DEM

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Miss Peregrines Home For Peculiar Children-konkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
158Visninger

2. 2

Så snart døren lukkede sig efter ham, havde han lyst til at gå tilbage ind i rummet. For det var gået op for ham, at han ikke anede, hvad der var bag denne dør. Han havde brugt hele livet på at vide den eksisterede – men han havde ikke tilladt sig selv at tænke på, hvad der eksisterede bag den. For når han tænkte på verden, var det abstrakt – han tænkte på den verden, der fandtes på bagsiden af hans øjenlåg, fremtiden som vedrørte alle verdenshjørner. Men ikke på den verden, der omgav ham selv.

Drengen havde lært at beslutninger som denne, der var ulogiske, uforståelige, uansvarlige, umulige og fuld af så mange u’er, som der nu måtte findes, bare ikke kunne laves om. Det var de beslutninger, der drev tiden fremad – hvis alle mennesker levede i mørke rum, levede af dåsemad og levede for ingenting, ville verden – både den abstrakte og hans egen – aldrig hænge sammen igen. Så nogle gange blev man nødt til at være en af de personer, der åbnede døre, der var ment til at være lukkede – bare for en enkelt dag, fortalte han sig selv

Det lød alt sammen meget godt i hans hoved, men han tvivlede på, at det ville blive ved med det, hvis ordene nogensinde så andet end bagsiden af hans kranium. Drengens øjne var stramt lukkede af frygt for at se noget, bare noget, - selvom han nu var sikker på at de mange timer i mørket havde gjort ham blind. Alligevel holdt han dem lukkede, alt i mens han pustede kraftigt ind og ud, som var han også lige løbet en tur rundt om Jorden og ikke bare gennem et rum.

Farvel – han havde ikke engang sagt farvel, hvilket ville sige, at han nok havde misset sin eneste chance. Hvad sagde det om hans forhold til Dem, at farvel var ligegyldigt for ham?  Han undrede sig dog stadig over, hvorfor ingen havde prøvet at stoppe ham - hans mor havde ganske vist råbt noget halvhjertet, men for en gangs skyld havde han lyttet mere til sig selv end hende. Og også hvorfor De ikke kom efter ham nu, da der ikke var andet end den forbandede dør, der adskilte Dem fra ham? Måske mente De, at det var og blev lige meget – det var kun en dag, han havde tilbage, og der var begrænsninger for, hvor meget man kunne nå på en dag. Specielt når man var en dreng, der ikke turde at åbne øjnene af frygt for, at det ville gøre en forskel.

Så drengen vendte ryggen til døren og begyndte at famle sig af sted. Det føltes mærkeligt – at bevæge sig i mørke, som man ikke kendte hver eneste krog af. Der var en lille del af ham, der havde lyst til at slå sine øjne op, da ukendt lys nu en gang var bedre en ukendt mørke. Han ville gerne se, hvad andre så. Han ville gerne møde andres blikke og få forsikring om, at andres øjne kunne være som syv verdenshave, måske endda otte, og man kunne drukne i dem ved bare at stirre ind i dem. Han ville gerne se stjernener, åh stjernerne, der ville smile til ham, selv hvis han ikke havde kræfterne til at smile tilbage. Han ville gerne se hvordan han selv så ud, se hvilken farve hans hår havde – præcis hvor bleg han var efter at have levet uden en sol hele sit liv

Han var sikket blind efter så mange timer i mørke. Alternativet var for skræmmende.

Pludselig stødte drengens bare fødder mod noget i mørket. Efter få sekunder gik det op for ham, at det var et trappetrin. Trapper førte op, så meget vidste han. Han ville gerne op, så meget vidste han. Så han begyndte at gå, mens han stoppede for hvert trin for at kunne vide, hvor det næste var. For hvert skridt lukkede han sine øjne strammere og strammere og lod endnu en tvivlende tanke falde væk. Men straks var der altid en anden, der tog dens plads, indtil drengen kunne mærke tvivlen trække ham tilbage på en måde, som selv ikke tyngdekraften ville kunne gøre.

