In Between The Spruces | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Julen er for mange den måned, hvor kreditkortet er rødglødende. Og massemilliardærdatter Harriet Styles har aldrig manglet noget, og har aldrig behøvet at løfte en finger i sit liv. Dog føler hun, at der er et tomrum, som ikke kan blive fyldt ud.
Niall Horan, hendes kontrast, har arbejdet og bidraget til at forsøge sin familie, siden den dag, han blev gammel nok til det. Han kommer fra det nedre middelklasse miljø, og bliver betragtet som fattig i nogens øjne.
Veje vil krydse hinanden, modsætninger vil mødes, og de vil hurtigt finde ud af, hvad julen faktisk handler om. Men en ting er sikkert - følelser vil komme i klemme, og det vil i sandhed blive en jul, de aldrig glemmer. | Vinder af årets budskab 2016.

96Likes
61Kommentarer
25615Visninger
AA

9. 12. December | He's Making a List


12.  D E C E M B E R

Trods solen var stået op for længst, havde jeg endnu ikke trukket gardinerne fra, og tilladt sollyset og strømme ind i værelset. Jeg ønskede ikke at forlade sengen, eller værelset, jeg ønskede bare og ligge her resten af dagen, præcis ligesom i går.

Jeg havde stadig ikke snakket med Harriet, siden det skete til festen, og jeg havde heller ikke i tankerne om at svarer hende på hendes mange sms’er og opkald. Faktisk så havde jeg stadig ikke tjekket, hvad hun havde skrevet til mig, men jeg gættede på de indeholdt mange undskyldninger.

Og dem ønskede jeg ikke og læse i øjeblikket, for jeg vidste jeg, at jeg ville tilgive hende og det var for tidligt. Men alligevel kunne jeg heller ikke lade være med at tænke på, at det ikke var hendes skyld – men Louis’.

Men jeg kunne heller ikke lade være med, at tænke over hvad han sagde, at jeg ikke hørte til i deres verden. For måske han havde ret? Passede jeg overhovedet ind? Jeg kunne jo ikke give Harriet det, som hun var vant til, og det irriterede mig grusomt meget. Men jeg vidste også, at hun ikke ønskede gaver eller dyre oplevelser, hun ønskede bare at hjælpe og være glad.

Men passede jeg ind i hendes verden? Ville hendes familie nogensinde acceptere vores venskab, som blomstrede kraftigt disse dage?

Mine øjne føltes tunge, og mit hoved også efter alt det tænken, men alligevel overvejede jeg ikke og rejse mig, for at hente noget mad og drikke. Døren ind til mit værelse havde jeg låst, og jeg havde ikke tal på længere hvor mange gange, min familie havde forsøgt og komme ind. De forstod ikke hvad der gik af mig, trods de havde set det store blå mærke ved min kæbe – som i øvrigt var øm.

Et suk forlod mine læber, da jeg skubbede mig op og sidde, og jeg lod benene hænge ud over kanten på enmandssengen.

”Noget mad lyder nu godt,” mumlede jeg svagt, da duften af pandekager nåede mine næseboer. Jeg vidste bare med det samme, at de gjorde det for og lokke mig ud, af min lille hule jeg havde bygget de sidste to dage snart.

Svagt rystede jeg på hovedet og lagde mig tilbage ned i sengen, men jeg nåede knap nok og tage dynen over mig igen, før to små bank mod døren gav genlyd i værelset.

”Niall? Kommer du ikke ud? Jeg vil gerne vise dig en tegning jeg har lavet til dig,” mumlede en trist Lauren, og jeg kunne under døren se hendes små fødder.

Lauren var den eneste der stadig kom, og bankede på døren hver time. Jeg gættede på mine forældre havde opgivet, og så alligevel ikke, for de vidste hvor stor en kærlighed jeg havde til pandekager med sirup om julen.

”Har du lavet en tegning til mig?” spurgte jeg hende om, og tvang mig selv op og sidde. For trods hun brugte beskidte tricks for at få mig ud, så virkede det fremragende.

Jeg kunne høre hende læne sig mod døren, og et fnis lød på den anden side af døren. ”Ja, vil du ikke se den? Du får den ikke, med mindre du fanger mig,” klukkede hun muntert, og få sekunder efter hørte jeg hendes små fødder bevæge sig væk fra døren.

Et smil tegnede sig over mine læber, og jeg kunne ikke lade være med ikke og rejse mig, og låse døren op. og da jeg åbnede den, blev jeg mødt af to arme der lukkede sig om min krop.

