Faith. hvad er jeg...?

Faith er en teenage pige der er kommet til Little Rock arkansas efter at hun blev fundet i udkanten af en motorvej. Uden nogen hukommelse er hun startet på den centrale high school og nu to år efter begynder ting at ske.

1Likes
3Kommentarer
506Visninger
AA

5. flugt

    Jeg er indenfor. Det behøver jeg ikke at åbne øjnene for at se. Jeg ligger stadig ned men på noget blødt. Jeg vender mig om og mærker at jeg ligger i en seng. Der er mørkt da jeg åbner øjnene og der lugter indelukket. Jeg er stadig svimmel, men jeg kravler ud af sengen og går hen til vinduet der har gardinerne rullet ned. Det er mørkt udenfor så det må være nat, men om det er morgen eller aften har jeg ingen ide om. For jeg har fuldstændig mistet tidsfornemmelsen siden det der skete. 
    Jeg kunne ikke fornemme at der var nogle andre i det her hus, så jeg gik ud fra at det var sikkert at gå ud. 
    Jeg åbnede døren og trådte ind i hvad der var et åbent køkken og stue. Der var endnu en dør på den anden side af hvad der måtte være stuen. Væggene var lavet af de der træstammer, og da jeg kiggede ud af vinduet igen så jeg at der var træer over det hele. Jeg havde taget fejl. Det var ikke et hus, men en hytte ude i skoven. Det var egentlig ikke så stort, men det var moderne indrette med fladskærm og med et af de slags køkkener man normalt ser hjemme i ens eget hus og her ude i skoven.
    Jeg var stadig svimmel og træt så jeg begyndte at gå tilbage mod værelset da jeg så en seddel ligge på køkkenøen. Papiret var foldet og der stod Faith med store bogstaver på det. Jeg foldede papiret ud og så at det var en besked fra Josh

Faith jeg håber ikke du vågner og ser min besked 
men hvis du gør så er jeg ude og ordne nogle ting. 
Jeg har undersøgt skoven rundt om hytten men, 
det ville være rart hvis du kunne holde lyset på et 
minimum. Du kan frit tage af hvad der er i køkkenet,
 du har brug for at få noget energi tilbage i kroppen.
Du kan bare ligge dig til at sove igen, så er 
jeg der når du igen vågner. 
Er snart tilbage.
Josh.

    Jeg foldede papiret sammen igen og lagde det på bordet. Hvad var det for nogle ting han var ude og ordne? Havde det noget med hans familie at gøre? Det kan jeg først finde ud af når han kommer tilbage fra hvad det nu end er han laver. Der var ikke rigtig noget jeg kunne gøre ved det så jeg kunne lige så godt lade være med at tænkte på det. Så i stedet kiggede jeg i alle køkkenskabene. Der var ikke så meget som jeg havde regnet med. Skabene var næsten tomme og køleskabet var heller ikke meget bedre. Det endte med at jeg tog nogle kiks fra et af skabene og satte mig hen i sofaen. Der var køligt inde i hytten så jeg tog et af de varme tæpper der lå ved siden af sofaen. Jeg lagde mig ned og tændte for tv’et. Der var ikke rigtigt noget at se her midt på natten - som jeg gik ud fra at det var - så det endte med at jeg lå og så en eller anden gammel musikal. Jeg ved hvordan jeg stadig kunne være så træt, men mine øjenlåg blev tungere og tungere og til sidst faldt jeg i en drømme løs søvn. 

