Cold water - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 20 nov. 2016
  • Status: Igang
Justin Bieber har aldrig været mere kendt end han er netop lige nu. Justin er begyndt at genskabe One Less Lonely Girl - ligesom fra 2013. Da Justin skal spille i LA, byen hvor alt sker. Bliver der som sædvanlig udvalgt en One Less Lonely Girl. Denne gang bliver det Eja Smith, som bestemt ikke har det nemt for tiden. Med mobning, hendes forældre der ikke ønsker hende og en bror der bor på den anden side af jorden, er hun i hvert fald ensom. Efter koncerten udvikler de hurtigt kontakt, og Justin ved med det samme der er noget specielt over Eja. Dette er bare starten på en lang rejse der må resultere i koldt vand, blod, sved og tåre. En ting er sikkert Ejas liv bliver aldrig som det var før, ligeledes med Justin.

114Likes
59Kommentarer
14192Visninger
AA

5. → Kapitel 4

Eja Smith

3/9-16

Dette var til dags dato verdens værste dag. Mine forældre var for første gang virkelig oppe og skændes. Det gjorde ondt i mit hjerte, selvom de ikke ønskede mig. De var trods alt min familie. Jeg ved ikke engang hvorfor de var uvenner, det var de bare. De plejer aldrig at skændes - ikke engang at diskutere. Jeg kunne virkelig godt bruge nogle at snakke med.

Jeg sad og legede med min elastik, som sad rundt om håndledet. En tåre røg ned af min kind, jeg tørrede den hurtigt væk, og fokuserede så på elastikken igen. Jeg havde ikke engang nogle venner jeg kunne skrive til. De venner som jeg ikke havde, havde vendt mig ryggen. Jeg kom på en bedre ide, jeg kunne skrive til min internet veninde, Selma.

Jeg fandt min telefon frem, til min overraskelse havde jeg fået mange beskeder. Dette var så bare ikke en god overraskelse, det var Selina og hendes vedhæng der havde skrevet. Som altid var det noget negativt, mobning. De skrev blandt andet; Dø, Justin Bieber hader dig, du burde ikke leve, Justin ville have haft en anden One Less Lonely Girl, hvorfor er du ikke død endnu, haha du burde dø osv. Det var som om, at denne gang slog det hårdere ind, end jeg havde regnet med.

Jeg undlod, at svare dem, og i stedet fokuserede jeg på noget andet. Selma. Jeg fandt hurtigt Selmas nummer frem. Jeg spekulerede i et kort øjeblik på, hvad jeg skulle skrive til Selma. Jeg har altid været pisse dårlig til at formulere mig over besked. Jeg kunne dog også ringe til hende, men så igen, jeg græder og det vil jeg ikke have Selma skulle høre.

Da jeg endelig havde konkluderede, hvad jeg skulle skrive til Selma tastede jeg det ind på min telefon. Jeg sukkede dybt, og slettede det hele igen. Jeg kunne ikke bare afbryde Selmas dag, på grund af mig. Jeg kastede min telefon grædende ned i min dyne.

Men der var noget der strejfede mig. Jeg tog den lille lap papir frem som lå på mit natbord. Jeg foldede det ud, og en venlig besked mødte mit syn. Ring til mig. Hilsen Justin. Jeg tastede nummeret ind på min telefon og begyndte at skrive til ham. Han ville jo alligevel aldrig se mig igen, så det kunne være fuldstændigt lige meget. Men igen, han er den eneste ene han er Justin Drew Bieber. Jeg sukkede endnu engang og sendte beskeden.

Eja: Hej

Jeg kunne mærke mine håndflader blive svedige, det gjorde de altid når jeg blev nervøs. Jeg var virkelig nervøs for, at Justin ikke ville svare mig. Jeg mener han er kendt, og så er der mig der ikke har en skid. Jeg er mega ensom, og har ikke en rigtig ven. Jeg har selvfølgelig Selma, men hende har jeg jo aldrig mødt.

Min telefon sagde en lyd Jeg tog en dyb indånding og sank så en klump, det gjorde jeg altid når jeg var nervøs. Denne gang var jeg mere end nervøs, hvad nu hvis han skrev, at jeg aldrig skulle have skrevet til ham. Eller endnu værre, hvad nu hvis han skriver jeg er fed og grim. Men så igen, sådan er Justin ikke. Ikke at jeg kender ham, for det gør jeg desværre ikke, selvom jeg ville ønske jeg gjorde det.

Justin: Endelig skrev du, jeg har ventet på et svar fra dig i to dage nu

Et smil blev plastret på mine læber. Havde han virkelig ventet på, at jeg skulle skrive til ham? Det var allerede to dage siden, at jeg havde mit livs bedste oplevelse. Tænk at jeg har Justin Biebers nummer. Jeg kan ikke rigtig blære mig med det, for jeg har ingen venner. Plus, hvis jeg fortæller det til Selina, vil de bare mobbe mig endnu mere. Desværre.

