Cold water - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 20 nov. 2016
  • Status: Igang
Justin Bieber har aldrig været mere kendt end han er netop lige nu. Justin er begyndt at genskabe One Less Lonely Girl - ligesom fra 2013. Da Justin skal spille i LA, byen hvor alt sker. Bliver der som sædvanlig udvalgt en One Less Lonely Girl. Denne gang bliver det Eja Smith, som bestemt ikke har det nemt for tiden. Med mobning, hendes forældre der ikke ønsker hende og en bror der bor på den anden side af jorden, er hun i hvert fald ensom. Efter koncerten udvikler de hurtigt kontakt, og Justin ved med det samme der er noget specielt over Eja. Dette er bare starten på en lang rejse der må resultere i koldt vand, blod, sved og tåre. En ting er sikkert Ejas liv bliver aldrig som det var før, ligeledes med Justin.

114Likes
61Kommentarer
14652Visninger
AA

7. → Kapitel 6

Eja Smith

4/9-16

Jeg vågnede op med et sæt. Det rum jeg var inde i, lignede slet ikke mit. Det var langt mindre detaljerede, ingen billeder, kedelige hvide vægge og ingen blomster. Scenarier fra i går kørte rundt i mit hoved. Jeg kunne huske alt, på nær hvem personen der hjalp mig var. Hans navn lå lige på tungen, hvordan kunne jeg ikke huske det? Hans øjne var jeg sikker på man kunne forelske sig i lige med det samme man så dem. Det var som om, at min hjerne bare ikke ville samarbejde med mig. Personen var mig så nær, men alligevel vidste personen ikke min eksistens før for meget kort tid siden. Der var kun én måde at finde ud af det på. Gå ud til personen. Jeg vidste dog det var en han, ikke en hun. Og jeg kunne med det samme sige, at jeg har været forelsket i ham siden 2009 - ellere rettere sagt haft et crush.

Jeg rejste mig fra den bløde seng, jeg havde tilbragt minimum seks timer i. Jeg kunne ikke engang huske hvor lang tid jeg havde sovet i. Jeg kiggede tilbage en gang, og så min mobil ligge på natbordet. Jeg tog hurtigt min telefon med mig i hånden, jeg havde fået omkring halvtreds ubesvaret opkald. Wow. Jeg ved godt, at jeg stak af hjemmefra i går, det husker jeg endda meget detaljeret. Den måde jeg råbte af mine forældre på, måden jeg løb langs kvarteret - og ikke mindst den bænk jeg havde tænkt mig at sove på, inden en fremmede hjalp mig. Han var fremmede men, jeg ville alligevel ikke kalde ham for fremmede.

Jeg åbnede stille døren op, og en kæmpe gang stødte på mit syn. Jeg kunne godt huske denne her gang. Jo mere jeg tænker over hændelserne i går, jo mere kan jeg huske af ham. Det var sjovt jeg kunne huske alt andet end ham. For når jeg vidste hvem han var ville jeg ikke give op på ham. Ikke fordi jeg kendte ham, men fordi jeg havde brugt så mange af mine teenageår på at forgude ham. Han var noget specielt. Man kunne det definere det med en Gud, men så igen, nej. Der var kun en af ham, og han var meget eftertragtet. Han hjalp andre. For nogen var han deres Gud, for andre var den rigtige Gud deres Gud.

Jeg gik ned langs gangen, da jeg kom til en stue. Jeg gik forsigtigt ind i stuen. Der var en kold følelse herinde, som om den havde været ubeboede i et par måneder. Rundt om i hjørnerne lå der også støv. Jeg gik hen mod køkkenet, hvor lyde fra pander og komfure kunne høres. Om få sekunder ville jeg se, hvem han var. Vejen derover var en smule lang, da huset her var enormt. Jeg frøs et øjeblik da jeg så et billede på væggen hænge. Pattie. Justin Biebers mor. Som Justin Bieber nåede ind til min hjerne, kunne jeg pludselig huske det hele. Opkaldet, bilturen, sms'erne - alt.

“Det er et godt billede, ikke?” jeg kiggede forskrækket til min venstre side, hvor Justin stod med en tallerken bacon i hånden. Jeg nikkede hurtigt, og kiggede op på billedet igen. Billedet var cirka fra 2013. Justin kyssede Pattie på billedet, det var det billede der også hang på mit værelse tilbage i 2013. Jeg var en crazy belieber, og jeg er endda ikke vokset helt af med det endnu. Men jeg kunne godt lide at være belieber, det var en slags hobby. Stalke Justin Bieber hvert minut han var aktiv på twitter og facebook. Photoshoppe billeder, nå fandommen blev lidt for kedelig - men så komme til anerkendelse igen når fandommen har kogt lang tid nok over billedet.