Hendes blonde hår var let uglet, og hun så op på mig med to kærlige øjne der lyste af livsglæde, ”jeg har savnet dig,” mumlede hun.

Hendes ord varmede om hjertet, og jeg kunne ikke stoppe smilet i at vokse, så mine tænder kom til syne.

”Jeg har også savnet dig stump,” mumlede jeg og sukkede, hvorefter jeg svagt nussede hende op og ned af rygraden.

”Og er det pandekager jeg kan dufte?” mine ord fik hendes lille hoved til og nikke voldsomt, og kort efter forsvandt hun ud i køkkenet med hurtige skridt, hun løb næsten.

Jeg betragtede hende løbe væk, med bamsen i hendes arme og jeg valgte og hente min mobil, inden jeg også gik ud i køkkenet til de andre.

Både min mor og far smilede stort mod mig, og mumlede begge et – godmorgen.

Jeg smilede mod dem kortvarigt og satte mig så ved bordet, som jeg placerede mobilen på der bimlede kort efter.

”Hvem er det?” spurgte Lauren nysgerrigt, og lænede sig mod min mobil som lyste op. Hendes navn stod med tydlige bokstaver – Harriet.

Det var den femte besked i dag, og jeg gættede på flere nok ville komme ind i løbet af dagen.

”Harriet, hvad tror du hun tænker?” spurgte jeg og tog to pandekager over på min tallerken, som jeg lod svømme i sirup.

Jeg så mod hende, og hendes blik mødte mit ”hun tænker nok, hmm..” mumlede hun og tænkte sig godt og grundigt om, før hun fortsatte – ”at du er træls, for du svarer hende jo ikke.”

Et suk forlod mine læber og jeg så mod min mor, der så på mig med et blidt blik, ”har du ikke set hendes beskeder endnu?” spurgte hun.

 Jeg rystede på hovedet, som svar.

”Så tjek dem nu!” udbrød Lauren spændt, og hoppede ned fra sin stol, hvorefter hun stillede sig ved min side.

Jeg valgte at tage hende op og sidde på mine lår, hvorefter jeg greb fat om mobilen og låste den op. ”Skal vi tjekke sammen så?” spurgte jeg og fremtvang et smil, for jeg ønskede ikke at gøre Lauren i dårligt humør, bare på grund af jeg selv var i et røv dårligt et.

Jeg gik ind på hendes beskeder, og læste de første tre hun havde sendt i går.

"Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, men det kan jeg ikke, andet end og undskylde for Louis’ opførsel.. Jeg håber ikke det har skræmt dig væk, for jeg er virkelig glad for vores venskab og den glæde du giver mig her i december måned. Vil du ikke godt ringe til mig, når du ser det her? Knus, Harriet."

Den første besked fik min mave til at sno sig sammen, og jeg måtte kort synke en ekstra gang, inden jeg læste den næste.

"Niall, jeg ved ikke hvad Louis sagde til dig, men du må ikke tro på det han sagde okay? Hvis det kan hjælpe, så ønsker jeg altså at du skal være en del af mit liv og min hverdag.."

"Noget siger mig at du ikke ønsker og have kontakt til mig, jeg håber ikke det er permanent.. Jeg vil ikke forstyrre dig mere i dag, du må sove godt og så håber jeg på og høre fra dig snart, knus."

Bare efter og have læst tre sms’er, var jeg allerede begyndt og fortryde at faktum, at jeg bare havde ignoreret hende i så lang tid. For det fortjente hun ikke. Men jeg ønskede også bare og finde ud af, hvad jeg ville med vores venskab, inden jeg tog kontakt til hende igen.

For hvad ønskede jeg at få ud af vores venskab? Ønskede jeg virkelig, at hver gang jeg kom hjem til hende, så skulle jeg blive hakket ned på af hendes forældre? Ønskede jeg at få flere slag af hendes jaloux ven, som tydeligvis var forelsket i hende?

Godt nok var der mange dårlige ting, men der var også mange gode ting ved vores venskab som blomstrede, og måske jeg bare skulle fokusere på dem?

 

Kulden bed i kinderne, og jeg gned kort hænderne mod hinanden, for at få varmen tilbage til dem. Jeg havde lige solgt et af de sidste juletræer, og jeg begyndte og tro på, at vi ville få udsolgt i år for en gangs skyld.

Noget som jeg vidste min familie ville blive glade for, inklusiv mig.

