Farvel, håber vi ses igen.

Hovedpersons bedstemor er alvorligt syg, de bor ude på landet, hvor der er langt til den nærmeste apotek, og det er i gamle dage. Bedstemoren og hovedperson elsker hinanden rigtig højt, og hovedpersonen vil gøre alt for at bedstemoderen bliver rask. Novellen er inspireret af et maleri fra Michael Anger "Ved bedstemoderens sygeseng."

0Likes
0Kommentarer
35Visninger
AA

2. Kapitel 2

Kusken kørte herned, han hilste, og jeg hilste tilbage uden at smile. Jeg traskede hjem ad.

Nej nej! Bedste havde kastet blod op. Jeg vidste, hvad det her skulle betyde. Hun sad der og hev efter vejret, hendes øjne var store, det lignede, at der var en usynlig kvælerslange, som havde svunget sig rundt om hendes hals og prøvede at dræbe hende. Jeg begyndte at græde så ulykkeligt. Jeg skreg, mine tårer løb ned langs kinderne. Jeg græd så hysterisk, at jeg kunne oversømme en hel ørken med mine tårer. Bedste faldt hurtigt i søvn igen. Jeg turde ikke forlade og ville heller ikke forlade hende. Hun sov så trygt og godt, men da klokken blev fem om eftermiddagen, bad hun mig om at gå ind til apoteket, for at jeg skulle købe noget hostesaft.

Der var langt til apoteket, men jeg ville gøre det for Bedste. Jeg gik, gik, og jeg gik. Da jeg endelig nåede til apoteket, åbnede jeg forsigtigt døren. Jeg håbede så inderligt, at jeg havde skillinger nok, da jeg skulle til at betale for hostesaften. Der var lige akkurat nok. Jeg løb næsten hele vejen hjem. Jeg vidste godt, at det ikke var så tiltrækkende, at piger løb, men når Bedste var alvorligt syg, så var jeg ligeglad, med hvad der var det rigtige og forkerte.

Da jeg kom ind ad døren, kunne jeg høre Bedste hoste. Jeg skyndte mig op til hende og gav hende flasken.

”Du må kun drikke en lille slurk, ellers ville du blive mere syg. Det sagde apotekeren til mig, ” hun drak en lille slurk, og hun smilte til mig, jeg smilte igen, men jeg vidste godt, at en hostesaft ikke kunne bekæmpe sygdommen.

Ved syvtiden lavede jeg en kop te til Bedste og mig. Jeg gik op med teen og begyndte at læse højtlæsning i min bog for Bedste. Hun lå der og lyttede nøje efter. Jeg kunne bare se, at hun slappede helt af. Hun havde ikke rørt teen, da jeg havde læst kapitlet færdigt. Jeg klappede bogen sammen og kyssede Bedste godnat.

Jeg kunne nærmest ikke falde i søvn den nat, uhyggelige tanker kom frem, jeg vendte mig flere gang i sengen, til sidst lykkedes det mig at falde i søvn.

Da jeg vågnede næste morgen, skyndte jeg mig at se til Bedste, hun sov så underligt tungt. Jeg mærkede på hendes pande, den var så isende kold, at det føltes, som om hendes pande var et lag is. Hun var også helt hvid over hele kroppen. Jeg gik ned for at lave morgenmad, men jeg vendte om, da jeg var på vej ned ad trapperne. Jeg løb hen mod alkoven, og råbte alt hvad jeg kunne: ”BEDSTE LEVER DU? ”.  Der kom ingen svar. Jeg råbte og råbte, men Bedste svarede mig ikke. Jeg begravede mit ansigt og græd så bitterligt ind mod Bedstes mave. Nu havde jeg fundet ud af, at hun var død, og hun aldrig ville leve igen. Jeg hulkede hele den dag – og nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...