Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2482Visninger
AA

8. "Hvad sagde han Tom ?"


 Amelia syntes det føltes som en evighed, og hun døsede hen i Toms seng mens hun ventede.
 "Ami, sover du ?" Hun vågnede ved at Tom lagde sig på sengen ved siden af hende, i ren refleks puttede hun sig ind til ham og han lagde armene om hende, hvilket fik sygeplejersken til at sende dem et spidst blik før hun gik ud af rummet.
 Hun var ligeglad og desuden lidt i tvivl om sygeplejerskerne mente de gjorde noget forkert eller de bare gerne ville tage hendes plads, sikkert begge dele.
 "Hvad sagde han Tom ? Var han glad for at se dig ?" Hun så op på ham, håbede at Zachary havde vist en eller anden form for positive følelser.
 Tom sukkede og strøg hende blidt over håret. "Der er noget helt galt med ham, det er helt sikkert, dengang du slog op med ham var han langt nede, men dette er noget helt andet".
 "Jeg tror hellere vi må snakke med lægerne om det, jeg tror det er en depression". Hun hvilede sin pande mod Toms skulder.
 Hun kunne mærke at han nikkede. "Jeg tror du har ret, han er i hvert fald slet ikke sig selv, jeg kunne ikke få ham til at sige ret meget og det han sagde var pænt sagt noget værre pjat".
 "Tom, hvad sagde han ?" Hun var egentlig ikke sikker på at hun ville vide det, men hun følte at hun var nød til at vide det.
 Han sank og hun kunne mærke hans muskler spændes. "Jeg ved ikke rigtig Ami.. Jeg er ikke sikker på at jeg bør fortælle dig det".
 "Please, jeg er nød til at vide det, nød til at forstå hvad der foregår i hans hovede, mig siger han slet intet til". Hun så bedende op på ham.
 Han lukkede øjnene og sukkede. "Du må love mig Ami, husk han er ikke sig selv, han mener det ikke rigtig, han er bare på et rigtig skidt sted".
 "Det ved jeg Tom". Men hun mærkede alligevel en smertefuld knude i sin mave, hvad havde han dog sagt ?
 Toms tunge løb hen over hans underlæbe. "Han mener ikke han er noget værd mere, faktisk sagde han at de bare skulle have ladet ham dø, at det havde været bedre for alle".
 "Det sagde han også tidligere, åh Gud du tror ikke han kunne finde på at gøre skade på sig selv vel ?" Frygten ramte hende som en fysisk smerte.
 Han så ud som om han ledte efter de rigtige ord, hans smukke øjne bekymret. "For at være ærlig, så er jeg bange for at han faktisk overvejer det".
 "Hvad skal jeg gøre Tom ? Jeg tror ikke jeg ville klare det hvis han gjorde alvor af det". Et lille hulk undslap hende, tanken gjorde fysisk ondt.
 Tom knugede hende ind til sig, det gik tydeligvis også ham på. "Jeg tror det er bedst atnlade lægerne håndtere det, han.. Han ønsker vist ikke nogen af vores hjælp".
 "Tom, hvad mere sagde han ?" Hun kunne høre i hans tone, at der var noget mere, noget han ikke havde sagt.
 Ham lukkede øjnene og nærmest tykkede på sin læbe. "Det.. Jeg .. Han mener det jo ikke.. Jeg ved slet ikke hvorfor han ville sige sådan noget".
 "Vær nu sød at sige det, det kan umuligt være værre". Det kunne det ikke vel ? Hvad kunne han have sagt ? Som Tom havde endnu sværere ved at fortælle hende.
 Hans øjne fangede hende, de var triste og forvirrede. "Han sagde at jeg bare kunne tage dig, han var.. Var ligeglad.. Han var ikke godt nok til dig mere".
 Hun gispede, det føltes nøjagtig som havde nogen givet hende en lussing, hvordan kunne han sige sådan ? Tænke sådan ?
 Tom så ulykkelig ud, hans stemme skrøbelig. "Jeg ville jo aldrig.. Kunne da aldrig.. Han burde ikke føle sådan".
 "Det ved jeg Tom, du er bare den eneste her og han har fået en ide om at du er perfekt, er alt det han mener han ikke længere er". Hun strøg en krøllet hårtot væk fra hans pande.
 Han kyssede hende på panden. "Det skal nok gå søde, lægerne skal nok hjælpe ham, vi skal nok få Zac tilbage".
 "Jeg må hellere fat fat i lægen, så de kan få gjort noget inden det er for sent". Hun rejste sig fra sengen.
 Hun bøjede sig for at kysse Tom på kinden, han lå med ryggen til hende, men i det samme drejede han hovedet for at sige noget og kysset landede derfor halvvejs på hans mund.
 Amelia gispede forskrækket over hendes krops reaktion på fornæmmelsen af hans læber og hun skyndte sig ud uden at sige et ord.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...