Bankende hjerte

Rebecca flytter til en ny by med hendes far og bror. Siden hendes mor døde i en ulykke, har intet været det samme. Hemmelighederne hober sig op, og i den nye by møder Rebecca mennesker, der ændrer alt. Intet vil nogensinde blive det samme igen.

0Likes
1Kommentarer
70Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg slår forskrækket øjnene op og sætter mig op i sengen. Jeg hiver efter vejret i et desperat forsøg på at få luft. Min hals føles smal, tilsnørret og helt tom for luft. Jeg ser ilten for mig strømme ned og fylde mine lunger ud, og jeg trækker vejret dybt. Mine hænder holder langsomt op med at ryste, og jeg slipper mit krampagtige tag fra dynen. Det var ikke virkeligt, det var bare en drøm. Jeg ved godt, at det er en løgn. Alligevel gentager jeg det flere gange hviskende for mig selv. Det var bare en drøm, intet andet. Jeg tørrer sveden af min pande og stryger en løssluppen hårlok væk fra mit ansigt. Det er sket så mange gange før. Men alligevel rammer drømmen mig lige hårdt hver eneste gang. Lige så længe jeg kan huske, har den hjemsøgt mig. Min mor plejede at trøste mig når jeg havde mareridt som lille. Hun holdt mig i sine arme og kyssede mig på panden. Når hun var der virkede alting mindre skræmmende. Hun var min klippe. En man kunne læne sig indtil og finde ro når alting stormede omkring mig.

Nu er det kun mig. Alene med drømmen som flår alt ud af mig indtil, kun frygten er tilbage. Og når jeg vågner, husker jeg ingenting.

 

Jeg rejser mig op fra den gamle knirkende seng og bevæger mig overmod vinduet. Rummet er næsten tomt. Her er kun min seng et skrivebord og en kommode i det sørgelige værelse. Resten af mine ting er stadig i flyttekasserne i hallen. Jeg vil aldrig kunne komme til falde til her. Her er tomt, koldt og mørkt. Kun vinduet lukker månens lys ind og lyser rummet svagt op. Jeg ser ud over skoven og markerne bagved, som fortsætter i et uendeligt landskab. Mit nye hjem. 

...

 

I dag er så den første et nyt sted. Vi er flyttet - igen. Det er egentligt ikke så sjældent, at det sker, men jeg tror aldrig at jeg rigtig vænner mig til det.

Det nye sted er så en lille, søvnig by. Ikke nogen fancy eller stor by, bare en lille by på et par tusinde indbyggere. En by hvor alle kender alle. Det nye hus er en kæmpestor herregård. Noget gammelt lort hvis du spørger mig.

Jeg går ned af den gamle trappe mod den store hallen. Lyset skinner ind i det ellers så mørke rum og afslører et par spindelvæv hist og her. Selvom det snart er en uge siden, at vi er flyttet ind, er hallen stadig fyldt med papkasser og gamle møbler. I et hjørne vimser Cornelius, en lille buttet og spidsnæsset mand, rundt med en støvsamler. Hans ansigt hænger i rynker og hans hænder er flossede og ru efter mange års slid. Han har boet i huset i mange år som en tjener for den gamle ejer. Da hans tidligere arbejdsgiver døde, blev han bare boende, som han altid har gjort. Han er ligesom bare en del af pakken.

Jeg træder ned af trappen og går mod køkkenet. Det er et stort og gammel køkken med gasblus og det hele. Det minder til forveksling meget om det vi havde i vores hus i Orlando. Ved det lille runde bord sidder Alex og skovler havregryn ind. Vi ligner hinanden ret meget. De mørke øjne, det brune hår, selv vores bevægelser minder om hinanden. Hans næsten sorte hår falder ned og skjuler hans øjne, mens han glubsk kaster sig over maden. Vi er ikke så tætte mere. Jeg husker ham et par måneder efter ulykken. Han låste sig inde på sit værelse og kom aldrig ud. Kun når han fik skubbet en tallerken mad ind til sig, så vi ham. Det var som om, at han også var forsvundet. En gang i mellem kunne man høre, når han i frustration og vrede kastede ting mod væggene og raserede hele værelset. Efter et par måneder låste han døren op og kom ud. Han satte en facade op og gjorde sig hårdt. I virkeligheden var han nok den svageste af os. Ulykken ødelagde os alle sammen.

Jeg snupper et æble fra bowlen på bordet og er hurtigt ude af rummet igen. 

Ved siden af køkkenet ligger kontoret. Døren står på klem, og jeg kan tydeligt se min far inde bag skrivebordet. Hans hår er forpjusket, og han stirrer koncentreret ned i sine papirer. Som sædvanlig er han i gang med sit papirarbejde. Alt er, som det plejer. Vi flytter en gang hvert halve år pga. af hans arbejde. Hvad han i grunden laver, ved jeg ikke. 

