Faith. hvad er jeg...?

Faith er en teenage pige der er kommet til Little Rock arkansas efter at hun blev fundet i udkanten af en motorvej. Uden nogen hukommelse er hun startet på den centrale high school og nu to år efter begynder ting at ske.

0Likes
3Kommentarer
232Visninger
AA

2. drømmen

 Jeg blev endnu mere chokeret da jeg vågnede næste morgen.                                                                                 
   Sårene var helet endnu mere end aftenen før. De var stadig åbne men de var slet ikke de gabende sår som de havde været været natten før. Nu så det næsten ud som om at jeg havde kradset mig selv.                                                                                                                                                                                 
   Efter at jeg havde været i bad gik jeg ned i stuen hvor jeg regnede med at Mike sad – han havde en af sine sjældne fridage -. Jeg fortalte ham at jeg havde haft et af mine anfald i løbet af natten – jeg har flere gange oplevet at jeg har kradset mig selv til selv til blods under drømmen - . Han spurgte ikke mere til det siden det ikke var første gang at det var sket. Mike undersøgte hurtigt sårene, rensede og forbandt dem. Da han var færdig gik jeg op på værelset igen. Jeg nåede kun lige ind på værelset, da jeg hørte Lucas dytte ude foran huset.                                                                                                     
   For helvede jeg havde helt glemt at holde øje med tiden!                                                                                              
   Lucas dyttede igen så jeg greb min taske mens jeg løb ud af døren. Hurtigt satte jeg mig ind i hans Mazda 3.                                                                                                                                                                         
   ”Hvad skete der for at du ikke var klar? Jeg har siddet herude og ventet, i hvad 10 minutter? Du plejer ellers at være klar når jeg er her,” sagde han mens han kørte.                                                          
   ”Beklager Lucas. Jeg havde helt glemt at holde øje med tiden og Mike var nødt til at forbinde min arm,”                                                                                                                                                                               
   ”Hvad har du da lavet?” spurgte han.                                                                                                            
   Jeg havde lyst til at fortælle ham hvad jeg havde oplevet i løbet af natten, men jeg vidste ikke selv om jeg troede på hvad jeg havde set. Så jeg gav ham den samme historie som Mike havde fået. Han nikkede bare og forsatte med at køre indtil vi kom til vores parkeringsted ved skolen.         
   Mia vinkede til os da hun fik øje på os.                                                                                                                         
   ”Vi bliver nødt til at skynde os hvis vi skal komme til tiden,” sagde hun da vi kom hen til hende.                                                                 
   Sammen løb vi hen mod skolen og lige da vi trådte ind gennem døren ringte klokken og kaldte os til time. Vi løb ned af hver sin gang og jeg løb videre til matematik som var det første jeg skulle have.                                                                                                                                                                            
   Jeg var ikke hurtig nok. Døren var lukket da jeg kom hen på gangen.                                                                       
   Pis jeg kommer ellers aldrig for sent. Jeg åbnede døren og gik hurtigt hen til min sædvanlige plads bagerst i klassen. Jeg var heldig at mrs Miles ikke kommenterede at jeg kom for sent til timen.               
   Mrs Miles var ved at dele en eller anden test ud, da jeg fik øje på at han stod og kiggede ind gennem vinduet i døren.                                                                                                                                                                          Josh stod og stirrede ind på mig gennem vinduet. Mine øjne mødte hans og tiden gik i stå.                                               Jeg kunne ikke andet en at stirre ind i hans dyb blå øjne. Hans øjne var fulde af mystik, han havde et glimt i øjet som jeg ikke kunne tyde. Jeg kunne ikke tage blikket fra hans øjne, jeg var fuldstændig tryllebundet. Han vendte sig om og gik væk. Øjeblikket var ødelagt og jeg ønskede virkelig at han ville vende tilbage.                                                                                                                                            
   Hvad var der galt med mig? Josh er et freak! Men det er jeg jo også. Nej stop det! Han er farlig du så det selv. Du burde bare holde dig væk fra ham.                                                                                                      
   Min indre dialog forsatte resten af timen, men jeg håbede stadig at han ville komme tilbage. Resten af dagen gik jeg rundt i min egen lille tåget verden. Jeg prøvede at få øje på ham hver gang jeg gik til en ny time, men jeg fik ikke så meget som et glimt af ham. Heller ikke i kantinen til frokost.                                                                                                                                                                      
   Jeg ville ikke være sammen med nogen, så i stedet for at sætte mig ved vores bord gik jeg udenfor med min madpakke. Der var ikke mange steder man kunne gå hen og sidde i fred. Så jeg gik ud og satte mig på en af stenbænkene der stod rundt om det bassin der var blevet lavet foran skolen. Her kunne jeg sidde bare nogenlunde fredfyldt.                                                                                     
   Vandet var mørkt og sollyset blev reflekteret i det blanke vand. Stjernehimmel. Det fik mig til at tænke på en stjernehimmel, men sollyset var ikke stjerne de var stjernskud så kraftigt som det lyste. Vandet fik dybde og det var som om jeg kom dybere og dybere ned i det. Jeg så ikke længere vandet, jeg så op mod en sky fri nattehimmel. Himlen og stjernerne kom tættere og tættere på. Jeg kiggede ned og fik et chok. Jeg fløj.                                                                                                                                                                               
   Da jeg kiggede ned kunne jeg se skolen under mig. Jeg var højt oppe for skolen så så forfærdelig lille ud, men jeg var ikke bange. Det føltes som om jeg hørte til her oppe under himlen.                                                                    
   Jeg behøvede ikke at tænke jeg gjorde det bare. Jeg fløj lige den vej jeg ville. Det var som om jeg havde gjort det før, det var instinktivt. Jeg fløj rundt over skolen da jeg fik øje på noget der skinnede et sted udenfor skolen. Jeg blev nysgerrig så jeg fløj tættere på. Jeg kunne ikke se hvad det var før jeg kom endnu tættere på.                                                                                                                    
   Det var mennesker, men de lyste. Det lignede at de havde en aura af lys rundt om sig. Da jeg svævede lige over dem så jeg at de var tre. Det var to fyre og en pige og de så specielt ikke glade ud, de så vrede ud. 
   “Du holder dig bare fra hende Josh!” nærmest råbte blondinen. Hun var utrolig smuk, hun lignede en gudinde med hendes perfekte krop og det blonde hår.        
   “Slap af Olivia! Hun ved ikke hvad vi er. Hun ved ikke engang hvad hun er, jeg ved ikke engang hvad hun er, men hun er ikke et normalt menneske,” svarede Josh med en stemme der boblede af vrede.                                                                                                                 
   “Det kan godt være at hun ikke er et menneske Josh. Men du kender reglerne du har udsat dig selv for fare ved at gøre hvad du gjorde I nat,” sagde den anden fyr. Jeg syntes ikke jeg havde set ham på skolen før, men han lignede Josh. De havde det samme brune hår, de samme øjne og samme kropbygning. De måtte være brødre, men jeg havde aldrig hørt at han havde nogle søskende. 
   “Jeg ved hvad jeg gjorde Alex. Jeg reddede hendes liv! Varulven ville havde slået hende ihjel hvis ikke jeg var kommet!” hans stemme var stadig fuld af vrede. 
   “De vil komme efter hende igen og det ved du også godt selv. Så hvad har du så tænkt dig at gøre? Vil du gå rundt og lege hendes bodyguard?” Alex stemme var kold som is. “Du kan ikke gøre noget for hende Joshua.” 
   “Jeg er nødt til at finde ud af hvad hun er også selvom det betyder at jeg skal være hendes hemmelige bodyguard. Jeg kan ikke holde mig væk fra hende,” det sidste hviskede han så lavt at jeg næsten ikke kunne høre det.

