Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
2495Visninger
AA

3. "Du kom tilbage"


 Amelia klemte hans hånd og bad til at han ville trække vejret, hun stirrede på hans brystkasse, jo var der ikke en bevægelse. Hun hviskede. "Kom nu skat, jeg ved du kan".
 Jo hans brystkasse bevægede sig og inden længe var hans vejrtrækning rolig og regelmæssig og hun åndede lettet op, i det mindste kunne han trække vejret, der var stadig håb.
 "Vejrtrækningen ser stabil ud og iltmætningen er god, så det må siges at være en succe, nu må vi vente og give ham tid". Lægen så på hende med et venligt smil.
 Da lægen var gået kyssede Amelia blidt Zacharys kind. "Tak skat, for at du stadig kæmper, jeg ved du prøver at komme tilbage til mig, jeg venter på dig".
 "Skal jeg gå ned og sige det til Tom, han vil nok blive glad for en positiv nyhed". Luke så på hende og hun nikkede glad, hun vidste Tom ville blive glad.
 Endeligt noget positivt, mon ikke han snart vågnede så, hun vidste jo godt at lægerne sagde at han ville have skader, sikker slemme skader, men hun kunne bare ikke forestille sig Zachary ikke var sit eget perfekte, sød og passionerede selv.
 "Jeg er bange Tom, hvorfor vågner han ikke ? Jeg troede han ville vågne". Amelia prøvede at holde hulkene tilbage, egentlig havde Tom ikke brug for at se hende sådan, men han var den eneste hun følte helt forstod hende.
 Tom lagde armen om hende og hun hvilede hovedet mod hans skulder, det var fem dage siden de havde taget Zachary af respiratoren, men der havde ingen ændringer været.
 Til gengæld glædede det hende at se Tom oppe og sidde i en stol, han var startet på sin genoptræning og selv om han hurtigt blev træt gik det frem ad og han knoklede virkeligt og brokkede sig aldrig.
 "Bliv ved med at tro på det søde, han har bare brug for noget tid, forhåbentlig til at blive stærkere og heale". Tom strøg hende blidt over håret.
 Hun sukkede, hun var ikke sikker på at hun havde klaret de sidste par dage uden Tom, han havde været hendes klippe, og hun fattede ikke at han havde overskuddet, hans egen situation taget i betragtning.
 Luke gjorde sit bedste, men han var mere en praktisk person, han tog sig af alle de praktiske ting og sørgede for at de fik spist og sovet, hun var også taknemmelig for at han var der.
 I det samme gik døren op og Luke kom halsende ind. "Ami, Zac er vågnet, han spørger efter dig".
 "Han.. Er han okay ?" Hun fløj op, typisk ham at vågne når hun ikke var der, hun skyndte sig ud af døren med Luke i hælene.
 Luke kom op på siden af hende. "De ved ikke endnu hvad der er af skader, lægerne er ved at undersøge ham, men han kan snakke og han virker rimeligt til stede".
 "Tak Luke". Hun vidste slet ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, at han kunne tale og han huskede hende måtte være gode tegn, hun kunne ikke forestille sig at andet kunne være et større problem.
 Hun åbnede forsigtigt døren og gik ind, to læger var igang med at undersøge ham, men han fik øje på hende og hans stemme var hæs ognrå da han kaldte. "Ami, min elskede Ami".
 "Jeg er her Zac, rolig nu". Han havde hevet hende ind til sig, og ømmede sig, hans skadede skulder stadig ikke helt healet, og så var han brudt hulkende sammen imod hendes skulder.
 Den ene læge sendte hende et beroligende blik. "Bare roligt, det er helt naturligt med voldsomme følelses udbrud".
 "Skat slap af, det er okay, du kom tilbage, det vidste jeg du ville". Hun nussede ham blidt på ryggen og kyssede ham på håret, det var ved at være temmeligt langt og krøllede og ham trængte voldsomt til en barbering, men hun syntes stadig han var perfekt.
 Da lægerne var færdige så de alvorligt på dem og den ene begyndte. "Zac dit højre øje bliver desværre nok aldrig bedre, men det burde ikke være noget problem for dig at fungere med et øje".
 Amelia havde ikke bemærket det før, men da han drejede ansigtet mod hende kunne hun se at højre øje ligesom ikke fulgte med, ikke fokuserede og pupillen reagerede ikke på lysskiftet.
 "Tjah det er vel ikke så galt, heldigvis kune det ene øje". Han sukkede og trak let på skuldrene og hun smilede opmuntrende til ham.
 Lægen fortsatte. "Dine reflekser i benene er ikke helt okay, men der er en reaktion, så der er forbindelse, så erfaringen siger mig at med tid og genoptræning så kommer du højst sandsynligt til at gå igen, måske helt uden problemer".
 "Okay, det er vel bedre en ingenting". Hun kunne se det gik ham på, han var så dårlig til ikke at kunne ting.
 Hun nussede hans hånd. "Det skal nok gå Zac, du er stærk og temmeligt stædig, dig og Tom kan hjælpe hinanden".
 "Hvordan har Tom det egentligt ? Er han stadig okay ?" Zachary så spørgende på hende.
 Hun smilte og følte sit hjerte blive varmt, selv i den situation tænkte han på hvordan Tom havde det. "Tom er helt okay, han var oppe og sidde i en stol for første gang idag".
 "Det er jeg glad for at høre". Han lyste op og Amelias hjerte slog en lille koldbøtte, hun havde virkeligt fået ham tilbage, hendes søde og helt perfekte Zachary.
 Hun så på lægerne, var det der ? Så ville hun mene de var sluppet billigt. "Er der andet, andre problemer ?"
 "Der er udbredte føleforstyrrelser og vi kan desværre ikke sige noget om hvor vidt det bliver bedre, det kan kun tiden vise og hukommelsen vil nok også være påvirket". Lægen så lettere bekymret ud.
 Den anden læge lagde hånden på hendes skulder. "Ami kan jeg lige snakke med dig uden for ?"
 "Jo selvfølgelig, Zac jeg er tilbage om et øjeblik, Luke bliver her". Hun fulgte med lægen uden for døren.
 Han så alvorligt på hende. "I bund og grund er han sluppet billigt, det kunne  let have været meget værre, men det kræver han virkeligt arbejder på at få det bedre".
 "Jeg skal nok gøre alt for at hjælpe og støtte ham, han er altid så stærk og energisk, han skal nok kæmpe". Hun kendte Zachary, han gav ikke sådan op.
 Lægen nikkede. "Jeg bryder mig ikke om at føle sansen er så påvirket, han kan praktisk taget intet føle og det er ikke sikkert det bliver bedre, det kommer an på flere ting, så han skal være opmærksom på især varme og kulde, for han vil ikke mærke det".
 "Ikke mærke det ? Kan han slet intet mærke ? Kan han ikke mærke når jeg røre ham ?" Hun følte panikken brede sig i sig.
 Lægen rystede på hovedet. "Nej, som det ser ud nu er der meget få steder han kan mærke lidt, men det er muligt det bliver bedre med tiden".
 Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, han kunne ikke mærke når hun rørte ved ham, ikke mærke hendes kys og kærtegn.
 "Vær opmærksom på der vil komme følelses mæssige udbrud, især voldsom gråd er helt normalt og kom til os hvis han viser tegn på depression, det er også helt normalt". Lægen klemte venligt hendes skulder.
 Hun så på Zachary gennem vinduet inden hun gik ind til ham igen, han lignede sig selv bortset fra øjet, men var han den sammen, inden i ?
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...