...

Hvis der er noget, jeg hader mere end at flytte, så er det at skulle begynde i en ny skole. Det er nok mest det med at skulle møde så mange nye mennesker. De samme spørgsmål, samme intetsigende mennesker. For ser du, nye mennesker - ja jeg er ikke helt vild med tanken. Tro mig, du skal nok komme til at forstå det.

Som altid skal jeg have udleveret bøger og skemaer. Jeg står og venter ved skranken på kontoret imens en lav og gråhåret sekretær leder efter mine papirer. Rummet ligner de fleste andre kontorer. Der er reoler med filer og mapper på den bagerste vej, en skranke, et par ventestole og et stort tikkende ur på væggen. "Værsgo Miss." Den gamle dame rækker en bunke papirer over skranken til mig og smiler med de tænder hun har tilbage. Hun lignede en af de der gamle damer der altid har en milliard mintpastiller i deres håndtasker. "Hav en god dag!" Hører jeg hende råbe, da jeg lukker døren og går ud på gangen. Første punkt på min huskeliste : Få de latterlige papirer med alt for meget unødvendig information. Tjek. 

Efter lang tids søgen finder jeg klasselokalet, hvor jeg skal være. Nu hvor jeg står foran min nye klasse, er jeg ikke ligefrem begejstret. Stirrende blikke følger mig overalt. Ja et førstehåndsindtryk er måske vigtigt men hvad fanden? Vi er nok flyttet igen om et par måneder, så jeg er ret ligeglad med, hvad de synes om mig. Jeg kan næsten gætte deres tanker. Det er ikke just fedt at vide, hvor meget de allerede hader mig. Men som sagt er jeg ligeglad. 

Der er kun få tomme pladser i det store klasselokale. En gruppe blondiner sidder og glor på mig forrest. Jeg gætter på, at de er skolens overfladiske og nådesløse herskere og helt sikkert cheerleaders. Jeg sætter mig bagerst i et forsøg på at undgå al opmærksomheden. Timen vil snart begynde, så jeg finder mine udleverede bøger frem og ignorer de andre. Jeg skimmer hurtigt bøgerne igennem - kedeligt og bekendt. Min rutine snegler sig afsted. Stolen ved siden af mig rasler, og en fyr sætter sig ned. Jeg ser ikke op, jeg ignorer ham bare og lader som om, at jeg læser det bras af en bog, vi vil blive undervist i. Tålmodigheden svigter mig, og jeg klapper bogen sammen og ser op mod tavlen. Blondinerne stirrer ned mod mig og stikker hovederne sammen og hvisker. Min blik søger hurtigt videre. "Hej." Jeg ser på fyren ved siden af mig. "Jeg er Markus." Han smiler et perfekt hvidt smil til mig, og jeg kan ikke se væk igen. Markus er ikke bare pæn, han er smuk. Kender du den type, der sætter spørgsmålstegn ved definitionen af smuk? Sådan en er han uden tvivl. Han har høje og markerede kindben og en let solbrændt hud. Hans kastanjebrune hår snor sig i uendelige bløde hvirvler, og han har dybe mørkebrune øjne. Jeg stirrer bare fuldstændig tryllebundet på ham og overvejer ikke engang at svare. Jeg ser ind i hans dybe øjne, og der sker - ingenting. Det er ikke til at tro. Jeg fastholder mit blik, og der sker stadig ingenting. Det kan ikke passe, det er aldrig sket før. Døren til klasseværelset smækkes i og vores lærer Mr. Fogels snubler hen mod kateteret. Markus ser væk og efterlader mit stædige blik hængende. Jeg kunne ikke tro det, der lige var sket. Der skete ingenting.

Jeg bliver præsenteret for de andre. Den nye pige hvor interessant! Gab. Jeg har allerede oplevet det her så mange gange før. Mine tanker søger hele tiden tilbage til Markus. Hvad skete der? Han må synes at jeg er pænt mærkelig efter min akavede stirrende.

