Agna Ludwig og Det Magiske Ruinstøv

Agna er i blandt de få tilbageværende magikere i 70’ernes Tyskland, da Berlin gøres til brændpunkt for endnu en mugglerkonflikt. Da faderen forsvinder, må hun, trods manglende kendskab til magisk kunnen, på opdagelse i en by fyldt med frygt, had og hemmeligheder. Med læren om, at muren, der deler Berlin i to, ikke er så mugglerskabt igen som troet, sendes Agna ud på et eventyr, der krydser verdner og alt, hvad der findes nært såvel som fjernt.

13Likes
11Kommentarer
602Visninger
AA

2. Første kapitel

En enlig spids hat blev båret igennem luften af en kold vinterbrise, op over hustage og forbi næserne på travle mennesker, fuldt optaget af dagens gøremål, uvidende om hattens baggrund, før den landede i en vandpyt et sted i Friedrichshain.

Den selv samme vind fik en klokke til at ringe, sådan at en 19 årig pige, for sammen i forskrækkelse. Med ærmet af den mørkeblå frakke fik hun tørret det fedtede mærke af glaspladen, der sekunder inden havde trykket imod hendes kind. Hun gabte og strakte ben for at sikre sig, at klokkens lyd ikke var et tegn på, at den lille butik rent faktisk havde kunder.

”Hallo?” stammede hun for en sikkerhedsskyld og lavede hænderne til knoer i de lange jakkeærmer, imens hun cirklede rundt om den gamle trædisk, der udgjorde det meste af butikken.

Som forventet var hun ganske alene. Hun lænede sig imod disken og betragtede verden igennem de forskelligfarvede glas, der udgjorde butiksfacaden. Engang havde udsigten været en anden, men det hørte til et ganske svagt minde samt de historier, hendes far fortalte, når hun kom med en klagesang for, hvorfor de endnu ikke var forduftet med resten af den magiske verden.

Tyskland, var, endnu en gang, et brændpunkt og for de magikere, der endnu ikke havde taget flugten ved Hitlers ankomst til magten, var de fleste flygtet ved truslen om, hvad der for 10 års tid ville ske. Tilbage var resterne af en spøgelsesby, der engang havde været iblandt de prægtigste i Europa, men nu bestod af tomme gader og forladte bygninger.

Hun stod sådan i et par minutter. Hendes eneste bevægelse bestod af at rette på en sovende fod, samt at blinke. Da ingen passerede ruderne, sukkede hun og trådte igen tilbage på sin faste plads bag disken, hvor hun så småt begyndte på den nuværende opgave.

Den første æske blev langsomt åbnet, imens hun sikrede sig, at hendes fars øjne ikke skulle følge hende fra et hjørne i den lille forretning. Hun lagde forsigtigt det lille æskelåg på kanten af disken og langede derefter de lange, tynde fingre ud efter den prægtige stav, der lå deri.

Hendes fingre fik den sædvanlige summen, imens spændingen fik et hvert hår på hendes krop til at rejse sig. Staven gav slip på det røde silkestof, den var iklædt, og tog imod hendes kolde håndflade.

Hun følte sig automatisk 10 centimeter højere, 10 centimeter bredere og 100% vigtigere med staven i hånden. Godt nok kendte hun ikke dens kunstskab, men det var som om, at en del af hende alligevel forbundet med dens magi.

I det samme hørtes lyden fra klokkerne igen, og denne gang kom den ikke fra et vindstød, hvoraf hun hastigt formåede at gemme staven væk i æsken igen. Hendes far, en lille rund mand, der var i gang med at skubbe døren op med ryggen, vendte sig om med favnen fuld af nytilkomne æsker.

”Agna, se hvad jeg var så heldig at skaffe,” begyndte faderen, fuldkommen hypnotiseret af idéen om, at magisamfundet aldrig havde haft det bedre. Det fulde bord af varer, der aldrig ville blive solgt, blev, hvis muligt, mere proppet end, hvad det allerede var.

Agna smilede en anelse. På den ene side ville hun vise respekt for faderens erhverv og interesse, men en nysgerrig for en verden, hun aldrig kunne blive en ordentlig del af, gjorde, at hun følte sig splittet.

Faderen åbnede en af de mørke æsker, og flere stave kom frem. Agna mærkede, hvordan tæerne blev krummet i de slidte læderstøvler, imens hun betragtede dem over faderens lave skulder.

”Men far… hvad med de andre stave?” Hviskede Agna, bevidst om at hun ikke burde have sagt ordene højt. Den lille mand lage låget på æsken igen, og satte den tilbage på bordet i en langsom, tavs bevægelse, før han tøvende vendte sig imod sin datter.

”Alle magikere fortjener at få deres stav, Agna. Vi kan ikke gå ned på udstyr, bare fordi at det står lidt sløvt til for tiden,” mumlede han og klemte hans skulder med et lille smil på læben:

”Tak fordi du ville passe butikken.”

Agna pressede et smil frem på læberne, nikkede og trådte væk fra sin far for at tage det hjemmelavede tørklæde, der hang over en stumtjener, der måtte være lige så gammel som butikken selv. En matchende hue blev trukket ned over ørerne, hvorefter hun kastede et sidste blik over den varme butik.

