Forfulgte Skygger

Valgmulighed 2. 'Because our abilities don't fit in the outside world, we live in places like this, where no one can find us.'

1Likes
0Kommentarer
83Visninger
AA

1. Forfulgte Skygger

De hang ham og efterlod ham til forrådnelsen. Ingen havde gjort sig den ulejlighed at skære ham ned, men hvem ville da også turde gøre det, når han ikke engang måtte få en plads i indviet jord. Hvis rakkerne ikke ville lægge en hånd på ham, hvem ville så? Vilde hunde nappede til hans bare fødder, og de forældreløse, der ikke havde nogen værge til at våge over deres gerninger, prikkede med døde grene til hans dinglende lig, af ren og skær nysgerrighed. Djævleunge kaldte nogle folk denne mand som barn. En mand jeg kalder broder.

Tavst, og fra en hvis afstand, betragter jeg Siegmunds krop hænge i galgetræet, med mine øjne gemt i skyggen af den brede hat. Mine læber er knastørre, og mine øjne bliver gradvist stukket af tårer der presser sig på, inde bag øjenlågene. Jeg sørger i stilhed, mens jeg mindes den gang jeg stadig blot var en dreng. Jeg havde nært bukket under for pesten, hvis det ikke havde været for ham, og da han helbredte mig, blev det begyndelsen på et erhverv, som han så som en pligt der skulle opfyldes. Vores moder var ikke skuffet, men bekymret. Hvad ville folk ikke tænke, når de så at jeg, som skulle i løbet af få dage ligge i den kolde jord, færdedes sund og rask omkring. Nogle tog det som et tegn fra himlen, men kirken var skeptisk. Mens folk falde for de løgnagtige mænds løgne, mænd der kaldte sig selv for læger, helbredte min broder ikke folk med falske mirakelkurer. Han brugte kun hænderne, for at give folk livet tilbage, og selvom det udmattede ham og tog af hans kræfter, ville han gøre alt for at hjælpe folk.

Hvad de ikke vidste, var at Siegmund ikke just var den eneste der besad usædvanlige evner, der kunne sammenlignes med Jesus Kristus'. Men i forhold til hans, var mine evner ikke en gave i min moders øjne. Hun ville ikke lade mig snakke om vores fader, selvom jeg så ham hver dag, stå i hjørnet af køkkenet med dødens løkke om halsen. Det vores fader havde gjort, var jo trods alt en synd, og det ville bringe ulykke at sige hans navn.

Jeg holde ikke af Siegmund, fordi han havde reddet mig på dødens rand. Jeg holde ikke af ham på grund af hans stræben efter at hjælpe folk, selv når hans eget liv blev truet. Jeg holde ikke af ham, for denne uselviskhed han fremtonede, for i virkeligheden havde han ikke behøvet at gøre disse ting, for at jeg skulle bekymre mig om ham. Vi var hinandens kød og blod, og desværre havde jeg den fornemmelse af, at jeg ikke fortjente hans broderlige kærlighed, som han havde tilskyndet mig igennem disse mange år.

Da jeg blev voksen, modtog jeg et brev fra min ældre søster. En kvinde jeg ikke havde set i mange år, og som vi troede var forsvundet ud af vores liv. Men hvad jeg var mest forundret over, var det faktum at hun vidste hvor jeg befandt mig. Min broder og min søster kom ikke godt ud af det med hinanden, og jeg var fanget i krydsilden. Hun vidste at jeg ikke var som ham, og at jeg søgte et alternativ til at finde mig selv, så jeg kunne udvikle mine evner i fred og ro. Hun holde svaret til dette alternativ, og sendte mig i al hemmelighed dette brev.

Mine øjne, så sarte over for lyset, ser ting ingen mand nogensinde vil beskue. Blandt almindelige folk, tilhørte hverken mig eller min broder, men han ville åbenlyst ikke opsøge vores søster og ville stædigt blive tilbage. Så jeg rejste alene, uden at give et ord fra mig, da han uden tvivl ville prøve at holde mig tilbage. Jeg var træt af at se skygger klæbe sig til de levende.

