Ravne Skæbner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2016
  • Opdateret: 17 sep. 2016
  • Status: Igang
Den kommende Ravnehersker må slå sig sammen med Ulvekoblets alfahan. En alliance der kan betyde død eller overlevelse.

3Likes
3Kommentarer
401Visninger
AA

3. III.

 

III.

________________

”Knoglerne var knust, ” knurrer Lucke til de to spørgende piger, og jeg ved med det samme jeg ikke burde have fortalt ham det. Hans krop ryster af raseri for hver gang han kaster et blik mod Cremer og de andre ulve. Deres bord er i den modsatte side af kantine, så forhåbentligt kan de ikke høre os gennem larmen, men jeg håber stadig at han dæmper sig lidt. Min hånd er efterhånden allerede så god som ny, efter at Sygeplejersken satte en skinne omkring de steder hvor det var værst. Vi healer hurtigt og det er kun et spørgsmål om timer før jeg kan bruge den igen. Men jeg vil give Lucke ret, selvom jeg prøver at lade være med at se på Cremer. Det var en unødvendig handling, og jeg tigger Guderne om at han ikke bliver den nye alfa. Der er syv ulve ved deres bord, hvoraf tre af dem er hanner, forhåbentligt bliver det en af de andre.

”Jeg fatter ikke vi bare accepterer det her, ” snerrer Vika og betragter Cremer gennem sammenknebne øjne. Han slår en høj latter op henne ved sit bord, og en af de rødhårede piger griner højlydt, men resten af bordet sidder med stenminer.

Vika slår blikket ned da jeg nedstirrer hende. Jeg kan ikke lade være med at blive vred, hvad fanden forventede de jeg skulle sige? Det er ikke noget at acceptere, regler er regler.

”Jeg håber han kvæles i sin juice, ” mumler Vika og fjerner endelig blikket fra Cremer. Jeg ransager min hjerne for noget at sige der kan lette stemningen, da flokkens samlede anspændthed får mig til at se over skulderen. Der står en ulv bag os, det er tydeligt at han er en af dem, med sin lugt der er skarp som noget vildt, desuden, hvem ville ellers have nærmet sig vores bord?

Hans kastanjebrune hår vælter ned omkring hans ansigt, og de blå øjne der betragter os er både nysgerrigt, med en snert af nervøsitet. Han er ranglet at se på, høj og uproportioneret, som om han ikke er helt færdig udvokset.

”Hej, ” han lyder anspændt og jeg kan se over hans skulder hvordan resten af ulvekobbelet iagttager ham fra deres plads med forstenede ansigter. ”Nat. ”

”Hvad? ” jeg stirrer på hans fremstrakte hånd, som han hurtigt tager til sig med et forlegent smil.

”Jeg hedder Nat, ”mumler han undskyldende. ”Jeg ville bare sige undskyld på Cremers vegne. ”

Vi betragter hinanden, og jeg kan mærke den tykke anspændthed i luften som er den til at føle på.

”Er det en officiel undskyldning, eller er det bare dig? ” snerrer Martinez, men hendes stemme er ikke nær så hård som den kan være. Nat vrider sig utilpas under hendes blik, og skubber en hårlok væk fra sine øjne.

”Tja, det vel bare mig, ” han vender sig for at gå, men jeg når at gribe hans arm med min raske hånd. Der bliver stille i kantinen, som en knurren kommer fra ulvebordet, men Nat virker ikke spor bange da han vender sig mod mig.

”Tak, ” siger jeg bare og slipper ham. Han nikker og forlader kantinen uden at se hen mod sit eget bord.

”Skønt, ” surmuler Lucke. ”Den eneste anstændige ulv, og han bliver sikkert ikke alfa. ”

Jeg kan ikke andet end at nikke genkendende. Vi kender ikke meget til hvordan den nye ulvealfaer vælges, andet end det er en kamp der kan koste flere livet, og jeg føler et stik af medlidenhed med Nat. Som Lucke påpegede, lignede han ikke typen der ville kunne slå Cremer i en kamp til døden.

Jeg vender tilbage til min frokost, og prøver at ignorer et voksende ubehag. Det kan umuligt blive godt det her.

 

Vinden under mine vinger får det til at kildre i mine fjer. Det er søndag, og der er kun mig og Vika på patrulje. Jeg valgte hende i håb om at fjerne lidt af chokket fra sidst, men hun ser ud til allerede at være klar på vingerne igen. Jeg kan mærke hendes sølvtråde i mit baghoved, mens jeg dovent lader blikket glide hen over horisonten. Der er ingen spor af mennesker mellem bjergene, og jeg er begyndt at kede mig en smule. At dømme ud fra Vikas pisken gennem luft, er hun mindst lige så træt af det som mig.

Vi lander, jeg sender hende et billede af lysningen under os, og vi dykker begge med styrtende fart, som for at se hvem der kommer først. Sekunder før vi kolliderer med jorden, lander vi på to menneskefødder og stivner i den kolde luft. Et par sekunder betragter vi vores omgivelser, men da der ikke er en nogen tegn på fare, falder jeg sammen på en rådden træstamme med et suk. Vika går lidt rundt og strække benene, mens hun betragter himlen selvom hendes blik flere gange falder på mig. Jeg ville pludselig ønske vi var i Ravneform, så jeg kunne få tankerne ud af hende som tydeligvis generer hende.