Alligevel blev han ved med at gå, fordi han ikke vidste, had han ellers skulle gøre. Samtidig gjorde han sit bedste for slet ikke at tænke, ikke tænke på andet, end hvad der mon ventede for enden af trappen. Han satte snart tempoet op, da han allerede havde lært sig selv afstanden mellem hvert trin. Han måtte indhente pigen, det vidste han. Han vidste ikke hvorfor, men en gang i mellem var det i orden at vide at ikke at vide var nok.

Snart havde han gået så længe, at han forventede, at hans hoved ville prikke huller i skyerne, som han da nu måtte være over jordoverfladen. Han beundrede virkelig pigens viljestyrke, at hun helt alene var klatret ned af en trappe i mørke (hvis der altså var mørke omkring ham) og var blevet ved med at gå, selvom hun ikke vidste hvorhen. Trappen kunne lige så godt have ført til helvedet. Og også deres to spejdede som stod for at hente mad – deres lunger måtte være på størrelse med piges nysgerrighed, siden de kunne klare denne trappe flere gange om ugen uden så meget som at blive forpustede.

Og endelig, endelig, endelig, da han havde mest lyst til at kollapse og trille hele vejen ned af trappen igen, løftede han foden for at stille den på endnu et trin, men den ramte ikke andet end luft. Det tog ham et par sekunder at genvinde balancen, et par sekunder, som han brugte på at forsøge at lukke øjnene endnu mere end før (det kunne han ikke), sekunder som andre mennesker ville have brugt å at kigge sig omkring.

Så eksploderede hans øjenlåg i farver. Eller måske var det nærmere bare en farve - rød. Det fik ham til at ønske, at han havde endnu et sæt øjenlåg, for farven var så overvældende, og han havde ingen steder at gemme sig. Det var ikke en rød, som han nogensinde havde set før i syn. Den røde farve var tværtimod fuld af prikker, former, silhuetter af et eller andet, og drengen trådte et skridt tilbage og var lige ved at snuble ned over trappen, så overvældende det var.

Men så blev han opmærksom på, hvad der var under hans bare fødder. Tusindvis af små ting, kildrede sig ind i hans fodsåler, viklet ind i hinanden, som stod han oven på en labyrint, som enhver kunne fare vild i. Græs, gik det op for ham, græs. Han var ret sikker på a hvis han blev stående for længe på det samme sted, ville det såkaldte græs slå rod i ham – eller også ville han slog rod i det. Selvfølgelig havde han før hørt om det, set det i fremtiden, men historier kunne nu engang aldrig helt beskrive virkeligheden. Der fandtes bestemt ikke nok ord til bare at beskrive en brøkdel af de sanseindtryk, der væltede ind over ham.

Luften, der syntes renere end noget andet, varmen, der omfavnede ham på måder mennesker andre kunne, den svage hvislen fra vinden, som prøvede den at fortælle ham noget. Så det kunne godt være, at det havde været en dårlig beslutning at løbe efter pigen, men han ønskede nu, at det var en dårlig beslutning, han havde taget lidt før.

”Hej”. Han hørte pludselig pigens stemme bag sig. Hurtigt vendte han sig om og i denne bevægelse gik det op for ham, hvor tæt hun stod på ham.

”Hej,” Ordet smagte forkert i hans mund, han havde aldrig haft brug for at hilse på nogen før, da De nu engang aldrig var adskilt. Drengen var sikker på, at han burde sige noget mere. Det var trods alt hende, der havde fået ham til at bestige alle de trapper, men han havde vist efterladt alle nede hos dem. Han havde vist også glem sig selv dernede, men det var nu ikke så skidt endda.

