In Between The Spruces | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Julen er for mange den måned, hvor kreditkortet er rødglødende. Og massemilliardærdatter Harriet Styles har aldrig manglet noget, og har aldrig behøvet at løfte en finger i sit liv. Dog føler hun, at der er et tomrum, som ikke kan blive fyldt ud.
Niall Horan, hendes kontrast, har arbejdet og bidraget til at forsøge sin familie, siden den dag, han blev gammel nok til det. Han kommer fra det nedre middelklasse miljø, og bliver betragtet som fattig i nogens øjne.
Veje vil krydse hinanden, modsætninger vil mødes, og de vil hurtigt finde ud af, hvad julen faktisk handler om. Men en ting er sikkert - følelser vil komme i klemme, og det vil i sandhed blive en jul, de aldrig glemmer. | Vinder af årets budskab 2016.

96Likes
61Kommentarer
25625Visninger
AA

8. 10. December | Dear Santa, Define Good


10.  D E C E M B E R

Klokken føltes som uendelig langsom, men alligevel tillod jeg mig at tjekke klokken på mobilen, mindst fem gange hvert 10 minut.

Spændingen der samlede sig og blot blev større, var ikke til at holde ud, og jeg så nu bare frem til at Niall ville ankomme. Ikke en gang en del af mig glædede mig til, at Beatrice, Louis, Harry og jeg skulle holde en lille forfest som jeg havde glemt alt om. For hvorfor havde jeg ikke inviteret Niall til det også? Hvordan kunne jeg glemme det? De spørgsmål havde jeg stillet mig selv mange gange siden i morges, og klokken var nu omkring 17:00.

Det var bare et spørgsmål om tid, før de ankom til huset før alle andre, og jeg ventede i værelset der var fint pyntet op til jul.

Juletræet i det ene hjørne ved min dobbeltseng, var beklædt med rosenguld kugler og andre små ting. De glimtede i lysets skær, og neden under træet lå nogle falske gaver, for at give lidt ekstra til værelset.

Små nips ting var placeret i vindues karmen, og skulle forestille et gammelt snelandskab med huse og mennesker. Noget jeg havde haft siden jeg bare var ti år gammel, og elskede sådan noget. Nu brød jeg mig ikke så meget om det, men alligevel kunne jeg ikke nænne og skille mig af med det – det var minder.

Minderne om dengang mine forældre, Harry og jeg købte ind til det, fik smilet frem på mine læber, og jeg kunne lige høre mit og Harrys lille skænderi inde i hovedet. Om hvordan husende skulle se ud, og jeg ønskede selvfølgelig dem der var mest piget, og han dem der så mest drenget ud.

Trods det var til mit værelse, lod jeg Harry bestemme lidt også, for han holdt mindst lige så meget af julen som jeg. Det havde altid været min favorit højtid.

Døren ind til mit værelse lavede en knirkende lyd, der gav genlyd i værelset og jeg vendte mig om for at få øje på Harrys skikkelse der stod og betragtede mig.

”Kan du huske hvor sure vi blev på hinanden?” lo han muntert og placerede hænderne i bukserne, der sad løst.

Han var iført et mørkeblåt jakkesæt og en hvid skjorte som var knappet helt op, jeg var også iført blåt, men dog en kjole der gik over knæerne.

Kjolen havde en dyb V udskæring omme på ryggen, og gjorde den dermed også lidt mere sexet at se på, nu hvor den var længere end jeg var van til.

Et grin forlod mine læber og jeg nikkede kortvarigt, hvorefter jeg svarede – ”Ja det husker jeg alt for godt.”

”Hvad tænkte de andre dog ikke om os,” mumlede Harry, der nu stod ved min side.

”At vi var nogle møgforkælede møgunger?”

Smilet på hans læber voksede, og jeg så på ham med et drilsk glimt i øjnene ”især dig,” drillede jeg.

Han så på mig med et legesygt blik ”åh, du husker vel ikke at du altid fik hvad du ville have prinsesse?” klukkede han og prikkede til min ene side, så jeg trak mig sammen en smule.

”Hvad med dig og alle dine action figurer? Jeg tror du havde omkring hundrede af dem til sidst,” gav jeg igen, og så på ham med et udfordrende blik.

”Og hvor mange dukker havde du så ikke lige? Talte du dem overhovedet, inden du gav dem væk til genbrug?”

Mit blik gled ud af vinduet, og jeg betragtede snefnuggende der dalede ned over himmelen. ”Jo jeg talte dem så vidt jeg husker,” mumlede jeg og forsøgte at huske tallet.