   “Faith! Hvad laver du herude?” jeg for sammen da Lucas stemme forskrækkede mig. 
   “Jeg havde bare brug for at være lidt alene,” svarede jeg mens jeg rejste mig op. 
   “Så du har bare siddet herude hele dagen og lavet hvad?” 
   “Hele dagen? Jeg har da kun siddet her, I hvad, en halv time,”
   “Faith skolen er slut for I dag,” 
   “Hvad?! Det kan ikke passe Lucas. Så længe har jeg ikke siddet herude,” jeg ville ikke tro på at jeg havde siddet her ude foran skolen i næsten fire timer. 
   “Hvad har du lavet herude?” spurgte han.
   “Jeg må havde siddet I mine egne tanker eller dagdrømmet, men jeg kan ikke huske om hvad Lucas,” det var ikke helt sandt, men jeg kunne ikke huske det hele. Jeg kan huske at jeg havde fløjet under en natte himmel. Der havde været nogle der havde snakket I en gyde. Noget om en varulv og at de ville komme tilbage. Men det var så også kun hvad jeg kunne huske. 
   Det havde ikke følt som en dagdrøm. Det havde følt så virkeligt. Og nu mens Lucas kørte mig hjem kunne jeg ikke slippe føleslen af at jeg havde glemt noget vigtigt.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       
   Hvad var det der skete med mig? Jeg ville have nogle svar, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle finde dem. Jeg troede jo knap nok selv på noget af det der var sket I løbet af de sidste fireogtyve timer. 
   Jeg ville blive sendt direkte til en psykolog eller indlagt på et hospital for sindsyge hvis jeg fortalte nogen om det jeg havde oplevet. De ville sige at det alt sammen var hallucinationer, at intet af det er virkeligt at det alt sammen er noget jeg forstiller mig. Lige nu ville jeg ønske at jeg kunne tro på det, men noget dybt inden i mig fortæller mig det modsatte. Det jeg havde oplevet var virkeligt. Jeg havde været vidne til det overnaturlige. Jeg havde overlevet at blive angrebet af en kæmpe ulv. Josh havde taget kampen op mod den for at redde mig. Det var ikke noget jeg fandt på, det var virkelig sket. Det vidste jeg inderst inde at det var. 

