DEM

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Miss Peregrines Home For Peculiar Children-konkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
156Visninger

1. 1

De vidste alle sammen, at pigen ville komme. De havde vidst det længe, men alligevel syntes ingen af dem at have accepteret det. Hvilket vel også var forståeligt nok – de havde aldrig før haft brug for at acceptere noget, som de sad der dag ud og dag ind i mørket og hverken så sig selv eller hinanden i øjnene.

Drengen lænede sig med et suk tilbage mod den kolde mur. Han var i fuld gang med intenst at gnave i sin lillfingernegl, og selvom den for længst var bidt ned til roden, blev han ved og ved, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre af sig selv. Og da en metallisk smag spredte sig i hans mund var han ikke sikker på, om det var blod eller blot eftersmagen af den frygt, der havde taget bolig i hans mundhuler. Rundt omkring sig, kunne han også høre de andre flytte nervøst rundt på sig selv, mens hans lillesøster havde brugt så lang tid på at trave frem og tilbage over gulvet, at hun måtte have tilbagelagt så meget distance, hun lige så godt kunne været gået en tur rundt om Jorden. Nervøsisten syntes at fylde så meget der i mørket, at drengen syntes at det var et under, der var plads til Dem.

”Kom her.” Stemmen kom fra den anden side af det i forvejen store rum. Drengen lod endnu et suk snuble ud over sin underlæbe, før han rejste sig. Det var has mor, der havde kaldt, og selvom han ikke havde noget navn, hun kunne bruge, vidste han, at det var ham, hun talte til. Sådan nogle ting lærte man bare at vide. Alligevel tøvede han med at adlyde, for hendes tonefald var tynget sådan ned af noget tungere end alle de lag jord, de levede under.  Så begyndte han at gå over gulvet, mens han var forsigtig med ikke at røre nogen. Faktisk kunne drengen ikke huske sidste gang, han sidst havde rørt et andet levende menneske. Det kunne godt være, at rummet var fyldt, men det føltes altid tomt, som var det kun ham, der eksisterede indenfor disse fire vægge, kun ham og en masse skygger, der alligevel ikke blev set, for skygger behøvede lys, hvis de skulle have opmærksomhed.

Men det var for det bedste, fortalte drengen sig selv. Det var for det bedste, selvom han aldrig havde fundet ud af, hvad ’det bedste’ var. Måske fordi han aldrig havde spurgt. Nu var han nået helt hen til sin mor, der sad i singseng (han kunne høre sengefjedrende knage), prøvede at overvinde sin modvilje mod at røre sin søn (han kunne høre hendes knogler knage) og tænkte de tanker, som han ikke selv turde tænkte (han kunne høre hendes hjerne knage).

”Sæt dig”. Han satte sig. Så langt væk fra hende som sengen tillod.

”Når hun kommer, vil jeg gerne have, at du bliver hos mig. At du holder dig langt væk fra hende og ikke åbner munden. Det vil nok være bedst. Du må ikke… bare bliv her, indtil hun er gået” sagde hun lavt, ordene næsten overdøvet af hendes hektiske åndedræt. Drengen beundrede hende, at hun i det mindste stadig forsøgte at opretholde illusionen om at De ikke smuglyttede til deres samtale, at De ikke hørte alt.

”Ja,” svarede han så højt, at det var lige før, han kunne høre sit stemmebånd give efter. Ja, han skulle nok holde sig væk fra den pige, der var det første ikke-ensformige, der nogensinde ville komme til at ske i hans liv. Han havde ikke andet valg. Desuden var der kun et minut til, at hun skulle komme, og han var nu glad for, at det ikke var ham, der skulle fortælle hende om det her sted, og hvad det stod for. Selv hvis han havde alle ord i dette univers til rådighed, ville der ikke være et eneste ord der kunne retfærdigære, hvad De, alle sammen, lod ske. Måske burde De finde på et – De havde i forvejen så meget tid til rådighed hernede at de kunne skrive deres helt egen ordbog med deres definitioner på hvert et ord.