”I må have en god jul,” sagde jeg til familien, der bar juletræet væk. Familien bestod af en mor, far og to små børn på omkring ti år, som jeg ville gætte på var tvillinger.

De smilede alle stort mod mig, og børnene vinkede ivrigt i min retning, og jeg valgte og vinke igen. Glæden ved at sælge juletræer var stor, for menneskerne var altid positive og søde og det gjorde en del. Der var sjældent det var nogle, som ikke var i godt humør.

En sort bil med tonede ruder kom kørende ind på vores grund, og selv om jeg kort overvejede om det kunne være Harriet, så rystede jeg hurtigt tanken af mig. For hvorfor skulle det være hende?

Jeg vendte ryggen til bilen, og talte pengene sammen som jeg havde fået af familien, hvorefter jeg lagde dem ned i pungen jeg havde i baglommen. Den var godt fyldt, og tanken strejfede mig endnu en gang i dag – måske vi ville få råd til dukken til Lauren.

Langsomt vendte jeg mig om, for at gå familien i møde, der nok ankom i den sorte bil. Men der var ikke en familie, der var en person, og synet af hende fik det til og kildre helt ud i tåspidserne, af spænding og nervøsitet.

”Harriet?” mumlede jeg overrasket og rømmede mig kort efter, hun så på mig med et kærligt blik og studerede tydeligvis mit ansigt, som stadig var lidt hævet efter Louis’ slag.

”Hej,” mumlede hun usikkert og tog et skridt frem mod mig, hun var iført hendes røde jakke der mindede mig om den første gang vi så hinanden.

Jeg nikkede kortvarigt mod hende, og forsøgte at forstå, hvorfor hun var taget hele vejen hertil. Jeg kunne heller ikke lade være med at ligge mærke til hendes private chauffør, der sad og ventede tålmodigt i bilen.

”Hva så, har du bodyguard på?” drillede jeg hende med, og vi begge brød ud i grin i nogle korte sekunder, inden det stoppede igen. Stemningen dalede kraftigt, og vi stod blot og kiggede på hinanden, i det som føltes som en evighed.

Men så brød Harriet stilheden, ”Niall jeg,” begyndte hun men stoppede og trådte et skridt tættere på. ”Jeg er ked af det der skete, men vil du ikke please snakke med mig om det hele? Det gør mig bare trist at du lukker mig ude på den måde, nu var vi jo lige kommet tæt på hinanden, ”afsluttede hun.

Hendes blik var blidt og alligevel sårbart, og hendes smil var ikke eksisterende, og dog forsøgte hun sig med et undskyldende smil kort.

Måske det var på tide og være ærlig, og fortælle hende det hele?

En time efter, sad vi stadig på bænken og snakkede, og jeg havde fortalt hende det hele. Alle mine tanker om det hele, og om det med at jeg ikke vidste om jeg passede ind i hendes verden. Men vi havde også fået snakket om Louis’ og vores venskab.

”Jeg er glad for at du var ærlig, og fortalte mig alle de tanker, der har gået og gnavet i dig,” mumlede hun og lagde sin hånd på min. Blidt nussede hun min håndryg i nogle sekunder, inden hun igen fjernede den.

Jeg nikkede og lænede mig tilbage i bænken, hvorefter jeg placerede mine kolde hænder i jakkelommerne.

”Vil du vide noget andet som jeg går og tænker på?” spurgte jeg, hun nikkede.

”Jeg tænker over hvad mon jeg skal give min familie i julegave,” begyndte jeg og så mod huset, hvor jeg vidste de befandt sig inde. ”For jeg har ikke fået købt nogle julegaver endnu, hvis jeg skal være ærlig,” afsluttede jeg.

Hun så på mig med et overrasket blik, og hendes læber formede sig kortvarigt som et O. ”Sig det er løgn,” udbrød hun og rystede på hovedet, ”har du slet ikke fået købt nogle endnu? Jeg ville have total stres hvis jeg var dig.”

Et grin forlod mine læber og jeg nikkede, ”nej den er rigtig nok, jeg har ikke fået købt en eneste julegave endnu.. Og jeg må også indrømme, at jeg er begyndt og blive en smule stresset.”

Et lusket smil tegnede sig over hendes læber, og hun så på mig med et blik jeg ikke kunne tyde. ”Så ved jeg hvad vi to skal i morgen,” mumlede hun blot.

”Hvad?” spurgte jeg nysgerigt og lænede mig frem mod hende, for hvad havde hun mon nu fundet på?

”Vi skal ud og shoppe julegaver.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...