Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2482Visninger
AA

5. "Er han stadig problematisk ?"


 "Ups, tak Ami". Tom smilede undskyldende til hende, han støttede sig et øjeblik på hendes arm, inden han fortsatte med lidt forsigtige skridt.
 Det var en uge senere og han var igang med genoptræningen, men hans ben var stadig svage efter at have været sengeliggende og Amelia gik ved siden af ham, så han kunne gribe fat i hende hvis han kom ud af balance.
 "Det er helt okay Tom, du gør det virkeligt godt". Hun støttede ham mens han kom ned at sidde i stolen.
 Han sukkede. "Tak, jeg bliver godt nok stadig hurtigt træt, men jeg er jo nød til at presse på, ellers bliver det ikke bedre".
 "Bare pas på du ikke presser dig for hårdt Tom ikke, sørg for at hvile dig nok". Hun så bekymret på ham, han pressede sig selv til det yderste.
 Han smilte, hans humør fejlede intet, altid glad og venlig over for alle, samtlige sygeplejersker havde vist et mindre crush på ham. 
 "Det er godt jeg har dig til at passe på mig, nu hvor Luke er rejst hjem". Han så taknemmeligt på hende.
 Hun rystede let på hovedet. "Du behøver ikke takke Tom, med alt det du har gjort for mig og for Zac, så er det da det mindste jeg kan gøre, og jeg har ikke så meget andet at lave".
 "Er han stadig problematisk ?" Han så bekymret på hende og klemte blidt hendes hånd.
 Hun nikkede og mærkede tårerne presse sig på igen, hun kiggede op i håb om at stoppe dem. "Han vil ikke have hjælp, han laver ikke de øvelser han får besked på, han ligger bare og surmuler".
 "Har du prøvet at snakke med ham ? Det ligner ikke Zac, jo måske det med at være dårlig til at tage imod hjælp, men resten er bare ikke ham". Tom så bekymret ud.
 Hun nikkede og mærkede at nu kom tårene alligevel. "Han ligger sig enten til at sove eller begynder at tude som et ulykkeligt barn, får intet ud af det, og værst af alt, jeg må praktisk taget ikke røre ham".
 "Det lyder ikke normalt Ami, måske jeg skulle prøve at snakke med ham, kom her søde". Han trak hende ned på sit skød og hun græd mod hans skulder.
 Hun vidste seriøst ikke hvad hun skulle gøre, hun troede hun havde fået Zachary tilbage, hans skader betød intet for hende, selv om det selvfølgelig var en forfærdelig tanke at han ikke kunne mærke hendes kærtegn.
 Men hun følte han gled mere og mere fra hende, at var absolut ikke sig selv og hun havde det som om han helst var fri for hende, derfor tilbragte hun mere og mere tid hos Tom, der altid satte pris på hendes hjælp.
 Ikke at hun ønskede taknemmelighed fra Zachary, for hende var det helt naturligt at hun var der, de var forlovet, men han virkede næsten aldrig glad for at se hende og bad hende tit gå fordi han var træt.
 "Det skal nok gå Ami, jeg er sikker på at vi får Zac tilbage, han har bare været gennem så meget".  Tom strøg hende blidt på ryggen.
 En sygeplejerske kom ind med Toms frokost, Amelia kunne mærke hvordan hun skævede til den, og hun fik en fornæmmelse af at hun fandt deres adfærd upassende.
 Hun følte et stik af skyld, var det forkert ? Hun var ret sikker på at Zachary, før i tiden i hvert fald, ikke ville have haft et problem med at Tom trøstede hende, men før i tiden ville det have været Zachary der havde tage hende i sine arme hvis hun var ked af noget, tanken fik hende til at græde endnu mere.
 "Hvad sker der Ami ? Hvad tænkte du på ?" Tom så bekymret på hende, men hun rystede bare på hovedet og gemte ansigtet mod hans skulder, så måtte sygeplejersken tænke hvad hun ville.
 Hun gjorde sig blidt fri fra ham og rejste sig. "Jeg må hellere se at komme tilbage til Zac og prøve at få ham til at spise noget, vil du have din mad her over ?"
 "Tak Ami, hvis det ikke er til besvær, men ellers kan jeg selv hente den". Han smilte sødt til hende.
 Hun hentede maden og stillede foran ham, så kyssede hun ham på panden. "Det er ikke til besvær Tom, vi ses senere ikke ?"
 "Hils ham Ami og sig jeg regner med snart at måtte komme ned og se til ham". Han smilte glad og hun nikkede, inden hun gik ud og ned til Zacharys stue.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...