Den Ustoppelige

Handler om en dreng der har cancer, som også har en mor med en sygdom. Han for at vide en dag, af sin mor at han og andre mennesker på hospitalet ikke er ligesom andre mennesker.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger
AA

7. Drømmen

Jeg lå nu i min egen seng, eller vent, det var det ikke. Jeg vågnede ved, at der en konstant bip lyd lød hvert evigt sekund. Jeg kiggede rundt i det værelse jeg lå i. Det var hvidt, med blåt gulv, et fjernsyn på modstående væg, tre stole der så meget komfortable ud og et stort metalstativ med en plastikpose hvor der var noget der lignede vand i. "Hvor er jeg?", mumlede jeg med tør mund, "Hvad er det på min krop, hvor lang tid har jeg sovet?". Jeg kiggede ned af mig selv, jeg husker stadig hvor ligbleg min hud var. Jeg tog mig til hovede, en lettere hovedpine var på vej. Jeg satte mig op, og langede benene ud over siden af sengen. Jeg pillede de mærkelige sugekopper der sad rundt omkring på kroppen af, og en hylen, der blev ved, satte igang. Jeg hoppede ned fra sengen, forventede alt var som før jeg faldt i søvn. Jeg landede på benene som gav efter presset og jeg faldt pladask på numsen. "AV", råbte jeg, "Hvad skete der, hvorfor kan jeg ikke stå på benene?". Jeg prøvede ihærdigt at komme på benene, men i samme øjeblik kom nogle sygeplejesker ind. De så forskrækket på mig, mens jeg lå på gulvet og prøvede at komme op. "Hvad laver du ude af sengen, Mister?", sagde en af sygeplejerskerne. "Hvor lang tid har jeg sovet?", spurgte jeg imens sygeplejeskerne hjalp mig op på sengen igen. "Altså du har været i koma i to måneder", sagde hun med en skælven i stemmen. "Men hvordan?", fik jeg hvisket. Sygeplejeskerne kiggede på hinanden, som om de ikke vidste hvad de skulle sige. "Det her er da sket før, er det ikk?", tænkte jeg. "Vent", sagde jeg stille, mens sygeplejerskerne så interesseret på mig, "I holder mig jo fanget, I-I-I bæster! I svitsede mig, I udnytter mig!". De kiggede forvirret på mig mens jeg råbte af dem. De påstod at jeg ikke var i det underjordiske hospital, jeg talte om, men i Slagelses. De troede bare jeg havde haft en drøm, jeg var frustreret, men et eller andet i deres stemmer fik mig til at slappe af, de fik mig til at tro på hvad de sagde. Jeg havde bedt om at se min mor og de kørte mig derhen i en kørestol.

"Bare en drøm, bare en drøm?", tænkte jeg mens de kørte mig afsted, "Hvis det bare havde været en drøm, men sygeplejerskerne så da ud, som de gjorde i drømmen?". Jeg kiggede på dem igen, for at bekræfte min teori. De lignede dem fra drømmen på en prik. Måske vidste min mor noget. Gangene føltes ligeså lange som i drømmen, og da vi endelig stod ude foran døren fik jeg øje på tallet "78". "Det kan da ikke passe", tænkte jeg, "Der så mange ligheder, men tallet er ikke det samme, måske var det bare en drøm". De åbnede døren indtil hende, hun var allerede vågen. Jeg blev kørt hen til hende. Efter jeg havde kigget på hende i noget tid, bad jeg om fred til at tale med hende, og jeg lovede, at jeg nok skulle åbne døren når jeg skulle ud. Nogle sekunder efter de var gået ud og lukket døren, fortalte jeg hende alt om min drøm og lighederne. Hun nikkede stille og kiggede ligeud, hun tænkte. Hun gentog en sætning som hun havde sagt i drømmen: "Fordi vores evner ikke passer til omverdenen, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os, vores sygdomme er dem der gør os specielle", hun undrede sig et øjeblik, "Det-det giver mening, og det passer også, vi er fanget". Hun holdte en kort pause: "Vi bliver testet med maskiner og kemikalier, som dræber os før tid, men vores evner... Det er sygdommene, de forsker på mennesker, for at finde en kur til dem. De mener ikke at forsøgsdyr giver samme resultater, som når man forsker på os, men ingen er stærke nok til at kalde på hjælp, så vi bliver nød til at være her... Du, Marv, er den eneste som kan gøre noget nu...". Hun kiggede på mig med trætte øjne, men hendes ansigt strålede, som vidste hun, hvad jeg skulle til at gøre. Hun lod samtalen ligge og bad om et kram, før jeg kørte væk. Jeg åbnede døren, og hen kom sygeplejerskerne, som kørte mig væk.

