Den Ustoppelige

Handler om en dreng der har cancer, som også har en mor med en sygdom. Han for at vide en dag, af sin mor at han og andre mennesker på hospitalet ikke er ligesom andre mennesker.

0Likes
0Kommentarer
57Visninger
AA

4. Planen

"Åh nej, åh nej, åh nej", tænkte jeg, "Jeg er jo i vilde problemer". Sygeplejersken så ud til at have set min bekymring og spurgte: "Er der noget galt, ven?". Jeg rystede på hovede og prøvede at se ud som intet var galt, også selvom det jeg havde set i dét split sekund ikke var til at glemme. Jeg måtte finde ud af hvad der var galt, og det skulle gå stærkt. Men lige dér måtte jeg bare spille med på det, indtil jeg havde fundet ud af hvad der skete. Jeg gjorde som hun sagde i flere dage indtil mine ben havde helet og jeg kunne gå igen. I dagene der gik spekulerede jeg kun på hvad min mor havde sagt. "Fordi vores evner ikke passer til omverdenen, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os", rungede i mit hovede, og hver gang jeg tænkte på det, kom episoden frem med flammehavet fra manden inde fra sygestuen. Jeg prøvede at få lov til at se min mor, men de gav mig ikke lov, de mente hun var alt for træt og syg til at der kunne komme besøgene. Jeg spurgte alligevel, bare for at de et hæderligt øjeblik, at de ville sige ja, og min mor kunne fortælle resten af det hun have villet sagt inden sygeplejersken forstyrrede.

Efter genoptræningen havde det føltes som, var jeg en baby der lige havde lært at tage sine første skridt uden hjælp, hvilket var tilfældet, udover jeg ikke var en baby. Mine ben var stadig vakkelvorne, da jeg havde udtænkt en genial plan.

Jeg satte mig op og trak i snoren der var over hovede på mig. Kort efter kom sygeplejersken ind, og spurgte hvad der var galt. Jeg svarede hurtigt, at jeg bare skulle på toilettet. "Men du har da din spand lige her", sagde hun og viste den med stor beslutsomhed. "Jeg kunne bare godt tænke mig, at føle mig lidt menneskelig igen, det må du da forstå", sagde jeg med den mest bedårende stemme, jeg kunne for at få hende overtalt. "Er spanden da ikke god nok til dig?", spurgte hun vantro, men hjalp mig alligevel op. Jeg lod som om jeg stadig havde svært ved at gå, men jeg kunne mærke styrken som jeg skulle bruge senere. Hun fulgte mig ud på toilettet, men jeg bad om lidt privatliv, og det så ud som om, at hun forstod. Mens jeg stod og gennemgik planen i mit hovede, blev jeg mere og mere modig, og jeg var klar.

Jeg bankede let på døren og råbte at jeg havde brug for hjælp. Jeg lyttede efter fodtrin der kom nærmere, og da det lød som om hun var lige ude foran, smadrede jeg døren op. Et kæmpe brag lød, da døren ramte og hun faldt til jorden, det rungede i hele gangen. Jeg løb, med fornyet styrke i benene. Sygeplejersken lå på det kolde hospitalsgulv, hun havde fået en blodnæse. Jeg kiggede på talene, imens jeg løb hurtigt forbi. 37, 39, 41... Jeg kiggede bag mig, nogle sygeplejersker løb hen for at hjælpe deres sårede kollega. Jeg drejede ned af gangen, som jeg havde kørt på før. 53, 55, 57... Nu hørte jeg nogle hurtige skridt efter mig.  73, 75, 77... Nu stod jeg lige ude foran døren med op spærret øjne. Dør nummer 79. Jeg lukkede hånden om dør håndtaget og trykkede ned...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...