Cold water - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 20 nov. 2016
  • Status: Igang
Justin Bieber har aldrig været mere kendt end han er netop lige nu. Justin er begyndt at genskabe One Less Lonely Girl - ligesom fra 2013. Da Justin skal spille i LA, byen hvor alt sker. Bliver der som sædvanlig udvalgt en One Less Lonely Girl. Denne gang bliver det Eja Smith, som bestemt ikke har det nemt for tiden. Med mobning, hendes forældre der ikke ønsker hende og en bror der bor på den anden side af jorden, er hun i hvert fald ensom. Efter koncerten udvikler de hurtigt kontakt, og Justin ved med det samme der er noget specielt over Eja. Dette er bare starten på en lang rejse der må resultere i koldt vand, blod, sved og tåre. En ting er sikkert Ejas liv bliver aldrig som det var før, ligeledes med Justin.

114Likes
59Kommentarer
14421Visninger
AA

2. → Kapitel 1

Eja Smith

1/9-16

Du kan komme nu,” jeg sank nervøs en klump, og rejste mig fra den bløde lædersofa. Jeg gik over til vagten, mens jeg vendte mig om for at kigge på rummet en sidste gang. “Vi har ikke hele dagen,” jeg kiggede over på vagten og satte mit tempo højere op. “Undskyld,” beklagede jeg hurtigt, mens jeg næsten løb op til vagten.

Vi gik ud af rummet som jeg havde tilbragt cirka en halv time i. Jeg ville gætte på, at koncerten ikke var gået i gang, endnu. Der var intet musik endnu, men jeg kunne dog stadig høre publikums høje larm. Jeg gik i stilhed ved siden af vagten, fordi jeg ikke turde sige noget. Vagten havde mange muskler, og gjorde mig en smule bange. Hans stemme var meget grov, og han kunne næsten være med i en gyserfilm med den stemme.

“Du kan sætte dig der,” vagten pegede ned på en sofa, som stod midt i det hele. Jeg nikkede stille, og satte mig ned i den grønne sofa, som slet ikke så særlig behagelig ud. Jeg ville gætte på, at jeg sad backstage, for jeg kunne ane publikummet. Der var rigtig mange mennesker, som stod og ventede på at Justin skulle give den gas på scenen. Jeg var rigtig nervøs. Jeg skulle også på scenen, dog skulle jeg ‘bare’ være One Less Lonely Girl.

Dette har været min drøm, siden jeg blev Belieber, tilbage i 2009. Jeg har været der lige fra starten, jeg følte virkelig, at jeg kendte Justin, uden at kende ham. Jeg hader folk der hater på Justin, fordi han har drømmelivet. Han kan synge, han har millioner af piger som ville dø for bare at føre én samtale med ham. Hvad har han ikke? Svaret er simpelt. Han har ikke mig. Jeg vil have ham, men dette må desværre kun være ønsketænkning.

Jeg er altid blevet mobbet, men det som om Justin har hjulpet mig uden at vide det. Jeg ved godt jeg er den eneste der ikke har det sådan her, og jeg lyder sikkert pisse underlig. Men, hvis I har prøvet det, ved I selv, hvordan det føltes. Justin har altid været et område der kunne få mig til at smile, og jeg kan virkelig ikke forstå, at jeg er blevet valgt til at være One Less Lonely Girl!

“Hej. Jeg er en del af Justins management,” jeg kiggede til min venstre siden, hvor en flot blondine stod. Jeg gav hende hurtigt hånden. “Eja,” damen smilede, mens hun satte sig ned ved siden af mig i sofaen. “Jeg hedder Luna, glæder du dig?” jeg kiggede over på Luna, og sendte hende et kæmpe smil.

“Ja,” sagde jeg stille, mens jeg nikkede ihærdigt. Jeg har altid været typen der er meget stille, siger ikke rigtig noget. Jeg føler det akavet, hvis jeg bare begynder, at snakke en hel del. Jeg har heller aldrig været god til at snakke om mine følelser til nogen, eller noget. Det har altid været et svært emne for mig, og det må folk lære at respektere. Det er blandt andet også derfor jeg ikke rigtig har nogle venner. Der er ingen der har kunnet respekteret mig, og det er derfor jeg bliver mobbet.

“Justin vil gerne lige snakke med dig, inden showet starter,” sagde Luna, og rejste sig fra sofaen. Jeg nikkede stille og sendte hende et taknemmeligt smil. Sommerfuglene i min mave voksede hurtigt. Jeg kunne ikke fatte det, jeg skal snakke med Justin Drew Bieber om få minutter. Hvordan helvede skulle jeg reagere?

“Hej,” jeg kiggede bag ved mig, og jeg kunne også genkende den velkendte stemme. Jeg sank en klump inden jeg åbnede min mund, jeg prøvede at snakke. Men jeg kunne ikke. Jeg åbnede min mund igen, og denne gang måtte jeg virkelig tage mig sammen for, at kunne sige noget. “Hej,” sagde jeg stille, mens jeg kiggede på manden der havde hjulpet mig i flere år, uden at vide det.

“Hvad hedder du?” han satte sig ned på sofaen ved siden af mig. Jeg sugede hurtigt min mave ind, fordi jeg var bange for at han ville tænke jeg havde mega mange deller. Jeg får ellers tit afvide at jeg er for tynd. Problemet er, at jeg ikke er for tynd, jeg vejer alt for meget. Men jeg er lidt ligeglad, bare ikke over for Justin. “Eja,” hviskede jeg stille ned i mine lår.

