Ravne Skæbner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2016
  • Opdateret: 17 sep. 2016
  • Status: Igang
Den kommende Ravnehersker må slå sig sammen med Ulvekoblets alfahan. En alliance der kan betyde død eller overlevelse.

3Likes
3Kommentarer
404Visninger
AA

1. I.

 

I.

___________________________

Ravnens skrig ekkoer mod himlen.

Jeg er selv højt oppe om skyerne før hendes råb forsvinder i tanker, og mit sind rækker ud med de sølvagtige tråde, i håb om at møde den kolde genkendelse af Vika. Til venstre for mig kan jeg føle Martinez, hendes egne tråde spinder sig om mit sind som is, og jeg ved Lucke ikke befinder sig langt bag os.

Vika, trådene søger desperat efter hende, jeg skriger hendes navn gennem vores bånd, men der kommer intet svar. Ængstelsen fra resten af flokken ligger som et tykt lag frost over os, men det er mit job at bevare den kølige ro.

Mine øjne afsøger hvert afkrog af skoven under mig, ikke en bevægelse undgår mit blik, men der er intet spor af Vika, før Martinez pludselig dykker, hendes sorte fjerpragt bliver mørkere end mørk, da hun forsvinder mellem trætoppene, med Lucke og mig tæt i hælene.

Hvad ser du? Lucke lyder desperat, hans ord bliver slynget ud som et brøl og jeg skræpper skarpt for at dæmpe ham. Martinez viser os et billede af skovbunden, en bevægelse selv det mest erfarne ravne øje ville have svært ved at spotte, har fanget hendes opmærksomhed mellem buske og væltede træstammer. En ulv. Dens ører er spidse, på vagt, og kroppen frosset i samme position med blikket rettet mod en kæmpende skikkelse i det opildnede vand fra søen under os. Vika.

Lucke, få hende op, gisper jeg ved synet af hendes desperate forsøg på at få fodfæste på bunden af den dybeste sø i Faldur bjergene. Martinez, med mig.

Jeg hører plasket da Lucke lander i vandet, og kan ikke længere føle hans kolde tilstedeværelse. Martinez flyver ved siden af mig, som vi begynder at flaske omkring ulven, hvis ører ligger tæt over hovedet da den får øje på os. Med en knurrene helt nede fra maven, ligger den sig i angrebsposition, med bugen mod jorden og hugtænderne blottet. Jeg slår ud mod den med min store vinge, og Martinez kradser dens ubeskyttede flanke med sine lange kløer. Ulven piber højlydt og viger tilbage, stadig med kødet trukket væk fra de enorme tænder i dens mund. Jeg skræpper højlydt og kræser omkring den, ved hvert eneste bevægelse, angriber jeg med næb og kløer, der sender ulven længere og længere ind mod skovbrynet. Endelig mærker jeg de kolde tråde fra Vika og Lucke, forbinde sig med vores fælles sind, og med ét er Martinez og jeg skudt mod himlen. Jeg kan stadig høre ulvens skingre hyl, da vi befinder os højt over skoven, med kurs tilbage mod byen.

Det tager ikke lang tid for mig at danne et overblik over flokken, vores forbudne sind, gør det umuligt at skjule noget, og jeg kan allerede mærke smerten i Vikas krop for hvert vingetag. Lucke flyver tæt op ad hende, hans krop flyver som et skjold klar til at træde til ved det mindste tegn på afmagt fra Vika.

For mit blik ser jeg Vika flyver mellem træerne, præcis som hun var beordret til, indtil en silhuet i mørket fra skoven, gør et udfald mod hendes højre vinge og slår hende ud af kurs. Hun formår at forvandle sig til menneske før hendes styrt i søen. Jeg gyser ved tanken om hvad der ville være sket hvis vi ikke havde fundet hende i tide.

Mine vinger slår sig sammen da jeg med et bump lander på det hårde grus op ad skovvejen til et enormt palæ af et hus. Før mine kløer har skrabet mod underlaget, står jeg som menneske i den kolde morgen.

”Forbandede ulve, ” spytter jeg på jorden som resten af flokken forvandler sig ved min side. Vika ryster stadig, en blodig plamage har samlet sig på hendes højre arm, og et vildt udtryk i hendes blik mildner mit ansigtsudtryk.

”Er du okay? ” jeg tjekker forsigtig flængen på hendes arm, men den er allerede ved at lukke sig igen. Vika nikker, men ser stadig skræmt ud, hvilket man ikke kan bebrejde hende. Af alle der skulle falde i søen, var det hende, som ikke kan svømme.

”Martinez, få hende med ind på værelset, ” mumler jeg, og hun adlyder hurtigt ved at slynge sin arm om skulderen på sin rystende veninde. Lucke ser nervøst efter den med sammenknebne øjne, og gør mine til at følge efter da jeg beder ham om at stoppe.

”Vi må snakke med Morris, ” jeg taler hurtigt, og Lucke ligger en beroligende hånd på min skulder.

”Rolig Avan, ” han smiler forsigtig, og jeg tager en dyb indånding. Mit job er at bevare roen når ingen andre kan, minder jeg mig selv om, mens Lucke står det og beroliger mig. Jeg gør et kast med hovedet og han følger efter mig op mod det store hus.

Jeg kan mærke noget er galt allerede inden vi et trådt igennem de store døre til spisesalen. Morris sidder ved den tykke bordplade i midten af rummet, hans hænder er foldet i hans skød og hans blik er roligt, men noget er galt. Anspændtheden ligger som en tåge over rummet, og jeg er allerede på vagt da skikkelsen træder ud af skyggerne.