Følelser; noget De havde vundet en gemmeleg mod, følelser var stoppet med at lede efter Dem

Hjerter; aldrig mere end et organ for Dem

Virkeligheden; noget som altid åndede dem i nakken, men alligevel aldrig nåede dem helt

Tiden; den kløft, der adskilte Dem fra resten af verden.

Drengen rystede hårdt på hovedet af sig selv og trak så benene op under sig. Hans tanker syntes altid at have deres eget liv og vandre langt væk, nu hvor han ikke selv kunne vandre nogen steder. Han fangede sig selv i at lukke øjnene, en af hans mere mærkværdige vaner, for hvorfor lukke øjnene, når man var omgivet at totalt mørke dagen lang? Det føltes bare rigtigt, og drengen mente, at man engang i mellem blev nødt til at gøre noget uden anden grund end, at det føltes rigtigt. Derudover gav det ham følelsen af at være endnu mere isoleret fra Dem, for selvom de var del af den samme lukkede verden, var deres tilstedeværelse bestemt ikke en del af ham, som deres bedrevidenhed - selvom han fik flere syner end dem – ikke var til at holde ud.

Dog var De i det øjeblik den samme person. Det var ikke gået op for ham, at han talte sekunderne før nu, men han var klar over, at der kun var ti sekunder til, at pigen ville træde gennem døren. Ti sekunder hvor alle holdt vejret, hvor han åbnede sine øjne og stirrede fast mod det punkt, hvor han vidste døren var, ti sekunder hvor de alle ønskede at tiden ville holde op med at gå, og begynde at løbe i stedet, så De kunne få det overstået. Ti sekunder, der var nogle af de betydningsløse sekunder i hans betydningsløse liv, der betød mest.

Så var de ti sekunder over, og døren åbnede sig med et knirk. Pigen var kommet.

”Hallo?” kaldte hun på en måde, der overbeviste ham om, at hun ikke forventede et svar. ”Er der nogen?” I et kort øjeblik ønskede drengen sig, at De havde haft en lyskontakt – så lyset kunne være blevet tændt, og alle kunne være sprunget frem og givet hende det største chok nogensinde. Selvom at den næste dag selvfølgelig ville overgå det chok med så mange, mange længder, men det vidste hun jo ikke endnu.

”Ja,” sagde deres leder, hvilket fik pigen til at skrige højt. Drengen kunne kun forestille sig, hvor skræmmende det måtte være at træde ind i komplet mørke og så opdage at der var noget – nogen – derinde et sted, noget ukendt. Han havde set nok mennesker gennem sit liv til at vide, at det ukendte var deres største frygt – både i form af mørke, døden og fremtiden. Pigens hjerte bankede da også så højt, at han kunne høre det helt herover fra og gjorde sig klar til at gribe det i tilfælde af, at det skulle flygte fra hendes brystkasse.

”Hvem er du? Hvor er du?” Ordene snublede ud over hendes underlæbe.

”Vi er flere. Vi er overalt” sagde leder, tilsyneladende ude af stand til at tale mindre kryptisk. Drengen måtte bekæmpe trangen til at gå hen til pigen og fortælle hende det hele på en måde så rolig, at deres hjerter til sidst vil slå i takt – til den samme rolige rytme. Men han blev blot siddende i sengen, og havde slået armene om sine egne ben, begravet sig selv i en omfavnelse, nu hvor der ikke var andre til at gøre det. Og da lederen igen tog ordet, var det for at stille pigen et spørgsmål, selvom hun så sandelig var den der havde retten til at stille spørgsmålene.

”Hvordan fandt du os?”

”Kan vi ikke tænde lyset?” spurgte hun, og drengen mærkede nu sine mundvige krybe op ad i et uvilkårligt smil. Typisk mennesker at tro at lys var løsningen til alt, og typisk dem at tro, at der var noget lys at tænde. Han måtte minde sig selv på, at han stadig selv var menneske. Noget han nogle gange glemte.

”Jeg gentager; hvordan fandt du os? Vi bryder os ikke om ubudne gæster”. Lederen ignorerede hendes spørgsmål.