    Jeg lå stadig på sofaen da jeg vågnede igen. Det var blevet lyst udenfor og denne gang følte jeg mig frisk og ikke slatten som jeg havde gjort i nat. Jeg satte mig op i sofaen og fik et chok da jeg så at Josh sad i den anden sofa. 
    “Godmorgen, du er tideligt vågen,” sagde han. 
    “Hvad er klokken?” spurgte jeg. Jeg ville gerne vide hvor længe jeg måske havde sovet. 
    “Den er ikke meget mere end halv syv,” 
    “Så er du da også tideligt oppe. Ik’ for noget, men du ligner noget der er løgn,” sagde jeg. Det var ikke løgn da jeg sagde at han lignede noget der var løgn. Han lignede virkelig ikke en der havde sovet i nat. Han havde render under øjnene og han havde fået skægstubbe. 
    “Jeg bliver nødt til at tage i skole i dag for at dække over at du er her,” sagde han. “De må helst ikke få mistanke om at du er herude i skoven,” 
    “Med de mener du din familie, ik?” spurgte jeg selvom jeg godt vidste det. 
Han nikkede bare en enkelt gang.
    “Du bliver nødt til at fortælle mig noget mere Josh. Du bliver nødt til at fortælle mig hvem de er,” sagde jeg den her gang. 
    Han lukkede øjnene nærmest som om han ikke ville se på mig og kom med endnu et nik. “Jeg ved det godt. Jeg skylder dig svar på dine spørgsmål, men det bliver først når jeg kommer tilbage,” sagde han.
    “Hvorfor? Hvorfor kan du ikke bare give mig nogle svar?” spurgte jeg med en bedende stemme. Jeg ville have nogle svar specielt nu hvor han havde ført mig her ud et eller andet sted i skoven. 
    “Fordi at jeg er nødt til at sørge for at de ikke får mistanke om at du er her, Faith. Jeg gør det kun så at du kan være i sikkerhed herude,” han så på mig med øjne der bad mig om at forstå, men hvordan skulle jeg kunne forstå når han ikke fortalte mig noget. Når han ikke fortalte mig noget om hvad han går og laver. 
Pludselig rejste han sig op og gik hen mod døren. 
    “Vent! Hvor skal du hen?”
    Han stoppede og kiggede tilbage på mig.
    “I skolen som jeg sagde før. Selvom det er det sidste jeg har lyst til lige nu,” han sagde det som om han var ved at falde I søvn bare ved ordet skole. 
    “Hvad havde du tænkt dig at jeg skulle gøre her mens jeg venter på at du kommer tilbage?” spurgte jeg. Jeg ønskede ikke at han skulle gå. Jeg ville have at han skulle blive her i hytten sammen med mig og ikke lade mig sidde her alene.  
    “Det ved jeg ikke. Sove, se tv. Du kan gøre hvad du vil så længe at du ikke går udenfor hytten,” sagde han. Jeg kunne høre alvoren i hans stemme da han sagde det sidste, men jeg kunne også se alvoren i hans øjne. Hvad end der var der ude så var det dèt bedste for mig at jeg blev indenfor. Det var i hvert fald hvad hans øjne fortalte mig, men han kunne ikke tvinge mig til at blive hvis jeg ikke ville. Han ville alligevel ikke være her hele dagen så han ville ikke engang opdage hvis jeg havde været udenfor mens han er væk. 
    “Du kan ikke bare føre mig her ud og så forlade mig!” jeg var slet ikke tilfreds med at han bare forlod mig. 
    “Beklager, men det bliver jeg nødt til,” sagde han og gik ud af døren. 
    Tænk engang. Tænk engang at han føre mig her ud et eller andet sted ud i skoven og så går han bare. Han har ikke engang fortalt mig hvor jeg er. Han skylder mig så mange svar, men han vælger at tage af sted. Han kan gøre mig så rasende, men jeg ved godt at der er andre følelser der ligger lige under overfladen. Følelser jeg ikke havde lyst til at indrømme at jeg havde. 
    Jeg ved ikke hvor længe jeg sad og stirrede på døren. Jeg stirrede på den som om jeg med mit blik kunne tvinge ham til at komme tilbage. Der skete ikke noget. Døren rykkede sig ikke det mindste og han kom ikke tilbage. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg kunne kun stirre rasende på døren. Da jeg blev træt af at stirre på døren gik jeg ind på værelset igen. 
    Værelset var overraskende stort. Nu hvor der var lys kunne jeg se at der var en stor dobbeltseng midt i rummet. Det en af de der helt store luksus senge og sengetøget så ud til at være sort satin. På sengen lå en bunke tøj. Jeg gik hen til sengen og så at det var mit tøj der lå der på sengen. Det var ikke det tøj jeg havde på. Det var noget tøj hjemme fra mit skab. Ovenpå tøjet lå endnu et stykke papir. 

I løbet af natten har jeg været hjemme hos dig for at hente
nogle af dine ting. Tasken med dine ting ligger inde i skabet
til venstre. Til højre finder du badeværelset. Og resten af 
hytten har du jo set. Prøv at føl dig hjemme for du kommer
nok til at være her et stykke tid.
Josh

