Skolen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2016
  • Opdateret: 20 sep. 2016
  • Status: Igang
Denne lille historie, handler om hvordan nogen børn opdager mystiske ting på deres skole, og om hvodan det hele tager en ond drejning da de skal overnatte en nat.

0Likes
0Kommentarer
57Visninger

1. Uvejret

 Regnen silede ned i stride strømme. Kloakerne var helt tilstoppet, af vand. Himlen var helt overdækket med sorte og grå skyer, og alle fuglene lå gemt inde i hækkende, og de væltede træer. Freja løb så hurtigt som hendes ben kunne. Udmattet, våd, træt og bange løb hun. Hendes ansigt var helt knebet sammen. Øjnene var halvt lukket i, øjenbrynene lå meget tæt sammen med øjnene, næsen havde fået små rynker og munden var bare presset sammen til en lige streg. Hendes fingre var rynkede og hun kunne snart ikke mere, men hun skulle hjem. Hjem og væk fra det her faretruende vejr. Skolen havde givet alle eleverne fri på hele skolen, grundet et uvejr som snart ville gå i udbrud. Alt trafik var blevet stoppet- eller det vil sige, næsten stoppet. Enkelte biler hist og her kørte stadig i en vred strøm af vand. Himlen trak sig sammen og utallige af lynnedslag ramte forskellige steder ned på jorden. Freja søgte læ og hvile under et træ, men måtte hurtigt opgive den Ide, da et lyn ramte ned og grillede et træ, få meter fra det træ hun sad under. Hun gik vidre i et højt tempo, bange og alene. Bare hun dog ikke boede så langt væk, og hun kunne blive hentet- men igen, der var stærkt forbud imod det, med mindre man allerede VAR ude og køre og det VAR strengt nødvendigt. Efterhånden vidste hun ikke hvor hun var, hendes hjerte hamrede afsted, af udmattelse og frygt. Hendes sammentrukne ansigt var nu helt rødt af blodet der samlede sig ind under huden efter det høje tempo hun løb i. Hendes fingre frøs, men ind under jakken havde hun det gloende varmt. I tasken fandt hun sin telefon, men det var nytteløst, det var som en flod der røg ned fra himlen og ned på telefonen. Du må finde et sted Freja. Et sted hvor du kan ringe. Hendes skridt blev langsommere og kortere. Hele kroppen var udmattet. Hun havde gået og løbet i en halv dag. Sådan føltes det ihvertfald, men det kunne ikke være mere end  højst et par timer. En gren knækkede bag hende, og hun så en skikkelse. Nej det var den  rene indbildning, det MÅTTE det bare være! 😖 Hun løb. Hurtigere end hendes ben havde løbet før, og det kunne mærkes i den udmattede krop, som havde kæmpet sig væk fra dette vejr i timevis. Hvorfor skulle hun også lige absolut løve igennem skoven? Hendes øjne begyndte at svide og tårer løb ned langs kinderne som blandede sig med regndråberne. Igen hørte hun en lyd, og denne gang så hun en. Hun løb og løb og stoppede brat op, da hun hørte et bump, som nu blev til to, tre, fire, fem, seks, syv det kom tættere, hun ville løbe, hendes hjerte gik fra hamrende til galopperende. Og da endnu en gren knækkede bag hende, sprang det et slag eller to over. Hendes tårer løb ned i en uendelig strøm sammen med den regn som også blev uendeligt ved. Kunne hun ikke bare blive ved med at løbe? Bare løb som hun forgæves havde gjort de sidste timer. Benene var som limet fast til dem fordrukne jord.  Og hendes vejrtrækning blev hurtigere som tiden gik. Og tiden sneglede sig frem. Hun lukkede øjnene og skuldrene hoppede stille op og ned i takt med hendes hulken. Efter et stykke tid åbnede hun øjnene og foran hende stod der et væsen hun ikke kunne sætte ord på. Hun vidste ikke hvad det var for et væsten men det var så hæsligt at hun skreg af al sine lungers kræft, men skriget druknede hen sammen med de millioner af dråber som væltede ned fra den vrede himmel. Hun vidste det, hun vidste at hun skulle dø. Hvorfor havde hun dog stoppet op? Hvorfor løb hun ikke, da hun stadig havde chancen, eller i det mindste håbet af en chance? Hvorfor og det ene ord blev ved med at lave et ekko inde i hendes hoved. Hendes mørke hår klistrede sig til hendes pande, kinder, nakke og skuldre. Regnen begyndte at blive mindre heftigt og lyn og torden blev også lavere. I det uvejret begyndte at gå på afveje, forsvandt væsnet ind imellem træerne og fra det ene øjeblik til det andet, var  det som om at væsnet aldrig havde stået foran hende. Hun tog rystet sin taske af ryggen,  lynede tasken op med rystende fingre, og fik efter meget fokus fat på telefonen som ellers gang på gang blev tabt ned i tasken igen. Hun ringede sin mor op men måtte grundene og udmattet opgive, da telefonen ikke blev taget i den anden ende. Hun ringede til sin far i håb om, at han tog telefonen, men også uden held. Hun prøvede sine søskende og et øjeblik troede hun, at hendes bror tog den, men det var bare ren indbildning. Hun ringende til sin bedste vendinde, som tog den. Hun nåede lige at fortælle at hun vat faret vild i skoven i timevis, var våd udmattet og alverdens andre ting, da telefonen bippede. 15% energiniveau tilbage, vil du bruge energibesparende strøm? Hun græd, og sagde, at telefonen snart gik ud af strøm, og lagde på for at spare så meget på strømmen som muligt. 13 procent tilbage havde telefonen, da hun lagde på. Hun så noget igen. Åh nej, bare det ikke var det afskyelige væsen. Hun husker det tydeligt, trods hun kun så det i højst 5 sekunter. Den var helt sort med små grå og hvide aftrækninger. Det som man kunne se skilne hoved og krop fra hinanden. Den var meget høj, og havde ikke noget form for noget menneskeligt over sig, og lignede slet ikke nogen form for et slags dyr. Hun håbede inderligt at det var en som kunne hjælpe hende. Til hendes overraskelse, var det en hun gik i klasse med som ligesom hende, ikke kunne finde vejen ud af denne her skov. De gik hen imod hinanden og uden et ord gik de vidre. De gik forbi en slem og kvalmende lugt, som ingen af dem kunne defenicere som en lugt de kendte. Væsnet kom til syne igen og begge piger var som limet eller sømmet fast på stedet. Væsnet løb ud foran pigerne og viste dem et billede. En slags tankestrøm som gik direkte fra dens sjæl og krop og ind til pigernes. De så hvor bange og alene det væsen var. Den var forbandet af denne skov, og ville advare pigerne om, at de skulle væk, inden forbandelsen også ramte dem. De lukkede øjnene, holdte hinanden i hænderne, rakte hver en hånd ud til væsnet, og sendte begge en tankestrøm ind til væsnet. De de så, overraskede begge pigerne. Væsnet blev til en dreng ca 2 år yngre end dem. Han svævede 5 meter oppe i luften, den stille regn og de magiske lysende hvide prikker så, så smukt ud. Drengen svævede stille ned til jorden igen. Han lagde en hånd i pigernes, og løb sammen med dem ud af skoven. I Freja's  lomme, brummede hendes telefon. Hendes veninde og venindens mor råbte efter hende, indtil hun og de 2 andre børn løb imod dem. De kom alle 5 i sikkerhed, og børnene blev genforenet med deres familier. Denne oplevelse Freja var ude for, har sat dybe spor i krop og sjæl. Og det ved jeg for det er mig der er Freja. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...