In Between The Spruces | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Julen er for mange den måned, hvor kreditkortet er rødglødende. Og massemilliardærdatter Harriet Styles har aldrig manglet noget, og har aldrig behøvet at løfte en finger i sit liv. Dog føler hun, at der er et tomrum, som ikke kan blive fyldt ud.
Niall Horan, hendes kontrast, har arbejdet og bidraget til at forsøge sin familie, siden den dag, han blev gammel nok til det. Han kommer fra det nedre middelklasse miljø, og bliver betragtet som fattig i nogens øjne.
Veje vil krydse hinanden, modsætninger vil mødes, og de vil hurtigt finde ud af, hvad julen faktisk handler om. Men en ting er sikkert - følelser vil komme i klemme, og det vil i sandhed blive en jul, de aldrig glemmer. | Vinder af årets budskab 2016.

96Likes
61Kommentarer
25703Visninger
AA

7. 9. December | A Season Of Love And Laughter


9.  D E C E M B E R

Morgnerne om julen var mine favorit morgner, det var der hele familien var samlet om bordet, og spiste morgenmad. Og for en gangs skyld, var jeg stået tidligt op for at få noget ud af dagen, men også for at snakke med en bestemt person inden resten af familien stod op – min mor.

”Må jeg spørger om noget?” spurgte hun og så på mig med et blidt blik, jeg nikkede og førte toast brødet op til læberne, hvorefter jeg tog en ordentlig bid.

Hun så kort ud til at tøve, men tog så mod til sig for at sige det hun ville – ”hvorfor har du ikke spurgt om hun vil på date med dig? Det kan godt være i kommer fra vidt forskellige verdner, men hvor slemt kan det være? I må da have noget til fælles,” begyndte hun og pillede ved sit blonde hår, der gik til skulderne.

Hun så på mig med et nervøst blik, men jeg tog det ikke så tungt og trak blot på skulderne, for jeg havde ikke et svar til hendes spørgsmål.

Min mor skulle til at svare, da vi blev afbrudt af en lys stemme – Lauren.

”Ja hvorfor har du ikke taget hende med ud på en date Niall?” spurgte Lauren der kom gående ind i køkkenet med en bamse i favnen. Hendes blik var nysgerrigt, og da hun nåede hen til mig, snuppede hun resten af min toast.

”Hey hey, den var jeg ikke færdig med stump,” udbrød jeg med et smil om læben, for jeg kunne ikke blive sur på hende.

Et grin forlod hendes læber og det var som sød musik i mine øre, at høre hende være glad lige fra morgenstunden af. ”Men det er mit nu,” drillede hun med et lumsk smil om læberne, som bare så kært ud.

Jeg rystede let på hovedet over hende og rejste mig for at lave en ny toast til mig selv, men jeg nåede knap nok og rejse mig, før hun gentog sit spørgsmål.

”Hvorfor?” spurgte hun og satte sig ved bordet, hun tog fat om mælken og hældte et glas op til sig selv.

Jeg så skeptisk på mor, der så på mig med et uskyldigt blik i øjnene, for hvad havde hun fortalt Lauren? De to var jo begge piger, og det ville ikke undre mig, hvis de havde snakket om Harriet og jeg.

”Undskyld,” begyndte Lauren og krøb længere ned i stolen så hun næsten forsvandt under bordet.

”For hvad?” spurgte jeg og rynker tegnede sig hen over min pande.

”Jeg smug lyttede,” indrømmede hun og lod bamsen dække for hendes ansigt, som nok bestod af et par ildrøde kinder og et par uskyldige blå øjne. ”Du må ikke blive sur Niall,” hviskede hun skrøbeligt.

Et smil tegnede sig over mine læber og jeg bevægede mig over til hende. ”Hvorfor skulle jeg være sur på dig?” spurgte jeg hende om, og fjernede bamsen så jeg kunne se hendes ansigt.

Hendes blik mødte mit ”fordi jeg smug lyttede, jeg ved du hader når jeg gør det,” mumlede hun svagt.

Jeg rystede på hovedet over hende og strøg hende efterfølgende over håret ”det gør ikke noget, det var ikke noget vigtigt vi snakkede om.”

Laurens blik ændrede sig på få sekunder, og et grin forlod min mors læber, da nogle bestemte ord forlod Laurens.

”Hvorfor har du så ikke taget dig sammen endnu, og inviteret hende ud på en date?”

Jeg mærkede varmen stige i mine kinder, og jeg tillod mig at flygte hen til toasteren der var i gang.

”Øhm,” begyndte jeg og lod en hånd glide igennem det blonde hår med brune rødder. Jeg tog det sidste stykke toast over på tallerkenen og vendte mig så mod hende, ”okay så spørger jeg hende.”

Både Lauren og min mors smil voksede, men jeg fortrød hurtigt mine ord, for jeg vidste jo ikke hvor hun boede. Hvordan skulle jeg så invitere hende ud og spise eller noget?

