Alphabet Boy. (Fan-fiction)

Hvordan lever man et almindeligt efterskole liv ud på en skole for genier? Man prøver bare at lade sig selv flyde sammen med de andre, men når vildt hår og striktrøjer signalere hipster, er ens IQ automatisk ikke høj nok. Hvordan holder man styr på karakterer, kommentarer og katastrofer?

0Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

1. Tunge tasker, tunge tanker.

Melanie sad på bagsædet med sin sorte bog og skrev ned; alt fra digte til citater. Hun skrev alt ned i bogen, det var skam ikke en dagbog, den var der bare til at hun kunne skrive hvad hun tænkte. Når hun så ud a vinduet, så hun bare lyset fra de forbipasserende lygtepæle, lyset kastede sig ind i bilen i få sekunder og gled derefter væk for, at gøre plads til et ny lys. Til tider holdt hun pause fra skriveriet og lavede skyggebilleder med hænderne. En ny del af historien for hvert lys der kom. De kom til paskontrollen hvor der blev spurgte efter hendes ID, hendes far gav dem nogle kolde kontanter som overbevisning om at lade dem passere kontrollen. Melanie følte sig lidt beskidt, at være med til at trampe på systemet, men på den anden side ville hun ikke blive på den anden side. 

Melanies iPod bippede lige inden afskeden, den viste et tomt batteri lige midt i hendes yndlingssang. "Pis!" mumlede hun, mens hun begyndte at lede efter in powerbank. Hun åbnede først den lille taske, så den store og til aller sidst klippede hun selen op og vendte sig om mod bagagerummet. "Melanie selen på!" Hun vente sig forskrækket rundt og klipsede selen fast igen, hun så farens rynker i bak-spejlet. "Jeg kan ikke finde min powerbank," hun prøvede at få øjenkontakt i spejlet, men han var for fokuseret på den mørke vej, som alligevel ingen livstegn havde... 
"Måske du kom til at pakke den op." Hendes far smilede nervøst til hende, som om han lige svarede på alle de spørgsmål der flagrede inde i hendes kønne lille hoved.

"Måske..." Mumlede hun blødt. Det gav slet ingen mening. "Men er du spændt?" Han prøvede virkelig, det måtte man give ham... Han var et naturtalent til at forsøge at trænge igennem den der mur man eller havde brugt så lang til på at bygge, vedligeholde, åbne og lukke. Få mennesker fik lov til at gå igennem porten, mens andre har skulle slå hul i muren, før Melanie ville lade dem være med i hendes lille leg der kaldes livet. 

der blev bremset hårdt op og det gav et ryk i hele Melanies krop, hun skulle lige orientere sig lidt før det gik op for hende at hendes far allerede var ude af bilen og tørrede blod væk under hendes næse. "Shhh, det var bare en kat... Jeg ramte den heldigvis ikke." Hun så forvirret på hans koncentrerede ansigt... Han gav hende papiret i hånden og smilede til hende. "Her, hvis du løber tør så sig til. Så holder jeg bare lige ind ved en døgnkiosk. Okay?" Melanie nikkede stille og tog sig til hovedet, der var sådan en rungen hun ikke lige kunne slippe af med. Hun lukkede øjnene og lod sig trække ind i et andet univers

"Melanie, du er tilbage!" Thomas stod lige foran hende med et sjofelt smil, han havde lige lavet noget. Det var så tydelig. "Nej jeg skal bare hente noget," hvad skulle hun hente? Se, hun vidste det ikke helt selv endnu heller. Hun gik rundt i cirkler i sit gamle hus. Der var blod på tæppet. Der var blod på væggene. "Hvor er min far?" Thomas' smil ændrede sig til et psykotisk grin... Hans øjn lyste rødt, med et ondt glimt. "Er det den her du leder efter?" Han holdt hendes fars lommeur i hånden. Han lod det glide hen over gulvet, men hev det til sig igen med ond magi. Hun hørte sin far skrige og begyndte, at løbe. Huset forvandlede sig til en labyrint og hun havde Thomas lige i hælende! "Skal du ikke have dit ur Melanie?!" Han grinede højt og skingert, hun mærkede hans ånde i nakken, hun mærkede hans utroligt stærke jerngreb på skulderene. Han vendte hende om og ruskede i hende og skreg 'Melanie!' op til flere gange. 

