Transcendent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2016
  • Opdateret: 19 sep. 2016
  • Status: Igang
Hvis du fik valget, ville du så ofte alt for en, som du elsker? - Mirakler sker sjældent i år 2077, og derfor plager det hende, hvordan hun blev frelst for to år siden, når det ikke burde have været sket. Det piner hende at tænke tilbage på, hvordan det begyndte at regne med hvide fjer fra himlen den dag, midt i Neo Seoul. Fjerene faldt fra himlen, som den smukkeste sne på en kold decembernat, kun for at lægge sig på jorden omkring hendes fødder, og blive til aske i selv samme øjeblik. Det var den nat, hvor hun blev frelst fra en skæbne, værre end døden, og lige siden den dag har hun kun været i stand til, at mærke tomrummet i sit hjerte vokse sig større og større, imens hun stræber efter at finde svar på, hvem der frelste hende - og hvorfor han gjorde det.

10Likes
3Kommentarer
585Visninger

2. Distant

Det regner i Neo Seoul, onsdag den 7. juli, 2077.

Trods det kraftige skybrud, er gaderne stadig fyldt med mennesker, den ene halvdel for travlt optaget af deres coils til at opdage at det regner, og den anden halvdel fuldstændigt ligeglade. Jeg hører til den anden halvdel, men om det er fordi, at jeg lige nu står mere eller mindre sikkert under halvtaget til et busstoppested, er jeg ikke helt sikker på.

Dagen er knapt nok begyndt, og den startede ellers ud som en ganske dejlig dag, trods det uheldige vejr som gør, at Puri lige nu er nødt til at gemme sig under min hætte på min hættetrøje, hvilket også er den eneste grund til, at jeg ikke for længst har trukket den over hovedet som for at holde hverdagsstøjen omkring mig ude, hvis bare en lille smule.

Selvom mit humør har været bedre i dag end normalt, kan jeg allerede fornemme, at jeg burde være blevet i sengen, men så længe jeg lever under samme tag som Puri, så tvinger hun mig op hver morgen og på arbejde.

“Mail~! Mail~! Mail~!” hører jeg en lille, lys stemme sige fra lige bag mig. Det er Puri, som fortsat forsøger at holde sig tør under min nedslåede hætte, også selvom vi befinder os under et halvtag, og burde være i læ i forvejen.

“Hvem er afsenderen?” spørger jeg og anstrenger mig en anelse for at se mig tilbage over skulderen, også selvom den lille, hvide ugle ikke er til at få øje på under den turkise hætte.

“Afsenderen er Yoosung!” svarer Puri med sin ellers glade, lyse stemme, før hun meget tøvende forsigtigt kigger frem fra under min hætte, kun for at lade sine store, gyldne øjne møde mine i et par sekunder, som virker til at vare en anelse længere end normalt, “Ønsker du at læse din mail nu, eller senere?”

“Kan du ikke bare smide den i SPAM-filteret?” spørger jeg med en anelse irritation i stemmen idet jeg stopper mine hænder ned i forlommen på min hættetrøje og endnu engang retter mit blik mod vejen, da jeg er begyndt at undre mig over, hvorfor bussen endnu ikke er fremme.

“Oh, er du sikker? Jeg tvivler på, at din lillebror vil synes om det,” siger Puri, og med et enkelt hop, lander hun pludseligt oppe på min skulder, nu hvor hun har taget sig mod til, at komme frem i det fri. Hun har vel opdaget, at regnen ikke kan nå os, så længe vi står i læ under halvtaget.

“Fint, jeg læser den når jeg er fremme,” siger jeg så og tvinger et lille smil frem på mine læber, selvom det er svært at smile, når vejret er så elendigt, “Ah, her kommer bussen…” Mit blik lander hurtigt på det store, hvide fartøj nede for enden af vejen, som langsomt kommer nærmere, gennem den travle trafik.

“Puri, gem dig igen,” siger jeg hurtigt til min hvide ugle, som omgående kravler tilbage under min hætte, da hun trods alt ikke er vandtæt, og jeg vil hade et være nødt til, at skille hende ad, tørre hende, og muligvis være nødsaget til at købe et nyt batteri til hende. Jeg ved, at jeg nok snart burde udskifte hende med en nyere model, jeg vil jo altid være i stand til, at forflytte hendes intelligens til en model, som måske ville være vandtæt - men der er bare en hvis charme over hendes nuværende model.

Desuden, så hænger pengene ikke ligefrem på træerne her omkring.

