Alphabet Boy. (Fan-fiction)

Hvordan lever man et almindeligt efterskole liv ud på en skole for genier? Man prøver bare at lade sig selv flyde sammen med de andre, men når vildt hår og striktrøjer signalere hipster, er ens IQ automatisk ikke høj nok. Hvordan holder man styr på karakterer, kommentarer og katastrofer?

0Likes
0Kommentarer
69Visninger
AA

2. Hvad er dit navn?

Melanie sad i den nu 'nye bil.' Hendes far havde købt en billig bil og skrottet den dyre trehunrede km væk, fra lejeligheden. Han havde været ude længe den dag, men kom tilbage med 'ny bil' og en masse skolesager. Hun havde før hørt fra Danny, at efterskole skulle være meget fedt og hippie stil. Man var fri på en eller anden måde, han var igang med andet år på efterskolen. Melanie drømte sig tilbage på hendes gamle værelse hvor de sammen lå i sengen og bare kiggede op på det loftsmaleri de lavede som en afsked til, at Danny tog på efterskole. De lå hånd i hånd og snakkede om alt og ingenting mens malingen dryppede ned i deres ansigter. Danny satte sig op og gav hende en lille æske, den havde en lille måne på sig og noget glimmer, han var så sød. I æsken lå der et lille, grim og billigt hjerte med en kæde i. Han gav hende den på og viste hende sin egen del. "Best fucking bitches!" Sagde han... Den var sten sikkert fra ebay... Hun elskede Dannys gaver, det var altid billigt skrammel, da Danny ikke havde mange penge. Men han brugte altid hver en øre på Melanie. Men i alt hemmelighed sendte Melanie penge til hans mor for at betale for hans efterskole, hun gav ham de oplevelse, han elskede det. Så hun betalte for endenu et år. Han troede det var kommunen. 

"Jeg henter dig hvis du skal hjem og jeg køre dig derop hver gang! Vi skal ikke risikere noget!" Melanies far sad med en rynke i panden, han var meget streng og bange på det punkt. Melanie var hans ømme punkt og derfor måtte hun væk. Hun rullede med øjnene og rullede dernæst vinduet ned. "Rul op igen, du skal ikke risikere at blive syg!" Melanie synes han var for dum at høre på for tiden... Sådan lidt irriterende, men han var vel bare paranoid? Hun rullede igen øjne og rullede så op. Hun var lidt sur over det med skolen, men også lidt spændt. Hun mærkede på sit halve hjerte og tænkte på Danny. "Hvornår må jeg sende sms'er igen?" Han kiggede nervøst i bakspejlet, der kom flere koncentrerede rynker. "Øh, lad os købe dig en ny mobil på vejen... Den anden ligger i villaen." Hun så rasende på ham i bakspejlet, hun var ved at bryde ud i raseri, men holdt nogenlunde igen. "Alle mine minder ligger på den mobil!" Han sukkede og åbnede munden, "det samme gjorde en chip!" De ramte en butik da de drejede af motorvejen, Melanie var vant til rutinen, hun satte sit hår og i en kasket og tog hætten op over hovedet, hendes far to en lang læderjakke på og en bowlerhat. "Kig nu ikke i..." Melanie afbrød, "kameraret, jeg ved det far." De gik ind i butikken og så sig omkring, der var mobiler, faldskærme og en masse andet. Hun fandt en mobil i metallisk blå hun gerne ville have, det blev den og et simkort. De gik ud til bilen igen og satte sig ind. Melanie klædte sig af og fik noget på der var lidt mere venligt til vejret. Hun var ligeglad med hvad hendes far så, han var alligevel til andre mænd. 

Hun satte simkortet i og begyndte at lede efter Dannys nummer i sin sorte bog. 

"Hey du, undskyld jeg ikke har skrevet... Thomas er gået amok igen... xxx Melanie. <3"

Hun ventede Utoldmodigt på et bip, men der kom ingenting... Han havde nok travlt, skoleåret var jo lige startet. De ramte bakker og buler, mens bilen hoppede. En stor grå bygning kom til syne, den var jo enorm.. Melanie var ret nervøs for at møde sine roomies. Hun havde ikke delt værelse siden hendes bror døde, det tog hårdt på dem... Det var sådan rigdommen startede, de fik en stor erstatning ud af det som Thomas vandt. De er rige over en andens lig. Melanie gysede ved tanken, men sket er sket. 

To elever stod klar til at modtage hende, de havde en vogn med til tasker. Alt gik i slowmotion. Bilen bremsede langsom op og allerede der kunne man se deres mistroiske ansigter. Hun steg ud af bilen og lod hånden glide igennem sit hår, hun så genert på drengen. Han var så ikke ud til at have det helt behageligt; pigen gav Melanie hånden og halv najede. "Hej, mit navn er Sophie Jensen!" Falsk begejstring, der findes intet bedre! Drengen lavede samme stunt, bare med et nik i stedet for, "hej mit navn er Kristian Bo." Han var rolig og kold i stemmen. 
"Jeg smutter nu skat!" - Melanies far havde pakket ud og lagt alle taskerne på vognen, han ville ikke ses af for mange, så han så ud til at ville hjem hurtigst muligt. "Vent!" Melanie løb hen i hans arme og gav ham et kram. Hun havde lyst til at fortælle ham hvor stærk han var, men han var allerede i bilen igen. På vej væk. 