Hendes far havde en hånd på hendes skulder og sagde hendes navn højt og tydeligt. Hun vågnede liggende på bagsædet af bilen. Hendes far måtte have været omme og ligge hende ned. "Vi er her Melanie!" Han så begejstret ud, han var klar til en ny start... Helt forfra uden Thomas. Han trak hende ud af bilen og tog den store taske... Det var ikke en villa som normalt... Det var en lille toværelses lejelighed med udsigt til skraldespandende. Hun forstod ikke, de havde jo massere af penge. Hvorfor vælge sådan et sted? Hun tog sig selv i at bide sig i læben. "Jeg ved det ikke er meget, men vi skal lige snakke Melanie. Lad os lige bære ind, flyttevognen er her om en time."

Melanies far og hende sad på gulvet, der trillede tåre mens ord blev vekslet. Først råbte hun, så græd hun og så råbte hun lidt mere. "Jeg ved at det er svært, men du bliver nødt til det... Hvis Thomas finder dig igen, så ved jeg snart ikke hvor vi skal tage hen mere." Hun lagde sig ned med armene i vejret, det samme gjorde hendes far. "Hvad gør du så?" Hun stirrede fortsat op i loftet og lod de sidste tåre trille ned af kinden. "Jeg klare mig, jeg kan komme på besøg!" Hun satte sig op igen og kiggede ud af vinduet. "Jeg tror det er flyttevognen," han rejste sig op, gik hen til vasken og kom lidt vand i ansigtet. "Du starter imorgen, de har en musiklinje, men eleverne er nok mest til klassisk musik." 

Der kom to stærke mænd ind med en sofa og så gik der ellers los med at få pakket ud. Melanie sad på gulvet midt i sit lille værelse, hun vidste ikke hvordan hun skulle være i sig selv, hvorfor skal hun stille en seng op, hvis hun ikke skal bo der? Døren knirkede bag hende, hun mærkede bløde uldsokker kommer hen over gulvet. "Hvad er der galt Melanie?" Hun så op på sin far endnu engang og prøvede at holde alle følelserne tilbage. Hun var vred, men lettet, ked af det, med okay.

Melanie rejste sig og vendte sig rundt. "Hvad hvis Thomas finder dig? - Jeg ville slet ikke kunne være der til at..." Hendes far afbrød, ved at tysse stille på hende. Han tog fat i hendes skuldre og kiggede alvorligt på hende. "Det gør ham ikke Melanie, vi har gemt os for godt den her gang... Thomas vil lede alle villaer igennem, han kommer ikke til at tænke at jeg er i en toværelses." Melanie kiggede op og smilede anstrengt... Hun var i det der humør. Det der når man ikke kan overskue sig selv og sine omgivelser. Vinden udenfor sang en hæslig sang, Melanie var træt. Hun kiggede igen på sin far, hvad end hun har oplevet med Thomas, har hendes far nok oplevet der der var værre. Hendes far var sej, men hun sagde aldrig noget til ham, selvom hun burde. Hendes far hostede og rømmede sig lidt. "Hør du burde nok få sovet lidt skat, jeg vækker dig imorgen... Så kan vi pakke alt du har brug for ikke?" Hun nikkede, selvom tårerne pressede under facaden, hun gav sin far et kram og begyndte at rode efter noget at sove i, i hendes taske. Hun tog sin BH af, trak i Dannys t-shirt, hvor hun bare smed sine bukser på gulvet. Hendes far kom slæbende med en madras og noget sengetøj. "Her," mumlede han. Han gik over til hende og og kyssede hendes pande."Vi ses imorgen du." Melanie smilede flabet tilbage,"kun kort." Han forlod rummet med en fuckfinger og lukkede døren efter sig. Hun listede under dynen og ledte efter varmen. 

Hun glemte sit lommeur i den gamle villa. Fuck. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...