”Er du nu fulgt efter mig for at overbevise mig om, at komme derned igen? Jeg er mærkelig nok i forvejen, så ellers tak. Og wow, sne ser helt bogstaveligt ud som, at det jævnligt tager i solarium i forhold til dig,” tilføjede hun og trådte med et næsten uhørligt skridt væk fra ham

”Nej, jeg er kommet af mig selv. Lederen siger, at vi aldrig må gå, men jeg fik bare.. lyst. Og jeg har hørt, at det skulle være sjovt at gøre noget, fordi man har lyst”

”Jeg er tæt på at ringe til en psykiatrisk afdeling et eller andet sted, for du lyder virkelig, virkelig mærkelig… Nå ja, jeg holdt to fingre op, da jeg sagde ’så tæt på’, og de var meget tæt på hinanden, men det kan du selvfølgelig ikke se. Men vil du ikke åbne øjnene, jeg vil gerne se dine øjne, selvom det ikke vil gøre nogen forskel for dig, du er vel blind? Men hvis du har øjne, ved jeg i det mindste, at min hjerne ikke er gået helt amok og er begyndt at forestille sig mennesker uden øjne.” Alt dette sagde hun med, hvad der virkede som 180 kilometer i timen

”Nej tak. Jeg tror stadig at jeg kan se, så hvis jeg ikke har lukkede øjne vil jeg bare se… alting”. Alt det, jeg vil miste i morgen, tilføjede drengen i tankerne.

”Hvad? Jamen er det ikke noget med, at mennesker bliver blinde efter sådan tre dage i komplet mørke? Så hvordan i alverden kan du se, hvis du har brugt et helt liv i mørke?”

”Altså bagsiden af mine øjenlåg er helt rød lige nu, så dermed kan jeg vel også se noget, du ved… Men du har lige fået at vide, at der findes folk, som kan se fremtiden, og det er det, du vælger at fokusere på?” Han smilede for anden gang den dag – mest fordi det var meningen, at han ikke skulle smile

”Du ved udmærket godt, at jeg ikke tror et på sekund for det. Alternativet er for skræmmende. Lige nu tror jeg blot på, at du er den mest forvirrede og forvirrende person, jeg nogensinde har mødt.  Og jeg tror på, at du har brugt hele livet under jorden, for der er ingen anden måde, du kan være så fandens bleg.”

Drengen stod og famlede efter ordene. Han var ikke dum nok til at forsøge at overbevise hende om at tro på ham – hendes tonefald havde gjort det klart nok, at det aldrig ville nytte. Og det misundte han hende næsten. Ikke at han nogensinde ville indrømme det overfor nogen, hverken hende ellr sig selv.

”Hvad hedder du?” endte han med t spørge, stolt af sig selv, da han kunne huske, hvad normale mennesker plejede at sige til hinanden. Normal. Sikke et godt ord.

”Hvad jeg hedder? Lidt af et emneskift, hva? Jeg hedder Kaya, kan jeg så informere dig om. Kom med mig. ”  . Det tog ham et øjeblik at opfange, at det ikke var et mærkeligt efternavn, at hun rent faktisk havde sagt ’kom med mig’, som om det var det mest almindelige ting i verden. Han forstod hende ikke – hun måtte tro, at han var så skør, at han ikke selv kunne indse, hvor skør han var – det var den værste slags skørhed.

Men drengen havde ikke tid til at forstå. De var bare så skræmmende at tænke på, hvor få ting, der var tilbage, som han havde tid til, at han uden at tænke over det bøjede sit hoved i et nik.

”Hvorhen?” var hans eneste spørgsmål. I hvert fald det eneste, som han sagde højt. Luften slog mod hans ansigt, så varm at der meget vel kunne gå ild i verden, fuglene sang et sted oppe på himlen, så højt, at han var sikker på, at de i virkeligheden skreg, fordi de var bange for højder, græsset under hans tæer syntes at strække sig op og ad, måske prøvede det at lytte til deres samtale, og et sted langt under ham, sad De i mørke og lyttede sikkert stadig til ekkoet af den smækkende dør. Og midt i det hele stod drengen sammen med pigen, og opdagede for første gang, hvor stort universet var.

”Til verdens ende,” sagde Kaya uden det mindste tegn på, at hun lavede sjov, tog hans hånd og trak ham med, til verdens ende eller et sted før den. Han fulgte med uden at tænke på alle de ting han var ved at støde ind i, uden at tænke på, hvor i verden han var, uden at tænke.

