ikke tro på noget af det her. Jeg ville ikke. 
   “Hvorfor?” spurgte jeg med en bedende stemme.          
   “Hvorfor hvad?” spurgte Josh med en stemme der var blød som silke.
   “Hvorfor bed du mig?” spurgte jeg.
   “Jeg kunne ikke lade dem komme i nærheden af dig, for hvis de havde haft den mindste chance ville de havde slået dig ihjel. Lige meget hvad jeg gør eller siger vil de ikke tro på mig. De nægter at tro på at det var det rigtige at redde dig den aften. Nægter at tro du er noget særligt,” han holdte en pause så han kunne tøre en af mine tåre væk fra min kind. “Jeg gjorde hvad jeg var nødt til at gøre. Leonora ville ikke lade dig være i fred før du var død. Så jeg gjorde det eneste jeg kunne komme i tanke om. Jeg drak dit blod så de troede du var død. Så meget at du mistede bevidstheden og ikke nok til at dræbe dig, men nok til at sænke din hjerterytme. Det virkede. De troede jeg havde dræbt dig så de gik,” han så på mig med triste øjne. “Jeg er så ked af at jeg gjorde det mod dig, Faith,”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Der var så mange følelser der løb gennem kroppen på mig, vrede, tristhed, glæde og frygt. Vrede fordi at han havde ført mig ind i det her. Tristhed fordi at han havde gjort det her mod mig i frygt for hvad de ville gøre mod mig. Glæde fordi at det beviste over for mig at han godt kunne lide mig. Han var ked af at han havde været nødt til at handle så drastisk. Og frygt for hvad han kunne være i stand til. Frygt for at finde ud af hvad han virkelig er. 
   Jeg lukkede øjnene og kunne mærke varme tårer løbe ned af mine kinder. Josh gav mig et klem og holdt om mig. Holdt om mig som om han aldrig ville slippe mig igen. Jeg ved ikke hvor længe vi sad sådan. Det kunne havdet været minutter, timer, dage. Det betød ikke noget for mig. Jeg havde ikke lyst til at forlade hans fagn. Til sidst kigge jeg op på hans anisgt. Hans blå øjne kiggede tilbage på mig med sådan et trist blik, som i et split sekund fik et glimt af hvad jeg tror var glæde. Hans mørke hår gjorde at man lagde mærke til de perfekt mandelformede øjne. Han havde høje kindben og hans næse var flot rundet. Mit fokus gik ned til hans læber. Hans læber var fyldige og kaldte på mig for at kysse dem. De var perfekte. Han var perfekt.
   Der som jeg lå og analyserede Josh med mit blik forsvandt frygten for ham. Han havde reddet mit liv. Ikke en, men to gange. Hvorfor skulle jeg være bange for ham? Ja, han havde drukket mit blod til jeg besvimede, men det havde været for at redde mig fra en sikker død. Jeg ville ikke være bange for ham. 
   “Hvad gør vi nu?”spurgte jeg.  
Han så stadig på mig med et trist blik, men der var noget andet gemt i hans øjne. Jo længere tid han kiggede på mig kunne jeg se hvordan han tænkte løs. På hvad havde jeg ingen ide om. 
   “Du kan ikke tage hjem,” sagde han til sidst.
   “Hvorfor?” spurgte jeg denne gang, men jeg tror godt jeg kender svaret. 
   Han så stadig på mig med de triste øjne. 
   “De vil komme efter mig, vil de ikke?” sagde jeg da han ikke svarede. “De vil holde øje med at du virkelig slog mig ihjel, så hvis de ser mig vil de gøre arbejdet færdigt,”
   Josh nikkede bare en enkel gang. Jeg havde haft ret.
   “Hvad gør vi så nu? Vi kan ikke blive siddende her forevigt,” sagde jeg. 
   “Jeg er ikke sikker endnu,” han kiggede væk og så ind mod træerne. “Jeg ved hvor vi kan tage hen,”Josh lød næsten begejstret. 
   “Okay, så lad os komme af sted,” sagde jeg og prøvede på at komme op og stå. Da det lykkedes mig at komme på benene begyndte det hele at snurre rundt og jorden kom pludselig meget tæt på. Jeg var stadig for svag til at gøre noget. Jeg hadede den følelse. Vis ikke det havde været fordi at Josh havde grebet mig da mine ben knækkede under mig, ville jeg havde faldet til jorden igen. 
   “Ohh, tag det roligt,” sagde Josh mens han samlede mig op i sine arme. “Du er ikke i stand til at gå nogen vegne lige nu.”
   Jeg begyndte at protestere på at han skulle lade mig gå selv, men han ignorerede mig og begyndte at gå. Josh gik så ubesværet med mig. Man skulle ellers ikke tro at han slæbte rundt på ekstra 60kg i sine arme. Der gik ikke lang tid før jeg gav op og slappede af i hans stærke arme. Jeg lagde mit hoved mod hans skulder og lukkede øjnene. 

   Hvordan kunne jeg tage det hele så roligt? Som om det at finde ud af at vampyre findes og at de ikke bare er en del af myterne. Som om det at blive båret igennem en skov af en fyr du knap nok kender er normalt. Som om det at blive kidnappet er normalt. Der må være noget galt med mig siden jeg kan tage det så roligt. 
   Det her er for sygt. Hvorfor lader jeg ham tage mig væk fra det eneste jeg kender? Han kan ikke tvinge mig til at tage væk. Han kan ikke tvinge mig til at blive der hvor han tager mig hen. Han siger at han gør det for at beskytte mig, men hvordan kan jeg vide at han ikke har andre planer? Men hvor mange gange havde han ikke reddet mig de seneste dage? Josh har aldrig gjort noget mod mig. Okay der er så godt nok lige hændelsen for noget tid siden. Hvor længe havde jeg egentlig været bevidstløs? Det måtte jeg spørge ham om senere.  
   Jeg åbnede øjnene og så op på Josh ansigt.
   “Hvem er de? Dem i lysningen,” spurgte jeg. 
   Han så hurtigt ned på mig da jeg spurgte.
   “De er min familie,” svarede han med en neutral stemme.
   “Og?” spurgte jeg i håb om at han ville uddybe det lidt mere.
Han svarede ikke. Josh blev bare ved at kigge lige ud mens har gik med mig. Jeg kunne se at han var langt væk i sine egne tanker. Jeg ville så gerne vide hvad det var han tænkte på, menjeg gættede på at det havde noget at gøre med hans familie. 
  “Du burde hvile dig, Faith,” sagde Josh efter et stykke tid. “Der går noget tid før vi er fremme og der er masser af tid til spørgsmål senere,” han lød mærkeligt træt, men jeg forstod godt at han ikke var i humor til mine spørgsmål nu.
Selvom jeg ikke var meget for det lukkede jeg øjnene igen. Jeg var så forfærdelig træt. Josh klemte mig endnu tættere ind til sig, som om han prøvede at beskytte mig fra hvad der end måtte være her ude i skoven. Det varede ikke længe før jeg faldt i søvn i hans arme. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...