”Hvad er der galt? ” det føles efterhånden som et gentagende spørgsmål mellem os to, men denne gang fejer hun det ikke af vejen med et smil. I stedet ser hun alvorligt på mig, hendes blonde krøller falder ned over hendes næse og hun puster dem irriteret væk.

”Jeg tænkte bare på noget angående næste uge, ” hun folder armene om brystet som for at beskytte sig selv, og jeg rynker bekymret panden.

”Du skal ikke frygte ulvene Vik, dem kan vi sagtens klare, ” jeg forsøger at smile, men hun gengælder det ikke.

”Det er ikke det, ” mumler hun. Endelig mødes vores blikke og jeg kan se både frygt men også beslutsomhed. ”Jeg ved du skal vælge en mage når vi når til det. ”

Hun taler hurtigt og jeg kan knap nå at afbryde hende. ”Har du tænkt over det? ”

Hun skyder hagen frem og står som fastfrosset. Jeg stirrer måbende på hende, og ønsker jeg aldrig havde landet i den lysning. Hvorfor havde jeg hellere ikke tænkt på det? Selvfølgelig ville de regne det ud, det havde været et spørgsmål om tid. Men jeg havde håbet på længere.

Jeg rejser mig, men tør ikke nærme mig hende. Hun skutter sig i kulden, men jeg ved godt det ikke kun er derfor. Ingen af os bryder sig om denne situation.

”Nej, ” siger jeg endelig. ”Og Vik, vi er alt for unge til det her. ”

Jeg smågriner nervøst, og hun løsner en smule op i sine anspændte skuldre. ”Jeg vil ikke vælge før vi er klar. ” Jeg bliver alvorlig igen. Det er ikke en trøst for hende, men hun virker alligevel en smule beroligede. Jeg bander indvendigt over de åndssvage love, og prøver at abstraherer for den fremtrædende dunken i mit hoved. Regler er regler, jeg lover hende noget jeg ikke vil være i stand til at holde. Hvis jeg bliver bedt om det, har jeg intet valg. Så må jeg tage mig en mage.

Jeg strækker mig overdrevent og vender blikket mod himlen.

”Skal vi vende tilbage? Her ser meget fredeligt ud, ” hun smiler taknemmeligt og vi skifter skikkelse mod himlen.

Vika? Hun svarer med en spørgende tråd og jeg tager en dyb indånding som vi flyver over bjergene.

Vær sød ikke at nævne det for Martinez.

 

Der lugter slemt af råt kød da vi træder ind gennem døren til Palæet. Der lyder højlydt snak fra de voksne ravne inde bag spisestues dørene, men Vika og jeg er hurtigt forbi og på vej op til vores eget køkken, hvor lugten åbenbart kommer fra.

Jeg rynker på næsen jo tættere vi kommer på, og vi kan høre Lucke i højlydt diskussion med Martinez.

”Det er dårligt, jeg æder det ikke. ”

”Kom nu din slapsvans, du render selv ned efter noget nyt, ” hvæser Martinez af en surmulende Lucke da vi træder ind i køkkenet. Jeg hopper op på spisebordet, men kommer hurtigt ned igen da Martinez nærmer sig med en bakke stinkende kød.

”Hvad er det? ” Vika rynker slemt på næsen af det grålige stads, og jeg må indrømme det ser klamt ud. Martinez ser ud til at være på nippen til at eksplodere, det er hendes dag til at lave mad, og hvis jeg kender hende ret, har hun glemt a handle ind.

”Hvem stemmer for pizza? ” afbryder jeg hurtigt, da hun puster sig op, og man kan se luften langsomt sive ud af hende da jeg hiver telefonen frem. Hun har altid hadet maddage, måske fordi hun er så absolut dårlig til at kokkerer.

Jeg bestiller to store pepperoni pizzaer, og benytter lejligheden til at komme lidt væk fra det hele. Den kølige aftenluft slår mig i møde nede i byen, da jeg træder ud af Pizzariet og nærmer mig jeepen. Jeg indsnuser duften af ost, da et højlydt hyl får mig til at farer sammen to meter fra jeepen.

”For helvede, ” jeg taber de store bakker ud af favnen, men den ene pizza formår at blive på sin plads, mens resten af pepperonien er spredt ud over asfalten. Jeg bøjer mig for at samle det op, da hylet igen genlyder gennem byen, og jeg stivner, på vagt med ravnen i hver fingerspids af min krop. I mørket ser jeg ikke nær så godt i menneskeskikkelse, men jeg kan stadig høre stemmer fra restauranten, og jeg ønsker ikke at afslører mig selv så åbenlyst.

Jeg springer hen mod bilen, da hylet ekkoer som et splintrende skrig, et døende skrig. Jeg lader pizza være pizza, og sætter bilen i fuld drøn væk fra pladsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...