   Den nat drømte jeg. Jeg var igen I gyden som jeg havde været tideligere I dag, men I stedet for at flyve stod jeg på jorden. Det lignede enhver anden gyde det eneste specielle ved gyden var de tre mennesker der stod og skændtes.                                                                                                
   Jeg så Josh som den første, hans øjnede lynede. Hvis et blik kunne dræbe ville du falde død om på stedet. Drengen, Alex, tror jeg han hed var der også. Han måtte være Josh bror, hvordan kunne han være andet? De lignede hinanden så meget.                                
   Så fik jeg øje på blondinen, Olivia. Selv når hun er rasende var hun smuk.  
   “Jeg er ligeglad med hvad du siger Josh! Hun er et menneske!” råbte Olivia. Da jeg kiggede nærmere på hende kunne jeg se lyset fra tideligere, men det havde en dyb rød farve inde I midten af lyset. Jeg vidste ikke hvad det var jeg så, men jeg havde aldrig set noget lignende.
   “Det er jeg ikke så sikker på du har ret I Olivia,” svarede Josh med en undren I stemmen. “Hvis du har glemt det kan hun ikke huske noget fra før hun kom her til Little Rock.”
   “Hvad har det med noget at gøre?” spurgte Olivia. Hun var stadig helt klart sur, men hun havde ikke råbt den her gang.
   “Hvem ved hvad der er sket I hendes fortid? Det kan være at hun er et eller andet form for overnaturligt væsen. Hun løber lige så hurtigt som vi gør Olivia. Det ville ikke noget normalt menneske kunne gøre.”
   “Hvad for et overnaturligt væsen skulle hun kunne være? En heks? Hun minder ikke om andet end en menneskepige,” sagde Alex. 
   “Det ved jeg ikke Alex, hun ved ikke engang selv noget,” sagde Josh. 
   En pludselig vind blæste mit hår ind foran ansigtet. Det var mærkeligt. Der havde ellers ikke været en eneste vind på noget tidspunkt jeg havde været her.   
   Faith… Faith… følg mig, Faith…
   Det var en hvisken, kun båret af vinden. Stemmen var blød som silke. Det var nærmest som om at vinden sang for mig. 
   “Hvem er du?!”kaldte jeg ud i vinden.
   Følg mig… følg mig… 
   Jeg begyndte at gå ud af gyden og ud mod vejen. Der var mennesker der ude, men ingen lage mærke til mig. Det var som om jeg var usynlig, men jeg var egentlig også ligeglad. jeg var nødt til at finde ud af hvem der kaldte på mig. Jeg lod vinden vise mig vej. Lige så snart der var en lille ændring i vinden lage jeg mærke til det. Det var de små forandringer jeg fulgte. 
   Følg mig Faith… Følg vinden…  
   “Det gør jeg også!” kaldte jeg ud i vinden.
   Følg vinden… sang stemmen endnu engang. 
   Først da tænkte jeg på at jeg havde fløjet tideligere i dag, men jeg vidste ikke hvordan jeg havde gjort det. Jeg havde bare gjort det. Det havde været så naturligt.  
   Jeg tænkte ikke jeg sprang bare, mærkede hvordan vinden omsluttede mig og førte mig længere op på himlen. Panikken greb mig da jeg kiggede ned mod jorden. Jeg var højere oppe en jeg havde været før. Jeg mistede kontrollen da jeg kiggede ned. Jeg begyndte at falde, at styrte ned mod jorden. Frygten gjorde det umuligt for mig at tænke. Jeg kunne ikke andet end at styrte ned mod jorden, men på vej ned mod den knusende jord hørte jeg den smukkeste stemme jeg havde hørt.
   Stol på vinden, datter af vind og lys, lad den bære dig…   
   Jeg var lammet af frygt og jeg faldt stadig, men noget af det stemmen havde sagt fik mig til at tænke. Stemmen talte til mig på et sprog jeg aldrig havde hørt nogen tale før. Det lød som den smukkeste musik I total harmoni med verden. Intet kunne overgå det. Jeg forstod alt hvad der blev sagt selvom det var på det her syngende sprog.
   Mens jeg faldt tænkte jeg på vinden. 
                                                                             Vind lad ej din datter falde 
                                                                                 Omslut datteren din
                                                                               Send hende til himmels 
                                                                              Med al sin skønheds pragt
                                                                        Lad vinden din bringe hende hjem.

