In Between The Spruces | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Julen er for mange den måned, hvor kreditkortet er rødglødende. Og massemilliardærdatter Harriet Styles har aldrig manglet noget, og har aldrig behøvet at løfte en finger i sit liv. Dog føler hun, at der er et tomrum, som ikke kan blive fyldt ud.
Niall Horan, hendes kontrast, har arbejdet og bidraget til at forsøge sin familie, siden den dag, han blev gammel nok til det. Han kommer fra det nedre middelklasse miljø, og bliver betragtet som fattig i nogens øjne.
Veje vil krydse hinanden, modsætninger vil mødes, og de vil hurtigt finde ud af, hvad julen faktisk handler om. Men en ting er sikkert - følelser vil komme i klemme, og det vil i sandhed blive en jul, de aldrig glemmer. | Vinder af årets budskab 2016.

96Likes
61Kommentarer
25727Visninger
AA

4. 4. December | Naughty or Nice


4.  D E C E M B E R

Hendes blonde hår hang som en høstak, og gjorde det næsten for svært ikke at grine, Beatrice, min bedste veninde, havde overnattet hos min familie efter jeg havde ringet til hende oprørt.

Jeg havde nægtet at snakke om det, ind til nu, hvor vi havde stået op og jeg havde indset hvad jeg havde gjort mod den stakkels fyr.

Men lige nu, var det vigtigere i mit hoved, at grine over hendes hår, som hun blev vældig fornærmet over.

”Det er altså ikke sjovt,” beklagede hun sig og skulede i min retning, hvorefter hun sagde – ”prøv du at have kæmpe krøller, det er altså ikke så nemt.”

”Og det er heller ikke nemt at have glat hår, os piger er besværlige hva?” klukkede jeg muntert og strøg en hånd igennem det mørkebrune hår, så det sad bare en bitte smule bedre end det morgen hår jeg måtte have.

Et grin forlod hendes læber, og hun nikkede sig enig i mine ord. ”Men nok sjov, nu skal vi altså snakke om det, okay?” hendes ord trak mig ud af den sjove verden, og tilbage til den seriøse, som jeg bestemt ikke ønskede at være i i øjeblikket.

Hendes blå øjne stirrede ind i mine grønne, og jeg lod mine fortænder fange min underlæbe som jeg bed hårdt i. For hvad skulle jeg sige?

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklarer det,” sukkede jeg, og trak dynen tæt om kroppen. Hele min seng var beklædt i noget rødt silke sengetøj, som jeg havde fået sidste år. Min mor mente det var tid til noget nyt, men jeg elskede stadig det gamle, og nægtede at lade det ende i skraldespanden.

”Ud fra at i har fået et nyt juletræ, så gætter jeg på det har noget at gøre med ham den blonde fyr, du snakkede om forleden dag?” hun gættede rigtigt.

Jeg nikkede derfor lidt og trak på skulderne, ”lad mig bare sige jeg var en rigtig bitch overfor ham, og shit hvor jeg fortryder det,” indrømmede jeg.

Hendes blik ændrede sig på få sekunder, og hun så på mig med et skuffet blik, hvorefter hun valgte at svarer – ”det ligner dig ikke Harriet.”

”Det ved jeg godt, det er slet ikke mig at være sådan overfor en anden person, og da slet ikke en som intet ondt har gjort mig. Jeg var bare så sur, så indebrændt over at jeg skulle få så meget ballade over et sølle juletræ. Men du kender jo min familie, og min far,” mumlede jeg og pillede ved en løs tråd i min sorte natkjole.

”Hvad sagde din far?” spurgte Beatrice nysgerrigt, og lagde sin hånd trøstende oven på min.

Et smil tittede frem i min ene mundvige, over hendes støtte og jeg rystede derefter på hovedet over minderne der strømmede til. ”At det var min skyld, for jeg havde jo fundet dem og sagt vi skulle købe vores juletræ der i år. Så i hans øjne mener han at det hele er min skyld, og at det er pinligt vi har det grimmeste træ i vores omgangskreds.”

Hendes læber formede sig som et O, og jeg nikkede mig enig i hendes reaktion – ”sådan der tror jeg også jeg så ud,” lo jeg, men det var ikke længe mit grin rungede i huset. Jeg var for en gangs skyld, ikke i humør til at grine.

”Sikke en nar,” hviskede hun og lænede sig tilbage i sengen, så hun til sidst lå ned igen. Hun tog en pude og krammede den ind til sin krop, og der gik ikke længe før et smørret smil pyntede på hendes læber.
”Hvorfor smiler du sådan?” spurgte jeg hende om, og prikkede til hendes ene kind, som der var helt i spænd over smilet.

