DEM

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Miss Peregrines Home For Peculiar Children-konkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
159Visninger

3. 3

”Hvad?” udbrød hun med den vantro, han snart var begyndt at finde karakterisk for hende.

”Fordi verden går under i morgen,” gentog han, denne gang lidt højere. Dog var det vist sådan en af sætninger man kunne gentage tusindvis af gange, uden at den ville give mere mening.  

”Og hvad skulle så have givet dig den ide?”. Kayas stemme var næsten ikke andet end en hvislen, der druknede i summen fra insekterne omkring dem. Hun havde rejst sig op og skyggede nu for solen, så bagsiden af hans øjenlåg blev så meget mørkere.

”Vi har ikke modtaget nogle syner fra i morgen og fremover. Ingen. Og vi plejer næsten konstant at se frem i tiden, syn efter syn efter syn men aldrig har der været en synsk, der har set længere frem en til datoen i morgen. Og vi – de – tror at… at det er fordi, der ikke er mere at se. Desuden siger Lederen, at han i morgen så hvordan elektriciteten pludselig…  gik ud, du ved, bare sådan. Han sagde, at han hørte tusindvis – millionvis -  af mennesker skrige”

”Og du stoler på Lederen? Du stoler på, at bare fordi du ikke har haft dine hallucinationer om fremtiden, betyder det, at der ikke er nogen fremtid at have hallucinationer om? En ting er, at du prøver at beslutte skæbnen for en eller to mennesker. Men hele verden… Der er en grænse, min kære Thomas”

”Bare så du ved det, havde jeg ikke forventet, at du var så snæversynet.” Thomas satte sig nu også op og ignorerede, hvordan fortidige ham brokkede sig over, hvordan alting havde ændret sig igen, igen, igen.

”Mig? Snæversynet? Hvis der er nogen, der er snæversynet, er det da dig? Du forventer, at jeg skal tro på en gruppe fremmede, når de ser, at alt hvad jeg kender, forsvinder i morgen. Du forventer, at jeg skal tro på at verden går fucking under, fordi du siger det. Jeg forventer ikke, at du skal forstå mig, okay? ”

”Jamen fortjener du ikke at være forberedt?” sagde han og lod som om han ikke selv kunne høre usikkerheden skinne gennem sin egen stemme. Selv han havde ikke være forberedt, på nogle måder, han havde blot siddet i et hul i jorden og ventet og ventet på, at verden ikke var værd at savne. Der havde ganske rigtigt været tusindvis af meningsløse øjeblikke i hans liv. Men han kom altid igennem dem, fordi han troede - han vidste - at der ville være tusindvis mere – og på et eller tidspunkt ville han have tid til at gå op og væk, tid til at sætte spørgsmålstegn ved Lederen og den tvungne isolation og fremtidens fasthed. Tid var nu alt, hvad han ikke havde.

Jeg har ikke noget at forberede mig på. Tværtimod hvis du tror på, at verden går under i morgen, burde du så ikke bruge hvert af de tilbageblevne sekunder på at forhindre det? Bare prøve i det mindste.”

Kaya sukkede frustreret, og øjeblikket efter kunne han høre rytmen af løbende fodtrin, hendes løbende fodtrin. Hun løb væk igen.

”Vent,” råbte han så højt, han var sikker på, at hele verden stoppede op og ventede. Bortset fra en bestemt pige, der blev ved med at løbe. Så han løb efter hende.

Drengen fandt hurtigt ud af at der var forskel på at løbe med lukkede øjne i et rum, man har kendt hele sit liv – og så løbe på noget, hvor han for hvert øjeblik kunne støde ind i et eller andet, og ikke kunne gøre andet at følge end lyden af skidt foran ham.   Selvfølgelig ville han ikke stoppe, så meget vidste han, men der var grænser for hvor hurtigt man kunne løbe med armene strakt ud foran sig og visheden om ikke at ane, hvor man var på vej hen.

Forhåbentlig var synet at ham, der famlede sig frem så ynkeligt, at Kaya ville føle sig nødsaget sig til at stoppe – det var nysgerrighed, der fik hende til at bevæge sig og medlidenhed, der fik hende til at stå stille. Ikke at han vidste, hvad han så skulle sige til, tænkte han som han snublede over et bump i græsset.  Det havde ikke lige præcis være meningen at fortælle hende om verdens undergang, og han vidste virkelig ikke hvad han havde forestillet sig, at der ville komme ud af det. At Kaya uden videre accepterede det og besluttede sig for at bruge sin sidste dag sammen med en fortabt dreng bare for at vise ham verden? Drengen var fristet til at begynde at le igen. Men nej – det ville komplicere tingene og jo færre ting han skulle gøre på en gang, jo bedre.