I min søgen på at få et lift, blev jeg afvist af en skeptisk handelsrejsende. Hans stikkende øjne var ikke griske nok, til at han ville acceptere de få penge jeg tilbød ham, til gengæld for at rejse sammen med ham. Vi havde ikke træffet hinanden før, men blot ved at udveksle blikke, kunne jeg gennemskue hans mistillid. Jeg bebrejdede ham ikke og lod ham passere, uden at mane et ord. Jeg fortsatte således min rejse til fods, med naturens sang som min ledsager. En svag brise skubbede de nyligt faldne blade, fra et æbletræ hen over grusvejen jeg gik langs. For foden af dette træ lå æbler i forrådnelse, som afgav en syrligsød lugt. Jeg var udmattet, og da dette træ var det eneste træ med en anstændig skygge, og bredte til at kunne læne sig op ad, satte jeg mig til rette. Varmen fra solens stråler omfavnede mig, og med hatten trukket ned over øjnene, falde jeg hurtigt hen i en dyb søvn.

En fast hånd lagde sig på min skulder, og gav den et klem. Alt jeg så var et ansigt omkranset i nattens mørke, med dæmpet belyste øjne der stirrede venskabeligt tilbage på mig. Det var ældre herre, der med klang af venlighed i stemmen, spurgte lavmælt om jeg søgte et lift til den nærmeste by. Han var bondemand, og skulle selv ind til byen, for at få solgt sine varer inden vinteren trængte på.

En kvinde der holde sin datter i sine arme, stirrede på mig fra aller bagerst i vognen, gemt blandt varerne. Barnet var næsten ikke til at give en alder på, men jeg ville alligevel skyde på de seks år. Hendes lange krøllede lokker dækkede både skuldre og ryg, og hendes ansigt var skjult i sin moders bryst. Den lille krop var stiv som et bræt.

Kvindens blik var foruroligende, og jeg kunne ikke sige om det var vrede eller sorg hun udtrykte, men hendes ansigt bevægede sig uroligt som forstyrret vand. Jeg undgik øjenkontakt ved at trække hatten ned over panden endnu engang, og forblev ved kanten af vognen, klar til at hoppe af når jeg var nået mit mål. Mine ben hang og dinglede i takt med vognens gyngende bevægelse, mens jeg observerede omgivelserne bevæge sig.

Et blegt lys lagde sig på den tomme plads bagerst i vognen. Selvfølgelig var kvinden og hendes datter væk den næste morgen.

Som tak gav jeg bondemanden et par mønter, hvorved vi udvekslede blikke. For første gang bemærkede jeg hans ansigt, hærget af søvnløshed, men hans smil nåede dog stadig hans indsunkne øjne. Vi tog afsked med hinanden, og han vinkede mens jeg stod stilfærdigt i vejkanten og stirrede efter vognen.

 

Det var en dyb skov, som man skulle tro intet menneske havde betrådt, men alligevel var den stadig livlig og rørte på sig. Det var som om en barrikade havde isoleret skoven, for det undrede mig, at ingen havde taget brug af dens frodighed. Sensommeren bragte stadig blåbær til det vilde krat i bunden af skoven, og over mig hang der frisk frugt, lige til at kunne plukke af. En stor sø lå i skovens midte, og den genspejlede den gråblå himmel og den falmende grønne farve på træerne.

Brevet fra min søster, beskrev en hytte der skulle være bygget af én mand, som falder i et med naturen og ganske rigtigt lå den ved søens bred. Først da jeg bemærkede den, begyndte den at virke helt malplaceret. Bygget af dødt træ der var blevet gråt med årenes løb, håndlavede skodder der var slået for, og en bro der førte ud til en robåd der lå fastspændt. Jeg ville havde troet at hytten var efterladt (som jorden omkring den dog så ud!), hvis det ikke havde været for en skrabende lyd der dannede en ørehængende melodi.

En drejelire, konkluderede jeg, og jeg opsøgte så hytten. Musikeren, der var en ældre mand med skaldet ise og hvidt skæg, sad på en skammel inde i stuen, krummet over instrumentet der lå i hans skød. Han bemærkede ikke min ankomst da jeg trådte ind i lokalet, og jeg må sige, at selvom det var uhøfligt at komme uanmeldt, følte jeg mig utryg ved at rette folks opmærksomhed på mig. Jeg vidste ikke hvad der befandt sig i hytten, så jeg sneg mig igennem huset, indtil jeg stod i samme lokale som ham.