”Du sagde Niall var ret hot, ikke?” begyndte hun, og jeg mærkede straks hvordan mine kinder begyndte at brænde, men jeg gemte det ikke for det var bare Beatrice der så det.

”Øhm, jo hvorfor?” svarede jeg hende tøvende og greb fat i en pude, som jeg gemte mit ansigt med.

”Hvad var det nu du sagde?” hendes drilagtige tone i stemmen var ikke til at tage fejl af, og da jeg kiggede lidt mod hende, så jeg det legesyge blik i hendes øjne. ”At han ikke skulle gå mange gange rundt om din seng?”

Et gisp forlod mine læber, og jeg valgte at give hende et ordenligt dask med puden ”Beatrice! Det sagde jeg ikke,” lo jeg med en hovedrysten, ”perverse pige.”

Hun nåede dog ikke at svarer, da vi begge blev afbrudt af en mandestemme der trængte igennem.

”Hvem snakker i om?”

Vi begge så i retningen af min dør, der nu var helt åben og ikke længere på klem. I døråbningen stod to skikkelser, Harry og Louis.

”Hvad rager det jer?” valgte jeg at svarer igen, i håb om at prikke lidt til Louis, der altid var så nysgerrig i hvad Beatrice og jeg snakkede om.

Louis var Harrys bedste ven igennem hele hans liv, siden børnehaven, og han var lidt som en bror for mig. Jeg havde kendt ham hele livet, og jeg havde altid set ham som en bror og ikke bare en ven, men jeg var begyndt at frygte, at han håbede på at blive mere end det.

Beatrice havde fortalt mig, at hun havde overhørt Harry og Louis skændes om mig, og at hun måske havde hørt noget om at Louis havde nogle følelser i klemme hos mig – det håbede jeg så inderligt ikke.

”Kom nu Harriet, i snakkede om mænd, ikke?” begyndte Louis, og ud af øjenkrogen kunne jeg se Harry vende øjne over ham. ”Kom nu Louis, du får intet ud af de tøser,” mumlede Harry.

Men Louis opgav ikke, han gav sig selv en invitation til at gå direkte ind i mit værelse, og sætte sig i min seng, hvor Beatrice og jeg lå.

”Hey!” udbrød jeg og skubbede til ham så et grin forlod hans læber, ”kan i så komme ud.”

”Bange for at jeg ser noget jeg ikke burde se?” drillede Louis med, og hentydede tydeligvis til min natkjole, der var lårkort og nedringet.

Derfor var jeg også hurtig til at trække dynen helt om kroppen, og tage den med mig da jeg rejste mig. ”Ha ha, meget sjovt, men hvis du vil vide det så snakkede vi om en sød fyr,” svarede jeg og et tilfredst smil bredte sig over mine læber, da jeg så hans overraskede blik.

Men Louis nåede knap nok at svarer, før Harry greb ind og spurgte ”hvem?”

Denne gang var Beatrice hurtigere end mig, og jeg nåede ikke at stoppe hende i at sige navnet – ”Niall.”

Harry så på mig med et hårdt blik ”ham der solgte juletræer?” spurgte han og rystede på hovedet ”han er da slet ikke god nok til dig.”

Et suk forlod mine læber ”bare fordi han ikke har røven fuld af penge?” svarede jeg spydigt igen, og tog denne gang fat i Louis overarm og tvang ham op og stå.

”Ud med jer,” mumlede jeg bestemt og gav Louis et kærligt skub i retningen af døren, ”og luk så lige døren efter jer, ikke?”

Flere ord forlod ikke deres læber, de forlod os, og lukkede døren efter sig. Men jeg kunne høre deres stemmer, og Harry lød bestemt ikke glad.

 

Gaderne var allerede fyldte med forvirrede mennesker, der havde hænderne fulde af poser fyldt med julegaver og andre materielle goder. Og vi var ingen undtagelse.

Efter en lang morgen, havde vi besluttet at vi trængte til noget luft, og hvad var bedre til at løfte humøret end shopping? En ting var sikkert, dem der sagde shopping ikke kunne gøre en lykkelig, vidste ikke hvor man skulle shoppe.

”Hvilken butik?” spurgte jeg Beatrice og rettede på de tre poser jeg havde i hænderne, som var fyldte med diverse julegaver, men også ting til mig selv. Jeg synes pludselig at jeg manglede en ny vinter garderrobe, og mit kreditkort var allerede rødglødende, men var vi færdige? Nej.

”Gucci?” mumlede Beatrice tænkende og så sig omkring, til hun fik øje på den eksklusive butik der strålede.

Jeg nikkede mig enig i hendes beslutning af valg af butik, og sammen gik vi ind i den velkendte butik. Beatrice og jeg havde kendt hinanden siden vi var små, og vores forældre havde altid været bedste venner.