Og lige nu krævede det alt, at han kunne overkomme at sætte det ene ben foran det andet uden at vide, hvor det bragte ham hen. Noget han ikke havde kunnet, så længe der var en fremtid at se. Og så pludselig fyldte hans øregange med en lyd, som han aldrig havde hørt her. Den var konstant, som lyden af inden, der blæste, som så mange mennesker, der snakkede sammen, at deres stemme blot blev til en summen, som bilmotorer, som så mange ting på en gang. En brusen. Havet.   Han huskede ganske vist, at pigen havde sagt, at det lå tæt på hendes hus, men da græsset pludselig forsvandt under has fødder og blev erstattet med sand, var han overrasket.

Hans tempo sank betragteligt, som hans tæer sank ned i den underlige blanding, og han fik allermest lyst til at stoppe helt op og begrave sig i sandet og aldrig komme op igen. Denne gang ville han bare være helt alene og ikke sammen med Dem. Han var så travlt optaget af at forestille sig, hvordan det ville være, at han ikke opdagede at lyden af piges fodtrin var forstummet – i hvert fald ikke, før han ramlede lige ind i hende

”Jeg sætter pris på din iver efter at følge efter mig, men nu er du vist gået vidt,” sagde Kaya mens hun trådte et skridt væk fra ham. Hendes sætning blev konstant afbrudt af hvæsende åndedrag – hun var åbenbart heller ikke i fantastisk form, selvom hun nu havde haft en verden og ikke kun et rum til at dyrke motion i.

”Undskyld,” mumlede han hurtigt. ”Jeg ville bare… ikke have, at du bare skulle gå fra mig, bare sådan”. Han gratulerede indvendigt sig selv for sit absolut fantastiske valg af ord.  Måske var det ham, de fik verden til at gå under, fordi den ikke kunne holde ud at høre på, hvor dårlig han var til at formulere sig.

”Ved du, hvor vi er nu?” spurgte pigen.

”Ved havet, går jeg ud fra”

”Ja, vi er ved havet, men vi er også tæt på mit barndomshjem, tæt på det hav, jeg har brugt så mange timer på at svømme rundt i, tæt på den skole, jeg går i hver dag, hvor jeg har venner, som elsker mig nok til at åbne øjnene og se på mig. Vi er tæt på hele mit liv, Thomas, tæt på, hvad jeg ville sige er midtpunktet i verden. Hver morgen vågner jeg op til det her, hver morgen går jeg i seng igen, vel vidende at alt det her ville forsvinde en dag, men at i dag ikke var dagen. Så det er umuligt for dig at overbevise mig om noget, forstår du det, fordi jeg er så fastgroet her.”

”Jamen, jeg ville gerne have, at du bare… -”

”Thomas, jeg er stadig bange for dig, det ved du godt. Der er ikke en måde, man kan lade være med at være bange for en fremmede, som man først mødte i et komplet mørkt værelse. Men jeg tror, jeg har sagt det før – jeg har ondt af dig. ”

”Du skal ikke ønske at have ondt af mig,” sagde han og mente det.

”Ved du, hvordan jeg klarede mig gennem de første måneder, efter min far døde? Ved at fortælle mig, at verden var større end mig. Ved at kigge op i himlen og tænke på, at alting var større end mig, at jeg var et ud af syv milliarder mennesker, der kiggede op på netop denne himmel. At nogle af de syv milliarder mennesker havde det værre end mig, at mit liv bare var et fucking liv på denne jordklode. Nogle gange om aftenen kiggede jeg op på himlen igen, talte stjernerne, indtil jeg faldt i søvn, bare for at minde mig selv på, at jeg stadig kunne tælle dem, gøre noget meningsløst for en gangs skyld, at det ikke var blevet… taget fra mig.”

Hun holdt en pause, selvom drengen ønskede at hun aldrig ville stoppe med at tale. Aldrig nogensinde, de skulle bare blive ved med at stå med saltvandsduften i næsen og hendes ord i ørene.

”Men det har du aldrig haft. Din verden har aldrig været særlig meget større end dig, og du har ikke haft nogen himmel at kigge op på. Kun bevidstheden om at andre levede deres liv over dig, og at du ikke kunne være med til det, fordi du ikke havde hjerte til at vide, hvem der ville blive drevet ind i ulykke, hvem der ville dø i morgen, og så længe du var under jorden, forestillede du dig sikkert, at det var i orden, at du ikke gjorde noget ved det.”

Drengen havde nu fået nok, han havde ikke lyst til at høre mere, ikke lyst til at forstå mere, men han havde efterhånden opdaget, at Kaya ikke stoppede med at tale, når hun først var kommet rigtig i gang.

”Men nu er det hele verden, vi taler om. Hele den fandens store verden. Og hvis du tror den gå under, burde du gøre noget for at redde den. Er det ikke et af de største fælles træk for menneskeheden? Bare at prøve?” sagde Kaya stilfærdigt.