”Men der er bare et problem,” mumlede jeg og lænede mig op af køkkenbordet, de begge så på mig med nysgerrige blikke.

”Jeg ved ikke hvor hun bor? Og jeg har heller ikke hendes nummer,” indrømmede jeg og kløede mig lidt i nakken.

”Det skal vi nok finde ud af efter morgenmaden, og så kører vi dig hjem til hende, så må du bare selv finde ud af hvordan du kommer hjem okay?” min mors stemme var bestemt, og jeg vidste jeg ikke kunne slippe udenom denne her.

Jeg blev nød til at invitere Harriet ud på en date, i dag.

 

”Jeg er sikker på hun siger ja!” råbte min mor ud af vinduet, i mens de kørte væk i et rask tempo, men jeg vidste ikke helt om jeg skulle tro på det eller ej. For hvorfor skulle hun sige ja? Vi havde allerede haft vores op og ned ture med hinanden, og så længe havde vi ikke kendt hinanden jo.

December måned ville åbenbart i år, være en anderledes måned for mig.

Døren foran mig var rød, og på den hang en julekrans der lyste op svagt. Villaen var stor og jeg undrede mig kort over, hvorfor de kun boede fire i det store hus. De måtte jo næsten have plads til ti mennesker.

”Okay,” begyndte jeg hviskekende til mig selv og tog en dyb indånding. ”Nu banker du på den dør og snakker med hende, det er da ikke så svært vel?” afsluttede jeg og rystede kortvarigt på hovedet, over mig selv. For normalt var jeg ikke typen, der stod og snakkede med sig selv, så jeg måtte virkelig være nervøs.

Blidt trykkede jeg på dørklokken i højre hjørne, og jeg stod ikke i mange minutter før døren blev åbnet. Men det var ikke den person jeg ønskede at snakke med, som åbnede døren – nej det var Harry, hendes bror.

”Øh,” mumlede han hæst og så undrende på mig. Hans blik studerede mig et kort sekund, men stoppede hurtigt da han ikke brød sig om det han så. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han med væmmelse i stemmen.

Jeg fremtvang et smil, trods jeg ikke havde lysten til det og sagde så – ”Er Harriet hjemme?”

Han så kort overvejende på mig, inden han vendte sig og kaldte efter hende. Derefter forsvandt han ind i et rum, og efterlod mig og døren åben.

Jeg stod ikke i mange minutter før hendes skikkelse dukkede op på trappen, og jeg beundrede hende gå hele vejen ned af trapperne, og hen til mig. Smilet på hendes læber var ikke til at tage fejl af, hun var glad for at se mig, i modsætning til hendes ubehøvlede bror.

”Undskyld min brors opførsel han kan godt være lidt…” begyndte hun, men jeg afbrød hende, og afsluttede hendes sætning.

”Ubehøvlet?” spurgte jeg med et smil, hun nikkede og et kortvarigt grin forlod hendes læber – det var som sød musik i mine ører. Hendes grin var klokkeklart og smittede, glæden hun udstrålede var perfekt.

”Ja ubehøvlet, så det må du igen undskylde øhm,” svarede hun og lod sine tænder fange hendes underlæbe, som hun bed lidt i.

Hendes blik blev ikke fjernet fra mit et eneste sekund, og øjenkontakten mellem os var intens.

Der gik nogle minutter før nogen af os igen sagde noget, men for en gangs skyld var det ikke akavet tavshed, vi stod blot og beundrede hinanden.

”Hvad ville du?” spurgte hun forsigtigt og trak ærmerne på hendes røde sweater ud over hænderne, jeg ville gætte på hun frøs lidt.

”Jeg ville øhm,” begyndte jeg men stoppede mig selv, inden jeg spurgte hende for hurtigt og blot virkede akavet så.

Hendes smil bredte sig over hendes lette røde læber, og hun så sig kort over skulderen, inden hendes blik igen mødte mit. ”Hvad siger du til at vi går en tur?” spurgte hun blidt.

”Jo,” mumlede jeg og trådte et skridt tilbage, ”det lyder godt, lad os gøre det.”

Hun nikkede en enkelt gang, og lukkede døren halvt i så hun kunne komme i jakken og hendes støvler. Men da hun åbnede døren helt igen, var hun ikke alene som jeg havde forventet.

En lille fransk bulldog stod foran hende og da den opdagede mig gøede den kort, inden den fik besked på, at det måtte den ikke af Harriet.

”Mød Murphy,” lo hun muntert og hævede skulderne, så halstørklædet dækkede hendes ører.

”Jeg vidste ikke du havde en hund,” kvækkede jeg overrasket og satte mig ned på hug så jeg kunne sige hej til Murphy.

”Der er mange ting du ikke ved om mig endnu, Niall.”