”Jo, hundrede ti dukker, så jeg tror sgu genbrugen blev glad,” lo jeg og smilet på mine læber voksede, ved tanken om de børn der nu havde gavn af dem – for legetøj var jo ikke helt billigt.

”Harry, kan du love mig en ting?” spurgte jeg efterfølgende og så igen mod ham, øjenkontakt opstod og han nikkede som svar.

”Please vær sød ved Niall, bare denne ene gang? Det er nok at vores forældre skal hakke ham ned, så vil du ikke gøre det for mig?” bad jeg og forsøgte mig med at efterligne en hundehvalps blik. Jeg skubbede underlæben lidt frem, og så på ham med et bedårende blik, ”please Harry?” gentog jeg.

”Okay okay, men se at få en trøje på der er koldt nedenunder, og Louis og Beatrice kommer jo snart,” sukkede han og gav min skulder et blidt klem.

Han bevægede sig mod døren, men stoppede ved dørtrinnet ”og jeg skal nok forsøge at hjælpe ham, med at sige mor og far i mod, for noget siger mig at han får en svær aften. Utroligt at han tør og komme.”

Hans ord fik tankerne i gang, og en del af mig begyndte kort efter og tænke over, om han mon overhovedet kom.

 

Beatrice stod ved min side, og Louis på min anden, da døren gik op og Nialls skikkelse viste sig.

”Du kom,” udbrød jeg glad og mærkede hvordan det strammede i kinderne, over det store smil, der kom frem. For en del af mig var begyndt at miste håbet for, at han ville komme.

Rynker tegnede sig over hans pande, og han så uforstående på mig ”ja selvfølgelig? Du inviterede mig jo Harriet,” mumlede han og et kort grin forlod hans læber.

Jeg mærkede hvordan mine kinder begyndte at brænde, og derfor tillod jeg mig også at ligge armene om hans nakke i et blidt kram. Kort puttede jeg mig ind i hans favn, og da hans arme blev placeret om min krop, mærkede jeg hvordan varmen bredte sig i kroppen.

”Jeg er glad for at du kom,” hviskede jeg mod hans øre og da jeg trak mig ud af krammet, så jeg glæden i hans lyseblå øjne, det strålede ud af ham.

”Det er jeg også, jeg har set frem til i dag,” indrømmede han og lod hans hånd finde vej om til nakken, hvor han kløede sig lidt.

Hans blonde hår var sættet pænt, og han var iført et par sorte halvvejs stramme bukser og en mørkegrøn sweater. På hans fødder bar han et par sorte mandige støvler, og han havde jakken over armen, som han hængte bag hoveddøren.

Smilet på mine læber var ikke til at fjerne, og jeg trådte et skridt tilbage da han lukkede døren bag sig. ”Nåmen dig har jeg jo mødt, det var Harry, ikke?” mumlede Niall og rakte hånden frem mod min bror.

Jeg så mod Harry med et nervøst blik, for havde han mon tænkt sig og holde det han lovede? Det spørgsmål kunne jeg ikke lade være med at stille mig selv.

”Jo, jo det var Harry, Harriet tvillingebror hvis du skulle være i tvivl,” hans stemme var venlig, og da han trykkede Nialls hånd var det blidt og ikke hårdt.

Deres blikke lå på hinanden, og da Harry smilede i hans retning, var det som om flere kilo blev løftet af mine skuldre.

Men nu var det Louis’s tur.

Hans blik var skeptisk, og da han så mit drømmende blik mod Niall, forsvandt smilet på hans læber – noget jeg ikke nåede at opdage.

Louis vendte sig om, og forlod rummet uden så meget som at sige noget til Niall, og efterlod os alle mundlamme. For hvad bildte han sig ind?

”Hey, Louis!” råbte jeg efter ham, og da han vendte sig om og mødte mit blik, sendte jeg ham blot et skuffet blik. For jeg havde forventet mere af ham.

”Fuck ham,” mumlede jeg svagt for mig selv, og Harrys hånd fandt vej om på min ryg, som han nussede lidt.

Niall så dog ikke ud til at blive påvirket af det, og blev bare mødt af et kæmpe kram fra Beatrice, der var iført en rød stram julekjole.

”Hvor er det godt endelig og møde dig!” udbrød hun begejstret, og krammede sig tæt ind til Niall, der havde øjne så store som tekopper.

Han var tydeligvis overrasket over hendes reaktion, ligesom os andre.

