Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2509Visninger
AA

9. "Jeg er også gak oven i ikke ?"


 Amelia stod og studerede Zachary gennem døren der stod på klem, han sad på sengen, den var kørt op så han kunne sidde op, hans blik var fjernt, det højre øje skelede en lille smule ud af.
 Hun sukkede, alt hun ønskede var at putte sig ind til ham, kysse ham, høre hans glade latter, se det der smil der kunne lyse hele hendes dag op, men han smilte og lo aldrig nu og han ville ikke lade hende røre sig.
 Lægen havde lovet at snakke med ham, lige så snart han havde tid, han havde haft på fornæmmelsen at der var noget galt, og det hun fortalte bekraftigede det bare, han var helt sikker på at det var en slem depression.
 Hun havde tænkt at det jo måtte være til at fixe, men læge måtte nedslående forklare hende at for det første krævede det at han ønskede behandling, de kunne ikke tvinge ham og for det andet kunne det være udløst af en neurologisk skade og så ville han være på medicin sandsynligvis resten af sit liv for at holde det nede.
 Hun åbnede døren helt og gik langsomt ind, han så ikke engang op på hende. "Hej skat, hvordan har du det ?"
 "Hvordan tror du ? Sidder her og tænker over hvor fantastiskt mit liv er". Han så op på hende, hans blik ligegyldigt, nærmest tomt.
 Hun satte sig på senge kanten ved siden af ham og rakte ud efter hans hånd, men han flyttede den og hun sukkede. "Zac lad være med at sige sådan noget, du gør mig urolig".
 "Ingen grund til at bruge energi på det, jeg er det ikke værd". Han så ud af vinduet, hun følte at alt i ham fysisk og psykisk trak sig væk fra hende.
 Det gjorde så ondt at han afviste hende på den måde, selv om hun vidste at det var for han havde det skidt, så kunne hun ikke forhindre sine følelser. "Zachary se på mig, snak til mig, gør et eller andet".
 "Hvad nu Ami, jeg har helt ærligt snakket nok for idag, Tom har været her, men det ved du vel ?" Hans stemme var på ingen måde anklagende, blot konstaterende.
 Hun nikkede langomt. "Han er også meget urolig for dig skat, jeg.. Jeg har snakket med lægen, han kommer og snakker med dig om det, det er nok en depression du har".
 "Ja selvfølgelig, ikke nok med at jeg intet kan, jeg er også gak oven i ikke ? Har du ovejet at det meste bare bliver ligegyldigt når man ikke kan mærke noget". Hans hænder var knyttede.
 Hun rakte hånden ud og strøg ham over kinden, hans skæg var ved at være temmeligt tykt og langt, hans udtryk ved hendes berøring fik hende til at trække hånden til sig, som om han havde slået den væk.
 Hun havde tårere i øjnene. "Du er ikke gak, en depression er helt normalt i din situation, måske hvis du trænede, hvis der kom nogle fremskridt, måske det ville hjælpe".
 "Fat det, det bliver ikke bedre, det bliver aldrig bedre, jeg er intet værd". Hans stemme snerrende men samtidigt så ulykkelig at det gjorde ondt.
 Hun havde forskrækket rejst sig, hun var ikke vandt til at høre ham hæve stemmen eller snakke sådan. "Zac hvis du nu bare prøvede ? Trænede ? Og ellers så er det lige meget, jeg elsker dig alligevel ?"
 "Kan du ikke bare give mig lidt fred, smut tilbage til Tom, han er alligevel meget bedre for dig". Han vendte besværet ryggen til hende.
 Amelia halvejs løb ud, tårerne strømmende ned af kinderne, hun anede ikke hvad hun skulle gøre.
 
 Zachary lå og stirrede ind i væggen, nu havde han igen gjort hende ked af det, han trak puden op og begravede ansigtet i den.
 Han ville ønske de havde ladet ham dø, der var ingen mening i at leve sådan her, uden hende og han kunne ikke byde hende at skulle leve med den mand han var nu.
 Han kunne ikke holde ud at han ikke kunne mærke hendes berøring, det føltes som psykisk tortur hver gang hun rørte ham, det eneste han ønskede var at kunne mærke hendes blide kærtegn, men det ville han aldrig komme til igen.
 Hun fortjente en mand der kunne tage sig af hende på alle måde, som kunne give hende den kærlighed hun fortjente også den fysiske del og det kunne han ikke.
 Lammelserne kombinerede med følelses forstyrrelserne gjorde at han, ja ikke virkede sexuelt, og lægen kunne ikke garantere noget, lige som med alt andet afhang det af hvordan hjernen kom sig, hvad den ligesom genindstallerede og hvor den trak nye ledninger.
 Det kunne han ikke forvente hun skulle leve med, selv om vidste hun ville sige det ikke betød noget, men han vidste at det gjorde det i længden.
 Han kunne ikke holde ud at hun blev ved med at blive hos ham, fordi hun havde lovet det, hun var alt for sød og god af sig til at forlade ham når han havde det sådan, men det var bedst for dem begge, så han prøvede at få hende til at se det.
 Faktisk havde han fortalte Tom at han var fri til at ligge billet ind, han ville ikke bære nag til nogle af dem.
 Han var hverken dum eller blind, han vidste godt at hans bedste ven havde et lidt for godt øje til Amelia, og havde haft det et stykke tid, han var bare for meget gentleman og for god en ven til at gøre noget.
 Men han håbede faktisk Tom ville tage ham op på opfordringen, for han vidste Tom ville tage sig godt af hende, gøre hende lykkelig og så ville det ikke virke så ondt af ham at efterlade hende.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...