”Jeg ved det ikke, okay?. Det var bare et tilfælde… et tilfælde” Hendes stemme knækkede over. ”Jeg vil bare gerne have at vide, hvor jeg e,r og hvem I er, for hvis du ikke er klar over det, er det altid bedst at vide, hvem man taler med. Specielt når de personer er 50 meter under jorden. ”

”Meget vel. Vi svarer på dine spørgsmål. Og du svarer på vores. Der er altid så mange spørgsmål, når der et sammenstød mellem verdener. ” Han kunne høre, hvordan Lederen gjorde sig umage med at gøre sin stemme så myndig og dyb som mulig, så dyb, at man aldrig ville komme op, hvis man først faldt ned i hans tonefald. Rundt omkring ham begyndte alle at bevæge sig tættere på, som for bedre at kunne høre. Han skulle selv til at rejse sig, da hans mor rakte en arm frem og skubbede ham tilbage mod sengen. Det var jo bare nysgerrighed, havde han lyst til at fortælle hende. Hun havde selv fortalt ham, at det kun var dem, der troede på det overnaturlige, der ville finde det, og han ville gerne have chancen for at møde et menneske, der ikke bare var en skygge i mørket, inden det var for sent. Nysgerrighed var uskadelig, ville han sige, hvis det ikke var fordi, at han ikke ville bryde den forventningsfulde stilhed.

”Vi er omkring 50  - vi har boet her siden, siden, ja så længe, at vi alle har glemt, hvordan lys ser ud. Ingen af os har intentioner om at skade dig, så hvis du bare vil sætte dig ned, skal jeg nok fortælle dig nok til, at du ved, du ikke har grund til at være bange. ”

”Ja, okay. ” sagde pigen. Derefter lød der et højt smertensudbrød efterfulgt af undskyldninger – det lod til, at hun var kommet til at sætte sig på en anden person, da dette mørke var så dybt at ingen øjne kunne vænne sig til det. Desuden var der langt fra tid til at nå at vænne sig til noget som helst, selvom drengen nu ville ønske, at hun havde haft tid til at indse, hvor fantastisk det var ikke at kunne se noget, og hvordan man så begynder at se ting, der ikke var der. Så tog Lederen igen ordet og forstummede hans tanker.

”Vi har aldrig mødt andre mennesker før, så du må altså lige undskylde mig, hvis jeg ikke helt formår at få fortalt det her på en rigtig måde. Men vi har søgt tilflugt her fra verden udenfor, fordi vi har evner, der ikke vil passe ind deroppe – så vi bor et sted som det her, hvor ingen kan finde os – udover hvad du nu har gjort.  Derfor er vi interesserede i at vide, hvordan og hvorfor du har fundet os.”

”Hvad for nogle evner? I er ikke spøgelser eller sådan noget vel? Åh, vær sød at sige, at I ikke er spøgelser?”

”Nej, vi er ikke spøgelser” sagde Lederen, og drengen kunne høre det overbærende smil i hans stemme. Nej, de var ikke spøgelser, men de havde så sandelig muligheden for at hjemsøge andre, for fremtiden var tusind gange mere skræmmende end fortiden, tænkte drengen, hvorefter han gav sig til at tygge på sin ringfingernegl. Og lige meget hvor meget han prøvede at lade være, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange mere han ville bide negle– hvordan hver gang efterhånden kunne være den sidste gang. Det kunne godt være, at det var de store ting han ville mindes, men det var de små ting, han ville savne.

Drengen ville dog ikke savne stilheden. I hvert fald denne stilhed, der var lige nu, der gav ham på fornemmelsen, at de alle ville blive begravet i deres egen stilhed, før eller senere. Ikke denne stilhed, hvor drengen ligefrem kunne mærke, alle de usagte ord den bestod af, alle de ord som lå på den yderste del af tungespidsen, men som De slugte igen, fordi de ikke vidste, hvad de ellers skulle øre. Som lige nu, hvor Lederen stod for at forklare, hvem De var, hvad De var, - selvom alle andre omkring ham også havde en mening om det.

