Teddy - Til salg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 18 sep. 2016
  • Status: Igang
Emilie er 8 år og vild med heste. Mikala, Emilies papsøster, har en hest. Men han bliver måske nødt til at flytte hen på rideskolen, fordi han savner heste-selskab og er blevet ensom og trist. Det må bare ikke ske! En dag finder Emilie og Mikala en annonce i avisen: Teddy til salg! A-pony Meget omgængelig og rar Velegnet til børn Billig for den rigtige køber Hvis der er rigtigt, at Teddy er billig, så har familien måske alligevel råd til endnu en hest. Så nu handler det bare om at få overtalt de voksne! Inspiration af: Lin Hallberg & Margareta Nordqvist

0Likes
0Kommentarer
11Visninger

1. Emilie

Emilie

For det meste er Emilie en glad poge og fuld af spræl. Men da hendes mor kommer for at hente hende efter skole, er hun vred. Hun skælder og smælder og siger, at der ikke er noget, der er rigtigt, det hele er bare noget, der er i stedet for, aldrig den ægte vare. »Hvorfor har jeg kun en stedfar?« spørger hun. Emilies lyse hår er sat op i en høj hestehale. Den ligner et vulkanudbrud, når hun står og stamper rasende i jorden.

»Men kan du ikke lide Johan mere?« spørger hendes mor og ser forbløffet på hende. Så får Emilie ondt i maven. Sådan var det jo heller ikke ment. Selvfølgelig kan hun godt lide Johan. Han er verdens sødeste stedfar.

»Men bare jeg havde en rigtig søster...,«siger Emilie. »Det lyder så latterligt at have en papsøster.«

»Men Mikala er da ikke latterlig?« Mor kigger spørgende på Emilie. »Så sent som i går sagde du jo, at Mikala er verdens bedste storesøster.«

»De LO alle sammen« mumler Emilie.

Og så får mor hele den triste historie om, hvad det er, der har gjort Emilie så vred. Eller rettere sagt: ked af det. Emilie fortæller sin mor, hvor rædselsfuldt det var, da hun skulle fortælle om sin familie for hele klassen, og de alle sammen bare lo ad hende

»De mente det sikkert ikke ondt,« siger mor og løfter Emilie op til sig.

»Men der er ikke noget af det, der er rigtigt,« mumler Emilie med næsen begravet i mors trøje.

»Måske kan du kalde ham noget andet,« foreslår mor. »Bonusfar, ekstrafar eller papfar måske.«

Papfar ...,« mumler Emilie. »Det lyder, som om han er en påklædningsdukke!«

»Egentlig synes jeg bare, at du skulle kalde ham for far, og Mikala for storesøster,« siger mor.

»Kan jeg det?« spørger Emilie.

»Det synes jeg,« siger mor.

»Men jeg kan ikke sige, at Santos er min , vel?« spørger Emilie og ser på mor. Så kommer tårerne igen. Hun fortæller, hvor dumme de andre piger var mod hende i frikvarteret. Især Kajsa, der havde kigget så væmmeligt på hende gennem sine tykke brilleglas, og som sagde, at hvis papheste talte med, så havde hun en hel stald fuld derhjemme. Emilie havde svaret, at Santos i hvert fald er rigtig. At han er stor og sort og helt vidunderlig. Men så var Kajsa bare begyndt at synge: »Emilie har en papfar, som har en papsøster, der har en paphest.« og alle lo og syntes, at det var mægtig sjovt. Emilie vil aldrig til bage til skolen igen.

»Du driller da også en gang imellem,« siger mor. »Det kan så nemt kamme over.«

»Men jeg vil alligevel ikke derhen,« siger Emilie.

»Ved du hvad?« siger mor. »Jeg tror, at Kajsa er misundelig. Hun har nogen stedsøster, der har egen hest.«

Emilie sparker med begge ben i luften, som om hun prøver at sparke gang i sin vrede igen. Men så kommer hun i tanke om, at heste er dyr, som Kajsa er allervildest med. Og at hun også er begyndt at gå til ridning. Faktisk plejer hun og Kajsa at have det ret sjovt, når de leger hest.

»Det er længe siden, du har leget med Kajsa,« siger hendes mor. »Måske skulle du spørge hende, om hun har lyst til at komme med hjem en dag. Så kan du vise hende, at Santos findes i virkeligheden.«

»Tror du, at hun har lyst til det?« Emilie kigger op på mor.