Jeg går ombord på bussen, og mærker en svag gyngen så snart jeg sætter den første fod ombord på fartøjet, og kan da nemt fornemme, hvordan den svæver hen over asfalten. Tanken om, ikke at have nogen egentlig jordforbindelse, har det med at gøre mig lettere køresyg - eller måske nærmere luftsyg?

Jeg holder mit håndled frem mod den lille, hvide automat, som hænger til højre for mig så snart jeg træder ind i bussen. Der kommer et godkendende “bip” fra min coil, og jeg fortsætter da bare ind i bussen, som altid.

Hvis det ikke var fordi, at vejret var elendigt i dag, så var jeg gået hen på arbejde - eller måske taget mit hoverboard, så havde jeg idetmindste været i stand til hurtigt og elegant at komme gennem menneskestrømmen og frem til min destination.

Selvom Puri uden tvivl ville brokke sig hele vejen, da et hoverboard på ingen måde er sikker transportation, da man trods alt befinder sig flere meter over jorden - hvilket også var den måde, jeg kom mig over min højdeskræk på for år tilbage.

Der kommer et lille suk fra mine læber så snart jeg finder det første ledige sæde i bussen, hvor jeg sætter mig ned. Jeg skal dog passe på med ikke at læne mig for meget tilbage, da jeg trods alt stadig har en blind passager et sted på min ryg; min Allmate, Puri. Puri er en hvid ugle, som jeg har fået af min mor for mange år siden, længe før hun gik bort, og det er uden tvivl hovedårsagen til, at jeg endnu ikke har skiftet hende ud med en anden model endnu - selv min lillebror har en Allmate som er en nyere model end min!

“Oh, måske jeg skulle læse den e-mail,” siger jeg lavt til mig selv og holder min venstre hånd frem foran mig, hvor min coil sidder fast omkring mit håndled, ligesom på ethvert andet menneske i hele bussen. Det er efterhånden vedtaget ved lov, at alle mennesker skal bære en coil så snart de fylder atten år, da de trods alt er forbundet med vores identitetschip, og derfor hovednøglen til vores informationer, bankkonti, beskeder og samtlige identifikationskort som vi må have.

Det her må nok lyde utroligt indviklet, såfremt man ikke lever i Neo Seoul, da det trods alt ikke er alle byer som er lige så udviklet som vores.

Lad mig sige det sådan; alle mennesker født i Neo Seoul, får fra fødsel en lille chip på størrelse med et riskorn skudt ind i håndleddet. Denne chip er, mere eller mindre, som et fingeraftryk, et CPR-nummer, kan man vel sige. Så snart man har denne chip, så kan man opbevare alle sine oplysninger igennem den, og såfremt man har en coil - ligesom det lille, sølvfarvede armbåndsur som jeg har omkring mit håndled - så kan man interagere med disse informationer, tjekke sin e-mail, foretage telefonopkald, betale for varer og endda udveksle personlige informationer med folk man skulle møde på gaden.

Kort sagt; uden en coil, og uden en chip, er man ikke nogen.

Jeg trykker på det lille touchscreen på min coil, og straks dukker der en lille, turkis skærm frem foran mig som et hologram. Det tager mig ingen tid, før jeg får åbnet den e-mail jeg fik fra min lillebror tidligere, og ganske rigtigt, så er det ikke noget der er værd at gemme på. Han har travlt med at tale om det her spil, som han spiller med sin Allmate døgnet rundt. Det er et spil, der hedder Rhyme, og handler om at kæmpe med sine Allmates, mere ved jeg ikke om det - men Yoosung skulle være ret så god til det, såvidt jeg har forstået på ham.

Det ville også være en skuffelse alt andet, når han trods alt ikke foretager sig andet end at bruge sin tid på spillet.

Jeg læser hurtigt gennem hans mail, da jeg ikke har lang tid tilbage før jeg skal stå af bussen. Jeg opfanger kun nøgleordene i mailen; Rhyme, bander, Ribsteez, hacker - altså ikke noget, som kræver min opmærksomhed. Jeg holder mig gerne langt væk fra Rhyme, og de problemer som spillet bringer med sig, så at nogen skulle have talent nok til, at kunne hacke sig ind i spillet, det vedkommer mig ikke.

Den overbeskyttende storesøster indeni mig, ville dog ønske at Yoosung ikke spillede den slags, og måske brugte sin tid på at studere i stedet for.

Ja, som om det kommer til at ske.

I de nitten år, hvor min lillebror har levet, har jeg aldrig taget ham i at studere. Godt nok er jeg ikke selv en mønsterelev, og gør alting i sidste øjeblik - men i det mindste får jeg tingene gjort, til forskel fra ham.

