Den Ustoppelige

Handler om en dreng der har cancer, som også har en mor med en sygdom. Han for at vide en dag, af sin mor at han og andre mennesker på hospitalet ikke er ligesom andre mennesker.

0Likes
0Kommentarer
51Visninger
AA

2. Hospitalet

Jeg husker stadig, da hun blev kørt ind på sygestuen i sin hospitalseng. Jeg græd. Jeg græd i så lang tid, efter hun kom ud og fortalte mig at hun var dødsyg. Hun fortalte at hun kun havde tre år tilbage. Jeg fik kuldegysninger og jeg blackoutede...

Jeg lå nu i min egen seng, eller vent, det var det ikke. Jeg vågnede ved, at der en konstant bip lyd lød hvert evigt sekund. Jeg kiggede rundt i det værelse jeg lå i. Det var hvidt, med blåt gulv, et fjernsyn på modstående væg, tre stole der så meget komfortable ud og et stort metalstativ med en plastikpose hvor der var noget der lignede vand i. "Hvor er jeg?", mumlede jeg med tør mund, "Hvad er det på min krop, hvor lang tid har jeg sovet?". Jeg kiggede ned af mig selv, jeg husker stadig hvor ligbleg min hud var. Jeg tog mig til hovede, en lettere hovedpine var på vej. Jeg satte mig op, og langede benene ud over siden af sengen. Jeg pillede de mærkelige sugekopper der sad rundt omkring på kroppen af, og en hylen, der blev ved, satte igang. Jeg hoppede ned fra sengen, forventede alt var som før jeg faldt i søvn. Jeg landede på benene som gav efter presset og jeg faldt pladask på numsen. "AV", råbte jeg, "Hvad skete der, hvorfor kan jeg ikke stå på benene?". Jeg prøvede ihærdigt at komme på benene, men i samme øjeblik kom nogle sygeplejesker ind. De så forskrækket på mig, mens jeg lå på gulvet og prøvede at komme op. "Hvad laver du ude af sengen, Mister?", sagde en af sygeplejerskerne. "Hvor lang tid har jeg sovet?", spurgte jeg imens sygeplejeskerne hjalp mig op på sengen igen. "Altså du har været i koma i to måneder", sagde hun med en skælven i stemmen. "Men hvordan?", fik jeg hvisket. Sygeplejeskerne kiggede på hinanden, som om de ikke vidste hvad de skulle sige. Men alligevel kom den ene i et beslutsomt øjeblik til at sige. "Altså lægerne troede du havde fået et blackout af chok, men det viste sig at du har kræft...", sagde den anden sygeplejerske, "Du har kræft i hjernen og den resulterede i et længere varigt koma". "Hvad med min mor, hvordan har hun det", sagde jeg, som om jeg bare havde glemt alt hvad de lige havde sagt. De kiggede insisterende på hinanden og nikkede hurtigt. Så gik den ene og kom tilbage efter noget tid med en kørestol. De syntes at jeg selv måtte bedømme, hvordan hun så ud til at have det.

Gangene var lange og det tog faktisk også ret lang tid at blive kørt hen til hende. Hjulene knirkede, luften i gangene var kold og jeg blev mere og mere nervøs på min mors vegne, jo flere gange hjulene knirkede og vi drejede ned af andre gange. "Hvorfor stopper vi?", sagde jeg da, de to sygeplejesker stod stille, de blinkede ikke engang. Og så kørte de videre. Folk blev kørt rundt i deres senge, og nogle i kørestol, ligesom mig, men de havde spændetrøjer på. Endelig stoppede de ude foran en dør. På døren stod der nogle bogstaver og et tal. Det var et navn, men jeg kunne ikke læse det, men tallet stod klart og tydligt, 79. Den ene sygeplejerske bad os om at vente mens hun lige vækkede min mor. Alt føltes som en evighed her. Det var som om tiden stod stille nogle gange, selv sygeplejersken stod helt stille, som var hun frosset, det var i takt med at jeg blev mere og mere nervøs. Indtil døren åbnede sig og sygeplejersken bød mig indenfor. Min mor sad op med en kop te i hånden, som dampede hende lige op i ansigtet. Hun havde hud der var mere hvid end min, og hun var så tynd at hun lignede et skelet, og de der sugekopper sad også på hende. Hun bukkede sig ned til mig og gav mig et kærligt, men koldt kram. Hun bad dem give os et øjebliks fred, og de gik ud. Da de havde lukket døren efter sig skyndte min mor at hviske noget ind i mit øre. Hvis jeg husker korrekt var det noget med: "Du må væk herfra Marv, og det skal gå hurtigt", hviskede hun hun hurtigt, "Fordi vores evner ikke passer til omverdenen, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os". "Ehm, mor hvad mener du?", spurgte jeg med en skælven i stemmen, " Er vi ikke bare på Slagelse Hospital?". "Det er det de vil have os til at tro, vi er rent faktisk tredive meter under jorden, og der er ingen udvej". "Mor", sagde jeg grinende, "Dig og dine historier altså". Så spurgte hun mig om alle mulige spørgsmål, om jeg har prøvet noget mærkeligt ske, eller set noget, men jeg kunne ikke nikke bekræftende til noget af det. "Men hvis vi nu siger det er rigtig, det du nu siger, hvad kan vi så altså evne mæssigt?", spurgte jeg vantro. "Jo, ser du, det er vores sygdomme der gør os specielle, det er dem der gør os vigtige i deres projekt i at...", i det samme som hun sagde det kom, en sygeplejerske ind af døren...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...