Ravne Skæbner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2016
  • Opdateret: 17 sep. 2016
  • Status: Igang
Den kommende Ravnehersker må slå sig sammen med Ulvekoblets alfahan. En alliance der kan betyde død eller overlevelse.

3Likes
3Kommentarer
408Visninger
AA

2. II.

 

II. 

______________

 

”Det er løgn, ” Martinez stemme stiger en oktav og hendes underkæbe ligger på gulvet, mens jeg fortæller dem hvad der kommer til at ske.

”Er du sikker på du er okay Vika? ” mumler jeg og ignorer Martinez udbrud. Vika har forholdt sig stille under hele samtalen, og Lucke har siddet beroligende og gnubbet hendes arm den sidste time. Eftersom hun er den yngste i flokken, kun femten år, føler jeg mig en lille smule skyldig over at det var hende der skulle opleve den forskrækkelse, selvom jeg ved at vi ikke kunne have forudset det. Hun smiler som svar, men jeg kan stadig ser frygten i hendes blik når hun ser væk.

Martinez begraver sit ansigt i en pude og skriger. Lucke betragter mig misbilligende, som om han havde forventet jeg ville have sagt fra overfor vores Hersker. Jeg sender ham et koldt blik og han trækker sig surmulende fra stirre konkurrencen.

”Vi gør som vi får besked på, ” snerrer jeg, og flokken falder til ro. Vi ved alle at der intet er at skulle have sagt overfor vores Hersker, der får sine ordre direkte fra Sankt Klanen, Gudernes højre hånd.

”Jamen tillykke så, ” smiler Vika pludselig. ”Du bliver Ravnehersker. ”

Som om det først nu går op for dem, smiler de alle bredt til mig, og selvom jeg himler med øjnene kan jeg ikke lade være med selv at smile. Der er en ære, selvom det altid har været forudbestemt. I modsætningen til ulvene, fødes vi ind i jobbet, som de skal kæmpe til døden for.

”Ja ja, ” griner jeg, da Lucke bukker sig overdrevet som mit blik falder på ham. Et kort øjeblik glemmer vi alvoren af situationen, og Martinez kaster sin pude i hovedet på Lucke, da døren til værelset pludselig flyver op. Som om vi bliver fanget i noget ulovligt, stivner vi alle ved synet af Adea, Ravneherskerens mage. Det er ikke tit vi ser hende, eftersom hun oftest holder sig alene i det enorme Palæ hvor hele Ravneflokken holder til. Hun er enormt høj, med silkefarvet, langt hår der ender ved hendes hofte i en tyk fletning, og hendes smalle ansigt er fortrukket i en mine der ikke just virker til vores fordel.

”Avan, ” hvæser hun og hendes kolde blik falder på mig. ”Kan jeg snakke med dig et øjeblik? ”

Jeg overvejer at spørger hvad det drejer sig om, men at dømme ud fra flokkens dræberblikke, vil det ikke være til nogens hjælp. Adea har aldrig haft vores fulde respekt selvom hun burde, og jeg ønsker ikke at skabe problemer for hverken flokken eller hende. Så med et smil og en beroligende gestus til de andre, følger jeg med hende ud på gangen.

Vi befinder os på anden sal, hvor min generation af Ravne bor. Eftersom vi lige er kommet ud fra pigernes værelse, er der kun et værelse mere på denne etage, der ikke er et køkken eller badeværelse. Adea leder mig ind på Lucke og mit værelse, hvor hun uden videre sætter sig på min seng. Jeg betragter hende en smule nysgerrigt, det er ikke ofte man stifter bekendtskab med hende, og jeg er vel lidt beæret over hun tager sig tid til mig – hvis det altså ikke betyder at jeg er i problemer.

”Sæt dig, ” siger hun kommanderende, og jeg modstår trangen til at påpege hun altså ikke har ret til den tone. Så jeg sætter mig på Luckes seng og betragter hende afventende.

”Har du tænkt på din mage? ” jeg er nær faldet ned af sengen ved hendes direkte spørgsmål. For anden gang i dag rammer min kæbe jorden, og jeg stirrer på hende med uforstående øjne.

”Ja, ” siger hun upåvirket. ”Martinez ville jo være det åbenlyse valg, men du bestemmer selvfølgelig selv. ”

Jeg kæmper med trangen til at råbe ad hende, og tæller igen beroligende til ti. En mage? Martinez eller Vika som mage? Bare tanken gør mig dårlig og jeg stirrer forfærdet på hende. Jeg havde helt ærligt ikke skænket det en tanke, men nu kan jeg godt huske, at Ravnehersker altid vælger deres mage kort efter deres lederskab er blevet testet. Men Vika, hun er femten for helvede, og Martinez og jeg har ikke nogen som helst følelser for hinanden andet end bror og søster kærligheden, hvilket egentlig også gælder for Vika. Men det betyder intet, snerrer en stemme dybt inde i mig, den som ved hvilke pligter der følger med Ravneherskeren. Jeg bør vælge den stærkeste mage jeg kan se, og derved sikre flokkens fremtid.

”I er jo en relativt lille flok, så der er ikke mange valgmuligheder, ” hun snakker om det som om jeg skal vælge min påklædning til Ceremonien. Det giver mig kvalme, og jeg rejser mig hurtigt til hendes bestyrtelse.

