We Are - Justin Bieber fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Færdig
De ser hinanden hver dag, alligevel har de ingen anelse om hvordan hinanden ser ud. Over appen What’s Up skriver de frem og tilbage, kun med 3 informationer om hinanden – køn, alder og skole. Avery Williams nyder de små samtaler hun har med Dreng, 17 Paramount High. Han synes dog det er for lidt. Han sætter sig som mål, at finde ud af hvem fra sin skole det er han kommunikerer med hver dag. Men det er lidt svært at finde en, der ikke vil findes. Kan han nå at finde hende inden prom?

156Likes
139Kommentarer
51828Visninger
AA

18. Kapitel 17 ✆ "Bad Day"

KAPITEL 17

AVERY

 

Der var nu styr på gallakjolerne, samt skoene. Kun 1 uge til galla var der tilbage, og mere spændt kunne jeg ikke blive. Det føltes også stadig lidt uvirkeligt, at jeg var blevet nomineret som dronning. Men jeg regnede med ikke at vinde, for jeg gjorde intet ud af, at få andre til at stemme på mig. Det gjorde Emilia og Sophia dog. De ville så gerne vinde.

 

Mandag eftermiddag var jeg på vej hjem fra skole, men da jeg så Justin sidde over på en bænk for sig selv, skiftede jeg direktion.

 

Han sad med foldede hænder, kiggede ned i jorden, og det var tydeligt at noget gik ham på. Jeg satte mig ned ved siden af ham, og uden at kigge op, vidste han at det var mig der havde sat sig. ”Hvad laver du her?” spurgte han køligt, hvilkede irriterede mig lidt. Det ene øjeblik ville han gerne være sammen med mig, det andet øjeblik spurgte han hvorfor.

 

”Du ligner en der kunne have brug for at komme ud med nogle ting” svarede jeg neutralt tilbage. Først nu så han op på mig ”Virkelig?” jeg nikkede.

 

”Og hvorfor tror du så det?” blev han ved. Jeg fnøs af ham ”din attitude er svar nok.”

 

Han rystede lidt på hovedet og undskyldte så. ”Beklager, jeg kører det her over på dig.” Jeg nikkede let ”det er okay.”

 

”Har du lyst til at fortælle hvad der går dig på?”

 

Han fnøs og rystede derefter på hovedet ”Det er bare en dårlig dag” Det var vel fair nok, at han havde sådan en dag. Det havde vi vel alle sammen i ny og næ.

 

”Er der noget jeg kan gøre for dig?” spurgte jeg, da jeg gerne ville få ham i bedre humør. Han så på mig med et irriteret, men også trist blik. ”Jeg ved ikke om der er noget der kan få mig på andre tanker”

 

Hans sætning fik mig til at tro, at det her var mere end bare en dårlig dag. Men jeg ville så gerne få ham i bedre humør, for jeg skulle forestille at være hans ven. Jeg rejste mig fra bænken, ”kom” bad jeg, og tøvende rejste han sig også.

 

Vi gik ned til min bil, og derefter kørte vi hjem til mig. ”Det er virkelig sødt af dig, at gøre det her” takkede han mig, med et træt blik i øjnene. Der var virkelig noget der gik ham på.

 

Vi kom ind af døren, og smed straks vores fodtøj samt jakker. Jeg bad Justin om at hente dynen fra mit værelse ind i stuen, og så ville jeg lave kaffe til os. Da kaffen var færdig, hældte jeg den i to krus, og tog dem med ind i stuen. Jeg satte dem på stuebordet, for derefter at sætte mig i sofaen sammen med Justin.

 

Jeg trak dynen over mit skød, og det samme havde han gjort. Jeg gav ham et krus, og tog derefter det andet selv. ”Okay, fortæl mig så hvad der går dig på”

 

Han så undrende på mig ”Jeg troede meningen var at få mig på andre tanker?” jeg så sigende på ham ”Justin, du kan ikke bare løbe fra dine problemer. Vi er venner ikke?” Han nikkede. ”Så fortæl mig hvad der går dig på.”

 

Han tog en tår af kaffen, før han satte den fra sig. ”Okay.” gav han sig.

 

”Du synes sikkert at det er fjollet.” Jeg rystede straks på hovedet ”Uanset hvad det er, er det ikke fjollet” lød jeg støttende.

 

Han hev sin telefon op af lommen, for derefter at vise mig What’s Up appen. ”Jeg har skrevet ret ofte med en pige fra skolen over denne app. Det er anonymt, og jeg aner ikke hvem hun er. Men jeg synes hun er rigtig sød, og jeg vil gerne møde hende. Men hver gang vi har haft en aftale, har hun aflyst. Jeg burde bare kunne ryste det af mig, men jeg er begyndt at holde af hende, også selv om jeg ikke aner hvordan hun ser ud. Er det dumt?”

 

Jeg sank i klump i halsen. Justin talte om mig, det vidste jeg godt. Men han vidste det ikke. Jeg burde fortælle ham det, men jeg kunne ikke. Hver gang jeg skulle til at fortælle ham det, var der noget der stoppede mig.

 

”Nej, det er ikke dumt.”

 

”Men hvorfor vil hun ikke møde mig så?”

 

”Jeg kender dig, så jeg ved at det ikke passer, men folk der ikke kender dig, tror at du bare er ude efter sex, når du er sammen med piger. Måske er det dét hun er bange for?”

 

”Men hvorfor siger hun det så ikke bare det til mig? Hvorfor kommer hun op med en masse undskyldninger?”

 

”Hun er måske bange for at det vil ændre jer?”

 

”Hvordan?”

 

Jeg sank en klump, der igen havde dannet sig i min hals. Der gik lidt tid inden jeg svarede.

