Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2477Visninger
AA

15. "Jeg håbede også søde"


 "Jeg ved ikke, jeg troede måske bare der var en ændring, men nej, det er det samme". Amelia trykkede sig hulkende ind til Tom og han lagde beskyttende armene om hende.
 Det var tre dage senere og Amelia syntes hun havde set en forandring i Zachary den dag ved søen, havde håbet at der var et lys i mørket, men siden havde han været tilbage hvor han var før og holdt hende på en arms afstand.
 Tom sukkede og hvilede sin kind mod toppen af hendes hovede. "Jeg håbede også søde".
 Hun mærkede det igen, hendes hjerne og hjerte som et virvar af indviklede tråde der trak i alle retninger og hviklede sig mere og mere ind, og hun kunne ikke finde den tråd der ville redde det ud.
 Så hun gjorde det eneste der holdt det hele fra at falde fra hinanden for tiden, hun lod sin mund finde Toms og kyssede ham som var det den eneste måde hun kunne få ilt på.
 Hendes hænder gled op i hans krøller, han havde valgt at lade dem vokse og han så yngre ud, hun elskede de krøller.
 Han stønnede da hun trak let i dem og trak hende tættere ind til sig, hun kunne tydeligt mærke at han brændte efter mere, efter hende om ikke andet var hans tydelige erektion mod hendes lår afslørende.
 Men hun var ikke klar til at tage det endelige skridt, hun vidste at det øjeblik hun gjorde det, så havde hun taget sit valg og der ville aldrig være en vej til age, hun ville have valgt hvilken snor hun ville trække i og måtte så bare se hvad der ville ske når hun gjorde det.
 Heldigvis virkede Tom heller ikke villig til at tage det skridt, han prøvede i hvert fald aldrig på noget, pressede ikke på for at gå videre og det var hun taknemmelig for.
 Hun håbede stadig, drømte om at Zachary ville komme tilbage, at noget ville tænde hans gnist, hans passion, hans smukke smil igen, men det blev sværere og sværere at holde modet oppe.
 Han havde forbudt sin famile og venner at komme, han ville ikke have de så ham sådan og han snakkede også meget sjældent med dem, så Amelia måtte berolige dem og få dem til at tro at det gik stille fremad.
 Tom havde også forbudt sin familie at komme, men mest fordi han ville spare dem den lange tur, han snakkede ofte med dem og han ville være rask nok til at rejse hjem om et par uger.
 Luke og Jasper havde samarbejdet om hvad de sendte ud til pressen, hvilket var så lidt som muligt, men de glædede sig til at Tom snart var tilbage, så ville rygterne om ham i det mindste stoppe.
 
 Zachary arbejdede hårdt, meget hårdt, nok hårdere end han nogensinde havde gjort i sit liv og det sagde ikke så lidt.
 Men han holdt stadig Amelia fra sig, han kunne ikke klare hendes melidenhed, han ville ikke have hun skulle se ham fejle igen og igen.
 Det gjorde ondt at skubbe hende fra sig, især når han vidste at Tom stod klar med åbne arme hver eneste gang, men lige nu var det nødvendigt, og det så kunne ændres bagefter ja det vidste han ikke.
 Han vidste heller ikke længere om han ønskede det, ikke at han ikke elskede hende, det gjorde han, men Tom ville være så meget bedre for hende.
 Uanset hvor meget han knoklede, hvor mange forbedringer der skete, så ville han aldrig blive helt okay, aldrig helt blive den samme og han vidste ikke endnu hvor meget og hvad der kunne genoptrænes.
 Nej det vigtigste var at hun blev lykkelig og fik sine drømme opfyldt og han vidste at Tom ville kunne give hende det og mere til, han var ikke så sikker på at han kunne.
 Men han havde fået sit tegn, vidste i sit hjerte at Gud havde en plan for ham, hans liv var ikke slut endnu, selv om det havde føltes sådan alt for længe.
 Han trænede sine ben, og der havde været små fremskridt, idag havde han gået to skridt før han faldt, men han pev ikke, og han kunne mærke at højre arm næsten var tilbage nu, lidt stiv men det ville den altid være på grund af skruer og plader i skulderen.
 Han fik massage af fysioterapeuten to gange om dagen, og tvang sig selv til at massere og røre sin hud så meget som muligt og nogle gange var det som om han følte bare lidt nogle steder.
 Og så snakkede han med en psykolog også to gange om dagen, han prøvede at være åben og tro på det, han havde dog nægtet medicin, han følte ikke det var det rette for ham.
 Han vidste der var lang vej og meget arbejde endnu, men han måtte bare kæmpe og håbe det ikke var for sent.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...