”Vi er synske. Alle som en. Evnen bliver arvet ned gennem generationer, evnen til at se fremtiden. Vi får konstant syn fra rundt omkring i verden i et tilsyneladende tilfældigt mønster. Min datter vidste f.eks. at din far ville dø, før han døde. Jeg så et New York uden Tvillingetårne før 2001. Vi vil kunne fortælle, hvem personer bliver gift med, med, hvad de får i fødselsgave,

om det bliver 20 eller 21 grader i morgen, om der kommer en 5, verdenskrig ” Lederen skulle til at fortsætte, da pigen begyndte at grine. Drengen kunne høre en dump lyd, som hun tilsyneladende lagde sig ned på gulvet og grinede. Han havde aldrig hørt nogen grine så højt før, ja faktisk havde han vist aldrig hørt nogen grine – udover i syn, og det talte ikke helt.

I et kort sekund havde han lyst til at lægge sig ned ved siden af hende og holde en konkurrence om, hvem der kunne grine højest. Og Solen blev nødt til at være dommer, for den havde en så passende afstand til dem, at den ikke ville blive døv af at lytte til præcis, hvor latterligt de syntes, at det hele var. De ville grine af, hvordan De gemte sig hernede, hvad De troede der ville ske i morgen, indtil deres latter havde jaget det hele på flugt.

Men så forstummede pigens latter, og han var ret sikker på, at hun tog sig sammen.

”Okay, hvis det ikke var fordi, jeg lige har fundet et mørkt rum fyldt med mennesker, der lige så godt kunne være usynlige ville jeg aldrig så meget som overvejet at tro dig. Men lige nu er jeg meget, meget tæt på, at løbe skrigende rundt i cirkler, for det syntes som det eneste rigtige at gøre i en situation som denne. Men virkelig – hvis man kunne se fremtiden, ville man altså ikke gå unde jorden på den her måde. Man ville prøve at ændre, hvad der skal komme. Ikke bare se passivt til, mens en verdenskrig kommer. Så du må hellere fortælle mig sandheden. Lige nu ” Det sidste var et krav, og hendes stemme sprudlede pludselig af sådan en selvtillid, som han havde mistet det øjeblik, han begyndte at vokse op

”Jamen, ser du, den eneste grund til at alle… almindelige mennesker kan holde verden ud er fordi, at de kan blive ved med at tro på, at i morgen bliver bedre end i dag. Det er fordi de kan leve i nuet, og tro at deres liv er deres eget, og at deres fremtid ikke allerede er bestemt. Forestil dig, hvordan du ville have haft det hvis du altid havde vidst, at din far ville dø i det trafikuheld… den viden ville gøre dig skør, ikke?”

”Jeg ville prøve at ændre det,” afbrød pigen Lederen, hvilket gjorde hende til den eneste person i dette rum, der ville turde det. ”Jeg vil sige til ham, at han ikke skulle tage bilen den dag, tage landevejen i stedet for motorvejen hjem,” sagde hun tøvende, og drengen gjorde en kraftig synkebevægelse, der bestod af spyt og ord, da han kunne høre hvor frisk smerten stadig var.

Lederen lød nu blot endnu mere følelseskold, da han talte igen. ”Fremtiden er uundgåelig. Den står ikke til at ændre. Så det er i virkeligheden en forbandelse, at vi kan se ud i fremtiden, for vi kan ikke gøre noget med denne viden. Så derfor bor vi hernede i mørket, så vi ikke kan se nuet, men kun fremtiden. Det var en beslutning vores forfædre tog, at de synske skulle samles under jorden rundt omkring i verden. For så vil alle vores syn være virkelighedsfjerne og ikke have stor betydning for os. Vi vil leve vores liv upåvirket, af at vi konstant får nye glimt, af hvad der komme til at ske”

Pigen hostede, selvom drengen var ret sikker på, det var hendes måde at kamuflere endnu et grin.