Et par høje stiletter nærmede sig, en undervægtig kvinde kom til syne rundt om hjørne, damen trykkede Melanies hånd, tørrede den af i tøjet og præsenterede sig selv som Fru. Larsen, han nikkede til de to elver kort mod en bygning, "hvad med i lige viser Melanie hvor hun skal sove henne." De hev fat i vognen med taskerne og viste Melanie hen til sovesalene. Hun skulle bo i 'Einstein-bygningen' og allerede der vidste hun at, hun nok ikke ville komme til at passe godt i det puslespil hendes far ville ligge. Han havde vel bare hamrede hende ned i brættet som en brik fra et andet spil til den næsten passede. Værelse 3. trekanter, tre kanter, tre senge, tre piger. EN særling. 

Melanie satte foden ind i rummet, der var tomt. "Hvor er de henne?" De to elever kiggede underligt på hende, som om hun var helt tabt bag vognen, men et var hun altså ikke, hun stod foran vognen med hendes tasker og var klar til at hilse på de to piger der sikkert ikke ville kunne lide hende alligevel. "Der er jo undervisning lige nu, du skal først starte næste time. Husk lige at gå forbi kontoret og få skema." Pigen afbrød næsten og gik ind på værelset mens hun fægtede med armene mod en seng, "der er din seng, du skal bo med Amy og Line S." Hun pegede på en underkøje, med navne skilt på. "Amy sover over dig og Line S sover på sengen derovre." Igen fægtede hun med armene, som hun spillede et eller andet simulator spil. Sophie og Kristian forlod området, for at tage til time. 

Melanie begyndte, at pakke ud... Hun fandt et billede af sin far og hængte det op på væggen ved underkøjen, tog sit sengetøj og ordnede sengen... Hendes mor plejede at altid, at ordne hendes sengetøj, hun manglede det i ny og næ, men på den anden side var hun blevet god til at tage sig af sig selv. Hendes bamser kom på plads, hendes katte-vækkeur blev hængt op, hendes figurer fra diverse serier blev sat på et lille bor. Hun satte sig på sengen med sin guitar, slog lidt akkorder men pakkede den hurtigt væk igen, hun mærkede hendes nye mobil give en vibration. Det var dog bare hendes far. Hun havde virkelig håbet på Danny. 

Hun rejste sig, tog sin macbook og taske og efterlod værelset. Hun skulle et smut forbi kontoret og høre lidt om diverse regler og så videre. Hendes mobil vibrerede igen, hun kiggede ned i den mens hun gik, det var heller ikke Danny.. Hvorfor svarede han ikke? - Hun mærkede et stort slag mod hele hendes krop, hun faldt sammen, tabte både macbook og mobil, hun tog sig til hovedet og så en dreng på alle fire med sammen-knipede øjne. Det var først der det gik op for hende at de var stødt ind i hinanden og han ledte efter sine biller, hendes macbook havde fået en revne, men det gjorde ikke så meget og mobil slap med et par ridser. Hun blødte dog ud af knæet. 

Hun skyndte sig på benene og fik øje på drengens brille;
"Det må du altså virkelig undskylde!" Melanie undskyldte mange gange, mens hun børstede hans sweater ren og gav ham brillerne. de var heldigvis ikke gået i stykker. "Det er okay, øh...?" "Melanie, Melanie Martinez." De gav hånd og han gav hende elevator blikket. "Nå men øh, hvem besøger du så?" Melanie kiggede forvirret på ham, mens han hjalp hende med at samle hendes ting, "jeg er lige startet her, jeg bor i Einstein-Bygningen." Han lavede et par store tekop øjne og satte spørgsmålstegn. "Undskyld, du ligner bare ikke en der normalt ville gå her. Hvad er din IQ?" Af alle skoler han placerede hende på har han valgt en eller anden nørde geni skole. TAK! - "Øh det ved jeg ikke..." Han lavede endnu større øjne og så rynkede han kort på næsen. "Underligt, man skal ellers have testet IQ inden man starter her. Nå men det var rat at møde dig Melanie, jeg skal videre til time, kontoret er lige derinde!" Melanie trampede kort i jorden, det vidste hun jo godt. "Jeg er jo ikke dum!" Råbte hun ned af gangen, han vendte sig rundt og vinkede kort, "Jaja, så siger vi det ikke?" - Han havde et glimt i øjet. Et ubehageligt glimt. "Jeg hedder Mason forresten! Mason Due!" Han moonwalkede sin vej og Melanie gik ind på kontoret for at få sin 'dom.'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...