Jeg kunne ikke tænke på andet end det digt. Jeg begyndte at sige ordene og jeg mærkede vinden ændre sig rundt om mig. Det var som om at vinden hørte min bøn. Mit fald blev langsommere og til sidst lå jeg stille i luften. Vinden lå så blødt om mig som var det et tæppe der var rullet om mig. Jeg var ikke meget mere end halvtreds meter oppe I luften. Det havde været tæt på at jeg havde ramt jorden, men nu vidste jeg ikke hvordan jeg kom videre her fra. 
   Lad vinden bære dig havde stemmen sagt. Nu mens jeg lå stille i luften koncentrerede jeg mig om vinden rundt om mig. Jeg lukkede øjnene og fokuserede på vindens bevægelser. Vinden flød rundt omkring mig, overalt var der en ny luftsstrøm. Der var så mange luftstrømme, men jeg blev nødt til at vælge en for at komme videre. Jeg fandt en luftstrøm og kunne nærmest mærke at jeg blev en del af den.         
   “Vind omslut din datter, bring hende hjem,” sagde jeg til vinden. 
   Vinden adlød mig og førte mig tilbage mod byen. Denne her gang svævede jeg lige så stille. Jeg svævede tilbage over byen, men vinden førte mig ikke hjem til mit hus som jeg havde regnet med. Den førte mig tilbage til gyden hvor jeg var kommet fra.                                                      
   De var væk. Jeg stod alene tilbage i gyden. 

   Jeg satte mig op i sengen med et sæt. Jeg skulede ud i mørket men kunne ikke få øje på noget. 
   Der var noget inde på mit værelse, jeg kunne mærke. Ligesom jeg havde mærket at der var noget ude i skoven. Jeg skulede stadig ud i mit mørke værelse. Jeg kunne hverken se eller høre at der var noget. Der var kun følelsen der fortalte mig at jeg ikke var alene. 
   Jeg kiggede hen mod døren til mit værelse og håbede på at jeg ville kunne nå ud af døren, hvis det der nu var her inde fik lyst til at angribe. Lige så snart jeg vendte hovedet hørte jeg noget der vælte.
   Forskrækket vendte jeg mig hurtigt om. Døren ud til balkonen var åben så gardinet blæste ind og jeg kunne ikke se hvad der var væltet. 
   Jeg kravlede ud af sengen og tændte for lyset. Alt så normalt ud. Jeg gik over på den anden side af sengen og så at et af mine billedrammer var faldet ned. Jeg bukkede mig ned og tog det op. Det var et billede af mig, Lucas og Mia der sad rundt om et bål ude i skoven. Det var mit ynglings billede af os. 
   Stadig med billedet i hånden gik jeg ud på balkonen. Det var køligt udenfor. Vinden fik min hvide bomulds natkjole til at flagre. Jeg kiggede op og så på den klare nattehimmel over mig. Stjernerne og månen kiggede ned på mig som om de forventede at jeg gjorde noget. Vinden der kærtegnede min krop virkede også som om den ventede. 
   I drømmen var jeg blevet kaldt for vindens datter, men hvad betød det?. Det vidste jeg ikke. Jeg kunne ikke gøre noget med min manglende viden, men jeg var sikker på at det var forbundet med min fortid. Det der er sket har bare bekræftet at der gemmer sig noget lige uden for min rækkevidde. Nu er det bare op til mig at finde ud af hvad det er.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...