“Der er egentlig mad,” jeg kiggede over på Justin igen, som satte baconen på bordet, sammen med resten af maden. Det så nydeligt ud. Jeg satte mig overfor Justin, da der var dækket op til mig der. Jeg tog en tår af den juice der var skænket op til mig. Selvfølgelig var det appelsinjuice, Justins favorit. Jeg kunne bedst lide æble, men tilbage i 2013 lod jeg som om appelsin var min favorit, fordi jeg ville være ligesom Justin.

Justin begyndte at tage mad op på sin tallerken, men jeg var ikke sikker på om jeg måtte begynde. Jeg ville ikke være uhøflig, og fordi Justin var mit store idol rystede jeg en hel del. Jeg var meget bange for om jeg ville dumme mig overfor ham. Det ville simpelthen være så pinligt, og jeg ville ikke kunne tilgive mig selv for det, nogensinde igen.

“Eja, tag endelig,” jeg nikkede stille og tog tallerkenen med bacon op i hånden. Jeg ville heller ikke være grådig og tog derfor kun to stykker bacon. For nogen er to stykker bacon meget, men for mig er det lidt, jeg plejer at spise store doser af bacon hver dag. Jeg satte tallerkenen ned på bordet igen.

Jeg gik videre til at tage nogle æg. Jeg tog fat i skeen, og det samme gjorde Justin. Vores hænder mødtes i få sekunder, jeg kiggede op og fik øjenkontakt med Justin. Vores øjenkontakt holdte i noget tid inden, jeg lod Justin tage først. Han havde åbenbart tænkt det samme, og lod mig tage først.

“Damerne først,” jeg kiggede op på Justin igen, og sendte ham et smil. Jeg tog forsigtigt noget æg op på min tallerken, og derefter efterlod jeg skeen til Justin. Det var som om, fra da vores hænder mødtes slog det en gnist i min hånd. Det var en underlig følelse jeg aldrig havde følt før, tiden måtte kun vise hvad den følelse betød. Måske overreagerede jeg, jeg mener vi har jo lige mødt hinanden.

Jeg tog forsigtigt en mundfuld mad ind i munden, og tyggede langsomt. Jeg var bange for at jeg smaskede, fordi jeg aldrig har haft nogle venner til at sige om jeg smaskede, eller ej. Jeg ville vildt gerne have en ven, bare en enkelt en. Det kunne være rart. Jeg har ikke engang haft en kæreste, intet først kys og jeg har heller aldrig haft sex. Det er virkelig ikke et emne jeg kunne lide at snakke om. Jeg bliver flov, over det.

“Så,” jeg kiggede over på Justin som havde lagt bestikket. Jeg gjorde det samme - det gjaldt  bare om at følge med strømmen. Jeg kiggede over på Justin, for at give ham min fulde opmærksomhed. “Jeg har dig jo egentlig ulovligt her,” jeg sank en klump, da Justin sagde de ord. Han havde mig ulovligt. Han ville sikkert allerede gerne af med mig nu. Hvis han blev opdaget af politiet ville hans karriere være ovre, det ville jeg virkelig ikke risikere. Jeg bliver jo nødt til at tage hjem på et tidspunkt.

“Øh.. Je-jeg kan godt tage øh hjem, nu,” mumlede jeg lidt. Jeg var stadig nervøs, hele dette var nyt for mig. At være i en anden persons hjem - og vedkommende er endda en dreng. Plus at denne dreng tilfældigvis er Justin Bieber. “Eja tænk ikke på det. Du kan blive her lidt endnu,” Justin tog en tår juice, jeg nikkede hurtigt og mumlede et tak.

Vi spiste resten af morgenmaden i stilhed. Jeg følte det på en måde akavet, men så alligevel slet ikke. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige. Jeg følte hver gang jeg havde noget at sige, så var det hele for dumt. Men så kom jeg i tanke om noget jeg kunne spørge om, noget jeg havde undret mig over lige siden at Justin sendte mig en besked.

“Må jeg spørge om noget,” spurgte jeg stille om. Vi var begge i gang med at tage af bordet, og sætte diverse ting i opvaskemaskinen. Justin kiggede chokerede på mig, og nikkede så. “Selvfølgelig,” sagde han hurtigt, inden han lod mig overtage ordet. “Hvordan vidste du, at jeg var forsvundet?” jeg bed mig selv hårdt i læben. Næsten så hårdt at der gik hul på min læbe.