    Josh havde en flot håndskrift. Det havde jeg ikke tænkt over i nat, men den var snirlig og lidt gammeldags. Det her er anden gang jeg finder en seddel. Gad vide om der ligger flere seddler rundt omkring her i hytten, tænkte jeg for mig selv. 
    Jeg så op og kiggede til højre. Der var en dør jeg ikke havde lagt mærke til før nu. Døren var heller ikke rigtig tydelig. Døren var sort ligesom alle væggene her inde på værelset. Det resulterede i at døren gik i et med væggen. Jeg tog mine ting og åbnede døren. Jeg fik et chok da jeg trådte ind I rummet. Jeg havde forventet sådan et lille badeværelse, men det her var sort og det var belagt med sorte fliser. Både gulv og vægge var belagt med sorte fliser. Det var så stilrent. Under det store spejl der hang på væggen var en marmor plade med vask og store mørkebrune træskabe nedenunder. Der var et stort brusebad i det ene hjørne. Resten af pladsen var åbent. Jeg lagde tøjet på vasken og tog tøjet af. 
    Jeg så på mig selv i spejlet. Mit hår var helt forfærdeligt. Det var fuldstændig filtret. Det sad i store totter og jeg havde endda blade i håret. Jeg var også bleg. Jeg plejer ellers at havde en brun glød i huden. Nu var jeg bare hvid, min hud havde aldrig været så bleg før. Den blege hud gjorde mine øjne endnu mere fremtrædende. Man lagde i forvejen meget mærke til mine øjne. Mine øjne var en lys blå farve og her i lyset så de nærmest grå ud. Jeg strøg mit hår tilbage så jeg kunne se den ene side af min hals. Jeg lagde hovedet på skrå og kunne se de to små mærker der var midt på min hals. Det var ikke meget mere end et par små røde prikker der var tilbage. Jeg strøg en finger hen over de to mærker. Jeg var ikke øm længere. Jeg lidt endnu og kiggede på mit eget spejlbillede før jeg vendte mig væk fra spejlet og gik ind under bruseren. 
    Varmt vand strømmede ned over mig. Det varme vand løsnede alle mine spændte muskler. Jeg nød det. Jeg slappede endelig af. Jeg havde ikke slappet af siden jeg var i lysningen. Ikke sådan rigtigt slappet af. Jeg lukkede øjnene og vendte hovedet op mod vandet. Vandet der ramte mit ansigt skyllede alt væk. Fjernede alt hvad der nu kunne fjernes. Jo længere tid jeg stod der desto længere forsvandt jeg ned i mine egne tanker.
    Jeg stod under bruseren i mit eget badeværelse. Jeg var hjemme på mit værelse. Hjemme i Little Rock. Jeg så hvordan jeg gik ud af badet og tog tøj på. Hvordan jeg fik pakkede mine ting og med et smil forlod mit værelse. Jeg var gået ud af døren. Klar til at starte en ny dag sammen med Lucas og Mia. Den jeg, jeg så på nu var glad. Hun vidste ikke hvad der ville komme til at ske på meget kort tid. Hun vidste ikke hvordan hendes verden ville komme til at vende på hovedet.
    Tåre løb ned af minde kinder da jeg åbnede øjnene igen. Jeg var tilbage i hytten. Jeg stod stadig under bruseren og ikke hjemme på mit værelse. Jeg kunne ikke klare det. Jeg ville ikke være her. Jeg ville hjem og lade som om intet af det her nogensinde er sket. Jeg burde ikke være her ude et eller andet sted ude i skoven. Jeg burde være der hjemme.
    Jeg slukkede for vandet og skyndte mig at tage tøj på. Han kunne ikke tvinge mig til at blive her når han ikke var her. Han havde ikke ret til at holde mig her. Jennie og Mike må være bekymret for mig. Hvor længe har jeg været herude? Jeg må hjem og fortælle dem at jeg er okay. Jeg tog rygsækken med mine ting og gik ud i stuen. Jeg tøvede foran døren. Burde jeg alligevel blive her og vente på at Josh kom tilbage. Nej!  Jeg må afsted han skal ikke tro at han bare kan holde mig fanget her. Jeg åbnede døren som var det et plaster jeg hev af. Døren gik så hurtigt op at den svingede ind i trævæggen og lukkede igen med et brag. Jeg stoppede ikke jeg skyndte mig videre. Jeg kunne ikke genkende den her del af skoven, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare væk fra den hytte. Jeg havde ingen ide om hvor jeg løb hen. Jeg løb alle mulige veje. Højre, venstre og så venstre igen. Jeg burde havde valgt en vej jeg ville løbe i, men lige nu ville jeg bare væk. Jeg var sikker på at jeg nok skulle ramme udkanten af skoven på et tidspunkt. 
Efter at havde løbet hvad der føltes som flere timer stoppede jeg for at holde en pause. Jeg satte mig ned på en væltet træstamme og prøvede på at få vejret igen. Jeg kunne ikke få vejret. Jeg havde det som om jeg var ved at blive kvalt. Mit bryst smertede hver gang jeg trak vejret. Jeg havde aldrig følt sådan før og det gjorde mig bange. Jeg blev ellers aldrig forpustet. Jeg var aldrig nødt til at hive efter vejret som alle de andre, men nu sad jeg her og kæmpede for at trække vejret ordentligt igen. 