Med et fast greb holder jeg Lucke tilbage, der gør mine til at forvandle sig på stedet da han får øje på den nyankommen. Tayli Dyna betragter os med et køligt og ligegyldigt blik, der alligevel gemmer på et vist had. Jeg spekulerer på, om hun hørte mit udbrud om forbandede ulve, sandsynligvis, deres sanser er lige så skærpede som vores.

”Jamen dog, ”hun smiler og blotter sine sylespidse hugtænder. ”Er man en smule ophidset Ravn? ”

Hun spytter ordet ud som er det er ægte forbandelse. En rumlen kommer fra Lucke, og med et enkelt blik på ham, kan man ane den kampklare ravn under hans menneskeskikkelse.

”Ud, ” mumler jeg, og han bliver et øjeblik så overrasket, at ravnen forsvinder og den ranglede dreng står tilbage med et såret udtryk i ansigtet. Jeg nikker mod døren, og han lunter ud med et sidste arrigt blik mod Tayli.

”Hvad sker der? ” snapper jeg og ignorer det selvtilfredse udtryk i Taylis ansigt. Jeg gør en stor dyd af at vende al min opmærksomhed mod Morris, og til min tilfredsstillelse, kan jeg mærke Taylis irriteret aura hele vejen gennem rummet.

”Ulvene er kommet med et forslag, ” til min overraskelse lyder Morris både træt og ophidset på samme tid. Hans blik glider konstant gennem rummet, som om han forventer at flere personer vil træde til, men vi er alene. Hans grå øjenbryn skyder i vejret, da jeg gør mine til at komme med en indvending, og jeg sænker blikket ved Ravnelederens hårde øjne. ”Et tilbud om samarbejde, ” min underkæbe rører gulvet da mit blik glider fra Taylis sure mine og Morris’ trætte øjne. Et øjeblik tillader jeg mig selv at takke Guderne for at jeg fik sendt Lucke ud inden dette kom frem, resten af mig ryster af vrede.

”Et samarbejde? ” jeg kvæles næsten i ordene. ”Jeg er netop vendt tilbage fra patrulje med en såret ravn efter et møde med en ulv. ”

Jeg stirrer arrigt på Tayli der trækker beklagende på skulderen. ”Det kan ske hvis i kommer for tæt på. ”

Morris afbryder før jeg når at flå hovedet af hende. ”Men ikke hvis vi indgår en alliance. ”

Langsomt tæller jeg til ti og vender igen min opmærksomhed mod Morris. Han ser virkelig ud som om han håber på det vil virke, og et øjeblik kommer jeg i tvivl om han er blevet for gammel til jobbet som Ravnehersker. Som kan han læse mine tanker, vender han sine sorte øjne mod mig og jeg kan mærke hvordan mine ryg bliver til gummi. Jeg ved at hvis han giver mig en ordre, vil jeg adlyde.

”Vi ser større fremtid i et fællesskab, ” endelig lyder Tayli som om hun ikke kun er ude på at provokere. Jeg modstår trangen til at svare igen, da jeg kan ane en smule frygt i hendes stemme. Noget siger mig alligevel, at hvad Ulvekobbelets Alfahun frygter, det bør får en Ravn til at være på vagt.

”Så I vil til at arbejde sammen? ” Mumler jeg, og nægter at se på nogen af dem. Mit øjenbryn skyder i vejret da Morris svarer med sin rolige stemme.

Vi vil ikke, ” vores blikke mødes. ”Den nye Alfahan og Ravnhesker skal gennemføre samarbejdet. ”

Hvis min underkæbe før havde været tæt på gulvet, er den nu slået igennem gulvbrædderne som jeg stirrer på Morris. Han er ikke gammel, ikke af et menneske. Som Ravnehersker måske, men jeg har alligevel ikke forventet at han ville træde tilbage, især ikke nu.

”Ja Avan, du og den ny udvalgte Alfa vil leder jeres nye kobbel og flok sammen, ” jeg ser fra ham til Tayli, hun ser ikke videre begejstret ud, men kommer ikke med indvending, hvilket kun kan betyde de mener det alvorligt. Jeg lukker munden og tager mig sammen, inden hun kan nå at komme med flere bemærkninger.

”Så, ” mumler jeg. ”Hvem er den nye Alfa? ”

”Det er ikke bestemt endnu, I får en uge til at forberede jeg på sammenføringen, ” svarer Tayli arrigt, så farer hun ud gennem køkkendørene og efterlade os alene. Jeg betragter stedet hvor hun stod for et øjeblik siden, og prøver at få styr på det hele i mit hoved. En stolt fornemmelse blandet med en bange anelse flyder sammen i min krop. Kun en slem trussel vil få Ulvekobbelet og Ravneflokken til at arbejde sammen, indser inden Morris når at sige noget. Men jeg er ikke bekendt med nogen fare, ikke siden Inkvisitorerne blev udslettet.

”Jeg vil sætte pris på din diskretion Avan, ” Morris rejser sig fra sin plads, og trasker gennem rummet uden at se på mig. ”Du er en klog mand. ” Han stopper ved døren, og vender sig endelig imod mig.

”Du har sikkert allerede lagt to og to sammen, ” hans blik møder mit og jeg er tvunget til at nikke. Han er trods alt stadig Ravnehersker.

”Forbered din flok på sammenførelsen, men undgå at skabe panik. Der er ingen fare, ” endnu. Ordet hænger uudtalt mellem os, inden han forlader rummet uden at se på mig en sidste gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...