Jeg kunne dog ikke lade være med at grine over hans udtryk i ansigtet, og hans blik lå kort efter på mig. Udtrykket i hans øjne var kærligt, og jeg mærkede varmen sprede sig i kroppen endnu en gang.

”Sorry,” mimede jeg, som undskyldning for, at han blev krammet halvt ihjel af min bedste veninde.

”Harriet har fortalt så meget om dig,” fortalte Beatrice ihærdigt og trak sig ud af krammet, men da de ord forlod hendes læber, gemte jeg ansigtet i hænderne. For sagde hun lige det?

Harry derimod fandt det hylende morsomt, og Beatrice opdagede kort efter, hvad hun lige havde sagt.

”Ups,” mumlede hun, og så mod mig med et undskyldende blik.

Men da jeg så ud gennem fingrene, så Niall mod mig med et drilsk blik og sagde – ”Nå så det har hun?”

 

Middagen var ovre, og Niall og jeg stod ved baren, i mens Harry var i fuld gang med at lave drinks til os alle. Eller det ville sige, øl til mændene og drinks til kvinderne.

”Så Niall,” begyndte min far, og jeg mærkede hvordan min mave trak sig sammen.

Hans blik mødet min fars, og jeg så kort mod Harry, der også så mod os med et varsomt blik.

Niall nikkede og lænede sig op af baren afslappet, trods jeg næppe troede på, at han var så afslappet som han så ud til at være.

”Hvad for et arbejde har du tænkt dig at få når du bliver ældre? For du kan jo ikke blive ved med at sælge juletræer, det er jo et lidt sølle job,” spurgte min far, dybt ærligt, og førte derefter glasset med øl op til læberne.

Niall så ikke ud til at blive overrasket, men måtte dog kort overveje sit svar inden han svarede – ”hvorfor mener du at sælge juletræer er et sølle job? Det kræver meget arbejde, og for beredning.”

Deres blikke lå intenst på hinanden, og jeg lod fortænderne fange min underlæbe, som jeg bed nervøst i. Jeg kunne så bare håbe, at hvis de var ubehøvlede så ville Harry gribe ind og hjælpe Niall – det havde han jo lovet.

”Så svært kan det heller ikke være, og hvordan vil du så forsørge din kommende kone og børn?” spørgsmålet blev stillet hårdt og præcist, og jeg bad blot inderligt til, at det ikke ville blive værre end dette.

Nialls smil bredte sig over hans læber, ”alting handler ikke om penge, og om dyre ting. Der er mere i livet end materielle ting, såsom kærlighed og familie.”

Min fars blik var hårdt, og smilet på hans læber var ikke eksisterende.

”Men der skal stadig mad på bordet, ordenlige uddannelser og materielle ting betyder altså mere end du lige regner med unge mand,” denne gang nåede min far ikke at fortsætte, før Harry greb ind.

”Nu synes jeg ikke du skal angribe Niall sådan far, han er vores gæst og han er ikke hos politiet og får lavet et forhør eller sådan noget, vel?” Harrys stemme var bestemt, og da vores fars blik mødte ham, måtte han synke en ekstra gang. Vi var ikke van til at sige vores forældre imod, og det var noget nyt for både Harry og jeg.

”Det dur sgu da ikke at knægten sælger juletræer resten af hans liv, bare se på hans families hus!” min fars stemme hævede sig, og jeg mærkede hvordan vreden steg i kroppen.

”Det er bare et spørgsmål om tid, før de står uden tag over hovedet og..” Mere nåede han ikke og sige.

”Så er det nok!” råbte jeg hårdt og slog hånden ned i barens bord, alles blikke blev rettet mod mig, men for en gangs skyld var jeg ligeglad. Vreden i mig boblede, og jeg kunne springe hvert sekund.

”Prøv og hør på dig selv far, hvordan kan du snakke sådan til Niall? Ikke alle gider sidde på et kontor og styre alting, jeg håber så sandelig ikke at du snakker sådan til dine medarbejdere, for så stakkels dem.”

Alle var stille, ikke en eneste sagde et ord, men dog Beatrice og Harry smilede.

Nialls hånd lagde sig på mit lår, da jeg sad på en bar stol, og jeg så mod ham med et undskyldende blik, over min families opførsel. Men i det mindste opførte Harry sig ordenligt, og jeg begyndte endda og tro på, at han kunne lide Niall en smule.

”Hvad siger du til at vi tager ind til byen?” spurgte jeg Niall, der straks nikkede og rettede sig op, hans hånd fjernede han fra mit lår efter at have givet det et blidt klem.