“De snakkede om dig i tv’et,” Justin satte en tallerken i opvaskemaskinen, og kiggede så op på mig med et smil. Jeg nikkede stille, og gik tilbage til spisebordet, for at tage de sidste glas der var der. Da jeg kom hen til køkkenbordet, skulle jeg til at stille dem der, men Justin nåede at stoppe mig inden da. “Du kan bare give mig dem,” jeg gav dem til Justin, og vores hænder mødtes igen. Jeg kiggede chokerede hen på ham, da den samme gnist som før kunne føltes. Vi kiggede igen på hinanden i få sekunder, dog denne gang med et lille smil.

“Så hvad vil du lave i dag?” sagde Justin og lukkede opvaskemaskinen, jeg trak stille på skulderen. Det var et spørgsmål om hvad vi kunne lave, fordi jeg måtte ikke bevæge mig udenfor en dør, hvis de ledte efter mig. Ikke at jeg tror de gør det, men chancerne kunne risikeres. Plus, at hvis jeg blev spottet med Justin ville paparazzier sikkert tage en masse billeder - og på den måde ville mine forældre, bekendte og familie se mig.

“Vi kunne, øh.. jeg aner det ikke..” mumlede jeg ned i gulvet, jeg kiggede hurtigt op på Justin som havde et smil på læberne. Jeg kiggede hurtigt væk da vi fik øjenkontakt, jeg anede ikke, hvorfor jeg var så bange for at sige eller gøre noget dumt. Måske var det fordi jeg ikke havde nogle venner?

“Lad os sætte os ind i sofaen,” jeg gik forsigtigt efter Justin ind i sofaen. Justin satte sig i midten af sofaen, hvor jeg satte mig i den anden ende af sofaen. Jeg var bare bange for at sige eller gøre noget dumt. Jeg ville heller ikke virke alt for påtrængende, det var der jo ingen der kunne lide.

“Eja?” jeg kiggede hurtigt over på Justin og nikkede så. Jeg kunne mærke mine hænder ryste, men jeg ville heller ikke vise at jeg var nervøs. “Hvorfor stak du af hjemmefra?” jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle digte noget op, eller om jeg skulle komme med sandheden. Jeg havde jo først lige rigtig mødt ham. Det ville være underligt, hvis jeg bare fortalte ham min livshistorie. Men på den anden side, han har hjulpet mig og han kunne risikere sin karriere på grund af mig. Jeg skylder ham den rigtige sandhed.

“Mine forældre var oppe at skændes,” jeg fumlede lidt med mine hænder, som om det var det eneste - det ville Justin heller ikke tro på, han er jo virkelig intelligens. “Det er jeg virkelig ked af at høre,” Justin rykkede sig en smule tættere på mig. Jeg sendte ham et lille smil, inden jeg igen fokuserede på mine hænder.

“Var der mere?” hviskede Justin næsten, jeg nikkede af ren automatik på hovedet. Selvfølgelig var der mere, det var ikke det eneste at mine forældre var oppe at skændes. “Vil du fortælle mig det?” jeg kiggede over på Justin, og nikkede meget langsomt mens jeg bed mig i læben.

“Jeg bliver mobbet,” hviskede jeg, mens en tåre røg ned af min kind. Justin rykkede sig endnu tættere på mig, og satte armen rundt om mig. Endnu en tåre dannede sig vej ned af min kind. Justin pressede mit hoved ind til hans bryst. Jeg vidste ikke om jeg kunne lide det, men jeg følte mig i hvert fald tryg. Meget tryg. Sådan har jeg aldrig følt det før, det var sådan at jeg kunne begynde at smile over det.

Jeg har aldrig været typen der har grædt over at jeg bliver mobbet. Men det var som om, at de tårer havde jeg holdt inde, siden det hele startede. Selvom mange ikke tror på det, gør det altså mere ondt end man regner med at blive mobbet. Det var som om, at jeg havde ventet i flere år til at der var en der ville kunne trøste mig.

“Jeg er og bliver selv mobbet. Jeg ved hvordan du har det,” hviskede Justin ind i mit øre. Der gik det op for mig, Justin blev selv mobbet da han var mindre. Det havde jeg helt glemt, endelig var der en der kunne forstå mig, forstå hvad det ville sige at blive mobbet. Det var jeg vildt glad for.

“Tak,” hviskede jeg stille. Justin gav slip på mig, så jeg kunne rette mig ordentlig op. Jeg tørrede hurtigt tårne væk, og kiggede på alt andet end Justin. Jeg ville ikke fremstå som en taber, hvilket jeg præcis gør nu. Men så igen, Justin har selv oplevet det samme, så hvorfor var jeg så flov? Nok fordi han var den eneste ene, han var Justin Drew Bieber.

