Transcendent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2016
  • Opdateret: 19 sep. 2016
  • Status: Igang
Hvis du fik valget, ville du så ofte alt for en, som du elsker? - Mirakler sker sjældent i år 2077, og derfor plager det hende, hvordan hun blev frelst for to år siden, når det ikke burde have været sket. Det piner hende at tænke tilbage på, hvordan det begyndte at regne med hvide fjer fra himlen den dag, midt i Neo Seoul. Fjerene faldt fra himlen, som den smukkeste sne på en kold decembernat, kun for at lægge sig på jorden omkring hendes fødder, og blive til aske i selv samme øjeblik. Det var den nat, hvor hun blev frelst fra en skæbne, værre end døden, og lige siden den dag har hun kun været i stand til, at mærke tomrummet i sit hjerte vokse sig større og større, imens hun stræber efter at finde svar på, hvem der frelste hende - og hvorfor han gjorde det.

10Likes
3Kommentarer
588Visninger

1. Prolog

If I can save you by offering up this life

I'll show you how I smile as my body burns up
If we are reborn
And can meet again someday, smiling...

"I won't forget you"

 

 

Mine minder er stadig som en tyk tåge som har lagt sig over mit sind, når jeg tænker tilbage på den nat. Det er umuligt at føle sig i sikkerhed i denne verden, og det fik jeg at mærke denne mørke sommernat for to år siden, hvor mit liv blev forandret. 

De lå på lur efter mig, som en flok sultne rovdyr, og ventede blot på det rigtige øjeblik til at gå til angreb, et sted på de gader, som forlængst var lagt øde i løbet af natten. De var parate, forberedte - det var jeg ikke. 

Så snart de sprang frem fra gadens skygger, i læ fra de mange neonskilt og hologrammer som bredte sig vidt over gadebilledet, og gik til angreb på mig. Jeg husker ikke hvordan de så ud, jeg husker kun, at de alle var iført matchende, sorte hættetrøjer, med et lyserødt mærke på det ene bryst - det er alt, jeg husker. 

Jeg ved ikke engang, om jeg skreg, eller om jeg var som frosset fast hvor jeg stod, i fuldstændig skræk og rædsel, imens jeg bare overværede mine overfaldsmænd gribe fat i mig, spytte truende ord i ansigtet på mig hvis jeg ikke gjorde som de sagde - og le, med deres halvrådne tænder, som knapt nok kunne blive siddende i munden på dem. 

Deres ord lød som en utydelig mumlen i mine øre, som om jeg befandt mig under vand og langsomt var ved at drukne, uden noget håb for, at overleve. Jeg tror, at jeg begyndte at kæmpe imod deres greb på mig, men jeg er ikke helt sikker, jeg kan ikke forestille mig andet, da jeg ikke er den type der giver op uden kamp. Adrenalinen pumpede, uden tvivl, gennem mine årer, men om det var nok til, at slippe fri fra rovdyrets gab, tvivler jeg stærkt på. 

Da skete det. 

Det var nærmest som om, at himlen åbnede sig for mig, for med et forsvandt de mørke skyer, som havde dækket himlen som et tykt lag af støv, de sidste halvtreds år, af al den daglige forurening som mennesket forårsagede. Skyerne bredte sig væk, i en enorm cirkel, præcist ligesom ringe i vand, og en kraftig vind susede sig straks omkring mig, såvel som mine overfaldsmænd. 

Og lige med et... 

Faldt de alle om, idet deres hjerter stoppede med at slå, på et splitsekund.

Da jeg endnu engang vendte mit blik mod den stjerneklare smukke himmel, som jeg aldrig før havde set, fik jeg øje på det, som jeg troede var sne. 

 

Så... 

 

Dette er til dig. 

 

Dig, hvis fjer regnede fra himlen den nat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...