Det hele skal nok gå...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2016
  • Opdateret: 21 sep. 2016
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
23Visninger

1. Novelle

Det hele skal nok gå…

 

“Bzzzzzzzzzz”. Rumlen kom fra min mave, men det var nok bare fordi, jeg ikke havde spist meget honningkage. Jeg åd videre, men rumlen blev højere og højere for hver gang, jeg tog en bid af kagen. Jeg prøvede at ignorere det, men nu var det for alvor, og jeg måtte nok skynde mig at besøge doktor John.

 

“Du må nok stoppe med at spise de honningkager, du har fået en bikube i maven, hr. Hugh Apiston,” mente doktor John, og kiggede alvorligt på mig.

“Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg tvivlsomt.

“Du skal drikke denne giftmedicin, den vil dræbe alle bierne i din mave,” svarede doktor John.

Jeg var dyreelsker og at dræbe dyr, var det sidste, jeg ville gøre, så jeg råbte: “Nej! Jeg nægter at drikke den medicin!”

Doktor John kiggede et øjeblik undrende på mig. Jeg kunne se hans tydelige blodårer og sveden glide ned af pandebrasken på ham.

“Det bliver du desværre nødt til,” modargumenterede doktor John og begyndte stille og roligt at blande medicinen sammen. Jeg kiggede hen på døren, rejste mig og fór ud med det samme. Jeg kunne høre doktor john råbe efter mig, men jeg lod som ingenting.

 

Av! Én af bierne stak mig. Av! Én til. Sådan gik min dag. Jeg vænnede mig hurtigt til det, og nu indså jeg, at det nok kunne være fordi, bierne havde brug for natur.

 

Jeg var ude i naturen og fik hurtigt øje på en smuk blomst. Erantis. Den var gul som solen og lignede en rose i mindre version. Jeg slugte den uden at bide i den. Det var underligt, men mærkeligt nok vænnede jeg mig også til det, og bierne stak mig ikke længere. Det var blevet som en rutine for mig, jeg gjorde det hver dag. Jeg slugte en, to, tre, fire - og nogle gange gjorde jeg det bare af ren lyst. Jeg havde fået et meget bedre forhold til bierne i min mave. Jeg snakkede ikke længere med folk, men mere sammen med mine ‘bivenner’. Jeg valgte at holde det hemmeligt.

 

En dag, da jeg var ude i naturen, mødte jeg denne pige. Fiona hed hun. Vi blev tætte venner, og på et tidspunkt spurgte hun mig, hvorfor jeg hele tiden kom her. Jeg følte, at hun var klar til at vide hvorfor, så jeg fortalte hende det hele. Det virkede sært for hende. Og nu stoppede hun med at komme her mere. Det var nok på grund af min særhed.

 

Jeg kom en dag hjem og så, vi havde besøg af doktor John. Nu var jeg i problemer. De kiggede alle alvorligt på mig. Jeg krydsede fingre i håbet om, doktor John var blevet demens og glemt alt.

“Hvor har du været?” spurgte min mor og drak sin kaffe. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men fik mig selv til at svare: “Jeg har bare været udenfor i naturen.”

“I naturen? Det lyder ikke som dig. Og jeg kan se, at du har taget lidt på. Du må nok stoppe med at spise alle de honningkager,” mente min mor og kiggede på min far, der lod som om, han fulgte med i samtalen, men mere fokuserede på dagens avis.

“Desuden har doktor John fortalt os alt,” sagde min mor, og så småt begyndte hun at låse vinduer og døre, så jeg ingen steder kunne løbe denne gang. Min far holdte mig fast, og nu kom doktor John nærmere med medicinen. Jeg løftede mit ben og sparkede medicinen ud af hånden på doktor John. Så kan han lære det. Han blev rasende og gav mig en huskekage.

“Barnet er psykisk syg!” mente doktor John i en høj stemme.

 

Der var nu gået to dage, og jeg var på vej til et børnehjem. Det hed noget med frøken Peregrines hjem for sælsomme børn. Jeg var spændt på at se, hvad der skulle ske, men også bange, for det var trods alt et hjem for andre ‘sære’ børn som mig. Mine forældre og doktor John havde overbevist mig om, at jeg var et misfoster. Det kom ikke bag på mig, for jeg var underlig.

 

Vi var nu ankommet til børnehjemmet. Der var flotte skulpturer af græs. Jeg så en masse sære børn - ligesom mig.

“Apiston!” kunne jeg høre én råbe. Jeg kiggede mig rundt og så Fiona! Hvad lavede hun mon her? Hun tog min hånd og gentog: “Det hele skal nok gå.”





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...