De to første timer snegler sig afsted. Regnen siver ned udenfor, og klasseværelset er mørkt og fugtigt. Ikke lige en typisk sommerdag i San Diego. Jeg sidder og stirrer ud i regnen og lader de andre passe sig selv. Larmen hober sig op i mit hoved, regnen trommer på vinduet som evige tårer. Jeg ser op mod tavlen bevist om, at timen snart er forbi. Timen takker mod sin afslutning, og vi har frikvarter. Jeg griber utålmodigt min taske og svinger den over skulderen. Hurtigt er jeg ude af det overfyldte klasselokale og har kurs mod kantinen. Den første dag er altid den værste. Jeg har egentlig ikke den store appetit, men jeg sætter mig alligevel ned ved et lille bord. Kantinen bliver hurtigt fyldt op. Jeg finder mine høretelefoner frem og skruer helt op for musikken, trækker hættetrøjens hætte op over hovedet og lukker mig selv inde. Selvom jeg forsøger at undgå det, fanger Markus hele tiden min opmærksomhed. Der er et eller andet over ham. Han har sat sig ved et bord sammen med en lav blondine og en anden fyr. De har gang i en samtale. En gruppen af lave blondiner bevæger sig over mod mig - skolens herskere fra Mr. Fogels time. Alle seks i gruppen er udstyret med lyst hår, store blå øjne og stilletter. En eller anden form for barbie standser foran mig og ser analyserende på mig. Hendes lange lyse hår bølger let, og hun har store guld øreringe i ørene. Gruppens barbieleder stryger håret til side og sætter hånden på hoften. "Så du er ny her? " Hendes sukkersøde stemme hviner i mine ører. "Godt observeret. " Mumler jeg og ignorerer dem. Pigen ser fornærmet på mig og sætter sig ned ved bordet. "Velkommen til." Hun smiler og tygger videre på sit tyggegummi. Resten af gruppen sætter sig også ned og ser undersøgende på mig. "Så hvor kommer du fra?" Gumler hun løs. "New York." Det var i hvert fald det sidste sted vi boede. Jeg ser op på barbien og undertrykker et grin. "Er det ligesom oppe nordpå eller noget?" Hviner hun og støtter hovedet til sin hånd. En dum blondine hvilken kliche. Jeg ignorer spørgsmålet og stiller i stedet et nyt. "Hvem er de?" Jeg nikker over mod Markus og hans venner. Pigen fnyser hånligt. "Dem skal du ikke tage dig af. Det er bare Peter og Markus, ja også den lille skødehund til Helena. Altså de er ikke noget særligt, hvis du spørger mig." Hun griner lidt og tilføjer:" Eller hvis du spørger nogen for den sags skyld. De føler sig vist lidt for fine til det her sted, og så er de altså også ret mærkelige. Hvis du forstår mig." Hun gnasker højlydt og leger med en lys tot af hendes hår. "Hvordan mærkelige?" Spørger jeg og ser nysgerrigt på drengene. "Hele deres familie er sådan lidt weido. Nogle gange er de ikke i skole i flere uger i træk! Du har altså ikke hørt det her fra mig, vel? Men det siges, at det var dem selv, der satte ild til deres hus for nogle år siden. Huset brændte ned til grunden, og deres bror døde i branden." Hvisker hun og ser hemmelighedsfuldt på mig, som om det at blive indviet hemmeligheder er en del af tilflytnings-ritualet. "Når, men det var hyggeligt at sludre med dig." Gruppen rejser sig og går. Jeg ser over på drengene igen. Der er altså et eller andet med dem. 

 

Skoledagen var egentlig ikke så lang og forfærdelig, som jeg havde frygtet. Jeg smækker døren og træder ind i hallen. Rummet er nu glinsende rent og skinnede. Møblerne er sat i små arrangementer rundt omkring, og rummet er proppet til randen med potteplanter. De mørke træpaneller er pudset og spejlene poleret. Cornelius havde da ikke spildt sin tid. Jeg smider min jakke på en gammel stumtjener og sparker skoene af. Jeg kan lige høre en snært min fars stemme inde fra kontoret. Døren står på klem. Han står ved det mørke træskrivebord og snakker med en anden mand. Manden er iført et sort jakkesæt og er høj og ranglet. "Godt at have dig tilbage i byen James. Vi får brug for dig." Siger han og klapper min far venskabeligt på ryggen. "Rebecca?" Min far har fået øje på mig i døren og ser på mig. Hans mørke øjne ser glødende på mig. Det sorte hår er nu redt pænt tilbage, og skjorten er nystrøget. Jeg skubber døren helt op og træder indenfor. "Kom ind." Smiler han til mig. Jeg står bare og glor på dem. "Så hvordan var den nye skole?" Siden hvornår er han begyndt at bekymre sig om mig? Idiot. "Af helvede til." Ryger det ud af munden på mig. Jeg læner mig op ad dørkammermen og ligger armene over kors mere selvsikker and jeg følte mig. Den ranglede mand ved siden af begynder at grine." Hun minder om sin far." Griner han. James ser irettesættende på ham med sit sorte blik og Rangle holder op med at grine." Du skal lige møde Edward, min fætter." Jeg er aldrig blevet præsenteret for noget af min fars familie før. Rangle med det sorte jakkesæt rækker hånden frem. Håndtrykket er hårdt og fast - ligesom min fars. "Så Ed er der sket noget nyt?" Jeg er allerede på vej ud af døren. Måske ville alt blive anderledes en dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...