 

”Måske er hun nervøs for, at I vil miste hvad I havde, hvis du ser hvem hun virkelig er.”

 

Han sagde ikke mere, eller spurgte om mere. Måske forstod han mig endelig. Eller måske havde jeg lige afsløret mig selv. Men da han begyndte at snakke igen, bankede mit hjerte ikke lige så hårdt.

 

”Hvis jeg kunne sige noget så hun endelig forstod, at jeg gerne ville se hende og ikke bare ignorere hende efterfølgende, så ville jeg gøre det. Men hun hører ikke på mig.”

 

”Hvad ville du sige til hende hvis du kunne?”

 

”Jeg ville fortælle hende at hun burde være mere stolt af sig selv”

 

”Hvorfor?”

 

”Hun er den type pige der bliver kaldt smuk, og så ikke tager det helt til sig. Hun er typen der får et 7-tal og så føler et nederlag. Hun er typen der bærer for meget ansvar på hendes skuldre.”

 

Her blev stille mellem os igen, og jeg havde lyst til at råbe ham lige op i hovedet, at det var mig. Men da jeg åbnede munden, kom ingen ord ud. Jeg tog en tår kaffe, og håbede så på at ord kunne forlade min mund bagefter.

 

”Hvad skal jeg gøre?” Justin kom mig i forkøbet med hans sætning. Jeg kneb øjnene sammen og spekulerede på om jeg skulle sige det jeg havde i tankerne lige nu. Selv om jeg blev nervøs, føltes det alligevel rigtigt at sige det.

 

”Hvis jeg var dig… Ville jeg invitere hende til galla”

 

Han rynkede øjenbrynene ”Tror du hun siger ja?”

 

Jeg tog en dyb indånding ”Jeg har på fornemmelsen at hun gør denne gang.”

 

Han så skuende på mig, og jeg følte at jeg havde afsløret mig selv. Men det havde jeg så åbenbart ikke, for han sagde ikke noget om det.

 

”Tak for hjælpen Avery” Jeg nikkede ”Intet problem.” Det var hans tur til at tage en dyb indånding. ”Men det var faktisk ikke hvad der har påvirket mig i dag.” Jeg så undrende på ham. Hvad så?

 

”Jeg er irriteret på Ollie, fordi han ikke synes det er en god idé at vi tilbringer tid sammen… Specielt ikke privat.”

 

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg undrende. Hvorfor måtte jeg ikke snakke med Justin for ham? Han kunne da være ligeglad?

 

”Fordi han tror at jeg vil såre dig”

 

”Vil du?”

 

Han rystede kraftigt på hovedet ”Aldrig.”

 

Et betryggende smil landede på mine læber. Jeg var glad for at vi var venner. I hvert fald intet mindre. Justin var begyndt at betyde meget for mig som ven, men jeg tænkte på hvordan galla ville blive, hvis han virkelig inviterede mig… eller A. Havde jeg virkelig tænkt mig at gøre det?

 

 

Klokken var nu 6 og Justin var lige smuttet hjem. Han var træt og ville gerne hjem. Helt fair.

 

Det bankede på døren et par gange, og derefter gik den op. Jeg gik ud i gangen, for at se en drivvåd Kaylee. Det regnede åbenbart udenfor. ”Hvad så? Hvad laver du her? Er alt okay?” jeg bombaderede hende med spørgsmål, hun ikke svarede på.

 

Jeg hjalp hende af med det våde overtøj, før jeg puttede hende ind i et tæppe, og skubbede hende ned i den bløde sofa.

 

Jeg gav hende en kop kaffe, som hun ikke rigtig drak af, men mere varmede fingrene på. ”Hvad er der sket?” spurgte jeg bekymrende Kaylee, der sad og klaprede tænder.

 

”Der er noget jeg må fortælle dig.” Hun så trist på mig. ”Det handler om Justin.”

 

Oh Fuck. Nu kommer det. Det punkt hvor han ødelægger alt han ellers har bygget op.

 

”Hvad har han gjort?” spurgte jeg lavt, men samtidig ivrigt.

 

Hun så undskyldende på mig, som om det pinte hende at fortælle mig det. ”Justin udnytter dig.”

 

Her kom det så, tidspunktet hvor han mistede min respekt og min tillid. Det værste var at det her lignede Justin, og det ikke ville undre mig hvis det var sandt, hvilket jeg troede det var. Jeg stolede blindt på Kaylee, og Justin – ja ham kunne man ikke stole på. Jeg følte mig så dum og flov igen. Jeg hoppede på den, for 2. Gang.

 

”For hvad?” spurgte jeg, for alligevel ville jeg gerne vide det hele.

 

”Han har lavet et nyt væddemål med Theo, fortalte Ollie.”

Det var derfor at Ollie var sur på Justin. Justin fik det til at lyde som om at han var uskyldig, men den skyldige var ham.

 

”Det var for svært for ham, at have sex med dig til den fest, så Theo gav ham mere tid, og sagde senest gallaaftenen.”

 

Kaylee så på mig med medlidenhed ”Det er jeg rigtig ked af Avery”

 

Jeg rystede det af mig ”Det skal du ikke være. Jeg burde have vidst bedre.”

 

Men var det så forkert at mig stadig at tro, at Justin kunne ændres? For det føltes så ægte, når det bare var mig og ham.

 

 

 

Så fik Justin da lige ødelagt hans chancer for, at Avery vil stole på ham fremover. Hvad tror I der sker til galla? Tilgiver hun ham, eller må hun finde en anden partner? Hayden eller Jeremy måske?

 

Jeg vil gerne takke alle jer der er kommet så langt i min historie, det er så fedt og samtidig vildt, at I stadig følger med. Så tak!

 

For resten har jeg også lavet en trailer, som I gerne må se hvis i får lyst ;)) xKANTI

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...