Efter få sekunder, hvor de gik i stilhed, talte Kaya igen. ”Læg dig ned”. Hun gav slip på hans hånd, men hendes stemme havde et endnu fastere greb om ham. Så han lagde sig ned og fik straks fornemmelsen af at være ved at drukne i et hav af græs. Et insekt kravlede under ham, af en eller anden grund ikke mast af hans kropsvægt.

”Nu skal du åbne øjnene”.

Drengen holdt dem lukkede, men kunne stadig høre, hvordan hun lagde sig ned ved siden af ham

”Okay, så gør vi det på din måde, men tro ikke, at jeg opgiver dig. Du er tydeligvis skør og lever overbevist om at du kan se fremtiden, og det er umuligt, det ved du godt selv inderst inde, for fremtiden er nu engang den største hemmelighed, universet har – og det har i forvejen så mange. Jeg vil gerne tro på, at der er mere mellem himmel og jord, men så desperat er jeg ikke, at jeg begynder at tro på dig – endnu. Før jeg får hjælp til dig, vil jeg gerne have dig til at indse, at verden ikke er et sted, man vil ønske at isolerer sig fra – i hvert fald ikke dele af den. Forstået?”

”Ja” sagde han. Nej, tænkte han

”Godt, Thomas.”

”Jeg hedder ikke Thomas”

”Der er større chance for, at du hedder Thomas, end for at du kan se fremtiden. I hvert fald, Thomas. Vi ligger lige nu på en græsplæne i min baghave. Havet er omkring en halv kilometer væk påtil venstre for os. Himlen er over os. Du har hørt om himlen før, ikke? Lige nu skinner solen, og der er kun et par skyer, som jeg ikke kan lade være med at ønske, at jeg boede på, for hvis du kunne se himlen, ville du også ønske at bo op i dem og slippe for mennesker. Deroppe er det kun fugle der er at bekymre sig” Kayas stemme var allerede begyndt at tegne billeder på bagsiden af hans nethinde – de første billeder nogensinde, der stammede fra nutiden.

”Hvorfor fortæller du mig dette?” spurgte han hende.

”Fordi jeg har ondt af dig. I hvert fald. Himlen er uendelig, så stor, fuld af så meget luft, det er et under der er plads til os under den. Alligevel virker den så tæt på, at man ville kunne røre den, hvis man blot strækker armen ud. Der er en flyvemaskine – dem har du også hørt om – der tegner sådan en hvid linje, der ligner en sky på slankekur hen over alt det blå. Og oppe i det fly sidder der andre mennesker og måske kigge de ned på os, og tænker over hvem vi er, ligesom vi tænker over, hvem de er

”Hvorfor fortæller du mig dette?” spurgte han igen.

”Og himlen ser så skrøbelig ud, som er den lavet af papir. Så selv os to ville være i stand til at krølle himlen sammen, men på samme tid er farverne også så skarpe, at jeg tror, at himlen har set sig ond på jorden og alt det mellem dem, og måske også på alle os mennesker, der beklager os til den, over at vi ikke har andre at beklage os til. Så måske nidstirrer himlen os – det må værre svært for den, at gør andet, sagde min… min far altid”

Kaya sluttede med et lille grin, men drengen var ret sikker på, at hun denne gang kun grinede for ikke at græde.

”Tak,” sagde han og mente det. Han kunne ganske vidst ikke forstille sig, hvad hun beskrev, han kunne i hvert fald ikke se sig selv midt i det. Men det uklare billede han havde i hovedet var nok til at få ham til at fortryde, at han var gået derop – dernede var han ikke klar over, at han havde det her at miste. I hvert fald kun på samme måde, som man er klar over at der var 7 milliarder mennesker i verden – han vidste det, men det var for fjernt til helt at… Ting var altid tusind gange mere virkelige, når man oplevede dem selv.

”Hvorfor gik du med mig?” Kayas stemme lød et sted til højre for ham. ”Hvis du virkelig tror på, at du er i stand til at se fremtiden… vent lige – gik du med mig, fordi du så, at du skal?”