»Det er sikkert lige det, hun har lyst til,« siger mor. Nu er Emilie ikke vred længere. Mens mor går ud i køkkenet for at lave mad, trækker Emilie i gummistøvlerne og går udenfor. Mikala har sikkert brug for hjælp ude i stalden. Emilie og hendes mor er lige flyttet ud i et hus, der liggeruden for byen. Mors nye mand, Johan, og hans datter, Mikala, er også flyttet derud. Nu bor de sammen som en familie. For det meste synes Emilie, at det er sjovt at bo fire sammen i stedet for bare to. Det er spændende at kunne se den gamle stald fra vinduet i sit soveværelse og vide, at dér bor Mikalas hest, Santos. Nogle gange bliver Emilie vækket om morgenen ved, at Santos vrinsker højlydt. Så er det, fordi han vil have, at Mikala hurtigt skal komme og give ham morgenmad. Santos er så flot. Han har kulsort pels. Når han ikke har rullet sig i græsset og er blevet helt støvet, skinner han som nypudsede sko. Den lange, sorte man og pandelok hænger ned over hans øjne, næsten helt ned til mulen. Selv om han er en virkelig hest, synes Emilie, at han ligner en eventyrhest. Mikala er ved at lære hende at ride. En gang om ugen har de ridetime, præcis ligesom på rideskolen. Det bedste i hele den store, vide verden er at folie til at ride på Santos. Når Emilie er kommet i seng om aftenen, ligger hun altid og tænker på Santos. Så drømmer hun alt muligt. I drømmene er Santos hendes hest, og de galopperer hen over engene omme bag huset. I virkeligheden har Emilie ikke lært at galoppere endnu. Mikala er en streng lærer. Når Emilie plager hende, siger hun, at Emilie først skal lære at trave, før hun kan få lov til at galoppere. Emilie åbner døren til stalden og træder ind, men stalden er tom. Santos' sadel og seletøj hænger ikke på deres plads. Mikala er ude at ride.

»Så vil jeg gøre det fint herinde,« siger Emilie. Hun taler med sig selv, mens hun basker med sin lille trillebør. Det er den, Johan har købt, kun til hende. »En lille staldpige har brug for en lille trillebør,« sagde han. Sener købte han også en lille greb og en lille skovl til hende.

»Hvis Santos skal kunne bo her hos os, er vi nødt til at hjælpe til alle sammen,« sagde han. Emilie vil så gerne hjælpe til. Nogle gange vil hun det så meget, at Mikala bliver irriteret og beder hende om at gå ind i huset og finde på noget andet at hjælpe til med. Men lige nu har Emilie stalden for sig selv. Hun kan ikke få alle Santos' hestepærer op på greben, og det er tungt at løfte alt møget op i trillebøren. Men hvis man vil have en hest, er man nødt til at lære at muge ud. Emilie bider tænderne sammen og knokler videre.

»Alle hestepærerne og alt det våde« siger hun formanende til sig selv. Emilie fylder sin lille trillebør flere gange og vakler slingrende med den lille trillebør ud til møddingen. Hun er ved at strø rent halm ud i boksen, da Mikala kommer tilbage med Santos. Der sidder gule halmstrå både i hendes tøj og hendes hår.

»Hvor er du god!« siger Mikala - men ikke før, ende hun har tjekket boksen meget omhyggeligt og sikret sig, at der virkelig er rent derinde.

»Hvis du har lyst, må du gerne tage trensen af ham« Mikala rækker Emilie Santos' tøjle.

»Kan du huske, hvordan man gør?« Det kan Emilie godt. Hun ligger tøjlen over armen, så den ikke slæber på jorden. Bagefter spænder hun først næsebåndet op, så kæberemmen. Hun tager fat om nakkestykket bag om Santos' ører og prøver at trække trensen helt af. Santos beholder bidslet i munden. Det ser ud, som om han driller Emilie, som han står der og gumler på sit bidsel.

»Smager det virkelig så godt?« spørger hun og ler. Santos er blevet svedig om mulen af trensen. Han prøver at gnubbe sig op at Emilie.

»Santos! Nej!« Emilie prøver at lyde bestemt, men hun kan slet ikke lade være med at fnise. Santos er bare så kær.

»Santos!« Mikala skubber Santos' hoved væk.

»Emilie er jo ikke noget træ, vel?« Det med træet får Emilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...