We Are - Justin Bieber fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Færdig
De ser hinanden hver dag, alligevel har de ingen anelse om hvordan hinanden ser ud. Over appen What’s Up skriver de frem og tilbage, kun med 3 informationer om hinanden – køn, alder og skole. Avery Williams nyder de små samtaler hun har med Dreng, 17 Paramount High. Han synes dog det er for lidt. Han sætter sig som mål, at finde ud af hvem fra sin skole det er han kommunikerer med hver dag. Men det er lidt svært at finde en, der ikke vil findes. Kan han nå at finde hende inden prom?

156Likes
139Kommentarer
52177Visninger
AA

13. Kapitel 12 ✆ "What's the Fun?"

KAPITEL 12

AVERY

 

Jeg sukkede højlydt, som jeg gik ned af gangen med Kaylee. ”Der er kun kommet flere” jeg så ynkeligt ned i telefonen. Kaylee lagde en arm om mig ”Bare prøv at ignorere det, du ved jo godt selv at intet af det passer.”

 

Jeg nikkede en enkelt gang ”Men jeg vil have at alle ved, at det er løgne. Jeg kan ikke klare at folk tror at jeg ville kunne finde på sådan noget her.” Kaylee kyssede mig hurtigt på kinden ”Søde Avery, jeg ved at du godt vil fremstå perfekt.” Jeg rullede med øjnene af hende ”Sådan er det slet ikke.”

 

”Nej nej” mumlede hun ironisk og med et drilsk smil. Jeg orkede ikke at diskutere, så jeg læste i stedet de mange løgne der blev skrevet om mig.

 

???

Avery Williams smed tøjet for en 1. Års studerende, der havde afvist hende flere gange! Han har en kæreste og bad hende hele tiden stoppe, men hun ignorerede ham bare, og holdt ham fast. Han overvejer at melde det som voldtægt. Har den pige ingen kontrol?

 

Vredt slukkede jeg min telefon. ”Det er jo for sygt! Er der nogen der tror på de løgne?” Kaylee så stift på mig ”Forhåbentlig ikke.”

 

Vores veje delte sig for enden af gangen, eftersom Kaylee skulle have Biologi og jeg skulle have Fysik. Men inden stoppede vi begge, og Kaylee rakte hånden frem mod mig. ”Hvad?” spurgte jeg forvirret. ”Giv mig din telefon?” uden at tøve gjorde jeg det. ”Hvorfor?” Hun tog min telefon i lommen. ”Du skal ikke kigge på flere af de beskeder. Prøv at fokusér på timen, og glem hende eller ham idioten der skriver alt det her. Jeg lover dig, at finde ud af hvem det er.”

 

Jeg smilte taknemmeligt til hende ”Tak Kaylee. Du er den bedste” Hun smilte selvsikkert ”Selvfølgelig.”

 

Hun bakkede et par skridt, mod biologilokalet. ”Jeg tror Ollie kender en fra it-kontoret der kan spore iP-adressen på personen der skriver det her om dig. Jeg finder dig i frokostpausen, okay?”

 

Jeg nikkede ”Okay.”

 

Hun sendte mig et luftkys, før hun vendte sig om og gik ind i biologilokalet. Jeg tog en dyb indånding og gik mod fysik velvidende om, at nogle af de andre elever ville kigge og hviske bag min ryg.

 

JUSTIN

 

Klokken ringede ud til frokost, og jeg glædede mig til at komme hjem. Jeg havde kun 1 lektion mere, så jeg tænkte at jeg bare kunne skippe den. Jeg orkede ikke mere skole, så Hayden og jeg ville skride.

 

Men før jeg kunne nå at tage telefonen op og ringe til Hayden, for at spørge om hvor han var, fandt jeg ham på gangen. Han stod sammen med Ollie, Theo, Kaylee og Avery.

 

Jeg tilsluttede mig gruppen, der virkede ret oprevet. ”Hvor er det for sygt!” udbrød Avery og tog sig til hovedet. ”Han er fucking helt væk!” fortsatte hun. ”Hvad sker der?” spurgte jeg forvirret. Ollie viste mig et billede af to identiske iP-adresser. ”Den ene adresse er Averys ekskæreste, den anden adresse er ham der skriver status beskeder om Avery på What’s Up.”

 

”Er det din ekskæreste der spreder løgne om dig på nettet?” jeg så forvirret på hende, mens hun bare nikkede. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af hvor latterligt han var. ”Hvor er han syg.”

 

Avery kiggede strengt på dig ”Du skal ikke grine. Det er ikke sjovt!” Jeg gik straks i forsvarsposition ”Nej, det er jeg godt klar over.” Hun så skrapt på mig ”Så hold op med at grine.”

 

Jeg tænkte nok at hun ville blive sur over de beskeder, men jeg vidste ikke at de betød så meget for hende. Hun gik åbenbart højt op i den måde hun fremstod på. Hvis de beskeder var skrevet om mig, ville jeg være ligeglad. Folk kunne se mig som de ville, jeg var egentlig ret ligeglad med andres mening om mig.

