Mistanken

//17-årige Mathias bliver hentet ind på politistationen, da en af hans venner på mystisk vis dør. // Dette er en novelle jeg har skrevet ud fra et stilsæt fra skolen:)

1Likes
2Kommentarer
69Visninger

1. Mistanken

10. Mathias vipper nervøst med foden. Burde de ikke være kommet nu? Hvorfor tager det dem så lang tid? Han prøver desperat at holde tankerne tilbage, men det er umuligt. Hans sind flyver tilbage til den mørke aften for et par dage siden. Den aften, hvor Louise døde. Det er sløret i hans sind, hvad der skete. Men han kan høre hendes skrig. Flænsende smerte i hans tanker. Tiden snegler sig afsted. Jeg vil ikke være her! Sveden pibler ned fra hans hårgrænse. Mathias bliver mere og mere opmærksom på sit bankende hjerte. Han lader fingrene tromme utålmodigt på bordet. Hans blik flakker nervøst rundt i det lille lokale. Lyden af en nøgle, der bliver drejet i låsen, overdøver kort stilheden. Døren bliver åbnet og en ung mand spankulerer ind. Han rynker let på næsen.

”Goddag, Mathias. Mit navn er kommissær Karsten Eriksen ”, siger manden afslappet og smider sine mapper på skrivebordet. Mathias nikker, hvilket desværre bare får tankerne til at hvirvle endnu mere. 9.

 ”Ved du godt, hvorfor du er her, Mathias?”, spørger den unge kommissær ligegyldigt. Mathias ryster på hovedet. Det får den længe truende tåre til at trille ned over hans kind.

”Joh, det tror jeg, du gør. En 17-årig pige, du kender, døde lørdag nat. Hun hedder Louise Nørholm, og hun går i din klasse på gymnasiet. Ringer der en klokke?”. Karstens stemme er monoton. Han skæver til sit dyrt udseende armbåndsur. Selvfølgelig kender jeg hende. Alle kender hende. Mathias nikker tøvende. 8.

”J-jeg kender hende godt. M-m-men jeg ved altså ikke, hvad der skete med hende”, siger han og kigger ned i sine hænder. Tårerne løber regelmæssigt nu. 7.

”Mm-hmm. Du er plejebarn, ikke sandt?”, spørger Karsten. Mathias bliver forbavset. Det vedkommer da ikke sagen.

”Kan du huske noget som helst om dine biologiske forældre?”, forsætter han.

”Njah, i-ikke rigtig, m-men mine plejeforældre har fortalt, at de drak meget”, svarer Mathias. Kommissæren nikker og ser for første gang på Mathias.

”Aha. Har du temperamentsproblemer?”. Hvad er det for nogle spørgsmål, han stiller? Det giver ingen mening?!

”Hvordan vedkommer dine spørgsmål sagen?”, spørger Mathias.  En sagte vrede ulmer i hans hoved. 6.

”Jo, nu skal du høre, Mathias. Vi har en teori her på stationen. Om dig. Vi tror, at du har en del - måske mere end du selv ved – med Louises død at gøre”, siger Karsten og skuler til Mathias.

”Begge dine biologiske forældre drak og især din far havde en tendens til at blive voldelig, korrekt?”. Et strejf af et smil løber over kommissærens læber. Det begynder at blive rødt i udkanten af Mathias´ syn. Hvad bilder han sig ind at rode i min fortid? Det kan han ikke tillade sig! Karsten tog hans stilhed som et ja og forsætter ”Specielt en episode, hvor det gik rimelig slemt for sig. Med dig. Men det kan du sikkert ikke huske, så…”

”Jo, jeg kan!”, afbryder Mathias vredt. 5. Selvom om det er mange år siden, står det penslet i hans hukommelse. Han tager sig uvilkårligt til baghovedet. ”Kan du komme her, din lille møgunge! Du skal ikke sige mig imod!”, råber en vred stemme. Hans egen fars stemme. Hans korte, 5-årige ben kan ikke bære ham så hurtigt, som han gerne ville have dem til. Han mærker store, tunge arme omkring sit liv og skriger instinktivt. Han spræller med hele kroppen for at komme fri, men betonklodserne rundt om ham strammes bare mere. Med et falder han. Langt, langt ned. Og så lander han. En voldsom smerte skærer sig ind i hans skrøbelige baghoved. Hans øjenlåg bliver for tunge at holde oppe, og efter et øjeblik er de gledet i. Det lange, halvmåneformede ar, hvor der aldrig ville gro hår igen. Jo, han huskede det skam.

”Du har aldrig fået hjælp med dit temperament, har du vel?”, bryder Karsten stilheden.

”Jeg. Har. Ikke. Temperaments. Problemer.” Mathias hvisler ordene ud mellem tænderne. Han knytter hænderne så hårdt, at knoerne bliver hvide.

