Den Ustoppelige

Handler om en dreng der har cancer, som også har en mor med en sygdom. Han for at vide en dag, af sin mor at han og andre mennesker på hospitalet ikke er ligesom andre mennesker.

0Likes
0Kommentarer
53Visninger
AA

6. Evnen

Jeg blev båret væk af nogle store sikkerhedsvagter. De bar mig i arme og ben, så jeg umuligt kunne komme væk. De bar mig i lang tid, eller det føltes i hvertfald sådan for min krop, efter jeg havde spjættet og revet i sikkerhedsvagterne, som så ud til ikke at mærke noget. Nu var jeg helt færdig, men adrenalinen susede igennem kroppen, så jeg vred mig stadig. De åbnede døren til et lille rum, med en stor stol i midten, og et panel med en masse knapper, man kunne skrue op og ned på. De så rædselsfuldt på den, mens de spændte mig fast til stolen. Stolen var lavet af metal og var meget ukomfortable, der var læderremme til at spænde folk fast med på håndtagene og ved benene, og en mærkelig hjelm som også var sat fast på. Læderremmene var spændt godt og grundigt, så de nev i mine håndled. Hjelmen var heller ikke det fedeste, den var kold og den gav små stød indimellem. Den ene sikkerhedsvagt stak sit store fjæs langt op i mit ansigt. "Som jeg har hørt ved alle hvad du kan, og alle ved hvem du er søn til", sagde han med et grumt smil på læberne, "Som du nok ved er din mor den med de mest avancerede kræfter her på hospitalet". Jeg så forvirret på ham og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Han kiggede underligt på mig, og forsatte så: "Så du har ingen anelse om hvad din mor kan, og du skulle forestille at være en trussel", sagde han og grinede hånligt, men jeg kiggede stadig forvirret på ham. Han tog sig til hovede, som skulle han til at fortælle noget hundredesyttende gang til mig, "Jo, ser du, børn til folk med kræfter arver som regel, deres moders evne, fortstår du nu?", sagde han karlsmart agtigt. Jeg nikkede, men så stadig lidt uforstående ud. "Men hvad vil I så bruge mig til?". Han kiggede tavst på mig, men sagde alligevel koldt: "Altså din mor er døende, og vi har ikke fundet ud af, hvordan vi flytter hendes evne, men du har jo evnen, så vi kan bruge dig som vores nye testperson". Da det gik op for mig hvad det var han sagde, rystede jeg uroligt på kroppen. Han nikkede stille for sig selv, da han så min forbløffelse. "Ved du hvor meget volt du kan tage?", spurgte han med en fnisen, "Vi skal jo se hvor meget du kan klare, hvis vi skal eksperimentere med dig, jeg tror du kan klare, skal vi sige 465 volt?". Han havde et lumsk smil på læberne, da han gik hen for at hente en læge der kunne gøre arbejdet.

Det tog overraskende lidt tid, før sikkerhedsvagten kom tilbage med en læge. Han gik hen til panelet der stod foran ham. Lægen tog fat i en af knapperne og begyndte at dreje. Først kildede elektriciteten, men så bredte smerten sig i hele min krop. Og jeg skreg af mine lungers kraft...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...