 

”Jeg finder ham og giver ham én på siden af hovedet” sagde Hayden, mens han begyndte at knække fingre. Avery rystede straks på hovedet ”Nej, I skal ikke banke ham.”

 

Hayden og jeg delte et uforstående blik. Hayden fortsatte ”Men Avery… Han er et fucking svin mod dig?”

 

”Det ved jeg, men I skal ikke skade ham. Jeg finder ham efter sidste time og beder ham om at stoppe.”

 

Jeg begyndte at fnyse igen. Hun ville finde ham og bede ham om at stoppe? Hvad med at finde en voksen nu hvor hun allerede var i gang?

 

Jeg vidste præcis hvordan dette kunne løses, og det her var min mulighed for at gøre det godt igen med Avery. For jeg vidste at hun stadig var sur på mig. Hun havde i hvert fald ikke tilgivet mig helt. Hvilket nok også i bund og grund, var forståeligt nok.

 

”Hayden, Theo, Ollie, kom lige med et øjeblik.” Drengene gik med mig et par meter væk fra pigerne, der stod forundret og kiggede efter os.

 

”Hvad med at vi får ham ekskæresten til at stoppe på en lidt anden metode?” begyndte jeg. Theo så kækt på mig ”Hvad har du i tankerne J?”

 

 

 

Drengene skred som planlagt, og Ollie havde hevet Kaylee med sig. Hun var også med på planen, eftersom hun var langt mindre fornuftig end Avery. Jeg gik over til Avery der stod uden at forstå noget. Hun vidste jo ikke hvad drengene og hendes bedste veninde havde gang i. Men sjovt skulle det nok blive.

 

”Hvad har I gang i?” spurgte hun nærmest surt. ”Jeg har jo lige sagt at I ikke skal slå Jeremy!”

 

Jeg lagde en hånd på hendes skulder, men hun rystede den hurtigt af sig. Jeg sukkede af hendes stædighed, før jeg forsikrede hende om, at vi ikke ville tæve ham Jeremy fyren. ”Rolig Avery. Der sker ham ikke noget”

 

”Okay” sukkede hun, mens hun langsomt begyndte at få en lille bitte smule tiltro til mig. Hun så ned i jorden, og på hendes kropsholdning og den måde hun rastløst stod på, kunne jeg fortælle at hun fandt situationen akavet. Jeg prøvede at bryde stemningen ved, at snakke igen.

 

”Men Avery, jeg har brug for at du kommer med mig.” Hun så genert, men alligevel selvsikkert på mig. Hun rystede på hovedet ”Det gider jeg ikke.” svarede hun ærligt.

 

”Kom nu Avery, stol nu på mig.” prøvede jeg overtalende. Hun så sur ud igen ”Man kan ikke stole på dig.”

 

Av, den gjorde lidt ondt. Men for helvede, jeg havde fortjent den. ”Jeg er ked af det Avery” undskyldte jeg. Hun trak på skulderen og lod som om det var ligegyldigt, men inderst inde tror jeg, at det betød noget at jeg undskyldte.

 

”Giv mig 2 minutter, så er du fri for mig.”

 

Hun så tænkende på mig, og til sidst gav hun efter ”2 minutter” gentog hun. Jeg begyndte at gå, og hun fulgte med mig.

 

Vi gik i stilhed, til hun til sidst tog initiativ til at fjerne stilheden. ”Hvorfor indgik du det væddemål?” spurgte hun pludselig ud af det blå. Det kom lidt bag på mig, at hun ville bringe det op nu. Jeg havde ikke lyst til at svare, men det skyldte jeg hende vel.

 

”Fordi jeg ville overbevise en ven om noget.” Jeg havde ikke lyst til at gå i detaljer, eftersom hun sikkert havde fået nogle fra Hayden. Den dreng kunne ikke holde tæt med noget. Jeg er også sikker på at han kun røb væddemålet, for at fjerne hans største konkurrent om Avery.

 

”Men betyder det ingenting for dig? Ville det slet ikke påvirke dig, hvis du nåede at udnytte mig som planlagt?” Hendes stemme var rolig og behagelig at høre på. Ordene var dog mindre komfortable, at få smidt i nakken nu her.

 

Selvfølgelig ville det betyde noget for mig. Jeg ville få det dårligt, for hun fortjente at blive behandlet som en prinsesse. Hun føltes som en erstatning for A, de havde så mange fællestræk. Som det hurtige humørskift, den fornuftige tankegang, og de dybere samtaler hun kunne trække én ind i. Men hun sagde at hun ikke var A, og så var det jo hvad jeg måtte forholde mig til.

 

Jeg valgte ikke at svare hende, for jeg turde vist ikke helt. Jeg var nervøs for hendes reaktion, og hun skulle ikke se på mig dårligere end nu. Jeg så på hende, og da hun kunne se at jeg ikke havde tænkt mig at svare, fnøs hun og kiggede væk. ”Selvfølgelig Justin.” mumlede hun. Hun hævede stemmen en anelse ”Du ændre dig aldrig, gør du?”