”Nej, nej. Jeg gik netop med dig, fordi jeg ikke så, at jeg skulle. ”

”Men betyder det ikke så, at du har brudt cirklen, sat dig op mod fremtiden og bevist at den ikke er uundgåelig?. ”

”Vi ser jo ikke alt, hvad der sker. Kun små glimt, fra rundt omkring i verden. Nogle gange år frem i tiden, andre gange kun få minutter. Brudstykker taget ud af andres liv, der ikke rigtig passer ind nogen steder, andet end i vores hoveder. Kun nok til at det ville være for smertefuldt konstant at skulle se det hele ske” Han drejede hovedet i retning af hende, mødte hendes blik, så meget det nu var muligt med lukkede øjne.

”Hvad med, at du bare håber på, at du lige har bevist at det er muligt at gøre noget, der ikke er forudset? Og lade vær med at gøre noget, der er forudset? Jeg prøver virkelig at sætte mig ind i dine tanker her”’

”Min mor siger at håb ikke er andet end den synkende redningsbåd, vi klynger os til i stedet for at lære at svømme. Desuden – min mor virkede virkelig opsat på, at jeg skulle blive hos hende, mens du var nede hos os. Måske forudså min mor, at jeg ville følge efter dig og prøvede indirekte at stoppe mig, selvom hun inderst inde, vidste, at det var umuligt? ”

”Elle måske kendte hun bare sin søn godt nok til at vide, at han ville blive fristet, når en ny person kom. Man behøver ikke være synsk for at kunne gætte om fremtiden. ” Denne gang var det ham, der grinede. Hans mor kendte ham da ikke. Kaya grinede ikke med.

”Jeg ved ikke, hvad der er værst. At miste en forælder eller ikke have en forælder, man ville have noget i mod at miste.” Pigen lød næsten til at have ondt af ham, men han vidste at det bare var indbildning, præcis ligesom det også var indbildning hvordan han lå her på græsset, og flettede fingre med græsstrå og var en del af verden. Indbildning.

”Snakker du om din far?”

”Ja” Han kunne have svoret på, at temperatun faldt omkring ham, som om kulden nu også ville lytte, da det her ikke var en samtale, der hørte til i varmen. Han kunne dog også have svoret på, at han aldrig ville forlade Dem.

”Bare så du ved det… Hvis jeg havde vidst, at du var den slags person, der ville tage skøre drenge med ud i Solen, og hvis fremtiden rent faktisk kunne ændre – så ville jeg have prøvet at forhindret din fars død. Hvordan kom du for resten herned, det har du stadig ikke svaret på?”

”Vi er lige nu i min baghave. I dag fjernede min mor det legehus jeg havde som barn – noget billigt plastiklort fra Toys R’ us. Under det var der en lem, som jeg så åbnede. Under lemmen var der en trappe, som jeg så gik ned af. Til helvede med nysgerrighed. Og bare så du ved det tror jeg stadig ikke et sekund på at du forudså noget som helst, men jeg sikker stadig pris på det.”

Virkelig? Lederen havde altid snakket om, hvor hemmeligt deres samfund var, hvordan de aldrig ville blive fundet. Og nu fandt han ud af, at det eneste der adskilte dem fra resten af verden var et legehus. Plus en masse frygt for det ukendte og de regler, de alle levede under – uden helt at vide, hvem der havde fundet på dem. Han havde vel bare aldrig rigtig tænk meget over, hvor henne de var i verden, eftersom han aldrig havde haft brug for det før. Det virkede bare underligt, at de havde gemt sig i en anden persons baghave – måske havde pigens familie ikke boet der, da de først gik i isolering. Under alle omstændigheder var han glad for at det var lige netop Kayas baghave – ud af alle.

