We Are - Justin Bieber fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Færdig
De ser hinanden hver dag, alligevel har de ingen anelse om hvordan hinanden ser ud. Over appen What’s Up skriver de frem og tilbage, kun med 3 informationer om hinanden – køn, alder og skole. Avery Williams nyder de små samtaler hun har med Dreng, 17 Paramount High. Han synes dog det er for lidt. Han sætter sig som mål, at finde ud af hvem fra sin skole det er han kommunikerer med hver dag. Men det er lidt svært at finde en, der ikke vil findes. Kan han nå at finde hende inden prom?

149Likes
135Kommentarer
39468Visninger
AA

5. Kapitel 4 ✆ "Canceled Promises"

KAPITEL 4

AVERY

 

Jeg ved ærlig talt ikke hvordan han gjorde det. Han havde praktisk talt fået mig overtalt til at møde ham. Jeg skulle møde J. Jeg havde aldrig været så nervøs før. Vi havde begge sent fri i dag, så vi havde aftalt at mødes klokken halv 4, under det store træ foran indgangen til skolen. Der ville vi med lethed kunne vide at det var os der snakkede anonymt med hinanden. For hvem gad at stå under et træ på skolen efter sidste lektion?

 

Læreren havde sluppet os 10 minutter før, så jeg havde noget tid til at forberede mig. Jeg lagde mine bøger tilbage i skabet, før jeg gik ud mod parkeringspladsen. ”Avery!” kaldte en stemme bag mig, hvilket fik mig til at vende mig om. Jeremy fik indhentet mig, og da han stod foran mig, kunne jeg tydeligt se hans bekymrede ansigt.

 

”Jeg har brug for at snakke med dig” sagde han med en overfladisk vejrtrækning. ”Jeg kan ikke klare at du er vred på mig.” Jeg afbrød ham ”Jeg er ikke vred-” Men så afbrød han mig. ”Kan vi ikke sætte os ned et sted?”

 

Jeg nikkede, hvorefter vi valgte at sætte os ved et bord i den næsten tomme kantine. Han sad med et uroligt blik i øjnene, mens jeg var ret rolig. Skænderiet i går havde været ret overvældende, men i dag mærkede jeg intet. Jeg følte ingen vrede og heller ingen sorg.

 

”Jeg er ked af at jeg råbte sådan” undskyldte han, og nikkende tog jeg imod hans undskyldning. ”Jeg er også ked af hvordan tingene endte i går aftes.”

 

”Jeg kan rigtig godt lide dig Avery, og jeg vil ikke bare give op fordi vi havde et skænderi.” Jeg smilede forsigtigt til ham. ”Jeg har det på samme måde.”

 

”Men-” Jeg forberedte mig på hvad han ville sige. ”Jeg bliver jaloux når du skriver med ham fyren, og hvis vi skal kunne fungere, nytter det ikke at jeg får det sådan, når hun skriver med ham. Hvis jeg kendte hans ansigt ville det være noget andet. Kan du forstå det?”

 

Jeg kunne ærlig talt ikke forstå ham. Jeg skrev jo bare med en fyr, så hvorfor gjorde han sådan et stort nummer ud af det. Men jeg nikkede bare, for at undgå endnu en konflikt.

 

”Jeg vil gerne have at du stopper med at skrive med ham.” bad han mig om, hvilket var ret overraskende. Jeg så med store og forvirrede øjne på ham. Derefter skyllede en irritation op mig. ”Det er ikke meningen at du skal bestemme hvem jeg skal snakke med og hvem jeg ikke skal.”

 

”Det ved jeg, men jeg er ikke komfortabel med det.” Jeg hævede stemmen ”Stoler du ikke på mig?”

 

Han hævede også tonen ”Selvfølgelig før jeg det!”

 

”Så lad mig være min egen herre over, hvem jeg snakker med.” Han blev mere ivrig ”Kan du ikke se det fra mit synspunkt?”

 

Nu kom ærligheden frem ”Nej, det kan jeg ikke!” Jeg fortalte ham jo heller ikke, at han ikke måtte snakke med hans pigeveninder, selv om han ikke havde så mange af dem. Jeremy var typen der stort set altid hang ud med drenge.

