Den grønne busk.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2016
  • Opdateret: 21 sep. 2016
  • Status: Igang
Handler om en dreng ved navnet Jack, som møder en pige, som bor på et børnehjem for sælsomme børn. Pigen har nemlig en ret sej evne.

1Likes
0Kommentarer
30Visninger

1. novelle

Vandet

Jeg stod midt på en stor græsplæne, og lidt længere henne lå et kæmpestort hus med flere etager.

Jeg vidste slet ikke hvor jeg var, og jeg havde heller  ikke min bedstefar at snakke med.

Jeg valgte  at gå fremad mod det store hus, det så rimelig mærkeligt ud.

Vinduerne var beskidte og snavsede, det virkede uhyggeligt.

 

Pludselig fik jeg øje på en ældre dame kigge ud af vinduet, men hun havde ikke lagt mærke til mig. Jeg løb så hurtig, jeg overhovedet kunne om bag en busk og gemte mig, så hun ikke kunne få øje på mig.

Den ældre dame havde en lang sort jakke på, og hendes hår var helt sort.

Da jeg sad bag busken, hævede og sænkede mit brystkasse sig rimelig hurtigt. Jeg kunne næsten ikke få vejret.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg havde løbet så hurtigt. Normalt til idræt plejer jeg at være den langsomste af alle drengene.

 

Jeg sad stadig bag busken, men kunne lige pludselig mærke en hånd på min skulder.

Jeg vendte mig ikke om, jeg var alt for bange.

Et øjeblik efter besluttede jeg mig at vende mig om. Det var en pige med langt lyst hår og med en rigtig fin øjenfarve.


 

Pigen sagde :”Hej, hvad er dit navn?”

“Jack!” svarede jeg hende med en hæs stemme.

Hun smilede.

“Hvad laver du egentlig herude ?” spurgte hun med en rar stemme.

“Det er jeg heller ikke klar over,” svarede jeg.

 

Jeg spurgte hende ind til det store hus.

“Det er et hjem for sælsomme børn, som mig,” svarede hun.

Jeg spurgte :”Hvordan kan det være at i lever her?”

“Fordi vores evner ikke passer til omverden, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os,” svarede hun.

“Hvad kan du da?” spurgte jeg.

“Kom med, så viser jeg dig det” svarede hun.


 

Jeg fulgte efter hende.

Vi gik rimelig langt på en smal sti. Vi endte nede ved vandet. Der flød en lille båd, som gyngede fra side til side.

 

“Hop bare ned!” sagde hun.

Jeg gik stille og roligt ned i den lille båd.

Vi sad begge ned i båden, og hun begyndte så småt at sejle.

Under turen kiggede jeg flere gange på hende.

Jeg var lidt nervøs, for jeg kendte hende jo slet ikke.

Hun stoppede den lige pludselig mit i det hele.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...