Jeg stiger af bussen så snart den stopper, og er straks mødt med det kraftige lys fra en hologramskærm langt over hovedet på mig. Skærmen lyser nærmest hele gaden op, og fanger langt de fleste forbipasserendes opmærksomhed - inklusiv min, selvom jeg vitterligt ikke har tid til det, og burde allerede være henne på mit arbejde nu.

Det er en reklame for den nye Allmate, produceret af C&R International; et af de største selskaber som findes i verden, og uden tvivl også de førende indenfor Allmate-teknologi. De var ikke dem, som opfandt Allmates, men så snart de indså at der var penge i de intelligente dyrelignende robotter, så overtog de omgående markedet.

Langt de fleste mennesker har Allmates i dag, men de færreste har dem med sig når de er ude at gå - de fleste Allmates bliver brugt i hjemmet, hvad end det er som egentlige kæledyr, vagter, rengøringshjælp eller lignende. Jeg, derimod, foretrækker at have Puri ved min side hele tiden - på den måde føler jeg mig aldrig helt ensom.

“Ah, endnu en kattemodel?” siger Puris lyse stemme, da jeg lægger mærke til at hun så småt også er begyndt at kigge frem fra under min hætte, og føler sig nærmest som draget til den store, lysende skærm som svæver over os, “Det er ingen overraskelse, såvidt mit datacenter erindrer, så har de sidste tre modeller fra C&R været katte.”

“Tja, du ved, Mr. Han elsker katte,” siger jeg bare med et lille grin før jeg begynder at forsætte ned af gaden, for at finde min vej hen til den butik, hvor jeg arbejder. Der er langt færre mennesker her, end der hvor jeg bor, og jeg finder det nærmest befriende, at jeg rent faktisk kan trække vejret uden at ånde nogen i nakken.

“Jeg foretrækker alle andre dyr frem for katte,” mumler Puri lavt og kravler længere ind under min hætte, og jeg kan da sværge på, at jeg kan fornemme en form for knurren fra min lille ugle, som om hun pludselig er blevet forvandlet til en hund. Selvom Puri er en robot, så har hun trods alt stadig instinkterne fra en ugle; ligesom at hun hader katte, fordi katte netop jager fugle.

“Måske jeg burde få mig en af de nye modeller,” siger jeg med et skævt smil på mine læber og en uskyldig nynnen. Dette forårsager dog bare, at jeg pludselig får en meget arrig klo i ryggen, “Av!”

“Du kan lige vove på det!” truer min Allmate mig, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun allerede står klar til, at bore endnu en klo ind i huden på mig, på alle tænkelige steder - bare tanken om Puris kløer giver mig gåsehud!

“Ja, ja! Bare rolig, Puri--...” forsøger jeg at få sagt, men i selv samme sekund er det som om, at noget flimrer for mit blik, som en gammel computerskærm der er ved at gå ud. Der kommer da straks en pivende lyd for mine ører som gør, at jeg er nødt til at stoppe op hvor jeg står, og tage mig til hovedet.

Mine knæ føler sig svage, mine ben prikker ubehageligt og jeg har det som om, jeg kan falde sammen når det skal være. Jeg kan fornemme, hvordan min hals snører sig sammen, og jeg får det sværere og sværere ved at trække vejret.

“#-!%... Fandt… #&&!--ig”

Den pivende lyd for mine ører bliver højere og højere, og jeg er så småt ved at bukke sammen for den ubeskrivelige smerte. Det føles som om, at mit hoved er ved at eksplodere! Det føles som om, at nogen forsøger at bore sig vej ind gennem mit kranie - nej, endnu dybere end det! Som om, nogen er ved at bore sig vej ind gennem min hjerne.

“Rin?! Rin, hvad sker der?!” udbryder Puri, “Din puls er steget kraftigt!!”

Blodet pumper rundt i mine årer, pulsen dunker i mine ører og spærrer enhver anden lyd ude. Det lyder, mest af alt, som om jeg befinder mig under vand. Larmen fra bilerne som svæver forbi, er så fjern, at jeg end ikke hører når de dytter af mig.

“Ventet… #¤&!--å… ##!@-nge.”

Det næste splitsekund, så forsvinder det hele; lyden, smerten, det flimrende syn - følelsen i mine ben, og før jeg kan nå at forberede mig selv på det, så falder jeg til den hårde, kolde jord under mig.

Jeg mister bevidstheden før jeg rammer den våde asfalt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...