Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2505Visninger
AA

2. "Og jeg venter lige her"


 Da Amelia vågnede igen lå hun i en seng, hun havde en lille monitor på der tjekkede hendes puls og iltmætning.
 "Godt at se dig vågen igen, vi skal ikke have flere sengeliggende lige nu vel ?" Luke smilte anstrengt til hende.
 Hun satte sig op, lidt for hurtigt og det svimlede for hende. "Er det nyt Luke ? Og hvordan tog Tom det ?"
 Hun havde det rigtig dårligt med at have besvimet, som om Tom havde brug for den forskrækkelse oven i nyheden om Zachary.
 "Tom er selvfølgelig dybt ulykkelig og du hjalp ikke ligefrem søde, men Tom er stærk, han klare det". Han pillede ved sit ur og så ned i gulvet.
 Hendes hjerte gjorde ondt og hun spurgte igen nervøst. "Luke, hvad med Zac ? Er der noget nyt ? Er han .. ?"
 "De har fået fjernet blodproppen, men de kan ikke sige helt hvor slem skaden er, han er stadig bevistløs og koplet til en respirator". Luke så endeligt på hende.
 Hun klemte øjnene hårdt sammen, en enkelt tåre løb ned af hendes kind. "Det er ikke sikkert han kommer tilbage vel ? Han kan være en grøntsag ikke ?"
 "Jo, problemet er at alt styres gennem hjernestammen, derfor kan de ikke sige hvor slem skaden er eller hvor den sidder, de kan ikke engang sige om han kan trække vejret selv". Luke så ulykkeligt på hende.
 Hun rejste sig. "Jeg vil være hos ham, han har brug for mig, og han har lovet mig at han altid vil finde mig og være der for mig, så han har bare at holde det og komme tilbage".
 En sygeplejerske viste hende ned til akut stuen, hun trak vejret dybt inden hun gik ind, selv om han var bevistløs ville hun ikke reagere hysteriskt, hun var sikker på han kunne høre hende.
 "Hej skat, der gjorde du mig godt nok bange, du ved godt du er nød til at komme tilbage til mig ikke, uanset hvad, så kom tilbage, for du lovede altid at finde mig og jeg venter lige her". Hun strøg blidt hans hånd.
 Det var hjerteskærende at se ham sådan, han var bleg og fyldt med slanger og ledninger og hun anede ikke om hun reelt talte til en tom skal.
 Hun var næsten ligeglad hvad der så end var galt, bare han kom tilbage, hun ville elske ham uanset om han kunne gå, om han kunne tale, ja uanset hvad, bare hun kunne se at han stadig var der.
 Amelia løftede Zacharys hånd til sine læber og kyssede den kærligt. "Husk nu vi skal giftes ikke, jeg elsker dig så høj".
 Hun havde bedt Luke om at få fat i hans far og i Joel, så de kunne vurdere om de kunne komme frem til Las Vegas, hvilket stadig ikke var nemt på grund af jordskælvet.
 Amelia blev siddende ved hans side indtil tidligt næste morgen, hvor Luke kom og bad hende om at gå ned og hvile sig bare lidt, så ville han holde vagt i stedet.
 Hun var ikke meget for det, men Luke uede med at hente en læge og få hende bedøvet hvis hun ikke gik frivilligt, så til sidst overgav hun sig.
 Faktisk fald hun i søvn nærmest med det samme, selv om hun havde troet det ville være umuligt at sove, men hendes krop var komplet udmattet.
 Da hun vågnede 3 timer senere var hun badet i sved, hun havde haft en hvor hun befandt sig i komplet mørke, hun kunne høre både Tom og Zachary kalde på sig fra hver sin retning, de lød begge som om de desperart havde brug for hende og hun anede ikke hvem hun skulle gå til.
 Det havde føltes som om hun ville blive flået i stykker hvis hun ikke snart valgte, men hun vidste at ved at vælge en måtte hun forlade den anden alene og uden hjælp.
 Hun tænkte at det da var en sær drøm, for uanset at hun holdt uendeligt meget af Tom, så ville hun jo altid gå til Zachary hvis han behøvede hende ikke ?
 Amelia opgav at sove mere, hun stod op og tog et hurtigt bad og noget rent tøj på, så listede hun ned og kiggede ind til Tom, han var vågen, så hun gik ind.
 "God morgen Tom, undskyld at jeg besvimede igår, jeg troede jeg var klar til at fortælle dig det, undskyld at jeg gjorde det værre". Hun gik over og satte sig ved hans seng.
 Han tog blidt hendes hånd og smilte svagt til hende. "Det er okay Ghita, hvordan du overhoved står på benene endnu siger hvor stærk du er".
 "Jeg føler mig slet ikke stærk, jeg føler mig uendeligt svag og sårbar lige nu, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden ham Tom ?" Hun sukkede og hvilede sit hoved mod sengen ved siden af hans.
 Han strøg hende blidt over håret. "Du får ham tilbage Ami, Zac er stærk, og han er villig til at gøre alt for dig, han skal nok komme tilbage, bare giv ham lidt tid".
 "Jeg håber du har ret Tom, af hele mit hjerte håber jeg han kommer tilbage, jeg er ligeglad med om han har taget skade, bare han er hos mig, er det forkert ? Er det egoistiskt ?" Hun så på ham.
 Toms intense øjne fangede hendes. "Jeg ved det ikke søde, men jeg har det på samme måde".
 "Jeg må tilbage til Zac, vi må,være der når han vågner, jeg sender Luke her ned hvis han ikke er for træt". Hun kyssede Tom på kinden og gik ud.
 Hun listede ind til Zac, Luke var døset hen i stolen og hun lagde hånden på hans skulder. "Gå du bare i seng eller et smut forbi Tom, han er vågen, så tager jeg over her, tak fordi du passede på ham".
 "Intet problem Ami, desværre intet nyt". Luke rejste sig og gabte. "Jeg tror jeg smutter forbi Tom hurtigt og så i seng og få et par timer, bare send bud hvis der er noget".
 Hun sad ved Zacharys seng så meget som muligt, ind imellem fik Luke tvunget hende i seng, men hun sov max 3 timer, og hendes søvn var plaget af marreridt.
 Ellers forlod hun kun hans side for at besøge Tom, hvilket hun gjorde 2 til 3 gange om dagen.
 På 3 dagen kom lægen ind og så alvorligt på hende. "Vi fjerner respiratoren idag, han skulle trække vejret selv, hvis ikke han gør det nu kommer han aldrig til det".
 "Okay". Hørte hun sig selv sige, men det føltes som om det var en anden der sagde det, som om lyden ikke kom fra hende.
 Hun fik fat i Luke, hun havde brug for at der var en der, i tilfælde af det værst tænkelige, men de valgte ikke at sige noget til Tom, han havde ikke brug for mere stress og nervøsitet.
 "Er du klar ?" Lægen så spørgende på hende og hun nikkede og knugede Lukes hånd, temmeligt hårdt.
 Lægen slukkede maskinen og gav sig til at fjerne slangen der sendte ilt ned i hans lunger og så var det bare at vente.
 Ville han trække vejret ? Hvar der stadig en chanse for at hun fik ham tilbage ? Eller ville det slutte her og nu ?
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...