Burde de ikke bo under en aktiv vulkan eller i en bunker på en klippeø midt ude i Stillehavet – ikke så tæt på andre mennesker, med mere beskyttelse end et legehus ovenpå en ulåst lem i en græsplæne, en trappe man kunne gå ned af, og en ulåst dør? Måske var deres isolation simpelthen mere psykisk end fysisk

Stilheden voksede mellem dem. Men denne gang var det ikke stilhed, som nede hos Dem nej, det var en stilhed, hvor man accepterede, hvor mange ord der stadig var mellem dem, men man valgte stilheden fremfor det. Stilhed var nogle gange et valg, men Kaya var den første person, han havde fortaget det sammen med. Lige nu var de bare to mennesker, der lå en varm sommerdag, i en baghave, under en himmel, og for første gang i sit liv følte drengen sig normal. Det var en absolut fantastisk følelse. Så brød hun igen tavsheden, og den var var hurtigere, end den var kommet. 

”Fortæl mig om dig selv” sagde hun

”Der er ikke noget at fortælle”

”Det er en løgn. Skøre personer er altid interessante. Der er myg, der sværmer omkring os i luften nu. De flyver nærmet rundt i cirkler, som om de leder efter et eller andet, men har glemt hvad de leder efter. Der er en, der lige er landet på en af de tusindfryd der er i græsplænen og nu kigger den sig omkring. En anden bliver ved med at flyve opad men bliver konstant slået ud af kurs, selvom der ingen vind er. En tredje – okay du har vist fattet min pointe. Hvis jeg kan snakke om myg i længere tid, kan du også sige et eller andet om dig selv ”

”Nej. ” Drengen vidste ikke, hvorfor han nægtede, så han endte med at fortsætte.  ”Det er bare svært at sætte ord på. Men forestil dig, hvordan det næsten konstant må være at have syner. At føle at bagsiden af dine øjenlåg ikke engang er dine egne. De fleste dage bruger vi på at sidde i stilhed, på hver vores seng og få glimt at se på fremtiden. Indtil Lederen siger, at det er sovetid og vi nu ligger os ned og drømmer vores syn i stedet for. Det er hele mit liv”

”Hvordan virker synerne så? Ser I gennem øjnene på andre, har I også de andre sanser med, kan I stadig vide, hvor I er og hvem I er i virkeligheden under et syn?” Hun lød oprigtig nysgerrig efter at få mere at vide , om hvor skør han var.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.  Jeg bliver altid overvældet af indtryk, bombarderet med dem, nogle gange overhører jeg en samtale uden at kunne se hvem der taler, selvom det lyder så højt, at jeg tænker samtalen må være lige ved siden af mig. Andre ganger lugter jeg brændt træ, og ser en femårig lege med tændstikker. Andre gange igen ser jer hænder der er smurt ind i blod, hører et skrig, ser nogen blive myrdet. Overvære mennesker få erklæret uhelbredelige kræft, se en lille pige der løber hjemmefra, fordi hun har fået at vide, at hendes forældre skal skilles. ” Han rømmede sig kraftigt.

”Men ingen af de ting kan sammenlignes med at opleve tingene selv. I et syn ved jeg altid godt, at det ikke er syn, at min virkelighed ikke har ændret sig. Mens nu… Svar nok?”

”Der stadig noget, som du endnu ikke har fortalt mig. Hvorfor du fulgte efter mig?” begyndte pigen, før han afbrød hende.

”Det har jeg da sagt.”

”Når man har levet under en bestemt overbevisning hele sit liv, er man ikke tilbøjelig til pludselig at ændre på det, bare fordi en eller anden mærkelig pige kommer et smut forbi. Og lige nu som vi ligger her er det svært at tro på, at det kun er en halv time siden, at jeg stod nede i et mørkt rum sammen med folk, der nemt kunne vinde prisen for verdens mest skræmmende personer. Og at du er en af de personer, der sad tavse i mørket. Men både du og jeg ved, at ingen af de andre kryb dernede ville komme herop? Du ved allerede, at jeg er nysgerrig nok til at kravle ned til jer. Det var bare ikke nysgerrighed, der drev dig for når man har set, hvad du har set af verden har man fået nok. Så hvorfor ellers?” Alt dette sagde hun uden tøven, og det var måske derfor, at han svarede uden tøven

”Fordi verden går under i morgen.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...