 

Aldrig var lang tid, og sådan mente hun det nok ikke helt. Hun ville bare have at hendes pointe, skulle ordentligt igennem. Jeg forstod præcis hvad hun mente. Jeg fortsatte med at holde min mund lukket, og hun bed frustrationen i sig. Men jeg kunne se hvor meget hun bøvlede med at holde ordene inde. Hendes fornuftighed holdt hende igen.

 

Jeg stoppede med at gå, da vi stod ude på trappen, der førte til hovedindgangen. Her kunne man skue ud over størstedelen af skolens udendørsareal samt parkeringspladsen.

 

”Hvad er det helt præcist…” hun nåede ikke at sige mere, før jeg pegede hvor hun skulle kigge. Hun tog sig straks til munden ”Justin! Jeg sagde I ikke skulle gøre noget” selv om hun lød vred, prøvede hun også at holde et grin inde.

 

”Du sagde at vi ikke skulle banke ham.” rettede jeg hende. Et lille grin undslap hendes mund ”At hejse ham op i flagstangen er sgu da ikke bedre”

 

Hendes egne ord samt synet af ham Jeremy, fik hende til at grine, uden at prøve at holde det tilbage. “Jeg er sur på dig, lad være med at få mig til at grine.”

 

Jeg kunne heller ikke selv lade være med at grine, som jeg så ham blive hejst længere og længere op af Ollie. Han hang i hans bukser, mens han var mindst 10 meter over jorden. Han sprællede og skreg at de skulle sætte ham ned. Men Ollie, Kaylee, Theo og Hayden havde det for sjovt til at sætte ham ned igen.

 

Jeg fandt det også ret morsomt, at en fyr på hans størrelse, kunne være så tøset. Han så ret trænet ud, i hvert fald i forhold til hans arme, men maskulin var han ikke. Hvad så hun i ham? Jeg spurgte ikke.

 

”Drengene har hans telefon, og de sletter alle de statusser han har skrevet om dig. De sørger også for at skrive en ikkeanonym besked, hvor der står at det bare var ham der fandt på det hele.” Hvis alting gik efter planen, hvilket det så ud til at gøre.

 

Hun grinte lidt videre af hendes eks-fyr, før hun vendte sig mod mig. Hendes øjne var ikke vrede eller irriteret som de plejede at se på mig, de virkede faktisk glade. Utroligt efter hvad jeg havde gjort mod hende.

 

”Var det her din idé?” spurgte hun med stjerner i øjnene. Jeg kunne ikke andet end at smile af hende. Det tog hun som et ja. ”Tak” hun blottede hendes tænder i form af et smil. Hendes tænder var perfekte, hvilket nok skyldtes den bøjle jeg huskede hun gik med de første år af High School.

 

Vi stod og så lidt tid på hinanden. Hvis nogen så os nu, ville de sikkert mene, at jeg kiggede på hende en anelse forelsket. Men jeg var bare glad for at se hende more sig over ham, der havde holdt hende nede.

 

Det fik mig til at tænke på, at det lige så godt kunne have været mig, der havde hængt og flagret i flagstangen. Jeg fortjente det lige så meget som hendes ekskæreste. Til gengæld gemte jeg mig ikke bag en telefon. Fej var jeg ikke.

 

Mit smil falmede, og mit alvorlige udtryk smittede af på hende. ”Hør Avery-” lagde jeg langsomt ud. ”Jeg forventer ikke at du tilgiver mig. Det er dit valg. Men du skal vide at jeg oprigtigt er ked af det.”

 

Hun nikkede med et genert blik på mig. Men jeg kunne se at hun stadig var tvivlsom omkring mig. Jeg bebrejdede hende ikke, slet ikke.

 

Døren bag ved os blev brudt op med et smæk, og skolens rektor kom til syne. ”Hvad foregår der her?” råbte han mod drengene og Kaylee. De skyndte sig at slippe rebet og løbe, mens de alle grinede højlydt.

 

Jeg grinte også lidt, dog med min hånd foran munden, så rektoren ikke ville se det. ”Har I noget at gøre med det dér?” rektoren kiggede strengt på mig. Selvfølgelig troede han at jeg havde en finger med i spillet. Det havde jeg også, ligesom alle de andre gange.

 

”Nej sir” jeg prøvede at lyde seriøs, men det var lidt svært at koncentrere sig. Især når Avery stod bag rektoren og fniste.

 

Måske var der håb forud.

 

 

 

Over 200 favoritter? Det er slet ikke til at forstå! Tak fordi i læser med! Og Tak til alle jer der kommenterer! I er virkelig skønne at skrive til! <3 I får lige i et kapitel, lige inden klokken slår 12. Håber i nyder ferien! Kram KANTI

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...