Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2468Visninger
AA

6. "Ja Tom, altid perfekte Tom"


 "Hej skat, skal du ikke have noget mad". Hun kom ind på Zacharys stue, han lå på sengen med ryggen til, nøjagtig hvor han lå da hun forlod ham for en time siden.
 Hun kunne se på vejrtrækningen at han ikke sov, og lidt efter rystede han svagt på hovedet. "Jeg er ikke sulten".
 "Du er nød til at spise Zac, du har brug for energien, så du kan træne og få det bedre". Hun satte sig på sengekanten.
 Hele hans krop ligesom trak sig væk fra hende og det gjorde ondt i hendes hjerte. "Det er ligemeget, jeg får det ikke bedre".
 "Please Zac, vær sød ikke at sige sådan, hvis du bare ville prøve, du er nød til at træne, bare se Tom, han gør store fremskridt". Hun lagde en hånd på hans hofte, hun ville ikke røre hans skadede skulder, den var ikke helt healet endnu.
 Han reagerede ikke på hendes hånd, sandsynligvis fordi han ikke vidste den var der, der var ingen fremskridt i forhold til hans følesans. "Ja Tom, altid perfekte Tom, selvfølgelig gør han fremskridt, jeg er ikke Tom".
 "Nej du er ikke Tom, du er min perfekte, stærke, vidunderlige, passionerede, giver alt for andre Zac, eller det plejede du at være". Hun bed sig i læben.
 Han fik med stort besvær vendt sig om på ryggen, så han kunne se på hende. "Ja sorry jeg ikke er perfekt mere, jeg bad ikke om det her, de skulle bare have ladet mig dø".
 "Det var jo ikke det jeg mente Zac, jeg.. Jeg mente bare at .." Hun prøvede at finde de rigtige ord.
 Hans stemme afbrød hende, hans øjne så ikke på hende. "Ami, jeg tror gerne jeg vil hvile mig, kunne jeg få lidt fred og ro tak ?"
 "Okay, hvis det er det du vil". Hun rejste sig, hun ville kysse ham, men han havde drejet ansigt væk dog lukket øjnene.
 Hun forlod rummet igen, hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, eller hvad hun skulle gøre, hun overvejede at ringe til sin mor eller Linda, men hun vidste hun ville bryde sammen når de spurgte til Zachary, så hun lod være.
 Bare hun vidste hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham, hun ville jeg gøre alt for ham, hvis bare han ville lade hende, men hun følte ikke hun kom nogle vegne med ham.
 Hun var pludseligt usikker på om han overhovedet elskede hende længere, det føltes bestemt ikke sådan lige nu.
 Men hun havde ikke tænkt sig at give op, hun ville kæmpe for ham, kæmpe med ham, hun var ligeglad med hans skader, men for hans egen skyld ønskede hun at han fik det bedst muligt.
 Det var bare svært når han ikke ville have hendes hjælp, når han ikke ønskede at få det bedre, hun overvejede om hun skulle ringe til hans far eller Joel og bede dem komme, men hun var bange for at Zachary ville blive vred på hende.
 Hun satte sig på en bænk ude foran klinikken, hun var glad for at ingen vidste de var der, der var heldigvis så meget for medierne at tænke på efter jordskælvet, at ingen havde bemærket deres forsvinden endnu.
 De havde håbet at de ville være klar til at tage hjem, inden nogle bemærkede deres fravær, men lige nu havde det lange udsigter, især for Zachary.
 Faktisk havde lægerne hentydet at hvis der ikke skete fremskridt, så ville han få svært ved at klare sig hjemme, med mindre han havde en fuldtids sygeplejerske ansat til at hjælpe ham.
 Efter at have siddet lidt i solen, rejste hun sig og gik ind igen, hun stoppede et øjeblik hvor gangen delte sig og overvejede hvilken stue hun skulle gå hen til.
 Kort efter åbnede hun døren og gik stille ind, han lå på sengen og hun sagde forsigtigt. "Hej Tom er du vågen ?"
 "Ja jeg slappede bare lidt af, jeg havde ikke regnet med at se dig allerede igen Ami, er der noget galt ?" Han vendte sig og så på hende.
 Hun kunne ikke få et ord frem, men da Tom så hendes ansigt rykkede han sig og klappede ved siden af sig på sengen, hun kravlede op ved siden af ham og han trak hende til sig, hun græd med ansigtet presset mod hans bryst.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...