”Jeg er bare ikke en rigtig del af verden. Jeg har ikke en rigtig familie, jeg har ikke venner, jeg har ikke engang set verden med mine egne øjne. Verden er ligeglad med mig, verden er ligeglad med os alle, selvom hele ens liv afhænger af, at verden bekymrer sig, så er vi bare alle myrer – ikke andet en myre til verden. Så hvorfor skulle vi redde den?  ”

”Måske er vi alle sammen myrer til verden, men i det mindste er vi myrer, der bliver ved med at marchere videre i vores egen lille verden, indtil vi finder noget, der betyder noget for os. Ej, undskyld jeg vrøvler, og jeg ved heller ikke, hvorfor det er så vigtigt at overbevise dig om det her. Jeg ved det virkelig ikke, men jeg kan under ingen omstændigheder bære at… bare lov mig en ting, okay? Når – hvis – verden ikke går under i morgen, så går du ikke tilbage ned i det hul. Du går ikke tilbage”

Drengen vendte hovedet væk fra hende ud mod havet. Han kunne vel lige så godt love hende det, for verden gik jo under i morgen, så hvad han sagde, ville alligevel ikke betyde noget, når det kom til stykket. Endnu et tomt løfte skadede ingen. For han var ret sikker på, at han ville vende tilbage, hvis han fik chancen, selvom de to ting vist modsagde hinanden. Hvis og såfremt verden ikke gik under, ville han vide, at De ikke altid havde ret, at hvad De så ikke altid passede. At De havde løjet. Hvis den gik under ville han vide, at De havde ret, selvom han nok ikke fik så meget tid til at hovere over for pigen, hvis det var tilfældet. Hvis, hvis, hvis. Et dumt ord, han ikke var vant til at bruge.

 Lige nu skulle han dog bare koncentrere sig om lige nu. Om havet med samme blå farve som himlen, som brugte himlen havet som et spejl – himlen havde sikkert mindreværdskomplekser og havde konstant behov for at sikre at dens udseende var lige så skræmmende uendelig. Hvordan bølgerne slog mod stranden igen, igen og igen på sådan en måde der gjorde det umuligt at tænke på, der ville komme en dag uden hvidt skumsprøjt, understrøm og sand mellem tæerne. Det var bare så forbandet svært - for definitionenen på et øjeblik var nu engang, at det var væk, før man helt nåede at opfatte, at det havde eksisteret. 

Inden drengen vidste af det, var han begyndt at gå ud i havet. Han fik et chok, da han for første gang mærkede vandet mod sine tæer – han havde aldrig så meget som gået i bad før, men han fik hurtigt lyst til at løbe længere ud med vanddråberne fygende om sine ankler. I stedet blev han blot stående, fandt en musling med sin højre fod og fulgte spiralmønstret på dens side med sine tæer. Det var lige så uendeligt som himlen, men meget mere virkelighedsnært, nåede han at tænke, før han mærkede pigens hånd hvile mod sin ryg.  Selvom hendes berøring var let, han stadig mærke den stærke anmodning, der nærmest strømmede ud af hendes fingerspidser.

Denne gang forventede hun et svar, og han var ret sikker på, at hun ville smide ham i havet og efterlade ham der, hvis ikke han gav hende det.

”Jeg lover det,” sagde han endelig, uden at lægge skjul på undertonen af tvivl. ”Jeg lover det virkelig”

”Du lover ikke noget som helst med det ansigtsudtryk. Jeg har aldrig set nogen se så trist ud og her tæller jeg altså mit eget spejlbillede med. Thomas, nej, hvis du fik chancen ville du gå tilbage til ham, du kalder Lederen og din mor, og hvem ved jeg, og sidde i mørke og se andres fremtid og ikke løfte en lillefinger og blive endnu blegere, end du allerede er nu. Jeg ved ikke, hvad der er værst – at verden går under, eller at du går tilbage ned af trappen. Men når du gør så hils dem alle sammen fra mig og sig, at de har verdens værste skjulested, i en baghave under et legehus, så er du sød. ”

Drengen skulle til at nikke, så han kunne få fred til at stå og mærke bølgerne skylle ind over sine fødder lidt længere, da det gik op for ham. Han havde lyst til at hun – at han - skulle tro på, at han ville blive heroppe. Og ikke kun fordi, at De nok ikke ville være så glade for at se ham igen, nej også fordi, at han ikke ville være glad for at se Dem igen. Han havde brugt en time med pigen og han kunne allerede bedre lide hende end dem, som han havde brugt hele sit liv sammen med. Det kunne godt være, at han vidste, at de ville dø i morgen, og hun vidste, at de ikke ville.  Men han vidste også, at Kaya skulle tro på, at han ville holde, hvad han lovede. Han vidste lige, hvordan han fik hende til det.

Drengen åbnede øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...