Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2468Visninger
AA

7. "Jeg ville bare ønske"


 Amelia trak vejret dybt, hun prøvede at få styr på sig selv, det var anden gang idag hun grad i Toms arme, han havde brug for hendes støtte og hjælp, ikke for at skulle tryste hende konstant.
 Men der var noget uendeligt trykt og rart ved at ligge der i Toms arme, det føltes lidt som om han kunne holde lidt sammen på hende og forhindre at hun faldt helt fra hinanden.
 "Hvad skete der Ami ? Et eller andet er der sket siden du kommer tilbage her i tårer". Tom hænder strøg hende blidt over ryggen.
 Hun trykkede sig ind til,ham og indåndede hans beroligende duft. "Han var i det værst mulige humør, sagde han alligevel aldrig ville få det bedre, at han ikke var dig og så bad han mig gå".
 "At han ikke var mig ? Øh nej han skulle jo gerne være sig selv". Tom lød en anelse forvirret.
 Hun sukkede og så op på ham. "Det var min skyld, jeg sagde han skulle se på dine fremskridt, jeg håbede det kunne inspirere ham, i stedet kaldte han dig perfekt og sagde at han ikke var dig".
 "Ami det er nok også en dårlig ide at sammenligne ham med mig eller andre for den sags skyld". Han strøg en løs tot af hendes hår om bag øret.
 Hun nikkede. "Jeg ved det, jeg mente det jo ikke sådan, jeg ville bare ønske han i det mindste forsøgte".
 "Det ved jeg godt og jeg ville også ønske at han forsøgte, både for hans egen skyld, men også for din skyld". Hans øjne blide da de mødte hendes.
 I det samme fik døren op og en sygeplejerske kom ind, hun stoppede overrasket og så på dem. "Åh forstyrre jeg ?"
 "Nej slet ikke, Ami havde bare brug for et kram". Han så på Ami, hun havde på den ene side lyst til at flyve op, som om hun havde gang i noget forkert, en anden del af hende var ligeglad.
 "Jeg må hellere gå, jeg tror sygeplejerskene er begyndt at sladre om at jeg bruger for meget af min tid her hos dig". Hviskede hun til ham.
 "Ignorer dem, de vil altid sladre, hvad kan vi bruge det til ?" Hviskede han blidt tilbage.
 Han kiggede over på sygeplejersken. "Er det muligt jeg kunne få lov at besøge Zac bare lidt ? Jeg var været dygtig til at lave mine øvelser".
 "Jeg skal lige tjekke med lægen, men jeg kan ikke se hvorfor, så længe du lader mig køre dig i en kørestol, vi vil ikke have du overanstrenger dig". Svarede hun sødt.
 Han nikkede og flashede hende et af hans berømte smil. "Selvfølgelig, jeg lover at opføre mig perfekt og tage tilbage når jeg får besked på det".
 "Okay Tom, jeg går lige ud og snakker med lægen så". Sygeplejersken sendte Amelia et sidste vidende blik og gik så ud.
 Tom satte sig forsigtigt op. "Bliv her og vent, jeg prøver at snakke med ham, ser om jeg kan trænge igennem, finde ud af hvad hans problem er".
 Lidt efter kom sygeplejersken ind igen med en kørestol, hun smilte sødt til Tom. "Lægen gav grønt lys, men du må kun blive der i 15 minutter, ingen af jer har energi til mere".
 "Selvfølgelig, jeg skal nok gøre alt hvad jeg får besked på". Tom svingede benene ud af sengen og satte sig forsigtigt op.
 Sygeplejersken var straks ved Tom for at hjælpe ham over i kørestolen. "Og du skal love ikke at stresse ham, lægen er usikker på om der er større skader end først antaget, da der ikke sker fremskridt, så han skal skånes for stress".
 Amelia følte sygeplejersken skævede til hende mens hun sagde det, Tom nikkede bare og lod sygeplejersken hjælpe ham over i kørestolen.
 Han sendte hende et beroligende smil inden han blev kørt ud af stuen, Amelie håbede han kunne trænge igennem til ham.
 Hun puttede sig ned under Toms tæppe, det duftede af ham og hun følte sig beroliget, nu var det bare at vente på at Tom kom tilbage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...