Miss Bennet

| Med i 'Fantastiske væsner og hvor de findes' - konkurrencen - valgmulighed 3 - skriv en valgfri fanfic som foregår i en anden tidsperiode | Historien mellem Miss Lydia og Mr. Payne, som gerne vil have hinanden, men ikke kan. Miss Lydia er blevet lovet væk til hendes faders fætter, Mr. Horan, men prøver ihærdigt at gøre, hvad hun kan for at være sammen med Mr. Payne. Hvorimod den ældste af søstrene, Miss Celina, helt og afdeles er forelsket i en officer fra byen, også kendt som Mr. Styles. Deres yngste søster, Miss Amanda, er blot seksten år, så hun er ikke gifteklar, og er moderens yndlings datter | Historien foregår i 1800-tallet

5Likes
3Kommentarer
329Visninger
AA

3. \\

 

Da Miss Lydia endelig viste sig i stuen, lagde hun slet ikke mærke til Mr. Horan, som stod og så på hende med rare og forundrende øjne. Han mente selv, at han havde valgt den smukkeste af døtrene. Miss Amanda var for ung til ham, og det respekterede han, derfor blev valget Miss Lydia mellem de ældste søstre.

”Jeg må være ærlig og erkende, at det er nogle umådelige smukke døtre De har,” henvendte Mr. Horan sig til Mr. Bennet. ”Mit valg er stadig smukke Miss Lydia, hvis hun da vil have mig,”

”Vil? Jeg har lovet Dem, at De får hende, så selvfølgelig gifter hun sig med Dem,” sagde Mr. Bennet i en streng tone. Ifølge hans hoved kunne kvinderne ikke selv bestemme, hvem de ville gifte sig med, det var noget forældrene bestemte, så de vidste, at deres døtre ville få et godt liv.

Miss Lydia viste ingen høflighed ved at hilse på den fremmede, som stod sammen med hendes fader. Det eneste som kørte rundt i hendes hoved, var Mr. Payne, som havde været meget høfligere og meget mere veltagende i dag, end han havde været de sidste par gange, når de mødtes.

”Lydia,” vrissede Mrs. Bennet og kigge på hende med nogle sammenknebende øjne. Mrs. Bennet håbede inderligt, at Mr. Horan ikke så hendes øjne, sådan var mod Miss Lydia. ”Vi har gæster, så vis lidt respekt kære,” hun kiggede hurtigt hen på hendes moder, som henviste til Mr. Horan.

”Åh undskyld, jeg var lige i mine egne tanker,” hun rejste sig stille op, gik hen til ham og nejede pænt for ham. ”Miss Lydia Bennet,”

”Det kunne jeg se, men det gjorde ikke noget, og jeg ved skam, hvem De er, jeg er Mr. Niall Horan,” sagde han med så megen høflighed, han kunne præstere. Mrs. Bennet var meget overrasket over hans høflighed, og hvordan han svarede Miss Lydia på.

Miss Amanda stod og kiggede intenst på sin søster og Mr. Horan. Miss Amanda drømte allerede som seksten årigt at gifte sig, derfor kiggede hun nysgerrigt på den måde Mr. Horan gav opmærksomhed på Miss Lydia. Miss Amanda havde ikke nogen interesse i Mr. Horan, selvom han var køn at kigge på.

”Moder, du skulle høre, hvad Mr. Styles og jeg snakkede om inde i byen,” sagde Miss Celina, og tog stille sin moders hånd. ”Han var så sød i mod mig,”

”Kom min kære, lad os gå ud i haven,” og sammen gik de ud af dagligstuen.

Mr. Bennet, Mr. Horan og de to yngste af Miss Bennet blev i dagligstuen, selvom Mr. Bennet gerne ville have Miss Amanda til at forlade dagligstuen, så Mr. Horan og Miss Lydia kunne snakke sammen, om det der var blevet bestemt, men det var sværere at få hende ud, end han troede. Han kunne ikke sende hende et blik, som hendes moder kunne, så han så mildt på hans yngste datter, og sagde stille roligt:

”Amanda lad os lige gå en tur ud til de andre,” hun så forvirret fra hendes søster og tilbage på hendes fader. Miss Lydia vidste heller ikke selv, hvad der foregik, derfor kiggede hun også forvirret på hendes fader, men sendte alligevel Mr. Horan et smil, som han gengældte. Mr. Bennet og Miss Amanda gik stille ud af dagligstuen, hvilket startede en akavet stilhed mellem Mr. Horan og Miss Lydia.

”Jeg undskylder på min families vejene for at opføre sig sådan,” undskyldte Miss Bennet.

”De skal ikke undskylde, Miss Lydia, jeg forstår udmærket Deres families opførsel,” sagde Mr. Horan med et smil. Miss Lydia forstod heller ikke det Mr. Horan sagde, hun havde ikke nogen anelse, hvad der skulle til at ske, som hendes moder og fader vidste. Miss Lydia var så forelsket i Mr. Payne, at hun slet ikke tænke, at hendes fader ville love hendes ægteskab til en vildt fremmede.

Mr. Horan gik hen i mod Miss Lydia, hvilket gjorde hende mere forvirret, end hun var før. Hun sendte ham et nervøst smil, og trådte ubevidst et skridt tilbage.

”Hvad er det, De vil sige?” spurgte Miss Bennet og kunne pludselig mærke en ubehagelig følelse indeni, men det var ikke noget i forhold til, hvordan Mr. Horan havde det indeni ham. Han var nervøs, og han turde ikke at række ud efter hende, for han var bange for, at hun kunne se, hvor meget han faktisk rystede. Han var mere nervøs end Miss Bennet, og det var ikke noget godt.

Det var første gang, han skulle fri en kvinde, og så, at hun slet ikke vidste, at hendes fader havde lovet hende væk, gjorde ham endnu mere nervøs. Mr. Horan vidste udmærket, at Miss Bennet ikke selv vidste, at hun var blevet lovet væk til hendes faders fætter, for at beholde Ærkevæld i familien.

”Dette er meget svært for mig at sige, men jeg håber blot, at jeg gør Dem glad, selvom jeg ved, at De først vil finde det mærkeligt, men jeg er endnu mere sikker på, at De vil forstå både mig og deres fader,”

”Min fader? Hvad har han gjort Dem?”

”Han har ikke gjort mig noget, tværtimod, han har lovet mig noget,” Mr. Horans stemme var ikke så sikker, som den tidligere havde været, men han måtte springe ud i det.

”Hvad har han så lovet Dem?” Miss Bennet blev mere og mere forvirret. Hun kunne ikke se, at hendes fader skulle havde lovet en vildt fremmede noget. Miss Bennet vidste stadig ikke, at Mr. Horan var hendes faders fætter.

”Sæt Dem hellere ned,” tilbød Mr. Horan, men Miss Bennet smilede og satte sig ned. Mr. Horan tog en dyb indånding, inden han gik helt hen til Miss Bennet, hvorefter han satte sig på knæ foran hende, og tog hendes hånd, ”Jeg ved, at dette kommer meget uventet, men vil De gifte Dem med mig?” hun trak hurtigt sin hånd væk fra hans, og rejste sig op med et sæt.

”Selvfølgelig vil jeg ikke det. Jeg kender Dem overhovedet ikke,” sagde hun og var ligeglad med, at hun var uhøflig. Hun vidste, hvor meget hendes moder hadede, når hun var uhøflig, men i dette øjeblik var hun fuldstændig ligeglad med nogens mening. ”De er en vildt fremmede for mig, selvom De måske kender min fader, så kender jeg Dem ikke og De kender ikke mig!” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...