“Det er forfærdeligt, hvordan folk bare kan finde på at opdigte klamme rygter om andre..” jeg kiggede over på Justin som hurtigt tørrede hans øjne, jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Han var jo sygt tæt på at græde, lige pludselig følte jeg mig slet ikke til grin mere, han havde jo oplevet noget i samme dur.

“Faktisk ikke, så troede jeg du var mega populær, da jeg så dig første gang,” jeg kiggede over på Justin som havde et smil på læberne, det samme fik jeg hurtigt bagefter. Det føltes virkelig som et oprindeligt smil. Det havde jeg ikke haft længe, altså sådan en et helt oprindeligt smil.

Timerne gik, som vi sad og snakkede. På ingen tid, følte jeg vidste næsten alt om Justin. Der var selvfølgelig nogle emner han ville undgå, og det respekterede jeg fuldt ud. For der var også nogle emner jeg gerne ville undgå. Vi havde virkelig snakket længe sammen, og jeg følte virkelig jeg kunne opbygge et stærkt venskab med Justin. Det var som om vi allerede var venner, for mit vedkommende. Nu har jeg heller aldrig haft en rigtig ven. Den mest rigtige ven jeg definerede, var min storebror; Josh. Josh flyttede som sagt til London, og efterlod mig med alt det lort som jeg har i dag. Jeg får en månedlig sms fra Josh, hvor han skriver, hvordan det går og hvad han laver. Han skulle bare vide, hvordan det gik. Men lige nu, gik det faktisk rigtig godt. Jeg kunne godt lide at være i Justins selskab, jeg følte mig ikke til grin som jeg havde gjort førhen. Så kunne Josh rende mig noget så grusomt. Men hvad helvede skulle han også flytte til London for? Jeg mener, hvad fanden gik der af ham. Han havde altid sagt; “Jeg flytter aldrig til London, der er for koldt,” samt med et kæmpe smil på hans læber. Løgner.

“Jeg tænkte på, om vi skulle bestille en pizza?” jeg kiggede over på Justin og nikkede så. Jeg tog min telefon op af lommen for at se klokken; 7:30. Det var sent jeg havde ikke regnet med, at klokken allerede var så mange. Det kom virkelig bag på mig.

“Hvilken pizza kunne du tænke dig?” jeg som altid fik den første pizza der dukkede op i mit hoved på tankerne. “Mozzarella,” små grinte jeg, fordi det var noget så simpelt, men det smagte bare så fandens godt.

“Mozzarella, skal du få,” sagde Justin og gik ind i et eller andet rum som jeg ikke hvad var for et. Han kom hurtigt tilbage med sin telefon i hånden. Han fik hurtigt bestilt maden, og han skulle selv have en mozzarella pizza. Sødt.

“Du skal da have en rundvisning, det havde jeg helt glemt!” grinede Justin og rejste sig fra sofaen, det samme gjorde jeg.

Dette var en af de bedste dage jeg længe havde haft.


 

Hej alle sammen.

Jeg har ihærdigt prøvet på, at opdatere min historie en gang om dagen. Men jeg har desværre ikke haft 'mulighed' for at uploade eller skrive et kapitel de sidste to dage. Med mulighed mener jeg, at jeg har så meget at se til lige pt. Jeg var til begravelse igår da min kære farmor gik bort d. 28. september. Hun er virkelig savnet, da jeg kom hjem fra begravelsen noget jeg ikke, at skrive noget da jeg aftalte med mig selv jeg havde brug for en lur. Senere på den aften kom min farfar over, så derfor besluttede jeg mig for, at i stedet for at skrive videre ville jeg tilbringe min tid med ham. Jeg er ked af det, hvis kapitlerne på det seneste bliver dårlige. Jeg ved godt, der er ingen der vil høre på mit brok, men på en eller anden måde syntes jeg at I fortjener at vide det.

Så videre til det gode. Vi lægger nummer to, what? Jeg har fået så mange dejlige favoritter her på det seneste, og likes. Plus jeg har rundet halvtreds fans, hvad skal der ske? Jeg vil bare gerne have, at I alle sammen skulle vide jeg elsker jer.

På trods af omstændighederne pt. er jeg frisk på at afsætte det meste af min efterårsferie på at skrive på den her historie, og lidt på mine andre. Jeg lover derfor, fordi jeg gerne vil være færdig med denne historie inden for de næsten fjorten dage, at der kommer til at komme nogle gange to kapitler op om dagen. (Men jeg lover ikke den bliver færdig inden fjorten dage). Jeg elsker jer alle sammen!

Knus og kram Fie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...