"Jeg vidste det, det havde ikke kun været en drøm, det måtte have været et syn", jeg fniste lidt af mig selv. Jeg kiggede op på sygeplejersken, som kørte mig afsted, hun så kold og frustreret ud. "Hvad er der galt?", spurgte jeg, da hun kiggede på mig i øjnene. "Ikk noget", sagde hun kort. Hun kørte lidt længere frem og drejede så til højre og bagefter et lille sving til venstre. Jeg kiggede lige ud og undrende spurgte jeg hende: "Ehm... Jeg tror du er drejet forkert, min sygestue er til højre". Hun grinte med en rungende latter. "Du skal ingensteder, min ven, du ved for meget", sagde hun. Mine øjne poppede næsten ud af hovede på mig, da jeg forstod, hun ville have mig ind i rummet med metalstolen. Jeg tænkte hurtigt, trak i bremserne, så hun gik ind i kørestolen. Overraskelsesmomentet var vundet. Jeg drejede rundt slog hende i mellemgulvet, så hun knækkede sammen. Kørestolen rullede hurtigt, på gangene mens jeg drejede hurtigere og hurtigere på hjulene. Hun havde hurtigt sat af og løb nu efter mig. Jeg drejede til højre og kunne se en stor glasdør. Mine arme var begyndt at syre til, af at dreje så hurtigt rundt på hjulene. Sygeplejersken løb med en utrolig fart, og nåede kom fra ti til syv meter op på mig. Jeg kom nærmere på glasdøren som måtte være udgangen. Mine arme kunne næsten ikke mere, men min udholdenhed og beslutsomhed om at hjælpe folk på det her sted, var grunden til jeg blev ved. Uanset hvor meget jeg prøvede på at køre hurtigere, kom sygeplejersken hele tiden længere og længere op på mig. Glasdøren var ikke længere end tre meter væk, men sygeplejersken var tættere. Hun havde næsten fat i håndtagene på stolen. Jeg kunne se udenfor nu. Der var ingen biler på parkeringspladsen, men folk strømmede forbi ude på fortovet. Nu var glasdøren en halvanden meter foran. Jeg kiggede bag mig, sygeplejerskens ansigt udstrålede vrede. Glasdørene havde håndtag, og jeg kunne umuligt få dem åben før hun ville få fat i mig. Jeg var fortvivlet. En halv meter tilbage. Jeg bremsede så hårdt i refleks for ikke at smadre ind i glasdøren, at sygeplejersken ikke opdagede det. Hun løb ind i stolen med fuld kraft og fløj indover mig, og smadrede selv ind i glasdøren. Hendes var det sidste jeg så før glasskårene fløj afsted. Jeg dækkede hovede, så godt jeg kunne, og det lykkedes mig ikke at få så mange rifter i hovede. Sygeplejersken lå på gulvet blødende og så bevidstløs ud på gulvet foran mig. Hun blødte ud fra hovede. Jeg kørte hen forbi hende, og kørte så udenfor i den friske luft. Jeg kørte hen til den nærmeste fremmede og begyndte at spørge ham om han kunne ringe til politiet, da jeg opdagede fem sikkerhedsvagter på vej hen til mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...