    Da jeg endelig kunne trække vejret kiggede jeg op igen. Der var stadig kun skov rundt om mig. Alt lignede det samme. Der var ikke noget der gav mig den mindste ide om hvor jeg var. Træer, træer og endnu flere træer. De var overalt. Jeg var ved at være godt træt af de forbandede træer. De forhindrede mig i at komme væk. De holdt mig fanget inde i den her forbandet skov. 
    Jeg rejste mig op og kiggede op under trækronerne. Hvis bare jeg kunne komme derop så ville jeg kunne se hvor jeg var. Jeg kiggede mig omkring efter et træ jeg ville kunne klatre op i, men jeg kunne ikke bruge nogle af dem. Grenene var for højt oppe og der var ikke nogle steder på træene jeg kunne få fat.   
Jeg sparkede i jorden da jeg bare blev endnu mere frustreret. Jeg vidste ikke hvor jeg var og jeg kunne ikke komme op i en af træerne for at finde ud af hvor jeg var. Jeg havde kun to muligheder. 1) jeg kunne blive her og håbe på at Josh ville finde mig. Det var det sidste jeg havde lyst til lige nu. Han ville med garanti bare  slæbe mig tilbage til hytten og holde mig fanget der. 2) jeg kunne blive ved med at gå og håbe på at jeg fandt noget der kunne fortælle mig hvilken vej jeg gik. 
    Jeg valgte den anden muligehed og begyndte at gå. Jeg ville ikke tilbage til hytten. Jeg ville ikke se Josh igen. Det er hans skyld at jeg er her. 
    Jeg forsatte ligeud. Jeg drejede ikke. Jeg gik bare. Lige meget hvor langt jeg gik var det altid det samme. Altid de samme slags træer. Der var ikke noget der ændrede. Jeg håbede inderligt at jeg villle finde et vandløb så jeg kunne komme ud af skoven. Lyset begyndte at forsvinde og det blev sværre at se hvor jeg gik. Jeg havde gået i flere timer og var ved at være træt. Det skræmte mig at jeg ikke var kommet ud endnu. Jeg burde havde noget udkanten af skoven nu. Jeg kunne umuligt være så langt inde i skoven. 
    Jeg stoppede. Jeg kunne ikke fortsætte når det først blev mørkt. Jeg var nødt til at stoppe og vente til at det blev lyst. 
    Alt havde antaget en grålig farve så jeg var allerede begyndt at have svært ved at se ting. Jeg så mig hurtigt omkring og fandt en stor kampesten jeg kunne bruge til at bygge noget læ op af. Jeg samlede store grene op fra jorde og satte demiI en vinkel op af stenen så det dannede et form for primitivt telt. Da jeg var færdig satte jeg mig ind i mit lille telt. Hvordan vidste jeg hvordan man gjorde det her? Jeg havde aldrig været på nogen form for camping før. Jeg havde gjort flere ting jeg ikke vidste jeg kunne på seneste. Jeg undrede mig over hvor de ting kom fra, men jeg var også sikker på at der ville komme flere ting.   
    Jeg sad lænet op af stenen og så ud på skoven der hurtigt blev mørkere og mørkere. Stenen var kold og hård og i det hele taget ikke særlig rar at sidde op af. Ligesom at alt lys forsvandt kom min frygt tilbage. Jeg ville ikke være herude i skoven om natten. Det var mørkt og jeg begyndte at ryste. Jeg havde ikke tænkt på at det ville blive koldt - jeg havde heller ikke regnet med at være herude - så jeg sad og frøs. Burde det være så koldt ude i skoven? Sommeren var kommet inde i byen, sår burde den også havde kommet ude i skoven.  Jeg åbnede rygsækken og håbede på at der var noget varmt jeg kunne tage på, men jeg fandt ikke noget jeg kunne bruge. Josh havde ikke hentet meget mere end det mest nødvendige. Jeg fandt ikke andet end nogle af mine bukser og nogle t-shirt. Det var også svært at finde noget i den rygsæk når jeg ikke kunne se hvad jeg lavede. 
    Jeg lagde tasken ned ved siden af mig og satte mig til at lytte. Jeg lyttede efter den mindste lyd. Jeg lyttede efter det mindste tegn på at der kom en mod mit lille dække, men jeg hørte ikke noget. Skoven var underlig stille. Skoven var for stille. Jeg burde kunne dyrene i skoven eller grene der knækkede fordi at en hjort trådte på den, men jeg hørte ikke noget. Der var ikke den mindste lyd. Mine øjenlåg blev tunge da jeg ikke hørte noget der holdt mig vågen. Langsomt lagde jeg mig ned og brugte tasken som pude. Jeg blev mere og mere træt og til sidst lod jeg mig selv falde ned i en drømmeløs søvn.
  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...