Et øjeblik ? For sent ? For evigt ? (Ami bog 4)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig
(4 bog om Ami husk at læse de 3 første) Ami troede lige at tingene endeligt så lyse ud efter alle prøvelserne, Zachary havde friet til hende, endeligt skulle de få lov at være lykkelige. Ham og Tom skal bare lige komme sig oven på deres skader fra jordskælvet, men så sker katastrofen og hun er igen tæt på at miste en af dem. Der er en hård genoptræning i vente for begge Og den er især hård for Zachary, der har svært ved at acceptere andres hjælp, i sin frustration skubber han Ami fra sig og i armene på en anden. Hvad valgt tager Ami og får hende og Zachary nogensinde deres for evigt eller er det for sent ?

2Likes
0Kommentarer
3479Visninger
AA

16. "Der er noget jeg er nød til at gøre"


 "Hej Zac, hvordan har du det ? Du ser friskere ud". Amelia kom ind på hans stue, der var gået endnu en uge, men hun kunne stadig ikke trænge igennem til ham og hendes håb var snart væk.
 Han så op på hende, i det mindste reagerede han, men hans øjne var stadig fraværende. "Gør jeg, hmm det var jeg ikke klar over".
 "Zac please, jeg hørte lægen sagde at du gør fremskridt, at dine ben er blevet bedre". Hun smilte opmuntrende til ham.
 Hun var blevet så lykkelig, da hun havde hørt lægen snakke med en af sygeplejerskene, men undrede sig over hvorfor ingen havde fortalt hende noget.
 Han så ud af vinduet. "Det er ikke noget særligt, ikke noget at hidse sig op over, det bliver nok ikke bedre end det".
 "Lad nu være med at sige det, når først der er fremskridt så er der håb for flere". Hun lagde smilende sin hånd oven på hans.
 Han hev hånden til sig som om hun havde brændt ham. "Lad nu være Ami, lad være at tro at fordi jeg kan tage et skide skridt så er jeg okay om lidt, jeg bliver aldrig den samme".
 "Zac det betyder ikke noget, ingen af os bliver vist nogensinde den samme efter alt det der er sket, jeg kan sagtens leve med det". Hun følte desperationen stige op i sig.
 Hun stirrede på ham, ventede på et svar, en reaktion, for at være ærlig vidste hun snart ikke hvad han lignede, hans skæg var blevet stort og tykt, hans hår var filtert og krøllede til alle steder, han lignede han skulle spille en rolle som hulemand.
 "Men det skal du ikke, jeg vil ikke have du skal leve med det Ami". Han lukkede øjnene og drejede hoved væk.
 Hun holdt et hult tilbage, hun følte at hun virkeligt havde mistet ham, at det var endegyldigt slut, at han havde kastet håndklædet i ringen.
 Forsigtigt tog hun ringen af sin finger og lagde den på bordet og så gik hun ud uden at sige mere, der var ikke mere at sige.

 Zachary sukkede, det var så det, hun havde opgivet ham, han havde mistet hende for evigt, efter alt der var sket, alt de havde gået igennem, så var det alligevel for sent.
 Men det var bedst sådan, nu var hun fri til at blive lykkelig, få et normalt liv, opfylde sine drømme og han vidste hvem hun gik til nu, hvem der ventede hende med åbne arme.
 Det gjorde ondt, men han følte intet ondt imod nogle af dem, det var ikke deres skyld.
 Han rejste sig og tog forsigtigt de to skridt over til bordet, han tog ringen og puttede den i lommen, hun skulle have beholdt den, han ville aldrig få noget at bruge den til, det vidste han, der ville aldrig være en anden, hun ville for evigt eje hans hjerte fuldt og helt.

 Amelia kastede sig bogstaveligt i Toms arme, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre for at stoppe den bankende smerte i hende bryst.
 "Ami ? Hvad sker der ? Du virker oprevet". Tom så forvirret på hende, men hun kyssede ham bare, krævende og desperart.
 Hendes tunge nærmest tvang sig adgang til hans mund, hendes hænder hvilklet ind i hans hår, han gispede overrasket over hendes angreb.
 Hun vidste ikke hvad der gik af hende, men alt var jo alligevel tabt, hun havde mistet ham og hun søgte desperart noget der kunne gøre smerten mindre, noget der kunne holde sammen på hende.
 Og det eneste der virkede beroligende på,hende for tiden var Tom, hans kys og hans blide kærtegn var som balsam for hendes sjæl, men lige nu var det ikke nok, hun måtte have mere, have ham helt.
 
 Tom kunne mærke at noget var anderledes, der var sket noget, hun var meget pågående og han fornæmmede at hun lige havde visket grænsen ud og bare ventede på at han tog det skridt.
 Det var svært for ham at tænke klart, hendes hænder var oppe under hans bluse, og efterlod brændende spor på hans hud hende mund, kærtegnede hans hals og han hørte sig selv stønne.
 Hans hjerne slog fra, slog over i refleks han greb hende og skubbede hende ned på sin seng, hans hænder oppe der hendes bluse, de fandt hurtigt frem til hendes bryster og kærtegnede dem drillende.
 Hun stønnede og vred sig, jo hun havde taget sit valg, hun havde valgt ham, han burde være lykkelig, hvorfor gjorde det så så ondt ? Hvorfor følte han sig som en forbryder ?
 Pludseligt opdagede han noget, et sted dybt nede i hans underbevisthed og det slog hans hjerne tilbage i hak, han greb hendes hånd og stoppede hende i at hive hans bluse af.
 "Ami hvor er din ring ?" Han havde bemærket at hendes forlovelses ring var væk, hun havde ellers haft den på altid siden Zachary gav hende den.
 Hun sukkede og så på ham, sorgen tydeligt i hendes øjne. "Jeg gav ham den tilbage, han er væk, jeg har mistet ham og jeg kunne ikke beholde den".
 Tom bed sig i læben og lukkede øjnene, det her var slet ikke let, der var intet han hellere ville end at tage hende, at have hende fuldt og helt, men ikke på denne måde.
 Hun prøvede at kysse ham, men han skubbede hende blidt fra sig. "Ami sødeste, kan du lige vente her, der er noget jeg er nød til at gøre ?"
 Hun nikkeder forvirre og han rejste sig og forlod rummet, han havde intet valg, der var not han måtte ordne og det var nu eller aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...