 

”Du må vælge så!” råbte han igen. Jeg rejste mig vredt, og højlydt, eftersom jeg havde skubbet stolen tilbage, ret voldsomt. Flere øjne landede på mig, men jeg var ligeglad. Jeg så arrigt ned på Jeremy, der med chokerede øjne så op på mig. Jeg kastede med armene ”Aldrig! Aldrig put mig i sådan en situation, hvor du beder mig vælge i mellem nogen. Det er ikke fair! Kan du ikke se hvad du gør?”

 

Jeg beroligede mig selv ved at tage et par dybe vejrtrækninger. Jeg trådte et par skridt væk fra bordet, og mere roligt fortsatte jeg mig selv ”Jeg er ligeglad med at skrive med ham fyren. Det der betyder noget er at du ikke stoler på mig, og at du konstant bliver jaloux. Det kan jeg ikke klare.”

 

Jeg forlod kantinen og Jeremy. Alting føltes ikke så enkelt mere, men nogle ting skulle bare ud. Det var ikke første gang at Jeremy var sådan her, det var derfor jeg endelig kom ud med det.

 

En af mine gamle gode venner og jeg var engang på ferie sammen. Jeg var med ham og hans familie i Spanien, hvor vi boede i deres feriehus tæt på stranden. Da jeg kom hjem viste jeg Jeremy nogle billeder af mig og min ven på stranden i badetøj, og så blev han pisse jaloux. Han fandt endda på historier om at vi sikkert havde haft sex på stranden, og alt muligt latterligt. Han bad mig derefter om at droppe kontakten til min ven, Owen. Det var den dummeste beslutning, for nu savnede jeg virkelig Owen og jeg vidste ikke hvordan, jeg skulle kunne undskylde nok, for bare sådan at smide ham af vennelisten.

 

”Avery vent!” Jeg vendte mig om, for at se en desperat Jeremy. ”Jeremy stop nu-” bad jeg ham roligt. ”Jeg bliver nødt til at få lidt pusterum, og du må give mig det.” Jeg vendte mig om, og fortsatte videre mod udgangen.

 

”Er det dét? Tror du virkelig det er godt for dig at holde en pause fra mig?” Mens jeg gik baglæns svarede jeg ham ”Det er godt for os begge.”

 

Jeg gik ud af døren og blev mødt af en tung regn. Det stoppede mig dog ikke fra at hive mobilen frem, da en besked bippede ind.

 

Dreng, 17 Paramount High

Hvor er du?

 

Jeg kiggede stresset på klokken, den var halv 5. Det betød at J stod under træet lige nu.

 

Dreng, 17 Paramount High

Det regner ad helvedes til. Hvor er du?

 

Jeg pakkede min mobil væk, og kiggede ned på græsplænen mod det store træ. Mit hjerte galoperede derud ad, og jeg mistede straks modet til at gå over til ham.

 

Han stod med øjnene nede i sin telefon, mens de dråber regn bladede ikke afviste, ramte ned i hans våde hår. Han stod i hans dyre tøj, og ventede på mig. Det vidste han bare ikke.

 

Jeg kiggede op, og jeg beundrede hans ansigt, med de naturlige smukke træk. Men helt fascineret var jeg ikke. For jeg kendte ham udmærket godt. Han var flabet, han havde et stort temperament og han mente ikke at piger var andet end objekter. Det var hvad han udstrålede og snakkede højt om. Han var ingen ringere end Justin Bieber.

 

Hvad fanden skulle jeg gøre nu. Jeg kunne ikke vise ham hvem jeg var, det kunne jeg ikke! Jeg satte i stedet i løb mod min bil, og jeg håbede at han ikke lagde mærke til mig. Jeg satte mig ind i bilen, og kørte i et hurtigt tempo mod mit hjem.

 

Jeg ville for alt i verden ikke lade Justin vide, at det var mig han snakkede med. For jeg vidste, at jeg langt fra var god nok, til at snakke med ham.

 

 

 

Så har hun set hvem hun rent faktisk snakker med. Har I nogle idéer til hvad der kommer til at ske? Tak til jer der læser med. xKANTI

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...