Jeg tog mig godt sammen til at finde på et ordentlig svar, men det var som om, at jeg ikke kunne finde på det. Min hjerne arbejdede på højtryk for, at finde på et ordentlig svar. Men det var som om, jeg ikke kunne. Hvorfor skulle det være så svært? Da jeg endelig havde fundet på et nogenlunde svar, tastede jeg det ind.

Eja: Jeg troede ikke du ventede på et svar fra mig. Btw, hvad laver du?

Dette var det bedste jeg kunne finde på. Justin tænker sikkert allerede, at han aldrig skulle have givet mig hans nummer. Det forstår jeg udmærket godt, for jeg ville virkelig også fortryde det, hvis jeg var ham. At give sit nummer væk til sådan en som mig, ville være noget af det dummeste, at gøre.

Jeg sad og ventede på svar fra Justin i, hvad føltes som timer. Det var nok nærmere ti minutter. Tiden føltes som om den var frosset fast, og Justin ikke engang ville skrive til mig. Som sagt jeg forstår ham godt, men han kunne i det mindste skrive, at han havde fortrudt at give sit nummer væk.

Jeg fandt den samme elastik frem fra før, som sad på mit håndled. Jeg begyndte stille og roligt, at pille ved det. Det gør jeg altid når jeg bliver nervøs eller bange. Men det er alligevel lidt sygt at tænke på, at jeg har Justin Biebers nummer. Det var endda Justin der gav mig hans nummer.

Jeg sukkede en gang, og rejste mig fra min seng. Det så ikke ud til, at Justin ville skrive til mig. Jeg kiggede mig en gang i mit dørspejl, inden jeg gik ud af døren. Jeg listede stille nedenunder, hvor min mor og fars høje stemmer hurtigt kunne høres.

Da jeg kom ind i køkkenet satte jeg mig på en stol, mine forældre lod sig ikke mærke af det. I stedet for, at stoppe deres diskussioner, diskuterede de bare videre. Jeg sukkede for, at få deres opmærksomhed, men de lod sig stadig ikke mærke af mig. Jeg vidste godt, at det ikke var mig, men jeg blev altså nødt til at skære igennem nu.

“Så stopper I!” mine forældre lod sig endelig mærke af mig. Jeg rejste mig hurtigt fra stolen, og løb ud i gangen for at tage sko og jakke på. Nu kunne det være nok. Jeg åbnede stille døren, og kiggede mig en sidste gang tilbage. Jeg lukkede stille døren i, og løb ned gennem hele kvarteret.

Da jeg kom ud af vores kvarter, satte jeg tempoede ned. I morgen skulle jeg i skole, det ville jeg virkelig ikke. Dette var nok også en af de største grunde til, at jeg stak af. Nogle gange får jeg bare nok af det her skod liv, og lige nu stak jeg af. Jeg plejer aldrig at stikke af, dette var helt nyt for mig. Jeg havde heller ikke planer om, at komme tilbage lige nu, i hvert fald.

Jeg vidste virkelig ikke hvad der gik af mig, hvorfor stak jeg af? Dette plejer virkelig ikke, at ligne mig, overhovedet. Måske var det bare fordi jeg ikke ville i skole i morgen? I hvert fald, så burde jeg virkelig vende om. Jeg mener, måske fortryder mine forældre mig, men jeg er altså deres datter.

Jeg konkluderede hurtigt, at jeg nok måtte se, at finde hjem, inden det ville blive mørkt. Men på den anden side, havde jeg virkelig heller ikke lyst til, at tage hjem. Jeg vidste at i morgen ville være en forfærdelig dag.

På trods af min anden beslutning, valgte jeg, at blive væk. Jeg ville virkelig ikke i skole i morgen, og jeg kunne heller ikke pjække. Jeg har alt for mange fraværsdage, siger min mor og far - selvom de egentlige er ligeglade med mig. Hvis jeg vendte tilbage nu, ville jeg på den anden side også vise, hvor stor en idiot jeg er.

Jeg tog min telefon op af lomme, for at tjekke mit batteri procent. Toogfirs procent. Det var nok til, at jeg i hvert fald ville kunne klare en nat her. Så hvorfor gjorde jeg det ikke bare? Det var alligevel LA, der kunne ikke ske mig noget. Eller jo, det kunne der, men ikke meget.

Jeg gik lidt mere rastløs rundt, indtil jeg kom til en bænk placeret midt inde i parken. Denne her park, har altid været fredelig - der er aldrig sket nogle noget, her. Jeg lagde mig forsigtigt ned på bænken, og kiggede detaljerne nøje igennem i parken. Tænk jeg måtte gøre så meget, ‘bare’ for ikke, at blive mobbet.

Jeg lukkede stille øjne i, og tænkte på noget rart. Jeg vidste nu, at med sikkerhed kunne jeg sove trygt her. Det var som om, alt var en lettelse for mig, og med dét røg jeg ind i drømmeland på ingen tid.

