Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2489Visninger
AA

14. "Jeg tror hun har brug for dig Tom"


Amelia havde aldrig været så bange i sit liv, ikke engang under jordskælvet, hun ville ikke kunne bære hvis der var sket ham noget, hvis han havde gjort noget dumt.
 Men så fik hun øje på ham, han lå på skråningen ned mod søen, først var hun bange for at han var faldet, men han lå afslappet med hænderne bag nakken og stirrede op i himlen, han lignede en der havde en samtale med sig selv.

 Zachary hørte hende komme, han vidste det var hende og et flygtigt øjeblik gled et smil hen over hans læber og han hviskede. "Tak".
 Hun satte sig på hug ved siden af ham og sendte ham et kærligt med let bebrejdende blik. "Zac hvad laver du her, alle leder efter dig".
 "Hej Ami, jeg havde brug for lidt frisk luft, for at komme lidt væk". Han havde svært ved at se hende fordi hun sad ud for hans højre øje.
 Hun lagde sig ned ved siden af ham, og han vidste uden at kunne se eller føle det, at hun greb hans hånd, et stik af smerte fløj gennem hans hjerte, men han modstod trangen til at hive hånden til sig.
 De lå sådan lidt i stilhed, og for bare et øjeblik føltes alting næsten rigtigt igen, så hørte han Toms stemme. "Ami ? Zac ?"
 "Vi er her Tom, han er okay". Hun havde sat sig op og Zachary satte sig også op, med besvær.
 Tom kom ned imod dem, han var en smule bleg, og et par dråber sved på hans pande viste at han havde anstrengt sig mere end han burde.
 "Tom jeg sagde du skulle passe på, er du okay ?" Amelia var straks ved hans side, hendes arme støttende om ham.
 Tom så ned på hende, et undskyldende smil om hans læber og hans øjne afslørede hans følelser. "Jeg er okay Ami, jeg er ikke lavet af glas".
 Zachary så på dem og han vidste at der var sket noget mellem dem, det var tydeligt for enhver, og han vidste at det muligvis var for sent at gøre noget, og lige nu havde han andet at fokusere på.
 "Tom tror du at du kunne give mig en hånd ?" Zachary så op på ham, han kunne stadig ikke rigtig være vred på ham.
 Tom lyste op og var hos ham med det samme. "Selvfølgelig Zac altid, men en anden gang så sig til hvis du vil ud, du gjorde alle nervøse".
 Zachary nikkede bare og lod Tom hjælpe ham op i kørestolen igen, Amelia insisterede på at køre ham tilbage, så Tom ikke skulle anstrenge sig mere.
 Han sad i sine egne tanker, mens Amelia og Tom snakkede, han havde meget at gøre og meget at tænke over.
 Da de nåede ind på stuen så han på Tom. "Gider du ikke sige til lægen, at jeg meget gerne vil snakke med ham ?"
 "Jo selvfølgelig, jeg gør det med det samme, så kan jeg også berolige dem med at du er fundet". Tom smilte og skyndte sig ud.
 Han greb Amelia hånd og så op på hende. "Undskyld jeg skubbede til dig og det er helt okay".
 Da han sagde set sidste så han efter Tom ude på gangen og Amelias udtryk viste med alt tydelighed at hun forstod at han forstod. "Åh zac, jeg .."
 "Ami, du behøver ikke forklare, men jeg vil gerne være lidt alene, okay ?" Han nikkede mod døren og vendte så ansigtet bort, han slap hendes hånd.
 Han kunne høre at hun tøvede lidt, men så gik hun og han lukkede øjnene, det var bedst sådan.
 Da Tom kom tilbage med lægen så han sig forvirret om efter Amelia, Zachary så på ham. "Jeg tror hun har brug for dig Tom".
 Et udtryk han ikke helt kunne tyde løb over Toms ansigt, så rystede han let på hovedet og gik, for at finde Amelia tænkte han, for at give hende hvad han ikke kunne.
 Han så på lægen, de havde en del at snakke om, der var meget at gøre og det var det vigtigste lige nu.
 Det var nok godt Amelia ikke kendte sandheden, hun havde været så lettet da hun fandt ham, hun havde fuldt ud troet han bare var der for at få luft, og han ville ikke ødelægge hendes illusion.
 Han havde stået på afgrunden, han havde for første gang i langt tid bedt, han havde søgt i sit hjerte efter et svar og han havde bedt om et tegn, et tegn der besluttede om han skulle lade sig falde i afgrunden og drukne i sin sorg.
 Og der var hun, smuk som en engel var hun kommet efter ham og havde trukket ham væk fra afgrunden, selv om en del af det måske var at lade hende gå, så havde hun reddet ham på den yderste grænse.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...