”Jeg vil tænke over det, ” mumler jeg, og stormer ud på gangen. Før hun kan nå at følge efter, har jeg låst mig ude på Lucke og jegs badeværelse. Med en dyb indånding sprøjter jeg vand i hovedet, og ignorer den dunkende smerte i mit baghoved, der langsomt er begyndt at vokse. Det er for meget, for meget på én gang. Jeg ser Martinez for mit blik, smilende og smuk med sit kulsorte hår og brune øjne, men samtidig kan jeg høre hendes fjollede grin hver gang hende og Vika får øje på fyrene på skolen. De vil gerne forelske sig, de vil vælge selv. Jeg spekulerer på om de overhovedet har tænkt på det, eller ligesom mig har svedt alt det med en mage ud? Jeg håber det sidste, så kan jeg holde dem uvidende lidt endnu, og måske selv vinde lidt tid.

”For helvede noget rod, ” mumler jeg, og det gibber i mig da det banker på døren.

”Avan? ” Vikas stemme lyder gennem det hårde træ. Jeg tager en dyb indånding, og åbner døren med et smil til hendes spinkle skikkelse.

”Er du okay? ” hun lyder oprigtig nervøs, og jeg mærker et stik af dårlig samvittighed allerede, ved tanken om hvad jeg måske skal udsætte hende og Martinez for.

”Jeg har det skønt, ” smiler jeg, og leder hende hen mod værelset hvor vi kom fra. Jeg kan høre Lucke og Martinez latter gennem døren, og vi smutter ubemærket ind, selvom jeg ved de alle ser mit bekymret udtryk.

 

Covent High School ligger i udkanten af byen, og er i sig selv ikke noget kønt syn, med dets skæve beton vægge og hullede asfalt. Alt i alt er det et forfaldent syn, men jeg har aldrig brudt mig synderligt om skole, og ville nok hellere ikke gøre det selvom det var verdens smukkeste bygning.

Vores Jeep er en gammel skrammelkasse af en bil, og den stønner højlydt, da vi endelig parkere og slukker for den belastede motor.

”Sikker noget bras, ” Lucke kører alligevel kærligt sin hånd over braset, hvilket får Vika til at grine smørret. Vi kører altid sammen til skole, men i dag har turen været anspændt og stille. Vi venter alle frygtsomt på at møde op til synet af vores måske kommende flokmedlemmer. Vi har selvfølgelig set dem før, ulvene der lusker rundt på gangene, men alligevel er der noget nyt og skræmmende ved i dag.

Lets go, ” Martinez smækker døren op og marcherer mod skolen uden at vente på os andre. Vi skynder os efter, og i den tidlige morgen slår en isende kulde mod os fra bjergene, der får ekstra kuldegysninger til at løber ned ad min ryg. Vi er kun nået halvvejs ind på gangene, da jeg får øje på de første ulve. De er ikke svære at genkende i mængden, vilddyrsauraen stråler omkring dem selv i deres menneskeskikkelse. Det er to piger og en dreng, der står lænet skødesløst op ad deres skab, men det er tydeligt at de har ventet på os. Pigerne har begge rødbrunt hår og fregnerne på deres næsetip vipper da de lugter Ravnene der nærmer sig. Drengen er høj og bredskuldret, med et dovent udtryk i øjnene, hans blonde hår falder ned i hans stirrende blik, men det virker ikke til at genere ham. Jeg kan mærke som på kommando, hvordan vores alle fires muskler spændes og vagtsomheden ligger som en tung lugt i luften.

”Rolig, ” hvisler jeg ud gennem sammenbidte tænder, da det bliver tydeligt hvordan menneskene omkring os stivner og betragter opgøret mellem de to dyr.

Det er knap halvdelen af det unge ulvekobbel som er tilstede, men jeg er alligevel i tvivl om de kan finde på at henvende sig til os. I en kamp ville de stadig være i en stabil position, når vi ikke har mulighed for at flyve højt, men hvorfor skulle de også ønske en kamp?

”Godmorgen Ravn, ” drengen smiler smørret da vi alle stivner. Han retter sig op, og slentrer langsomt over mod os, med sin dovne kropsholdning og flankeret af de to piger. Han stopper foran mig, og jeg kan høre en svag knurren i hans bryst. Bag mig puster Lucke sig op, men jeg holder en beroligende hånd i luften. De vil ikke angribe, ikke nu. Jeg forsøger ligeså meget at berolige mig selv som de andre.

”Navnet er Cremer, ” smiler ulvedrengen og holder en hånd ud mod mig. Han hæver øjenbrynet da jeg tøver med at tage imod hans udstrakte fingre.

”Ava – ” jeg stivner da hans hånd lukker sig om min, og er kort øjeblik er jeg i tvivl om knoglerne brækker.

”Husk din plads når jeg bliver alfa, ” snerrer drengen og trækker mig tæt ind til sig. Så slipper han min smertende hånd og drejer om på hælen. Jeg griber fat i Martinez med min venstre hånd, da hun kaster sig efter Cremer og hans slæng.

”Det ikke det værd, ” jeg taler gennem sammenbidte tænder, og hun ser bekymret på min hånd. Jeg bøjer prøvende fingrene, og en smerte skyder gennem min arm.

”Du må hellere gå ned til sygeplejersken inden det healer, ” jeg nikker til Lucke, og bevæger mig hurtigt væk fra dem, så de ikke kan se det rasende blik i mine øjne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...