”Så lad os komme af sted, for jeg gider i hvert fald ikke tilbringe mere tid her,” mumlede jeg og så mod mine forældre med et skuffet blik, de sagde dog intet, og så blot på mig med overraskede blikke.

Harry, Louis og Beatrice aftalte med os, at de ville mødes med os inde i byen om en halv time. Så Niall og jeg gik i forvejen, og det tog ikke lang tid at komme derned.

Baren vi valgte var den min familie altid valgte, og selv om Niall først ikke ønskede at komme derind, så fik jeg ham overtalt. For det var den bar, der lå tættest på, og sneen der dalede ned lagde sig på jorden.

”Jeg skal nok give drinks i dag,” sagde jeg og smilede i hans retning, hans hånd lå i min for at vi ikke skulle blive væk fra hinanden, i den menneske fyldte lokale bar. De mange mennesker bar alle fine kjoler, jakkesæt, og så enten glade eller deprimerede ud.

”Nej, du skal ikke betale for mig Harriet, jeg kan..” mere nåede han ikke og sige, før jeg afbrød ham – ”det skylder jeg dig, efter min familie behandlede dig sådan.”

Mere behøvede jeg ikke og sige, før han gik med til at jeg gav drinks denne gang.

En halv time efter, sad vi alle fem omkring et bord med drinks på bordet.

”Jeg er stadig i chok over hvad du sagde,” lo Beatrice muntert og lænede sig tilbage i stolen, hendes blik lå på mig og hendes smil var stort. ”Du er sej, jeg ville ikke turde og sige sådan i mod mine forældre,” indrømmede hun.

Jeg trak lidt på skulderne, for jeg var stadig selv overrasket over min opførsel derhjemme. ”Jeg fik vel bare nok, ligesom Harry,” svarede jeg og Harry nikkede sig enig.

Louis sad stille og beundre Niall og jeg, der sad ved siden af hinanden, men jeg forsøgte at ignorere det så meget jeg kunne.

”Hvad synes du Louis?” spurgte Beatrice, der så mod ham med et nysgerrigt blik.

Han trak først på skulderne, inden han valgte og svare ”han har jo ret,” mumlede han lavt, men højt nok til at jeg kunne høre det.

”Idiot,” mumlede jeg i hans retning, og rystede på hovedet, for hvad gik der af ham? Det lignede ikke Louis og opføre sig sådan.

”Jeg øhm, tror lige jeg skal pudre næsen,” sagde jeg og rejste mig, hvorefter jeg forlod de andre, og gik mod toiletterne.

Men jeg nåede knap nok hen til toiletterne, før en hånd greb fat om min skulder, og da jeg vendte mig om var det Louis.

”Hvad vil du?” mumlede jeg, og undgik med vilje at se på ham, for jeg var skuffet.

Et suk forlod hans læber, og han løftede mit hoved med to fingre under min hage, ”undskyld okay? Jeg ved ikke hvad der gik af mig, det ligner mig ikke,” indømmede han, og jeg trak hovedet væk.

”Nej det ligner dig ikke,” jeg gav ham ret og lænede mig lidt op af væggen bag mig, ”jeg forstår bare ikke, hvorfor du skal være så ond overfor Niall.”

Hans blik mødte mit, og rynker tegnede sig over hans pande ”jeg troede du vidste det?” mumlede han uforstående.

”Hvad?” spurgte jeg.

”Jeg nyder altså ikke og se jer to være sammen, kemien mellem jer er ikke til og tage fejl af og..” jeg afbrød ham.

”Er du jaloux?”

Han nikkede og sænkede blikket, men da jeg ikke sagde mere kom han nærmere.

Et gisp forlod mine læber, og jeg trak hovedet lidt mere til mig ”nej Louis,” sagde jeg bestemt og satte en hånd mod hans brystkasse for at skubbe ham væk.

Men jeg nåede knap nok og reagere, før Louis blev trukket væk fra mig af en ukendt skikkelse, og jeg åndede lettet ud da jeg så hvem det var – Niall.

”Hun sagde nej,” mumlede Niall anspændt og tog hænderne til sig, da Louis vendte sin fulde opmærksomhed mod ham.

”Bland dig nu bare udenom, du hører ikke til her,” Louis’s ord var bestemte, men ikke nok til at Niall gik, heldigvis.

”Det kan godt være, men derfor skal du stadig høre efter når hun siger nej, Harriet ønsker tydeligvis ikke at du kysser hende. Så hvis jeg var dig, ville jeg opgive, for noget siger mig at hun ikke er interesseret i dig.”

Det næste jeg så, var Louis knytnæve, der ramte Niall over kæben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...