”Joh, Mathias, det er vi mange her på stationen, der mener. Vi har jo vores teori. Om Louise. Kunne du ikke tænke dig at høre den?”, spørger Karsten retorisk. 4. Mathias ryster opgivende på hovedet. Han er ved at blive godt selvtilfreds. Tror rigtig han har styr på det hele, men han har ikke styr på en SKID. Han har ingen idé om, hvad der skete. Og hvad han tror, er forkert. Jeg har hverken temperamentsproblemer eller gjort noget som helst mod Louise.

”Jo, nu skal du høre”, begynder Karsten. ”På grund af din rimelig traumatiske barndom, tror vores psykologer, at du er ved at udvikle en maniodepressiv psykose, også kendt som bipolar affektiv lidelse. Det får den syges humør til at svinge mellem mani og depression.  Ser du, man skal have haft mindst to maniske episoder, før man kan diagnosticeres med den bipolare lidelse…”

”Ja, der ser du! Jeg har ikke en eller anden psykisk sygdom! I betjente leder bare efter en at skyde skylden på!”, bider Mathias ham af.

”Men nu kommer det rigtig spændende!”, ignorerer kommissæren ham, livligt. ”En gruppe venner tog lørdag aften ud i en skov tæt på deres hjem, for at feste. De havde det efter sigende rigtig sjovt. De fik drukket noget alkohol, og opførte sig egentlig som helt normale 17-18-årige.” Han holder vejret et øjeblik. 3.

”Men nu skal du høre”, siger Karsten. ”Der var lidt af en ’partykiller’… Dette individ gik ifølge vidner amok på Louise.” Han smiler og stirrer Mathias lige i ansigtet. Mathias spærrer forfærdet øjnene op. Hans hjerne arbejder på højtryk, mens brikkerne i hans mentale puslespil synes at famle mod hinanden. Han gisper højt. ”Louise, lad nu være med det der lort. Giv mig nu min telefon!”, hvisler Mathias sammenbidt. ”Som om! Ej, tag det nu roligt, Mathi! Jeg vil jo bare se lidt på den”, svarer Louise med sin sukkersøde stemme. Hun lyser pludselig op i et smil. ”Din psykolog har ringet. Det vidste jeg ikke du gik til?”. ”Hold nu op, Louise. Du er pisse fuld. Giv mig nu bare min mobil!”. Mathias kan mærke en svag vrede løbe i kroppen. ”Det kommer ikke dig ved!”. Han råber nu. Louise trækker forskrækket et lille skridt baglæns, og Mathias kommer samtidig et nærmere. ”Giv. Mig. Så. Min. Mobil!”, snerrer han. ”Slap nu af, Mathias”, siger folk bag ham, men stemmerne føles langt væk. De bliver hvisket sammen til et kor af uforståelig mumlen. Louise vifter hensynsløst med telefonen. ”Er det den her, du vil have?”, spørger hun med et afslappet smil på læben. Mathias tager to hurtige skridt. Han er helt henne ved hende og løfter hende op i kraven. Hans synsfelt er fuldstændig rødt af raseri. Louise får et forfærdet udtryk. Som om det først nu går op for hende, hvor sur Mathias er. ”Er du fatsvag? Jeg sagde, giv. Mig. Min. Mobil!”, hvæser han til hende. Louises blik flakker. ”J-j-jeg har d-den ikke. Jeg t-tror, jeg t-tabte den d-der ovre”. I det øjeblik kammer det over ham. Mathias udstøder et vredesbrøl og kaster skødesløst Louise fra sig ind i et nærtstående træ. Hun skriger kort, for så at lande på jorden med et højt knæk. Han vender sig om og ser alle de lamslåede ansigter stirrer på ham. Hans blik strejfer rundt over dem alle. Alle hans venner. ”I siger ikke et ord. Jeg skal nok ordne det her”. Stemmen der kommer ud over hans læber, er ikke hans egen. Den er ændret. Han sætter i løb. Væk. Væk fra hans venner. Væk fra Louise. Væk fra skoven. Væk, væk væk.

”Så, du Mathias. Kan du ikke fortælle mig helt præcist, hvad der skete lørdag aften?”, spørger Karsten med et lidt for venligt smil. 2. Det var mig, der dræbte Louise. Det var mig der smed hende ind i træet, så hun knækkede og derefter slog hovedet ned i en sten. Det var mig. Alt sammen mig.

”Det var mig”, hvisker Mathias så lavt, at kommissæren kun lige hører det.

”Jeg vil gerne lige vende tilbage til et spørgsmål”, siger Karsten ufortrødent. ”Har du nogensinde set nogen med dine… hmm, problemer?” Han kigger muntert på Mathias’ sammenbidte læber. 1.

”Nu du siger det igen… Jeg har været til psykolog nogle gange. En psykolog med speciale i traumatiske opvækster. Hun sagde tit, at jeg… Hvis jeg følte mig presset eller noget… Skulle jeg tælle ned fra ti”. Mathias sendte kommissæren et lille smil. ”Det bare ikke altid det virker… Nul!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...