”Tager I mig virkelig for så dum? Hvordan kan mennesker leve isoleret så længe, hvordan får I mad? Hvordan lever I med jer selv? Hvis – og læg mærke til, at jeg lægger tryk på hvis – hvis du virkelig siger sandheden, har jeres liv jo ingen pointe. I ser tilfældige glimt fra fremtiden, men gør ikke andet med dem end at glemme dem. I gemmer jer fra verden, gemmer jer fra smerte, men I får jo ikke noget godt ud af det. Vil du virkelig fortælle mig, at I virkelig hr siddet her dagen lang og bare set andre leve deres liv, mens I ikke har noget liv selv udenfor disse murer. I kunne lige så godt begå selvmord”

Dette have Lederen ikke noget at sige til. Og drengen havde lært, at når Lederen ikke havde nået at sige ar det fordi, at der ikke var noget at sige. Drengen ville nu gerne forsvare Dem. Sige, at de ikke havde noget valg. Han havde i hvert fald ikke valgt det her. At kunne se glimt fra fremtiden som alligevel var ubrugelige i det store billede. De havde forudset at pigen ville finde dem i dag, men de vidste ikke, hvordan eller hvorfor. De havde forudset at pigens far ville dø, men de vidste ikke hvornår. De vidste ikke nok, men alligevel var de hernede.

 Så tog Lederens søster ordet. Hun havde en meget blidere stemme end ham, og drengen var ret sikker på, at hun havde plejet at synge godnatsange for ham og de andre børn, da han var mindre. Dog var han ikke sikker på, om det virkelig var sket eller om det bare var et syn – han havde svært ved at adskille sit eget liv fra andre.

”Der er et par personer, der står for at hente dåsemad fra verden ovenover. De er oppe så tit, at de mange timer i mørke ikke har gjort dem blinde, men de er så også de eneste af os, der har set lyset udenfor et syn. Men det er ikke relevant. Vi vil gerne vide, hvordan du fandt os, for hvis du kan finde os, betyder det bare, at andre også kan. Og hvis folk først begynder at finde os, vil de bare forlange at få deres egen fremtid at vide, men vi er ikke antenner, der kan spores ind på noget bestemt,” forklarede hun og lød næsten – men også kun næsten – til at tro på, at det var logisk.

”I giver stadig ingen mening – bare så I ved det. For hvis I kan se fremtiden, kunne I også se mig komme, altså ville I se, hvordan jeg fandt jer. Og desuden – hvis I virkelig er så opsatte på at holde alt det her hemmeligt, hvorfor fortæller I det så til … til mig og løber den risiko, at jeg vil tro jer og fortælle det videre.” Pigens stemme rystede så meget, at drengen lagde hånden mod væggen for at være sikker på, de ikke blev udsat for et jordskælv.

”Jeg forventer heller ikke, at det her skal give mening for dig. Der er flere af os, som det stadig ikke giver mening for, men bare prøv for at øjeblik at forestille dig, at vi er virkelige, at det du ikke kan se ikke behøver at være uvirkeligt. Og vi – jeg fortæller dig det, fordi… - grunden bør du ikke få at vide. Så nu vil det kun være høfligt, hvi du svarede på vores spørgsmål, som ærlig talt ikke er særligt svært,” afsluttede Lederen

”Nej, jeg… I er ikke virkelige, okay? I kan ikke se fremtiden, jeg… hvor er døren?” Der opstod tumult, som pigen rejste sig og begyndte at famle rundt i mørket. Det var en klog beslutning – at komme væk, før hun begyndte at tro på det, selvom hun ganske vist kun havde en dag tilbage at tro i. Der var ingen, der prøvede at stoppe hende, hvilket dog blot lod til at skræmme hende endnu mere.

Han kendte godt følelsen – hele sit liv var han vokset op med fornemmelsen af, at mørket var fyldt med mennesker, men det var aldrig mere end en svag fornemmelse. Så hørte han døren gå op, hørte hvordan pigen løb ud, fordi hun selv måtte vælge, om hun var en del af det her. Døren gik i bag ham med et højt smæld, der fik det til at gibbe i ham. Det gibbede ellers aldrig i ham. Ikke når han hørte, de andre skrige, når det var sovetid – de havde ingen nat og dag – fordi deres syner var blevet for meget at klare. Ikke når han selv fik syner, der fik frygten til at røre på ham et sted så dybt inde i ham, at selv ikke hans tanker kunne nå derhen. Ikke da han havde fået at vide, hvornår verden gik under.

Og så – så gjorde drengen noget endnu mere utroligt. Han rejste sig og løb efter pigen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...