Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2505Visninger
AA

13. "Han er forsvundet fra sin stue"


 Zachary lå og stirrede op i loftet, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han følte hans liv var slut, han havde intet tilbage at leve for, og han ønskede egentligt bare at slippe.
 Han sukkede, Amelia ville få et langt bedre liv uden ham, hun fortjente så meget bedre, hun fortjente en som Tom.
 Men han kunne jo ikke engang gøre noget, han var så ynkelig at han ikke engang ville være i stand til at tage sit eget liv, hvordan skulle han når han ikke kunne gå ? 
 Han vidste godt de frygtede at han ville gøre noget, for de var pludseligt meget opmærksom på ham og han fik pludseligt maden serveret skåret ud og ingen kniv.
 Hverken Amelia eller Tom havde været og se til ham i to dage, siden han havde skubbet til hende.
 Han havde set hvordan sygeplejerskerne kiggede på ham, han havde endda hørt to af dem hviske om hvor synd for ham det var at hans forlovede tilbragte alt sin tid hos Tom og om der mon ikke foregik noget der, da de troede han sov.
 Men han kunne ikke være sur, hverken på hende eller Tom, det var helt forståeligt og han ville være så meget bedre for hende.
 Han brød sig til gengæld ikke om at sygeplejerskerne ynkede ham, han havde ikke brug for deres melidenhed.
 Zachary havde brug for at komme væk, for at få clearet sit hovede, det lykkedes ham og komme over i kørestolen selv, hans højre arm virkede nu nok til at han kunne køre den selv.
 Og det lykkedes ham at liste sig ud fra klinikken uden nogen så ham, og ned til den lille sø der var i parken, han kiggede ud over det stille vand og vidste hvad han måtte gøre.

 Tom følte sig som en komplet nar, ja det var nok den bedste beskrivelse, han var plaget af skyldfølelse konstant, og fortalte sig selv flere gange om dagen, at det var slut, han var nød til at stoppe, men han kunne ikke.
 Han havde tænkt efter det første kys, at det ikke måtte ske igen, men fakta var at han ikke kunne sige nej til hende.
 Det var hende der startede hver kys, ja det prøvede han at undskylde sig med, og det var også rigtig nok, han havde ikke en eneste gang startet noget, men det gjorde det jo ikke okay, han følte stadig han udnyttede hendes udsatte situation.
 Lige nu lå de tæt sammen på hans seng og han havde flere gang tænkt at han skulle bede hende gå, gå ned til Zachary hvor hun hørte til, han vidste hun ikke havde set ham siden han skubbede hende.
 Han kunne bare ikke, alt i ham ønskede at holde hende ind til sig, at beskytte hende fra at blive såret.
 De havde dog kun kysset, ikke at Tom ikke havde lyst til mere, men det kunne han ikke få sig selv til, det ville være at overskride den sidste grænse og der ville ingen vej være tilbage.
 
 Amelia sukkede, hun vidste det var forkert, hun vidste hun burde holde sig væk, men hun kunne ikke, hun havde behov for ham.
 Hun kiggede op på Tom, hun lå tæt op ad ham, beskyttet i hans stærke arme, og hun kunne ikke lade være med at strække sig og lade sine læber møde hans.
 Som altid var det hende der startede kysset, men Tom reagerede instiktivt og gengældte det, varmt, trygt og kærligt.
 Pludseligt var der en der rømmede sig og hun kiggede forskrækket op, det var en af sygeplejerskerne og hun så meget anklagende på hende.
 Tom drejede hovedet med et suk og sendte sygeplejersken sit sødeste smil. "Ja var der noget ?"
 "Jeg ville høre om nogen af jer har en ide om hvor Zac ville tage hen ? Han er forsvundet fra sin stue". Hun så koldt på dem.
 Amelia fløj op fra sengen, hendes mave en hård knude af frygt. "Er Zac forsvundet ? Hvordan kan det ske ?"
 "Måske han besluttede sig for at finde ud af hvad hans forlovede render og laver". Svarede sygeplejersken spidst og Amelia følte et jag af skyld.
 Tom rejste sig hurtigt, hans blik var isnende og hans stemme vred. "Ja tak så har du vist luftet din mening, så tror det er bedst du går lige nu".
 Sygeplejersken så forskrækket på ham og skyndte sig så ud, Tom var hurtigt ved Amelia og lagde beskyttende armene om hende. "Du skal ikke tage dig af hende".
 "Men hun har jo ret Tom, det var faktisk fuldt fortjent". Hun sukkede og så ned i gulvet.
 Tom bed sig i læben, han hadede at hun skulle føle sig så skyldig. "Kom lad os gå ud og kigge efter Zac, det er begranset hvor langt han kan være kommet".
 Hun nikkede og de skyndte sig udenfor, hun så på Tom. "Hvis du går langs vejen Tom, så går jeg ned gennem parken, og vær forsigtig Tom".
 "Okay, kald hvis du har brug for hjælp, jeg skal nok passe på". Han smilte til hende og de gik afsted.
 Hun gik uroligt gennem parken, han havde forhåbentligt ikke gjort noget dumt, hendes mave trak sig sammen i frygt.
 Da hun nærmede sig søen så hun kørestolen, den holdt nede tæt ved søen og hun mærkede sig selv gå i panik, hun løb derned, rædselsslagende for hvad hun ville finde.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...