 

Der var gået en halv time, og vi var allerede godt gang i samtalen, der ikke havde haft en eneste pause.

Hendes blik lå på hunden, der løb foran os ivrigt, men enkle gange søgte de øjenkontakt med mit.

”Så du har aldrig haft et job?” spurgte jeg hende om, og lod hænderne være i jakkelommerne. Vinter kulden havde lagt sig godt og grundigt over London, og hver gang vi trækkede vejret, kom der små skyer i luften.

Hun rystede svagt på hovedet ”nej,” begyndte hun. Hendes blik mødte mit ,og jeg sendte hende et forsigtigt smil, ”ikke alle har prøvet og arbejde jo.. Så det skal du ikke være ked af,” forsikrede jeg hende om.

”Det er ikke fordi jeg ikke har villet, det er bare fordi..” hun stoppede et kort øjeblik, inden hun fortsatte igen. ”Min mor og far ønsker ikke at jeg arbejder endnu, de mener det er spild af tid nu hvor de alligevel har masser af penge. Harry og jeg arver jo firmaet når vi bliver ældre,” forklarede hun og ikke et sekund mødte hendes blik mit.

”Jeg ved godt hvad du tænker, at vi er møgforkælede og det vil jeg også give dig ret i. Men jeg har ikke selv valgt, at jeg har den familie som jeg har. Jeg ville ønske penge ikke betød så meget,” sukkede hun og jeg mærkede hvordan knuden i min mave kom tilbage igen. Det var ubehageligt og hører hende snakke om hendes liv på den måde, det var jo næsten som om hun ikke var glad.

”Så hvis jeg har forstået det rigtigt, så må du først arbejde når de vælger at Harry og dig må få retten over firmaet?” spurgte jeg hende om, hun nikkede.

”Men ønsker du overhovedet og føre firmaet videre? Er der ikke noget du hellere vil, end og sidde på et kontor resten af dit liv?” mine spørgsmål var svære, men jeg vidste jeg kunne tillade mig at spørger hende om de ting – for hun blev ikke sur.

Smilet på hendes læber bredte sig, ”gid min far sagde sådan noget,” sukkede hun og mødte mit blik. ”Men jo der er noget jeg hellere vil, jeg ønsker at starte mit eget firma som samler penge ind til fattige familier. For nu hvor vi alligevel har så mange penge på kontoen, hvorfor så ikke bruge dem fornuftigt?”

De ord havde jeg ikke regnet med ville forlade hendes læber, og jeg kunne ikke lade være med at have det lidt dårligt over, hvad jeg havde tænkt om hende. For hun var ikke en forkælet rigmands datter, hun var mere end det.

”Det lyder til du har hjertet det rette sted Harriet,” mumlede jeg i en overrasket tone og tog en dyb indånding, hvorefter jeg pustede ud og betragtede min egen ånde i luften.

”Ligesom dig, Niall,” svarede hun, og lod sin hånd nusse min arm et kort øjeblik. Og da hendes hånd rørte min arm, mærkede jeg varmen brede sig i kroppen, noget jeg aldrig havde oplevet før.

Villaen som var hendes hjem, var begyndt at nærme sig os og jeg måtte kort samle mig selv, inden jeg kunne tage modet til mig og invitere hende ud. Men hun kom mig i forkøbet – ”Jeg tænkte på noget.”

”Ja?” de ord forlod mine læber hurtigere end jeg havde regnet med, og et grin forlod begge vores læber.

”Hvad siger du til, at du kommer hjem til mig i morgen aften? Min familie holder deres årlige jule middag for familien, og jeg vil gerne have at du kommer, hvis du er fri i morgen selvfølgelig?”

Mit blik mødte hendes, og selv om jeg ønskede at sige ja, så var der en del af mig der ikke ønskede at tilbringe aftenen med hendes familie. Jeg vidste jo hvordan de var, og hvor sjovt ville det være at blive trådt på hele aftenen?

”Kom nu,” bad hun og tog fat om mine håndled, men jeg tillod mig at tage fat i hendes hænder, og nusse hendes håndrygge der var så bløde som silke.

Hendes blik blev kærligt og jeg så hvordan hendes kinder fik en rosa farve, inden hun trak hænderne til sig af ren nervøsitet.

”Okay,” begyndte jeg og smilet bredte sig over hendes læber, det sekund det ord kom ud. ”Okay så kommer jeg i morgen, hvad tid?” afsluttede jeg og strøg en hånd igennem det blonde hår, så det forhåbentlig sad lidt bedre.

Jeg havde ikke regnet med, at det ville være hende der inviterede mig, men hvor galt kunne det gå?

”Så ses vi klokken 19 i morgen, jeg ser frem til at du kommer,” hviskede hun kælent, og jeg nåede knap nok og reagerer, eller svare, før hendes læber mødte min kind i et blidt kindkys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...