Tankespind paralyserede min krop, så jeg ikke kunne få et ord frem, og jeg afventede blot at han skulle få øje på mig. Med tiden gjorde han også. Manden holdte inde med musikken, og så op på mig med sammenknebne øjne, hvorved skyldfølelse overvældede mig.

"Det undrede mig, hvornår du ville vise dit ansigt her. Hildegard har snakket om dig."

Jeg blev chokeret, men nåede så hurtigt til logiske forklaringer. Han brugte min søsters navn, og det var sikkert at han kendte hende og at hun havde berettet om mig, men denne svage genkendelse i hans øje chokerede mig. Han sendte et blik, som om vi allerede kendte hinanden, men først nu mødtes efter længere tids adskillelse.

 

Jeg bemærkede hvordan han stoppede med at padle, og igen så på mig med sammenknebne øjne. Vi lå i robåden, midt ude på søen og jeg havde iagttaget mine omgivelser, før jeg endelig så hvordan han stirrede på mig.

"Hvad sidder du der og nøler efter? Hop i! Du får ikke noget ud af at blive her i båden."

"Jamen ... hvad mener De?" måbede jeg.

"Sig ikke, at hun undlod at afgive detaljer, der ville have haft betydning for din ankomst ... ", et suk undslap hans læber i slutningen af sætningen, da jeg åbenlyst ikke kunne svare igen. "Du bliver nødt til at dykke. Hun vil være på den anden side."

Og med det sagt, svang han en af padlerne ind i min ene side, så jeg falde overbord og ned i det kolde vand. Min arm han havde ramt, blev lammet, og jeg kunne ikke holde mig selv overvande. Jeg skreg i protest og for at få hans opmærksomhed, men jeg kunne kun se hjælpeløst til mens han padlede væk i sin robåd. Min vejrtrækning blev hurtigere, mens mit hjerte hamrede både af angst, og for at holde min krop varm. Jeg indså at jeg hurtigt ville blive udmattet, ved at gå i panik, og mens jeg stadig kæmpede for at overleve, trængte en ubehagelig tanke sig på. På et tidspunkt ville jeg ikke kunne klarer det længere, og der var for langt til at jeg kunne nå ind til bredden. Jeg måtte acceptere min skæbne, på et tidspunkt.

Vand fylde min mund og trængte ind igennem min næse, mens jeg sank, og lige som jeg skulle til at lukke øjnene, for solen der brændte overvande, skete der noget. Jeg trængte igennem en overflade, og falde igennem et dunkelt mørke, til jeg landede på en hård overflade. I kampen for at forstå hvad der skete, lå jeg paralyseret og stirrede op på en barriere af vand. Solen lyste igennem de bølgerne foroven, og dannede et bevægende blåt lys i den fugtige grotte, jeg nu befandt mig i. Grebet af panik endnu engang, prøvede jeg nu at nå dette loft, men forgæves. Det var tre meter over mig, så i stedet begyndte jeg at søge efter noget der kunne få mig højere op. Dette ville desværre sige, at jeg skulle bevæge mig dybere ind i grotten, ud i mørket.

Noget i bevægelse, som dannede en sagte lyd af sten der blev knast, begyndte langsomt at omringe mig. Hemmelighedsfuld hvisken blev udvekslet, og i næste øjeblik blev jeg slynget omkuld, i forskrækkelse, af vinger der baskede tæt ved mit øre. Derefter hørte jeg en bekendt stemme, der kaldte mig ved navn.

"Heinrich?"

 

Mit blik falder på bukketen af vilde blomster, jeg selv har udvalgt fra makkernes kanter. I andre folks øjne, er det uønsket ukrudt, men for mig danner det en respektabel gave, som jeg hermed ligger for Siegmunds fødder. Håbefuldt, vil de folk der valgte hans skæbne, en dag indse at han kun havde godt i sinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...