Kulden tog imod hende, idet hun forlod den lille forretning. Hun trak automatisk frakken tættere om sig selv. Det var den tid på året, hvor det var for varmt til at sne, men stadig forbandet koldt.

Ud over gadelygterne, der hist og her stadig fungerede, kom det eneste lys fra den lille tryllestavsforretning, der engang havde lagt i Tysklands mest travle magikergade. Overfor faderens butik lå efterladenskaberne af et gammelt konditori. Cafémøblerne stod stadig ude på gaderne, hvoraf butikken, ligesom de fleste andre tomme forretninger på gaden, så ud til at være blevet efterladt pludseligt.

Agna hadede alt ved den gade. Med hastige skridt passerede hun adskillige butiksfacader med knuste ruder, smadret af manglende vedligeholdelse. Hun kunne ikke længere forstille sig, at gaden havde været blandt de hyggeligste troldsmandsattraktioner i Europa, der havde været fyldt med liv og glæde.

Endelig rundede hun hjørnet og trådte ind i det lille bageri, der var en af de få eksisterende butikker, der stadig lå på Walherich den Stores Allé. Duften af friskbagt brød mødte straks hendes næse, idet hun trådte ind i baglokalet af det, der engang havde fungeret som butiksrum ud til gaden. De manglende kunder havde gjort, at bagerfruen, Frau Berggren, i stedet havde lavet rummet om til et lager.

Agna forestillede sig, hvilket udvalg der havde været ved diskene førhen. Mugglerafdelingen, der efterhånden var det eneste, Frau Berggren, kunne tjene penge på, bestod ene af rationsvarer og billig brød, idet ingredienserne ofte var mangelvarer. Hendes far havde sagt, at Berggren engang havde været ufattelig smuk, men alt, hvad Agna så, var en slidt enke, der ikke havde haft kræfterne eller modet til at flygte.

De få magikere, der var blevet i Berlin, var alle magikere med en trist historie, havde Agna fortalt sig selv. Et sølle persongalleri.

”Åh, Agna. Jeg har gemt dette til dig,” udbrød den ældre kvinde, Frau Berggren, og droppede kontakten til den kvinde, hun stod og snakkede med over salgsdisken. De slidte, spidse fingre fandt en bagerpose, som derefter byttede hænder til den unge pige. Et smil var delt imellem dem.

”Hils din far, ikke,” sagde Frau Berggren med et glimt i øjet. Hun klappede Agna på skulderen, inden hun blev afbrudt af en klagende kunde, der ikke var tilfreds med brødet, der tydeligvis manglede hævemiddel.

Med brødet i hænderne, forlod Agna det sidste tegn på den magiske verden, der ikke længere var så magisk. Af de få mennesker, man en gang imellem så krydse butiksvinduet for en af de få butikker, der lå længere nede, var der ikke længere synlig magi.

Agnas far havde for få måneder siden fået tjent nok penge ind til et fjernsyn, og med ene undervisning i et mugglergymnasium indtil da hun var blevet 18. Den eneste magi, hun kendte til, var de stave, faderen ikke længere kunne sælge nogen af, samt de bøger, hun havde hugget fra en efterladt boghandel i enden af Walherich den Stores Allé, som kun kom frem i nattetimerne, når lejligheden sov. Men uden en stav, havde hun aldrig set magien i egen form.

Hun trådte på den første Tram-bahn, der kom og maste sig ind i mængden af travle mugglere, der virkede mere vandte for hende, trods at de ikke var af samme stof. Hun havde flere gange tænkt tanken om, at der var en chance for, at hun kunne være fuser uden realt at vide det. Men hvilken forskel ville det have, når hun aldrig ville lære at bruge den magi, der flød i hendes årer?

”Undskyld,” mumlede en ældre dreng, der var ved at vælte ind i hende, da Tramvognen stoppede. Hun rømmede sig, smilede beskedent til drengen, imens hun fortsat kørte i den tankestrøm, der befandt sig i hendes hoved.

Himlen udenfor den lille, klaustrofobiske, Tramvogn, åbnede sig og store regndråber slog imod vinduerne. Imens Agna holdt godt fast om en af stropperne fra vognens loft, betragtede hun, hvordan folk i kedelige, grå farver søgte i ly for det lige så triste vejr. Det der gjorde hende mest trist var tanken om, hvor almindelig hun var i blandt mugglerne. Hun skulle ikke engang gøre et forsøg på at blende sig ind – hun var allerede en af dem.

Og hun ville nok aldrig blive andet.

Tramvognen stoppede op foran en række af militante biler, der satte alt på pause. Selvom hun befandt sig i en tætpakket vogn, følte hun sig stadig overvejet. Hun mærkede, hvordan ryggen langsomt blev rettet og vejrtrækningerne hastigere. Hun delte et kort, bekymret blik med den fremmede dreng, før hun vendte blikket væk.

Agna var ikke en god magiker. Men hun var en god tysker.

Hun betragtede, hvordan en mand blev stoppet op på gaden af betjentende, der i fælles uniformer alle så ens ud. Betragtede hvordan en yngre mand satte i løb efterfulgt af bilerne, der hurtigt fangede hans tempo. I det Tram-vognen satte i gang igen, fulgte hendes blik bilerne, ind til de forsvandt.

Endelig trak hun vejret almindeligt igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...