Hun var en af de få personer i vores omgangskreds, som også kunne få nok af vores forældres mening om dem, med ikke så mange penge. Nogle gange kunne man få nok af at være rig, for jeg kunne ikke lade være med at tænke den tanke, om mon de fattige satte mere pris på ting end os?

Tankerne var dog denne dag langt væk fra de velkendte, og jeg tænkte ikke på andet end at jeg skulle have fingrene i den perfekte gave til min mor dette år. Og hvis jeg huskede rigtigt, så havde hun få bare få måneder siden forelsket sig i en taske fra Gucci, så hvorfor ikke give hende den?

”Hvad var det den kostede?” spurgte Beatrice og så sig tænkende omkring, jeg trak på skulderne og svarede –” aner det ikke, er det ikke også lige meget?” klukkede jeg.

Et grin forlod hendes læber og hun nikkede sig enig.

”Nu håber jeg den er hvor den var sidst jeg var herinde,” mumlede jeg tænkende og så mig omkring, mens jeg bevægede mig hen mod vinter kollektionen.

Og ganske rigtigt, der stod den perfekte gave til min mor, som jeg også var hurtig til at købe og få pakket ind til hende.

Ved kassen tog det dog længere end forventet, og jeg så ud af vinduet med et drømmende blik, de mange butikker bragte virkelig en glæde over mig. Men det plejede ikke at vare i mere end et par timer, og så var jeg tilbage til mine gamle tanker, og spekulationer.

”Hvad tænker du på Harriet?” spurgte Beatrice nysgerrigt og lagde hånden på min skulder, for at få min fulde opmærksomhed mod hende igen.

Jeg lod blikket glide over på hende og tog en dyb indånding, inden jeg ærligt svarede hende – ”faktisk, så tænker jeg på Niall.”

Et lille forsigtigt smil gled over hendes læber, og hun trak en enkelt gang på skulderne. Hun tænkte nok over hvad hun skulle svarer. ”Jeg har nu også skænket ham en tanke eller to, og tænkt over hvad du kan gøre for at rette op på fejlen,” mumlede hun og lænede sig op af skænken.

Damen som pakkede tasken fint ind blev færdig, og jeg tog imod posen. Et kort smil fik damen og jeg mimede et tak, inden vi begge forlod butikken. ”Også mig,” hviskede jeg og sukkede dybt, for jeg havde virkelig tænkt over hvad jeg kunne gøre, men jeg havde endnu ikke fundet på noget som var godt nok.

”Har du en idé?” spurgte jeg hende om, og så forhåbningsfuldt på hende.

Hendes blik mødte mit, og kort så jeg håbet forsvinde, men så lyste hendes ansigt op i et spændt smil, og hun hoppede en enkelt gang. ”Ja, ja!” udbrød hun spændt og klappede i hænderne, jeg derimod så på hende som var hun sindssyg.

”Beatrice,” lo jeg og skar en grimasse, da folk kom gående forbi og så på os med mærkelige blikke. Og hun forstod hurtigt hvad jeg mente, og så flovt på mig med et lille smil i mundvigen.

”Sorry,” hviskede hun, og dog kunne vi begge ikke lade være med at bryde ud i grin, inden vi bagefter kunne tage det seriøst.

”Fortæl, hvad er din idé? Jeg er sikker på den bliver et hit,” spurgte jeg og tog hendes hænder i mine. Hendes negle var røde som roser, og hendes fingre glimtede da solens skær fangede de mange ringe, der pyntede på hendes tynde feminine fingre. Alle hendes smykker var i ægte guld, og enkle ringe bar ægte diamanter, det var for os normalt.

”I morgen,” begyndte hun og trak mig med sig, så vi denne gang var på vej mod Starbucks. ”Skal du tage hen til ham og sige undskyld, tilbyde ham en kop kaffe eller kakao, og så skal i få snakket sammen. Hvem ved, måske i har mere tilfældes end i går og tror?” afsluttede hun, og så på mig med et forventnings fuldt blik.

Jeg sukkede kortvarigt, da jeg kom i tanke om at min kalender var booket op i morgen, og jeg åbnede døren for os ind til Starbucks. ”Jeg kan ikke i morgen,” mumlede jeg, og håbede inderligt ikke på at se skuffelsen i hendes øjne.

Men det kom ikke, hendes øjne viste glæde og smilet på hendes læber pyntede stadig hendes røde læber. ”Så bare når du får tid, bare du gør det, så er jeg glad,” svarede hun igen og nussede kortvarigt min håndryg, inden hun gav slip på mine hænder og stillede sig i køen med mig.

”Er det en aftale?” spurgte hun efterfølgende, og holdt øjenkontakten, jeg var ikke i tvivl om mit svar.

”Aftale.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...