“Smukt navn!” mine kinder blev alt for røde, da han sagde det. Det lignede sikkert, at jeg lige havde været ude og gå i december måned. Men helt ærligt, hvem ville ikke blive glad, hvis Justin Bieber gav dig et kompliment? Jeg rettede nervøst på mit hår, og en akavet stemning kom hurtigt over os.

“One Less Lonely Girl, bliver sang nummer fire. Når jeg er færdig med One Less Lonely Girl, kan du komme ud i blandt publikum igen. Men du kan også blive her backstage,” sagde Justin, jeg nikkede stille. Jeg ville gerne ud i blandt publikum, men jeg ville også gerne blive backstage. Hvis jeg blev backstage kunne jeg jo møde Justin igen, og det ville jeg jo hellere end at se koncerten. “Jeg bliver bare heromme, det er nemmest,” sagde jeg med et smil på læben.

“Det er bare i orden. Koncerten starter om en halv time, så opvarmningen går på nu,” jeg nikkede stille, jeg vidste ikke om Justin havde tænkt sig at blive her, eller om han ville smutte ind og forberede sig. “Du er anderledes end alle andre fans,” jeg kiggede underligt over på Justin, for at få ham til at uddybe hvad han sagde.

“Alle fans de nærmest råber og skriger mig op i ansigtet. Det gør du ikke, der er et eller andet specielt over dig,” jeg kiggede over på Justin som rejste sig fra sofaen. Var der noget specielt over mig? Justin Bieber har lige sagt at der var noget specielt over mig. Kunne han ikke uddybe, eller blive her, så vi kunne snakke? Jeg ville så gerne snakke med ham, igen. Han aner ikke hvor meget jeg elsker ham.

Jeg tog min telefon op af lommen, jeg skulle alligevel ikke bruge den til noget. Det eneste jeg ville skulle bruge den på, var at ringe til mine forældre en gang imellem, for at de skal vide jeg har det okay her. Det er egentlig underligt de vil have det, for de har altid været pisse ligeglade med mig, jeg har altid været deres irriterende barn. De er aldrig hjemme, og tror at penge er løsningen på alt. Hver gang de ikke lige er der for mig, for jeg altid femhundrede kroner, for så kan jeg ‘hygge’ mig. Det eneste jeg virkelig vil, er at tilbringe mere tid med dem. Så har jeg også lige et til ønske, at de ikke ville være så skide ligeglade med mig. Det gør virkelig ondt, det gør det virkelig.

Jeg ringede min mors telefon nummer op, for at lade hende vide at jeg var okay. “Hej, det er Kristen,” det sagde min mor altid, også selvom hun vidste det var mig der ringede. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor hun skal være sådan, det er pisse irriterende. Min far er lige sådan, han kalder mig for Eja, intet kælenavn, intet skat, bare Eja. Som han siger ‘det er ikke for sjovt du hedder Eja’.

“Hej mor, det er mig. Jeg ville bare sige jeg er okay,” der var stilhed i telefonen i få sekunder, inden jeg kunne høre min mor sukke. Sikkert fordi jeg havde ringet til hende, hun hader mig ligeså meget som jeg hader agurker, og jeg hader virkelig agurker. Jeg kan ikke udstå agurker de er grønne, slimede og så er der grønne vand kerner i dem. Amen altså, fy for helvede.

“Det er fint. Farvel,” og selvfølgelig lagde hun på igen, jeg sukkede en gang - ligesom min mor. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort damen, det er ligesom ikke min skyld jeg blev født. Hun kunne bare i første omgang, lade hver med at få børn. Det var jo ligesom ikke mit problem, at hun absolut skulle sprede benene til min far. Men så igen, var hun nok sur over, at jeg ikke var flyttet hjemmefra endnu. Jeg var som sagt over atten og sådan noget, men de har altid sagt: ‘Du må bo her så længe du vil’, åbenbart ikke.

“Hvem snakkede du med?” jeg kiggede bag ved mig, og så Luna stå med en flaske vand i hånden. “Det var bare min mor,” sagde jeg som hun var en ligegyldig ting, det var hun egentlig næsten også, ikke for at lyde tarvelig, men det var hun næsten. “Her,” Luna gav mig hendes flaske vand, jeg sendte hende hurtigt et venligt smil.

“Er I uvenner?” Luna satte sig ned i sofaen, jeg rynkede på panden. “Dig og din mor?” jeg rystede grinende på hovedet. “Nej sådan er min mor bare,” sagde jeg, og skruede låget af vandflasken af, og tog en ordentlig tår af den dejlige kolde vand som Luna havde serveret for mig.

“Er det okay jeg sidder her, inden du skal ud på scenen?” spurgte Luna om, jeg sank den sidste tår af vandet som jeg havde taget. Jeg nikkede hurtigt, og satte flasken på bordet. “Er du nervøs?” igen nikkede jeg bare, jeg følte det virkelig unaturligt bare, at sidde og snakke med Luna. Jeg kender jo overhovedet ikke Luna, og har derfor ikke lyst til at snakke med hende. Det lyder virkelig tarveligt, men jeg kan bedst lide at snakke med folk jeg kender - det vil sige ingen. Jeg kender bedst mine forældre, men de vil ikke snakke med mig, det gør ondt, men jeg har lært at leve med det.

“Hvor gammel er du?” jeg kiggede over på Luna som kiggede over på mig. Jeg kiggede ned i mine lår. “Enogtyve, hvad med dig?” jeg kiggede over på Luna igen, som kiggede chokeret på mig, nok fordi at jeg  havde spurgt hende om noget, denne gang. “Jeg er en gammel krage, jeg er treogfyrre,” grinede Luna, jeg grinede også lidt med hende, selvom det dog var et falsk grin. Det lod hun ikke til at bemærke, så det var godt nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...