“Omg, der er Eja!” jeg kiggede til min venstre side, hvor Selina stod. Jeg sendte hende et kæmpe smil og gav hende et stort kram. Selina var min bedste veninde i hele verdenen, vi har altid været bedste veninder, og vi vil da bestemt fortsætte med det.

“Var det en god Bieber koncert?” jeg nikkede hurtigt, da spørgsmålet nåede ind til min hjerne. Jeg var jo blevet valgt som One Less Lonely Girl. Jeg vil vædde med, at Selina fortrød, at hun ikke var med til koncerten.

“Er du gal, den var god!” hvinede jeg op. Jeg kiggede til min venstre side, hvor noget så forfærdelig som Isa passerede os. Jeg kiggede med det samme over på Selina, som også så ud til at have opfanget at Isa var kommet. Vi kiggede på hinanden og så tilbage på Isa, nu vidste vi godt, hvad vi skulle.

“Isa, stop!” råbte jeg, Isa vendte sig hurtigt om, og kom luntende tilbage til os. Selv Isa vidste hvad der skulle ske nu. Jeg kiggede over på Selina så hun kunne føre samtalen videre, et kort øjeblik tænkte Selina. Sig mig, var hun nu i tvivl om dette var det rigtige? Selvfølgelig var det det rigtige, det havde det været lige siden første klasse.

“Skal vi tvinge dig derud, eller kan du godt selv?” jeg kiggede over på Selina, og sendte hende et smil. Endelig sagde hun noget. Isa smed hendes taske på gulvet, og gik med ud på toilettet. Nu skulle hun fandme have buksevand.

Jeg vågnede brat op, da jeg havde fået en besked. Det var sikkert mine forældre. Jeg tog min telefon op af lommen, og så at jeg havde toogtredive ubesvaret opkald, og fjorten beskeder. En af beskederne var ikke fra mine forældre, men fra Justin. Jeg åbnede hurtigt beskeden op.

Justin: Eja er det dig, der er forsvundet? Hvor er du henne?

Jeg sukkede stille, hvorfor skulle han spørge om det? Og hvad fanden skulle jeg i det hele taget svare? Jeg kunne jo lige så godt være ærlig, han kender mig ikke og er sikkert allerede videre på sin næste tour.

Jeg begyndte, at taste beskeden ind. Jeg konkluderede med mig selv, at jeg ligeså godt kunne sende den. I det hele taget, ville han være ligeglad med sådan en som mig. Jeg lukkede stille øjne, og trykkede send. Nu var der ingen vej tilbage.

Eja: Ja.. Jeg er ved en park, og vil virkelig ikke hjem

Jeg kom til, at tænke på den drøm jeg lige havde haft. Hvor forfærdeligt var det lige? Jeg havde drømt, at jeg var med til at mobbe en. Jeg vil hellere blive mobbet, end selv at være en mobber. Jeg havde endda også drømt, at jeg var bedste veninder med Selina. Fandme nej, jeg vil aldrig være bedste veninder med hende.

Jeg kiggede ned på min telefon som allerede havde mistet meget strøm. Jeg sukkede igen, og begyndte at kigge op på den stjerneklare himmel. Jeg kunne mærke min telefon vibrere igen, denne gang var det et opkald. Jeg skulle til at afvise den, men da jeg så det var Justin accepterede min hånd den af ren refleks.

“Eja?” jeg kunne allerede nu høre Justins fantastiske stemme, hvilket fik mig til at fælde en tåre. Alle flashbackene fra koncerten strømmede op i mit hoved, blomsterne, krammet, sangen, alt. Uden jeg vidste af det, sad jeg bare og smilede for mig selv. Men på en eller anden måde var det forkert. Jeg snakkede med Justin Drew Bieber, fordi at JEG havde stukket af hjemmefra.

“Ja?” sagde jeg, mens jeg snøftede en gang, da min næse var begyndt at rende. “Hvor er du?” jeg kiggede mig omkring en gang, for at finde et skilt, hvor at park navnet stod. “Grand park,” sagde jeg mens min stemme rystede.

“Jeg kommer nu. Jeg er ligeglad om vi næsten aldrig har mødt hinanden, men jeg kan ikke lade dig overnatte resten af natten herude,” jeg kunne høre nogle få bip lyde. Justin Bieber kom her, for at hente mig. Det varmede mit hjerte, men det var alligevel også så pinligt.

Vi havde dog næsten aldrig mødt hinanden, men at han ville gøre dette for en fan, betyder meget for mig og fandommen.  


Hej

Måske er dette lidt urealistisk, og jeg beklager, hvis I syntes det. Jeg vidste bare ellers ikke, hvordan de skulle mødes, uden det ville tage en evighed. Jeg føler også, at det er irriterende og vendte en evighed på, at de bare mødes. OG så skal de blive kærester, og bla bla bla bla. Jeg siger ikke at de bliver kærester, jeg siger bare at det er irriterende at vendte i såååå lang tid. 

Knus Fie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...